- Stor loftshøjde på syv meter, der gør det muligt at have en god luftkvalitet
- Rigelig med halmstrøelse
- Relativt få grise per gruppe (30-40)
- Grisene forbliver i samme grupper gennem hele livet
- God plads til grisene - næsten dobbelt så meget plads som lovens mindstekrav
- Eget slagteri for at undgå lange transporter
- Og motiverede ejere, der repræsenterer en ny generation.
- Gårdens ejere fokuserer på bedste vis på grisenes velvære og har skabt nogle fysiske rammer, der gør det muligt. Og arbejdsmiljøet på gården er tilrettelagt, så personalet trives. For hvis man vil opretholde et højt niveau af dyrevelfærd, er det vigtigt, at personalet har gode arbejdsforhold. På grund af gårdens fysiske rammer og arbejdsmetoder forhindrer man effektivt slagsmål og halebidning hos grisene, fortæller Maria Wahlfors, der er talsperson hos Den Finske Dyrlægeforening i spørgsmål om dyrevelfærd.
Det meste af tiden går med overvågning
Luftkvaliteten indendørs er rigtig god. Gulvvarme, flytbare vægge, skodder og tagvinduer gør det muligt at regulere ventilationen i bygningerne afhængigt af vejret, så luften Bygningerne altid er frisk.
Loftshøjden er på det højeste sted cirka syv meter. Fra den høje bygnings kontrolrum har man udsigt over hele svinestalden. Det gør det lettere at overvåge grisene. Overvågningen tager meget tid, og er den arbejdsopgave, der er mest tidskrævende.
Grisene er i den samme gruppe næsten hele deres liv
Grisene går i bokse i grupper med 30-40 individer. Rekrutteringen foregår ad flere omgange fra to gårde med løsdrift. Grupperne af grise har gået sammen næsten fra fødslen, og det bliver de ved med på Paijas gård.
På gården findes atten almindelige bokse, en modtageboks og en sygefold. En ny gruppe grise, som er mellem ni og elleve uger gamle, ankommer en gang om ugen til modtageboksen, hvor de ormebehandles, inden de flyttes til de almindelige bokse. Modtageboksens gulv består af to tredjedel spaltegulv. Sygefolden bliver meget sjældent brugt, da sygdomsfrekvensen er lav.
- Det fungerer godt for os med grise fra løsdriftsstalde (i Finland er det stadig tilladt at fiksere søer, red.). De vokser hurtigere, er vant til halmen og har få adfærdsforstyrrelser, fortæller Henna Paija.
Planlægning af fodringen giver færre slagsmål
Grisene har hele tiden adgang til foder. Fodringspladsen er i den ene ende af de rektangulære bokse og placeret lidt oppe. Fodringspladsen er adskilt fra resten af boksen med en væg med adgang fra begge sider. Den frie adgang til foder og planløsningen gør, at grisene har plads til at undgå hinanden, og det giver færre slagsmål.
De mineraler, dyrene får, kommer fra udlandet, men det øvrige foder er fra Finland: Eget korn og bønner samt specialfremstillet sojafrit tilskudsfoder. Til gården hører 100 hektar, hvoraf de femten er lejede. Produktionen på gården dækker 85 procent af grisenes fodringsbehov. Resten skaffes fra naboer.
Fodringspladsen har spaltegulv. I svinestalden er der rigeligt med halm, så grisene kan udøve deres naturlige adfærd. I boksens anden ende er grisenes gødningsom
råde. Her er hverken strøelse eller varme, som der er i resten af boksen. Afføringen er let at fjerne med maskiner. Lokalerne og dørene er designet derefter. Strøelsen skiftes ud to til tre gange om ugen. Gården har eget kraftværk.
Grisene har mulighed for at gå ude en stor del af året, og arealet per gris bliver på den måde endnu større. Udenomsarealerne er indhegnet med et dobbelthegn, som opfylder krav til forebyggelse af smitte. Selv udendørsarealerne er anlagt, så de kan gøres rent maskinelt.
Hvis sommeren bliver varm, har parret Paija planer om at indrette et brusebad til grisene. Det skal placeres ved fodringspladsen, hvor der er spaltegulv.
- Men foderet skal selvfølgelig holdes tørt, siger Henna Paija.
Eget slagteri
Når grisene er seks måneder gamle, slagtes de på gårdens eget slagteri. Transporten er cirka 200 meter, hvilket mindsker stressen for dyrene. Strækning er anlagt så lige som mulig og uden skarpe vinkler. Og man bruger lys til at lette dyrenes fremdrift.
Slagtningen sker en dag om ugen, og dyrene føres til slagteriet om morgenen. Trikinprøverne bliver sendt til et nærliggende laboratorium i Forsa.
- Transporten af prøverne tager halvanden time. Hvis laboratoriet holder op med at tage imod prøver, vil transporttiden blive urimelig lang. Så samarbejdet et enormt vigtigt for os, siger Henna Paija.
Slagteriet tager også imod en mindre antal dyr til nødslagtning. Det er kvæg, heste og får.
Grundig planlægning
Parret Paija fortæller, at den nye virksomhed blev planlagt over to år. Ideerne blev udviklet løbende. Sammen med sin søster, der er dyrlæge, og dyrlæge Kalle Hakala besøgte Juha Paija nogle udvalgte gårde i Danmark for at hente inspiration.
- Vi bor på gården og ville have et meningsfyldt arbejde. Vi producerer kød, som koster mere end traditionelt kød, og som spises i mindre mængder. Hidtil har vi solgt alt vores kød uden problemer, heraf en del direkte til restauranter. Men vi tænker da over, om så stor en investering nogensinde tjener sig ind.
På gården og på slagteriet er der foruden ejerne fire ansatte. Anna Woivalin er gårdens besætningsdyrlæge – og hun fortæller, at i planlægningen af svinestalden, har man omhyggeligt studeret forskellige løsninger både i udlandet og i Finland.
- Parret Paija har kompromisløst afprøvet forskellige løsninger, som bidrager til øget velbefindende hos dyrene, og eventuelle problemer er blevet løst med det samme.
Oversat fra svensk af Lotte Frandsen
