Annonce Banner Banner Banner

Når videnskaberne fletter usynligt sammen

Beredskab Portræt af professor Søren Alexandersen, dyrlæge, ph.d., doktor i molekylær virologi og ny faglig direktør for det diagnostiske infektionsberedskab på Statens Serum Institut.

180359 Soren Alexandersen

Med DK-VET er SSI et sted, hvor Søren Alexandersen kan sætte de erfaringer, han har høstet i udlandet om veterinært og humanmedicinsk samarbejde, i spil.

© Privat
Interview

Væggene er nøgne på det store hjørnekontor ud til Amager Boulevard. Når man kender Søren Alexandersens historie, skulle man ellers tro, at hans arbejdsrum ville være fuld af alverdens genstande fra Canada til Australien. De lader dog vente lidt på sig.

- Jeg har været her siden november, men det er min første dag på kontoret her. Vores container er stadig undervejs, så jeg har jo ingenting, ler han og kigger lidt rundt fra stolen ved et stort, tomt konferencebord.

Efter 13 år er Søren og hans kones liv atter på vej tilbage til Danmark. Denne gang for at »slå rødder«, fortæller han. Som nytiltrådt faglig direktør for det diagnostiske infektionsberedskab på SSI, er der da også masser at tage fat på. COVID-19 og den nye Omikron-variant holder arbejdspresset højt, og den nye direktør står med en medarbejderstab, der savner luft i hverdagen.

- Jeg har kun været her lang nok tid til at sige, at der har været en stor arbejdsbyrde, lige siden jeg kom, og den her nye variant har skabt endnu mere travlhed. Man er jo ikke engang kommet tilbage til normalen, inden det kører igen, fortæller han.

Ud af komfortzonen

Som dyrlæge og forsker er Søren Alexandersens interessefelt bredt funderet. For det er netop i bredden, han mener, at dyrlægerne har en særlig styrke. I forskningen har han også altid udfordret sig selv ved konsekvent at kigge udover de faglige linjer, han ellers har trukket op over tid.

- Der er mange folk, der godt kan lide, at man får en uddannelse og så hele tiden bygger ovenpå den. Men jeg kan også godt lide, at man lige går udenfor sin komfortzone. Ud af det, man plejer. Og så, når man er blevet komfortabel dér, så går man lidt udenfor igen.

Ved hans doktordisputats var opponentgruppen også lidt i tvivl om, hvor de skulle placere  forskeren i fagfeltet.

- De spurgte, om jeg var patolog, virolog eller immunolog. Og så måtte jeg jo bare sige; alle 3, griner han og fortæller, hvordan det dengang også fik publikum til at le.

Fra Amager til Montana

Det er 40 år siden, Søren blev dyrlæge fra det gamle KVL. Da han efter militærtjeneste begyndte på sin ph.d. ved veterinær patologi, kørte han sideløbende sin egen lille praksis på Amager. Det var arbejde »24/7«, husker han. I disse år blev han dog også sikker på, at det var forskervejen, han skulle, og ph.d.-projektet om plasmacytose hos minkhvalpe blev startskuddet på en forskerkarriere, der skulle føre ham verden rundt.

Det er jo ideelt, når man kan arbejde med et problem hos dyr, som så samtidig siger noget om mennesker.

Første stop på verdenskortet blev Montana i det nordvestlige USA. Her indledte han det  tværfaglige samarbejde, der skulle vise sig at danne rammen om meget af hans videre forskning. Hans arbejde med plasmacytose hos mink fik i Montana det translationelle islæt, der gjorde resultaterne brugbare for både veterinærer og humanmedicinere.

- Sygdommen kunne bruges som model for, hvordan antistoffer kan binde sig til forskellige patogener eller til vores egne celler og dermed give kronisk sygdom over lang tid, forklarer Søren Alexandersen.

Når to plus to giver ti

At finde de samarbejder, hvor forskningen gavner både dyr og mennesker, har været en rød tråd i Søren Alexandersens karriere. Den slags projekter burde få en større opmærksomhed, da det translationelle arbejde rummer et dobbelt potentiale, mener direktøren.

- Det er jo ideelt, når man kan arbejde med et problem hos dyr, som så samtidig siger noget om mennesker.

Da han i 1990 igen vendte tilbage til staterne på den anden side af Atlanten, var det også for igen at arbejde med dyremodeller. Her sprang han fra parvovirus til retrovirus, mere bestemt hestens retrovirus, EIAV, og kvægets to retrovirus, BLV og BIV. Igen som modeller for humane sygdomme.
I dette tilfælde AIDS. Men ikke alene derfor.

- Vi arbejdede ikke med en model for modellens skyld. Vi løste et problem på husdyrenes side, og samtidig fik vi mere viden om den humane situation.

Med den metode, kan »to plus to give ti«, som Søren siger, og midler, som ellers ikke ville være tilgængelige for veterinære projekter, kan via samarbejde med de humane læger komme dyrsundheden til gavn.

Et fællesskab på Lindholm

Fortæller man Sørens historie kronologisk, er der mange hop både på verdenskortet og indenfor rigets grænser. Efter sit andet ophold i USA var han atter på vej tilbage til Danmark med familien. Helt uventet havde han fået stillingen som forskningsprofessor, populært kaldet »super-professor«. En titel, som forskningspolitisk råd kun tildelte tre forskere om året, og som kun få gange før var gået til en dyrlæge.

SA Beskåret

At finde de samarbejder, hvor forskningen gavner både dyr og mennesker, har været en rød tråd i Søren Alexandersens karriere.

© Privat

Efter endnu tre år overtog han stillingen som professor i virologi på KU efter den anerkendte forsker Ebba Lund. Det varede kun kort, og igen skulle samlet kun godt tre år blive det gyldne tal, hvorefter Søren og familien rykkede teltpælene igen. Denne gang ud på en lille ø, men dog stadig i Danmark. Som direktør for Statens Veterinære Institut for Virusforskning på Lindholm skulle han stå i spidsen for 160 ansatte, og det endte med først 5 år og siden, efter ophold i England, 4 år på øen. En tid han beskriver som »helt fantastisk«.

- Der var et særligt fællesskab. Vi arbejdede stort set alle sammen med virus. Og der er bare  meget, der bliver nemmere, når der er mange, der gør noget. Man hjælper hinanden. Fra at have 20 forskellige metoder, som man selv skal køre, og som du måske kun skal bruge en enkelt gang om året, kunne du lige gå hen og få nogle cellekulturer fra en kollega.

Selv boede han ofte med familien lige ved siden af sin nye arbejdsplads på øen ude midt i Stege bugt. Det betød dog også, at direktøren indimellem måtte skifte skjorten ud med mere praktisk arbejdstøj.

- Der var en påske, hvor jeg måtte gå over og tage blodprøver på nogle grise, fordi der ikke var nogen andre på øen. Men det var stort set det eneste praktiske dyrlægearbejde, jeg lavede de første 5 år på Lindholm.

Tilbage til laboratoriet

Efter 5 år på Lindholm begyndte Søren at savne dyrlægearbejdet, kitlen og selv at stå i  laboratoriet. Lindholm havde på daværende tidspunkt ikke faciliteter til at arbejde med mund og klovesyge i de større dyr, så Søren tog til Pirbright instituttet i England, der er verdens referencelaboratorium for sygdommen, for at forske.

- Mund- og klovesyge er verdensmester i luftbåren spredning over afstand, og det var jeg meget interesseret i at studere. På det tidspunkt troede man, at man forstod det. Men jeg arbejdede med det i 5 år, og så forstod man endnu mindre, griner Søren

- Normalt kan man bore sig dybere ned i det molekylære og forstå det bedre. Men det her er sådan noget: »Hvad dælen sker der, når vejret forandrer sig«? Det troede vi, at vi havde styr på. Men det havde vi bare slet ikke.

Alle de ting, der bekæmpes fx gennem fødevarer, er jo som sådan ikke for dyrenes skyld. Men fra lægeverdenens side, er det ikke altid så nemt at se, hvad fordelene er.

Mål for, hvor meget virus der udskilles, og hvor dyrene befinder sig i infektionsforløbet, er der godt styr på. Men hvordan vejrforhold og variationer i temperatur og fugtighed påvirker spredningen, er vanskeligere at beregne, forklarer Søren.

- De her luftbårne spredninger med mund- og klovesyge sker som regel om vinteren, eller når det er koldt og fugtigt. Så smitten kommer inde fra et varmt og fugtigt miljø og går ud til et, der er koldt og fugtigt. Derfra skal det hen til den næste stald, og lige hvad der foregår, når det sker, er meget svært at regne ud. Sådan er det med forskning. Nogle gange ved man mere, og så ved man i virkeligheden mindre.

I Canada var de smarte før os

Hjemvendt fra England tog familien Alexandersen 4 år mere på Lindholm. Herefter kaldte verden igen på den berejste forsker. Et diagnostikog forskningscenter i det kolde nord, der allerede tilbage i 1999 var banebrydende med sin sammensmeltning mellem veterinær- og  humanforskning, var et sted, Søren måtte udforske.

- I Canada har de været ret smarte, lidt ligesom her på SSI, men de var bare smarte før os. Der havde de som de første i verden bygget husdyrlaboratoriet og det humane laboratorie i den  samme facilitet i Winnipeg midt i Canada.

Ved det kombinerede »Canadian Science Centre for Human and Animal Health«, hvor Søren var ansvarlig for »National Centres for Animal Disease« i Winnipeg, arbejdede læger og veterinærer tæt sammen i laboratoriet, der på humansiden blandt andet står bag udviklingen af Eeola-vaccinen. Her stod Søren i 2009 overfor en vigtig beslutning. Svineinfluenzaen H1N1 var brudt ud i Mexico, og få dage senere var der mistanke om udbrud i en canadisk svinebesætning.

- Det var det første tilfælde af svineinfluenzaen fra Mexico, som vi pludselig så i svin. Så hele verden pegede jo på Canada. Der var bare et problem. Den nye variant havde både segmenter fra den nordamerikanske og den europæiske svineinfluenza, og de forskellige analyser, man brugte på de to kontinenter, kunne derfor blive falsk negative. Det var der dog ikke enighed om blandt forskerne, og Søren måtte derfor tænke sig ekstra godt om, inden han meddelte resultatet.

- Da vi fik prøven ind, kørte vi vores normale metode, fordi den var hurtigst. Midt om natten fik vi et negativt resultat. Her skulle jeg så afgøre, om jeg skulle ringe til hovedkvarteret og sige, at den var negativ. Men jeg valgte at vente på svaret fra en ændret analyse. Om morgenen havde vi resultatet fra den, som så var stærkt positiv. Og så kunne jeg ringe, fortæller Søren.

For dyrlæger er One Health naturligt

Efter at have set, hvad dyrlæger og læger kunne udrette, når de forenede deres midler, tog Søren Alexandersen til Australien for at starte et One Health-Center. Her skulle et større hospital, et universitet og det australske veterinære beredskab spille sammen under navnet »Geelong Centre for Emerging Infectious Diseases«, som han blev leder for.

- Vi placerede centret på hospitalet med vilje for at være sikre på, at den humane side så fordelen. For dyrlægerne er One Health fuldstændig naturligt. Bovin tuberkulose, brucellose, salmonellose – alle de ting, der bekæmpes fx gennem fødevarer, er jo som sådan ikke for dyrenes skyld. Men fra lægeverdenens side, er det ikke altid så nemt at se, hvad fordelene er.

Her blev det til 6 år, inden containeren med Søren og hans hustrus ejendele igen skulle ud at sejle. Måske for sidste gang. Fra sit nye kontor på SSI er det i hvert fald planen lige nu. For med DK-VET er SSI et sted, hvor han kan sætte de erfaringer om veterinært og humanmedicinsk samarbejde i spil, han har høstet i udlandet.

- Hvis vi kan få de to sider til at spille sammen, så du ikke engang kan se, at det er to sider. Det er mit mål, svarer han sikkert.

»Det er bredden, vi skal have«

Selvom COVID-19 har tæret på kræfterne, er der også gjort erfaringer på SSI, der kan komme fremtiden til gode. Med indsatsen under pandemien har laboratorierne øget muskelmassen og kan løfte opgaver, der før var utænkelige at nå på daglig basis.

- Nu kan vi teste næsten 200.000 prøver om dagen med PCR. Det er jo til at blive helt svimmel af, og i gamle dage ville det have været helt udenfor nummer, siger direktøren. Så snart sekvensen er kendt, kan man meget hurtigt skalere op og dermed reagere hurtigt på en ny potentielt tabsvoldende sygdom. Det handler dog også om tilgængeligheden af de nødvendige materialer,
som sådan en reaktion kræver.

- Det handler ikke kun om, at du kan gøre det og har en robot stående. Man skal også have alle  reagenserne, og når de tester 200.000 PCR-prøver på en dag, så betyder det også, at de skal bruge en million pipettespidser. Det er nok flere pipettespidser end alle de laboratorier, jeg har arbejdet på, har brugt til sammen i hele mit liv - på en dag!

At have denne kapacitet til rådighed gør, at vi er bedre forberedt på at håndtere de sygdomme, der endnu ikke har ramt os og vores dyr endnu, mener Søren Alexandersen.

- Der er fantastiske muligheder. Også fordi mange af metoderne er meget ens. Om det er COVID-19 eller et helt andet virus, og om det er hos en hund, en gris eller et menneske, det betyder stort set ikke noget for testen.

Arbejdet, der skal ruste SSI til fremtidens zoonoser, handler derfor om at omlægge strukturen fra at fokusere sporadisk til at tænke bredt.

- Vi har haft dybden, men kun på nogle enkelte ting. En tendens til kun at fokusere på at være klar til bestemte sygdomme som fx mæslinger eller mund- og klovesyge. Men vi skal have en stor, bred kapacitet, så vi, uanset hvad der sker, kan hoppe ind med de store maskiner, hvis det er nødvendigt. Det er bredden, vi skal have, slutter direktøren.