Dyrevelfærd og lange transporter – det er næppe simpelt

I de seneste årtier er omfanget af dyretransport i og udenfor EU steget betydeligt. De allerfleste produktionsdyr transporteres levende mindst en gang i deres liv (til slagtning), og mange transporteres flere gange.

Variationen i transporternes længde og varighed spænder vidt – fra ture, der måske varer minutter, når dyr flyttes mellem forskellige besætninger (fx fravænnede grise, som flyttes lokalt til klimastald eller kvier, der flyttes til ejendom med lakterende køer) til adskillige dages transport i forbindelse med eksport af dyr til tredjelande udenfor EU.

Vi ved, at dyretransport er en kompleks stressor, hvis betydning for dyrene påvirkes af en række faktorer, der ofte interagerer med hinanden. Meget kort sagt, så behøver dyretransport ikke at være et dyrevelfærdsproblem, men kan være det – de mulige risikofaktorer er mange og er knyttet til såvel dyrenes biologi som, hvordan transporten gennemføres.

Især ét element ved dyretransport har fået meget opmærksomhed – fra NGO’ere og politikere – og det er turenes varighed. I de senere år har flere kampagner agiteret for eksempelvis at begrænse den lovlige varighed af dyretransport til 8 timer. I dag er reglerne for dyretransport i Danmark og resten af EU reguleret af Transportforordningen (EC 1/2005), hvori der for de fleste produktionsdyr er angivet grænseværdier for transportens varighed, men også for en række andre faktorer såsom pladskrav og klimatiske forhold under kørslen.

Med tanke på længden af nogle dyretransporter, fx fra Danmark, så er det ikke overraskende, at der stilles spørgsmålstegn ved mulige dyrevelfærdsmæssige konsekvenser. Det ER en lang transporttid – hvis man fx skal køre drægtige kvier fra Danmark til Rusland, ikke-fravænnede kalve fra Irland til Holland eller slagtesvin fra Spanien til Italien. At der findes mennesker med holdninger til de lange dyretransporter, er derfor næppe heller overraskende.

Køreture i det uendelige

Danmark er nok europamester i transport af grise på omkring 30 kg. I en årrække har Danmark hvert år eksporteret 10-15 millioner af disse dyr. Jævnfør EUs regler må grise transporteres i op til 24 timer, hvis en række krav med hensyn til fx belægningsgrad og adgang til vand er opfyldt.

Efter at have kørt i 24 timer er det et krav, at grisene læsses af lastbilen og opholder sig i en såkaldt hvilestald, hvor de fodres og vandes. Grisene skal opholde sig her i 24 timer, hvorefter de igen må transporteres i yderligere 24 timer. I princippet kan man på den måde køre uendeligt.

Et kig på listen over destinationer for grise fra Danmark (fx Italien) viser, at der let kan være tale om ture på over 8 timer – og også ture, hvori der indgår 24 timers køretid efterfulgt af en pause i en hvilestald, og derefter yderligere transport for at nå til destinationen.

Mig bekendt er den tilgængelige forskningsbaserede viden om transport af netop denne dyregruppe meget begrænset. Jeg kender ikke til videnskabeligt publicerede data, der kan anvendes til at konkludere med hensyn til velfærdsmæssige udfordringer forbundet med disse transporter – hverken med fokus på transporternes varighed eller andre faktorer, der eventuelt kunne knyttes til en dyrevelfærdsrisiko.

Loftshøjdens betydning

Netop nu gennemfører vi ved Aarhus Universitet et forskningsprojekt om lange transporter af grise på 20-25 kg. Projektet er bestilt af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som led i universitetets myndighedsbetjening, og resultaterne forventes klar i sommeren 2022.

Projektets formål er som sådan ikke knyttet til transporternes varighed, men til loftshøjden – et aspekt af de fysiske forhold, som grisene har under transporten. I moderne lastbiler, som transporterer denne kategori af grise, er der typisk 4 eller 5 etager.

Hver gang grise læsses på en lastbil, skal transportøren sikre, at transporten lever op til EUs Transportforordning. Her er det blandt andet angivet, at grisene skal transporteres ved en loftshøjde, som sikrer »god ventilation og mulighed for naturlige bevægelser«, men det er ikke angivet, hvilke konkrete loftshøjder der kræves for at leve op til dette, og der findes i dag ikke forskning, som kan svare på spørgsmålet.

For at etablere den bedst mulige sammenlignelighed gennemføres projektet med en ombygget lastbil, som kan køre med etager med forskellige loftshøjder samtidigt. Forsøgskørslerne gennemføres over næsten et år for at kunne inkludere dage med kolde, varme og mellem-temperaturer, og der indsamles data til belysning af Transportforordningens ordlyd om »god ventilation og naturlige bevægelser«. Eksempler herpå er grisenes adfærd under og efter transporten, kliniske tegn på skader, samt mål for luftkvalitet og ventilation i køretøjet (under kørsel og når bilen holder stille).  

Undersøgelsen gennemføres under praksisnære forhold – on the road. Dette sker i tæt samarbejde mellem forskere fra Institut for Husdyrvidenskab og kollegaer fra Institut for Byggeri og Bygningsdesign. Helt centralt for projektet er samarbejdet med transportbranchen, som bidrager med køretøj, teknisk viden og chauffører, og den svineproducent, der leverer grise til forsøget.  

Det er vigtigt at understrege, at det, der undersøges her, sådan set ikke er grisenes velfærd. Hvis det var, så skulle der inddrages flere og andre mål. Projektet fokuserer på at svare på det givne spørgsmål, »ved hvilken etagehøjde kan man sige, at der er god ventilation og mulighed for naturlige bevægelser?«, sådan som det formuleres i EUs Transportforordning.

De indsamlede data er selvfølgelig relevante for dyrenes velfærd, men velfærd er mere og andet. På samme måde er dette ikke et projekt om betydningen af transporternes varighed.

Sammenhængen mellem transporttid og indikatorer for dyrevelfærd

Men, hvad nu, hvis man ønskede et generelt svar på tværs af dyrearter på spørgsmålet: »Er det turenes varighed, som har betydning for dyrenes velfærd under transport?«. Her vil den klassiske tilgang jo være at rette opmærksomheden mod den videnskabelige litteratur og spørge, om der er nogen, som har undersøgt sammenhængen mellem transporttid og en eller flere indikatorer for dyrevelfærd. Og hvordan kan sådan en sammenhæng så se ud – på tværs af dyrearter?

Selv hvis man kun betragter en given transports første del, det vil sige, inden dyrene eventuelt læsses af for at holde pause, så er der et utal af teoretiske muligheder for, hvordan transporttid og dyrevelfærd hænger sammen, hvoraf jeg har angivet nogle i figuren nedenfor.

Fælles for alle diagrammerne er, at X-aksens enhed er tid (uden præcis enhed), og Y-aksens enhed er »dyrevelfærd« (også uden enhed). Tid indebærer på en eller anden måde næsten altid en risiko, men afhængigt af den relative betydning af andre faktorer, fx af- og pålæsning, oplevelsen af det nye miljø, som køretøjet udgør, sammenblanding med ikke-kendte artsfæller, eller hvorvidt der er adgang til vand på turen, så kan man forestille sig mange forskellige kurveforløb.  

Det er næppe simpelt

For 10 år siden var jeg involveret i en gennemgang af den tilgængelige videnskabelige litteratur om dyretransport – på tværs af dyrearter. Vi (Nielsen et al., 2011) søgte at inddele involverede faktorer med betydning for dyrenes velfærd efter, om faktorerne ville udfordre dyrevelfærden på ture af enhver varighed (fx læsning af dyrene – den er der hver gang), eller om de ville kunne føre til forværret dyrevelfærd over tid (fx manglende adgang til vand).

I artiklen pegede vi på fire faktorer, om hvilke det kunne argumenteres, at dyrevelfærden vil forværres over tid (listet her i ikke-prioriteret rækkefølge): 1) dyrenes fysiologiske og kliniske tilstand før transporten, 2) mangel på adgang til foder og vand under transporten, 3) mangel på adgang til hvile og 4) klimatiske forhold i køretøjet, som er udenfor dyreartens termale komfortzone.

Ud fra denne inddeling argumenterede vi for, at selvom dyretransport, som det foregår i dag – også når der leves op til kravene fra Transportforordningen – kan være en udfordring for dyrenes velfærd, så behøver det ikke at være selve varigheden af turen, der udgør et eventuelt problem.

Selvom der er publiceret en hel del om dyretransport siden 2011, og jeg i dag ikke har det fulde overblik over den videnskabelige litteratur med fokus på netop transporttid, så vil jeg vove et øje og fastholde påstanden: Det er næppe simpelt.