»Der er for første gang konstateret udbrud af afrikansk svinepest i Danmark. Udbruddet er sket i en produktionsbesætning i Tønder. Derudover er der en række mistanker i flere produktionsbesætninger rundt om i landet og på fire slagterier i hhv. Thisted, Randbøl, Blans og Ringsted. Fødevarestyrelsen er ude i besætningerne og på slagterierne og følger i øvrigt situationen nøje«.
Det strømmer ind med beskeder på den netavis, som Fødevarestyrelsen havde oprettet under øvelsen. Og for at komme så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt, er der også oprettet en facebooklignende side, hvor der bliver stillet spørgsmål fra en enhver skuffe.
Jeg havde også nogle spørgsmål med mig, da jeg mødtes med dyrlægerne Hanne Christensen og Sisse Berg Wulff. Selv om det er lidt hektisk – den første mistanke er bekræftet, og det vælter ind med spørgsmål og opgaver, der skal håndteres – har jeg fået lov til at opholde to nøglepersoner for en stund, inden de skal videre til deres bastioner i beredskabsøvelsen FLYING PIGS’ centrale kommandoenhed i henholdsvis øvelsesledelsen og kriseorganisationen.
Hundredvis af timers planlægning
Hanne Christensen er en af hovedkræfterne bag planlægningen af den veterinære beredskabsøvelse, der for hende har været et fuldtidsjob i de sidste par måneder.
- Øvelsesledelsen begyndte allerede i maj måned med at kortlægge, hvad man gerne ville opnå med øvelsen både centralt i Dyresundhed og i de 3 lokale Veterinærenheder. Hanne Christensen forklarer, at Det øvelsen meget gerne skal bibringe viden til at optimere det veterinære beredskab på den lange bane, så Fødevarestyrelsen og eksterne aktører er klar, hvis Danmark skulle få et udbrud af sygdommen.
- Derfor er der sat pejlemærker for, hvad man gerne vil med øvelsen, hvor vi også har kigget på andre øvelser og erfaringerne herfra. Nogle af målene denne gang er aktivering og drift af organisationens krisestyringsorganisation og informationshåndtering. Vi ved erfaringsmæssigt, at det altid er virkelig svært at få kommunikation effektivt rundt til alle.
Hannes rolle er at få alle ender i øvelsen til at nå hinanden. Planlægge, hvem, der gør hvad, hvordan øvelsen startes op samt koordinere med eksterne samarbejdspartnere. Der er et helt arsenal af aktører, der skal inddrages, og en lang række tænkelige scenarier, der under øvelsen skal testes i virkeligheden, eller så tæt på, som det nu kan lade sig gøre.
- Det er rigtigt godt, at øvelsen har så mange deltagere både fra Fødevarestyrelsen og fra en lang række eksterne virksomheder, organisationer og ikke mindst, at der er landmænd, der har stillet op og taget imod Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, når vi er kommet med det helt store setup, som ville være nødvendigt at anvende, hvis en besætning skulle aflives. På den måde bliver øvelsen så virkelighedstro som muligt. Deltagerne skal blot »være sig selv« i en situation, hvor Danmark får mistanke om afrikansk svinepest og efterfølgende udbrud. Det er setup’et i øvelsen, siger Hanne Christensen og understreger, at øvelsen er med til at understøtte tilliden til den danske veterinære status.
De vigtige mistanker
Vi snakker videre om setup’et, og hvordan mistanker om afrikansk svinepest sætter det veterinære beredskab i gang.
Jeg spørger ind til besætningsdyrlægens rolle – om hvad han må og skal i en situation, hvor der er opstået en mistanke.
- Typisk vil det være besætningsdyrlægen, der bærer mistanken ind til os, og han får at vide, at han/hun skal blive i besætningen, og derfor forventer vi, at han/hun er der, når veterinærenheden kommer inden for et par timer, siger Sisse Berg Wulff, der har beredskabet tæt inde på livet hver dag som en del af et team på 12, der arbejder med anmeldepligtige sygdomme.
- Udover at tage prøver laver vi en spørgeskemaundersøgelse – en epidemiologisk undersøgelse, hvor vi interviewer landmanden. Og vi vil gerne have, at besætningsdyrlægen er der. Der kan være nogle spørgsmål, han kan supplere landmanden med – måske er landmanden så rystet, at han kan have svært ved at huske alle detaljer, og her er besætningsdyrlægens viden vigtig, siger Sisse Berg Wulff, og Hanne supplerer:
- Det er alle mulige spørgsmål – der spørges virkelig vidt omkring fx til besøg af håndværkere og modtagelse af foder. Kort sagt til al aktivitet på ejendommen i et forsøg på at opspore, hvor smitten stammer fra.
Øvelsen tvinger os til at tage beslutninger
Sisse Berg Wulff pointerer, at den koreograferede masterplan har stor betydning for, hvor godt det veterinære beredskab virker.
- Det er super at få afprøvet alle planer og procedurer, og alt det, vi har tænkt, vi vil gøre, hvis der kommer et udbrud af afrikansk svinepest. Og det er så tæt på, vi kan komme, når vi får modspil fra erhvervet, Dyrlægeforeningen og hvem det må være i forhold til de beslutninger, vi skal tage. Det er vigtigt at få klarhed over, om det er de rigtige overvejelser, vi har gjort os.
- Øvelsen tvinger os til at tage beslutninger omkring specielle problemstillinger, vi bliver konfronteret med. Men om det så er der, vi lander i en virkelig situation, er svært at sige. Det kommer an på den aktuelle situation, idet der ofte er et snævert fagligt eller politisk råderum, som kan ændre på beslutningerne, siger Sisse Berg Wulff.
- Du stillede lige før et spørgsmål, som vi ikke har fået beskrevet, for det er umuligt at beskrive alle tænkelige scenarier i hele verden. Men det kan godt være, at man får peget på nogle områder, hvor man tænker, at det var virkeligt ærgerligt, at vi ikke havde tænkt over det. På den måde er det virkelig godt at få lov til at gennemprøve arbejdet – fungerer det, og er det godt nok.
Sisse Berg Wulff lægger også vægt på, at øvelsen er vigtig for erhvervet og brancheorganisationer.
- Måske finder de ud af, at de ikke vil løbe en risiko ved et eller andet. Det giver også stof til eftertanke for os – skulle vi have gjort noget andet? Der er også den nye situation, hvor vi er bekymret for at få vildsvin. Der er mange nye problemstillinger, der er dukket op, fordi afrikansk svinepest er kommet så tæt på lige pludselig.
- Øvelsen er med til at skabe opmærksomhed i alle dele af erhvervet, så så mange som muligt tager de nødvendige forholdsregler. Øvelsen er med til at sætte fokus på risikoen for at introduceret afrikansk svinepest til Danmark, samt hvilke konsekvenser det vil have. Jo mere opmærksomhed, der kommer, jo bedre kan vi som myndighed forberede os, på at håndtere situationen.
Under øvelsen blev der hver dag ført logbog og udarbejdet evalueringsrapporter. Det hele samles i en endelig evalueringsrapport.