Det var med en ikke ringe mængde sommerfugle i maven, at vi udsendte programmet til kurset. Vi var godt og vel uden for rammen af, hvad dyrlæger i kursusregi plejer at samles om i kollegiale kredse. Og dog - det at søge efter det gode liv er vel også relevant for dyrlæger?
Således fandt 18 dyrlæger i alderen fra 45 til 77 år sammen på Haraldskær ved Vejle en tirsdag i begyndelsen af marts 2019. Kurset forløb over to dage og blev indledt med et indflyvningsindlæg. Første mand på podiet var dr.med. Henning Kirk, som har arbejdet med gerontologi igennem et langt liv, og tilmed skrevet bøger og holdt utallige foredrag om emnet. Han fortalte om læring gennem livet, hvordan vi gennem træning af kognitive færdigheder kan bevare en hjerne i topform hele livet.
Som supplement bør vi prioritere et godt søvnmønster, idet hjernen under søvnen »vaskes« for urenheder, og at man dermed mindsker risikoen for demens. En vis fysisk aktivitet er med til at vedligeholde både krop og sjæl, og så skal vi dyrke sociale relationer, idet det styrker vores livsglæde og nysgerrighed. Vi kan lære hele livet, og vi bliver tit bedre gennem livet til at gennemskue problemstillinger, være overbærende, have overskud og samarbejde. I samspil med kursisterne udarbejdede Henning Kirk en liste over fordele ved at blive ældre – ingen kunne sjovt nok finde ulemper.
Et kald med mening
Efterfølgende var der indlæg fra Søren Brix Christensen, som er læge i Nivå, og dertil dyrlægesøn fra Varde. Søren har en lang karriere som frivillig i Læger uden grænser – både som udsendt og som formand gennem 10 år. Søren fortalte om nogle af oplevelserne fra Afrika under meget primitive og til tider farlige forhold med etablering af basal lægehjælp og til understøttelse af kampagner for behandling af HIV i Sydafrika. Vi oplevede et meget engageret menneske, der gennem sit arbejde – eller nærmere sit kald – finder en stor mening i at kunne bidrage til en bedre verden. At man som menneske kan gøre en forskel for andre, og at det oveni giver forståelse for samt glæde og mening ved livet tilbage.
At finde noget, der er større
Således opløftede tilbragte vi derefter godt tre timer i selskab med Kathrine Lilleør. Hun er præst, debattør og forfatter. Temaet var værdier som fundamentsten i den enkeltes liv. Lilleør formåede på elegant vis at behandle værdibegreber gennem klassiske eventyr af H.C. Andersen set gennem Kierkegaardske briller. Vi var omkring samvittigheden og de uskrevne love som ingredienser i vores samvær og fællesskab, og at vi som mennesker tit står i et dilemma mellem mulighed og nødvendighed.
Lilleør var inde på spørgsmålet: »Hvem er jeg?« - og her definerede hun det med udsagnet: »Den du er, afhænger af, hvordan du vægter absolutte modsætninger«. I det perspektiv skulle vi se på, hvem vi mon selv er. Her havde vi en workshop, hvor vi skulle tale sammen med andre om vore egne mørke sider - de lyse sider har vi som oftest lettere ved at tale om.
I forlængelse heraf fortsatte vi med et gruppearbejde om det, som vi hver især gerne vil give til vore nærmeste. Hver enkelt forberedte sig til en dialog med to andre kursister om, hvad og til hvem vi har lyst til at give en »gave«. Eksempelvis i form af samvær og nærhed. Det var et meget inspirerende indlæg og efterfølgende gruppearbejder. For mange af os på en stor intellektuel klinge i forhold til de meget konkrete arbejdsopgaver, som vanligt er en dyrlæge til del. Det var berigende at komme med på en tur ind i vores fundamentale danske kultursjæl godt hjulpet af Katrine Lilleørs viden, fortællelyst og engagement.
Livet er andet end dyr
Som afslutning på dagen havde vi valgt en kreativ workshop. Stor var overraskelsen blandt kursisterne, da der kom ler på bordet. Vi har en kollega i Boehringer Ingelheim,
som er en dygtig amatørkeramiker. Hun fortalte med passion om sin hobby og viste eksempler på de ting, som hun har lavet. Desuden fik vi en indføring i grundlæggende teknik – og derefter gik alle i gang med primært at forme dyr i ler (vi er vel fagnørder?).
Snakken gik livligt rundt om bordet, og mange af os følte os nok hensat til skoletidens formningstimer. Legen og fantasien kom tilbage og gav en påmindelse om, at meget af det sjove og kreative måske ikke har så meget plads i hverdagen. Og at glæden ved leg ikke har nogen aldersgrænse.
Samliv og boformer gør det også
Dag to begyndte med et indlæg af kulturforsker Anne Leonora Blaakilde fra RUC. Fokus var et historisk perspektiv på boformer i vores kultur. I gamle dage var det naturligt at bo sammen flere generationer, men som konsekvens af industrialiseringen blev vi mere mobile, og mange flyttede langt for at få et arbejde. Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet blev ældreomsorg et offentligt anliggende ligesom børnepasning. Parcelhuset blev omdrejningspunktet for en familie, og her er der ikke plads til den ældre generation.
Blaakilde pointerede interaktionen mellem generationerne som nyttig – ikke mindst for den yngste generation. Man kan lære af de ældres erfaring, finde forståelse for sin herkomst og kultur, gennem kendskab til de ældre i familien få nedbrudt fordomme om det at blive ældre mv. Modsat vil den ældre generation i samværet med de unge lettere blive fastholdt i nytænkning og mod til at prøve nyt.
I dag er en forandring også i gang, hvor man søger efter nye boformer – ikke mindst fordi mange har valgt at leve deres liv alene, men så alligevel har behov for at være en del af et samvær. Særligt, når man kommer lidt op i årene.
Der er flere nybyggerier, hvor der findes fællesarealer, samtidig med at hver har sin private bolig. Nogle søger bevidst sammen med ligesindede socialt og aldersmæssigt, mens andre søger noget på tværs af generationer. Her må man gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst for én, og hvad der er muligt. Og for manges vedkommende at gøre sig disse overvejelser i god tid, idet der kan komme en tid, hvor man ikke selv kan vælge. Det vil være hensigtsmæssigt at gøre sig sådanne tanker, eksempelvis når éns børn flytter hjemmefra.
Den efterfølgende workshop gik netop på, at kursisterne hver især gjorde sig tanker om med hvem, hvor og hvordan, man kunne tænke sig at bo i fremtiden med overvejelser om fordele og ulemper. Derefter delte vi tankerne med hinanden i mindre grupper. Det har en tendens til at blive mere konkret, når man har talt med andre om det, end når det blot er nogle flyvske tanker i ens eget hoved. Oveni var der meget inspiration at hente i at lytte til andres overvejelser om boligsituation nu og i fremtiden.
Det har en tendens til at blive mere konkret, når man har talt med andre om det.
Planlæg din livskvalitet
Sidste indlæg stod Poul Joachim Stender for. Han er præst på Midtsjælland og derudover bl.a. forfatter, foredragsholder, rejseguide og madanmelder. For Stender gælder det om at nyde livet. »Der er mere«, som han flere gange lagde tryk på. Der er mere, end vi kan se. Vi må derfor undersøge nærmere for at finde det, som ligger bagom – de vinkler, der kræver nysgerrighed at finde. Den verden, som endnu er uudforsket.
Af de mange ting, som vi skal nyde mere, er vores mad og vores elskede. Han opfordrer ikke til fråseri, men til at vi giver os tid til at sanse og værdsætte det, som vi vælger at indtage. Og at vi bruger mindre tid på at dyrke egen krop og den omsiggribende kropskultur og mere på hinandens – det øger glæde og samhørighed.
Grundlæggende argument for Stender er, at man gennem livet lærer sig langsomhed, fordi man bliver langsommere med alderen, og at man gør klogt i at vænne sig til det. Det gør man bl.a. ved at tage tid ud til at »fjumre« gennem arbejdslivet. Planlægge kortere eller længere ophold bort fra de vante rammer og uden en stram tidsplan for, hvad man skal nå. Derved vil der blive tid til ro og fordybelse. Økonomisk og jobmæssigt vil det naturligvis kunne give nogle udfordringer, men hvis man sparer op til det (og ikke en ny udestue) og får det organiseret med sin arbejdsgiver, vil meget kunne lade sig gøre, og måske ovenikøbet være til gavn for arbejdspladsen. Det er således mere en investering i livet. Stender har selv gjort det adskillige gange, og har således vist vejen for, at det godt kan lade sig gøre – selv hvis man har en menighed at skulle tage vare på også.
Som afrunding på Stenders indlæg skulle vi hver især grunde over noget, vi vil gøre aktivt i fremtiden for at øge livsglæden for os selv og vore nærmeste. Også disse tanker delte vi med hinanden i mindre grupper. Igen var det tankevækkende at opleve en høj grad af ligefremhed blandt kursisterne under delingen af disse meget personlige overvejelser. Til gengæld nok også nødvendigt at få sine tanker delt med andre, for at få dem konkretiseret og derigennem kunne skabe forandring.
Beriget, inspireret og klogere i mål
Afslutningsvis fik kursisterne mulighed for at skrive, hvad de ville tage med sig hjem fra to dages kursus om det gode liv. Mange følte sig inspirerede til at søge mere livsglæde i hverdagen for sig selv, familien og kollegerne. Det var dels, at indlægsholderne bidrog med stof til eftertanke – faktuelt og filosofisk – dels det forhold, at mange følte sig berørte af andres beretninger. Åbenhed kursisterne imellem har de fleste bemærket som enormt positivt, idet næsten ingen kendte hinanden på forhånd. Nogle bemærkede, at de var mødt op med en vis spænding, men var taget hjem med en følelse af lettelse og afklarethed. Enkelte har været helt konkrete udtrykt i eksempelvis »jeg vil gå hjem og rent fysisk berøre min kone noget mere«!
I kursusledelsen var vi også meget spændte på, hvad kurset ville bringe af oplevelser, tanker og handlinger. Vi kan kun dele kursisternes tilbagemeldinger. Vi følte os på tynd is, men nåede berigede, inspirerede og klogere i mål. Som faggruppe er vi måske ikke så forvænte med at give os i kast med kursusaktiviteter, som mere sætter mennesket frem for fagpersonen i centrum. Vi er taknemmelige for at en flok kolleger fra praksis havde lyst og mod til at være med til at give sig selv og os den oplevelse og erfaring. Dyrlæger er også mennesker.
