Alle spørger: ”Skal du arbejde med store eller små dyr?”

At spørge, om jeg skal arbejde med store eller små dyr, giver indtryk af, at jeg ved, hvad jeg vil. Samtidig indikerer det, at jeg udelukkende kan blive praktiserende dyrlæge. At valget som dyrlæge kun står mellem kvæg og kat. At jeg skal vide, hvad jeg vil lave resten af mit liv, inden jeg er startet på uddannelsen uden nogen former for fagligt begreb. Det, mener jeg, er grundlæggende forkert.

Jeg mener, at dyrlæge som profession har meget mere at byde på end bare at være praktiserende dyrlæge. Dermed ikke sagt, at det er tåbeligt at være praktiserende dyrlæge. Men man negligerer ofte de alternative professioner, hvor titlen DVM også kan bruges.

Den nyeste VetSurvey fra FVE¹ viser, at det kun er 58 % af de europæiske dyrlæger, der arbejder som praktiserende dyrlæger. Det er isoleret set en del, men jeg mener også, at den resterende tredjedel af de danske dyrlæger er vigtige. Især i et land præget af enorme industrier. Det gælder fx vores animalske landbrugssektor, der i 2018 eksporterede for over 78.000 mio. kr.² Her skal der både bruges praktiserende – såvel som slagteri- – og public service-dyrlæger. Især også i et land som Danmark med adskillige store medicinalkoncerner, der som Novo Nordisk har 3-cifrede milliardomsætninger. Hvor Novos Chief Science Officer, Mads Krogsgaard, i sin tid blev uddannet dyrlæge fra KVL, men er endt langt fra både store og små dyr.

Tal, der bekymrer

Men udover at vi forholder os til, hvad vi gerne vil beskæftige os med på lang sigt, kommer vi ikke uden om en lang studietid. Og det er netop i denne studietid, at jeg mener, spørgsmålet om fremtidsplaner kan skabe problemer. For den seneste studiemiljøundersøgelse foretaget af KU viser, at hhv. 50 % og 73 % af de studerende på det sundhedsvidenskabelige fakultet, hvor vi dyrlægestuderende har vores daglige gang, lider af fysiske stresssymptomer som søvnbesvær, ondt i maven og hjertebanken i hverdagen og op til eksamen³.

Ud af disse tal er det især hverdagen, der bekymrer mig. Hvorfor er halvdelen af alle os studerende fysisk stressede i hverdagen? Her mener jeg, at spørgsmålet om fremtiden spiller en rolle, men at det ikke er spørgsmålet i sig selv, der er problematisk. Derimod er det de overvejelser, det forventes, at man har gjort sig inden, man svarer, som jeg finder problematiske.

Så kan det godt være, at man, modsat mig, har vidst, at dyrlæge var målet, lige siden man første gang havde sin hund eller hest til dyrlægen. Et singulært mål som baggrunden for alle andre valg op til optagelsen på drømmestudiet.

Men uanset hvor meget man drømmer om at være hestedyrlæge, kan der hurtigt ske ændringer i løbet af uddannelsen. Det kan være, at det, man før i tiden fandt spændende, pludselig virker kedeligt, og så ændrer fremtidsplanerne sig. Jeg fandt fx ud af, at det kliniske, udenadslæretunge aspekt af uddannelsen appellerede betragteligt mindre til mig end de metodetunge alternativer med fokus på statistik.

Naivt at fortsætte i samme spor

Derudover er der endnu et aspekt i uddannelsesforløbet, som kan have stor indflydelse på fremtiden. For nok kan man selv ændre sig i løbet af uddannelse, men uddannelsen og professionen som helhed kan også komme til at ændre sig.

Vi har i meget grove træk uddannet dyrlæger på samme måde, siden P.C. Abildgaard startede Veterinærskolen i 1773. Med det mener jeg – inden samtlige medlemmer af skoleledelsen går til angreb – at uddannelsen stadig består af følgende: Et stort pensum af alt fra muskler til medikamenter, der bliver terpet, indtil man kan det udenad, og et praktisk håndværk som nærmere skal afprøves end indlæres. Ja, det er en simplificering, og der er selvfølgelig blevet optimeret, effektiviseret og ændret drastisk i måden, det sker på, siden 1773.

Men i en tid, hvor det teknologiske fremskridt sker hurtigere, end vi tidligere har kunnet forudse, synes jeg, det er naivt at fortsætte i samme spor. Som FVE nævner i deres VetSurvey fra 2018⁴, ser dyrlægerne et øget behov for specialisering og digitale skills inden for de næste 5 år.

Derfor – inden buzzwords som Artificial Intelligence og Machine Learning bliver brugt, til de mister deres mening – synes jeg, at det er værd at overveje en fremtid, hvor maskinen husker udenad for dig. En fremtid, hvor du har mulighed for at huske alt om én ting fremfor at huske halvt om alt.

Tænk over det næste gang, du møder en dyrlægestuderende. Jeg ved godt, at du ikke spørger af ond vilje, tværtimod gør du det i bedste mening, men det ændrer ikke på, at det kan være et svært spørgsmål at give et endeligt svar på. Hvad enten det er fremdriftsreformen, svigermors spørgsmål eller en profession på vippen af en markant forandring, så har man måttet konstatere, at stressniveauet i hverdagen hos os studerende er steget med over 6 procentpoint på 2 år⁵.

En ting er sikkert: Jeg ved i hvert fald ikke, om jeg vil arbejde med store eller små dyr.