DDD: Dyrenes velfærd må ikke tilsidesættes

Dyrenes Beskyttelse har i en rapport evalueret landbrugets indsatser for dyrevelfærd for svin i perioden 2014-2020. Foreningen er kommet frem til, at det på flere områder står værre til med dyrevelfærden, end da en bred gruppe af aktører med fødevareminister Dan Jørgensen i spidsen tilbage i 2014 gav hinanden hånd på at forbedre dyrevelfærden for svin – den såkaldte topmødeerklæring.

Dengang lød det: "Over halvdelen af slagtesøerne har mavesår - er det ok?", "Ni millioner pattegrise dør hvert år" og "95 procent af pattegrisene bliver halekuperet". Og det billede har ikke ændret sig, viser analysen fra Dyrenes Beskyttelse.

Den Danske Dyrlægeforening er enig med Dyrenes Beskyttelse i, at vi skal finde en passende balance mellem kravet til effektivitet, og det deraf følgende klimaaftryk fra husdyrproduktionen, og at dyrenes velfærd ikke må tilsidesættes. Der har på det seneste været uheldige konkrete sager, som fx brækkede brystben hos æglæggere, som tydeligt udstiller dilemmaet.

Når det drejer sig om dansk griseproduktion fremhæves i rapport fra World Ressource Institute netop den høje produktivitet og effektive omsætning af foder til kød, hvilket kendetegner de danske grise, som årsag til, at danske grise ligger lavest i udledning af CO₂, når der sammenlignes med andre lande. Dette følges ganske nøje af de laveste produktionsomkostninger, og dansk svineproduktion er derfor forbilledlig, når det handler om netop klima og forretning.

Når vi kigger på, hvor godt målene i topmødeerklæringen er opfyldt, må vi tilslutte os Dyrenes Beskyttelses synspunkt om, at balancen er blevet skæv, og vi er nødt til at vægte grundlæggende strukturelle parametre højere, for at ændre på den udvikling, vi har set siden 2014.

DDD finder fortsat de syv mål samt det ekstra vedrørende sodødelighed, som DB omtaler i sin rapport, vigtige at stræbe efter. Det er: 1) Større overlevelse blandt smågrise, 2) På sigt skal alle søer gå fri, 3) Stop for kastration af smågrise, 4) Nedbringelse af antallet af halekuperede smågrise, 5) En styrket indsats mod mavesår hos søer og slagtesvin, 6) Dyrevelfærd indarbejdes i Månegrisprojektet og 7) Større valgmulighed for forbrugerne, når det gælder dyrevelfærd.

Større overlevelse af grise

Umiddelbart efter at DDD havde sat sin underskrift på papiret, gik de praktiserende dyrlæger sammen med erhvervet ind i kampagner for at reducere pattegrisedødelighed og sodødelighed. Dette er nok de mål i topmødeerklæringen, hvor der er det største link til det, som dyrlægers faglighed kan tilbyde.

Trods en stor indsats på staldgulvet er det ikke lykkedes at reducere dødeligheden. Samtidig kommer der stadigt flere rapporter, som tyder på, at de store kuld og de afledte effekter, disse har på driften i besætningerne, vanskeligt kan forenes med en faldende dødelighed.

DDD pegede allerede i 2009 på, at stigende kuldstørrelse kunne øge risikoen for øget dødelighed og sygelighed på grund af etablering af ammesøer eller flytten rundt på grisene. Dengang var antal levendefødte noget mindre per kuld end i dag.

En helt dugfrisk undersøgelse fra AU viser, at der er en øget behandlingsfrekvens på 1,58, hvis man sammenligner grise, der kuldudjævnes, med grise, der ikke bliver. Tilsvarende er der i en større undersøgelse fra KU dokumenteret, at frekvensen af de såkaldte delfingrise er øget i de største kuld, ligesom fødselsvægten generelt er faldende. Dette, i forbindelse med flytning af grisene, er alt andet lige med til at gøre det sværere at overleve. Det er derfor også glædeligt, at Landbrug & Fødevarer netop har ændret avlsmål, så styrke prioriteres.

Tilsvarende er det også en spændende udvikling, at nogle svineproducenter aktivt vælger anden genetik, som er karakteriseret ved lavere kuldstørrelse og har et større fokus på holdbare søer. Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at der er meget stor forskel fra de besætninger, som lykkes, og de, som ikke lykkes. Det handler om forskellige forhold; gamle stalde og høj belægning er betydende elementer for især sodødelighed og forekomst af virussygdomme som fx PRRS og influenza betyder ganske meget for pattegrisedødeligheden.

Derfor er det også glædeligt, at branchen netop har vedtaget en handlingsplan for at reducere PRRS. DDD opfordrer til, at man samtidig retter fokus mod andre sygdomme. I relation til pattegrisedødelighed især influenza, men også fx mycoplasmalungesyge og ondartet lungesyge, som typisk rammer ældre grise i vækst.                      

So- og pattegrisedødelighed

Når det gælder sodødeligheden bør der stilles krav til almindelige produktionsbesætninger, som vedvarende har en høj sodødelighed. Det er muligt med godt management at lykkes med at reducere dødeligheden, men det kan ultimativt betyde, at man må reducere belægningen i sine staldsystemer markant. I avlssystemet er der for visse racer en bekymrende udvikling i dødeligheden. Dette bør adresseres, og særlige indsatser gøres for at reducere denne.

Hos grise er det, som hos andre dyr, der får mange unger i samme kuld, almindeligt, at der dør en vis %-del inden eller lige efter fødsel. I indendørs konventionel griseproduktion er denne andel faktisk væsentlig mindre end hos grise af samme genetiske oprindelse, som holdes under mere ekstensive former - fx på friland.

Død er ikke i sig selv et dyrevelfærdsmæssigt problem. Men den lidelse, som er forbundet med sygdom, sult eller skader, der fører til død, er et velfærdsmæssigt problem.

Bagsiden ved de meget store kuld er, at der fødes en større andel af grise, som nok lever, men kun har ringe livskraft og derfor stor sandsynlighed for at dø. Det har derfor altid været en af de mindre spændende opgaver for personalet i farestalden at vurdere, om et dyr er levedygtigt eller ej, og hvis ikke, da aflive det professionelt, for at undgå det skal lide. Det gjorde vi også ude i staldene for 25 år siden, da kuldstørrelsen var en helt anden.

Selvom det ikke er et dyrevelfærdsmæssigt problem, anerkender DDD den etiske udfordring, der ligger heri. Til gengæld er vi overbeviste om, at det er godt for både grisenes velfærd, antibiotikaforbruget og landmandens økonomi på længere sigt, hvis kun grise, der har god livskraft og ikke behøver at blive flyttet til en ammeso efter fødslen, får lov at overleve.

Dyrenes beskyttelse peger også på mavesår som et uafklaret område. Danske svinedyrlæger har i det daglige arbejde stort fokus på netop foderets formaling og kvalitet, da mavesår har en betydelig negativ indvirken på grisenes trivsel og vækst. Da der ikke findes nyere systematiske undersøgelser, kender vi ikke de eksakte frekvenser af mavesår. Der er dog ikke fra praksis eller laboratorier, som undersøger grise, meldinger om, at der skulle være særlige problemer. DDD så gerne, at der blev lavet en ny opfølgning på tidligere screeninger.  

Løsninger, der skal træffes af landbruget

Der er mange forhold i svineproduktionen, dyrlæger er uden indflydelse på. Det gælder både kastration, halekupering, løsgående diegivende søer og forbrugerrettede tiltag.

DDD er af den opfattelse, at kastration kunne og burde afskaffes i morgen ved at introducere vaccination mod ornelugt.

Tilsvarende er DDD af den opfattelse, at halekupering kan undlades i langt flere besætninger, end tilfældet er i dag. Det er i begge tilfælde samhandel med kød og levedyr, som gør, at det ikke er så ligetil endda. DDD vil dog opfordre til, at erhvervet lægger sig mere i selen for at finde løsninger på disse områder.

Samtidig gør DDD opmærksom på, at undladelse af halekupering i en række besætninger, som ellers "gør alting rigtigt", vil kunne medføre ganske betydelige dyrevelfærdsmæssige problemer på grund af halebid, samt at frekvensen af halebid også kan være ganske betydelig i fx økologiske bedrifter, hvor der er betydeligt mere plads og bedre mulighed for, at grisene kan udøve deres naturlige adfærd. 

DDD er heller ikke enig med Dyrenes Beskyttelse i, at der ikke lokalbedøves pattegrise i det omfang, som der bør. Der udskrives betydelige mængder lokalbedøvelse og smertelindrende medicin til netop dette.

DDD forventer, at danske landmænd lever op til de branchekrav, som landmændene vælger at markedsføre sig på, og forventer, så længe der ikke er valgt en holdbar løsning som alternativ, at pattegrisene lokalbedøves og smertelindres inden kirurgisk kastration. Dyrlæger med rådgivningsaftale udskriver medicinen og underviser i brugen hos de landmænd, som efterspørger det - anvendelsen er landmandens ansvar.       

Tilsvarende er DDD meget positivt indstillet overfor løsgående diegivende søer og opfordrer til, at dette implementeres så hurtigt som muligt. Vi er dog også bevidste om, at dette skal ske forbrugerdrevet, da der er større omkostninger ved etableringen af sådanne systemer - omkostninger, der ikke matcher slagtilbud på svinekam til en 10’er halvkiloet.

Dyrene må ikke lide unødig overlast

I forhold til Månegrisprojektet så vi gerne, at der havde været investeret flere ressourcer. Det er nødvendigt at rette langt mere fokus på, hvordan vi i industriel produktion kan producere effektivt og håndtere dyrenes velfærdskrav.

DDD mener dog ikke, at Dyrenes Beskyttelses skelnen mellem industriel produktion og ikke-industriel produktion er retvisende. Selv økologisk produktion masseproducerer i dag fødevarer. Det er et falsk narrativ at kalde den konventionelle produktion for industriel og den økologiske for naturlig. Begge produktioner har en bunden opgave at producere store mængder effektivt.

Sådan må det nødvendigvis være, og danske svinedyrlæger ser det som deres opgave at hjælpe produktionen til at forblive effektiv under forhold, hvor dyrene ikke lider unødig overlast, og der også sker en positiv udvikling, der imødeser dyrenes adfærdsmæssige krav, så langt det er muligt.   

Dyrenes Beskyttelse argumenterer for, at det statslige velfærdsmærke (hjerteordningen) bør afskaffes til fordel for DB’s eget mærke. Det er vi ikke enige i, da dette mærke kun omhandler en meget lille del af produktionen, og der netop er brug for at indarbejde forbrugerdrevne kravspecifikationer til hele produktionen. De specifikationer, som findes i hjerteordningen er et godt sted at starte.