Annonce Banner Banner Banner

Godt nytår – vi er godt i gang

Fagpolitik Vi er godt i gang med et nyt arbejdsår i DDD.

Leder

At fremme dyrs og menneskers sundhed og velfærd - samt at arbejde aktivt for gode arbejdsvilkår for medlemmerne. Det er DDDs mission beskrevet i én sætning. Når den udfoldes i dagligdagen, bliver det til et utal af emner, som DDDs medlemmer og sekretariatet i fællesskab arbejder med.

I efteråret 2018 kom det frem, at kontrollen med logbøger ved eksport af dyr havde været mangelfuld. Det førte til en berettiget kritik af området. Der ansættes nu omkring 20 dyrlæger i Fødevarestyrelsen til at styrke kontrollen. DDD hjælper Fødevarestyrelsen med at præsentere disse nye stillinger for vore medlemmer. Det er betroede stillinger, hvor dyrlægernes faglighed og arbejdet for dyrevelfærd kombineres. DDD er i færd med at undersøge, hvordan embedsdyrlægerne opfatter kontrolopgaverne og deres arbejdsbetingelser, så DDD kan bidrage bedst muligt til implementeringen af den politiske aftale om kontrollen på transportområdet.

I Veterinærforlig 3 besluttede et enigt Folketing en række initiativer. Nogle af disse er netop rullet ud. Desværre har et af initiativerne været at fjerne de ekstra besøg ved anvendelsen af flokmedicinering til svin. DDD har protesteret mod ændringen, men har ikke fundet lydhørhed for det. Det rokker dog ikke ved, at vi fortsat skal holde fast i vores faglighed og fokusere på dyrenes sundhed og velfærd i besætningerne. Er der behov for ekstra besøg i besætningerne, så aftal det med landmanden. Der står ikke nogen steder i bekendtgørelserne, at man skal nøjes med et mindste antal besøg.

Første januar trådte også bestemmelsen om dyrlægernes ret til at bryde medicinpakninger i kraft. I skrivende stund er vejledningerne fra Lægemiddelstyrelsen endnu ikke på plads. De foreløbige skridt, som DDD har kommenteret på, tyder dog på, at Lægemiddelstyrelsen vil lægge op til en ualmindelig tung og bureaukratisk løsning. Det kan helt fjerne lysten til at anvende muligheden, men vi fortsætter arbejdet. Der er brug for en anvendelig løsning, så de bliver til gavn for dyrs og menneskers sundhed og giver gode vilkår for vore medlemmer.

Brexit er på trapperne. Vi kender ikke den endelige fremtidige betydning af UKs udtræden af EU til marts. UK og Danmark har på mange fronter arbejdet sammen i EU. På to områder giver UKs udtræden umiddelbare konsekvenser for os dyrlæger – nemlig i forhold til eksport og studie/arbejde. Der bliver i disse dage ansat et betydeligt antal dyrlæger til at arbejde med eksporter til UK, der med Brexit kan komme til at stå uden for EUs indre marked. En anden konsekvens af Brexit er dyrlæger og dyrlægestuderendes mulighed for at studere og arbejde i UK. Her er der fortsat uklarheder. Den europæiske dyrlægeforening FVE arbejder med, at der bliver klare regler på området. DDD følger emnet og melder ud, så snart vi ved noget.

Vi er godt i gang med et nyt arbejdsår i DDD. Som det første fik alle medlemmer en invitation til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse om DDD. Vi vil gerne blive klogere på, hvordan DDD bedst varetager dine interesser. Dine input får betydning for DDDs udvikling i de kommende år, medlemstilbud og politiske retning. Tak til alle, der har taget sig tid til at besvare undersøgelsen. Det vender vi også tilbage til.

Til sidst vil jeg sige - tag godt imod det nye layout på DVT. I det første nummer i år lægger vi ud med at sætte fokus på dyrlægernes efter- og videreuddannelse. Der er masser af god læsning at gå ombord i. God læselyst og godt nytår.

Carsten Jensen
Formand for Den Danske Dyrlægeforening