Det var ikke for at skælde ud, at Daniel Keller skrev et langt indlæg i DDDs gruppe på Facebook. Det var for at minde om, at han og hans kolleger, bag alle de værnemidler, de iklæder sig i for tiden, også bare er mennesker, der kan lave fejl. »Ligesom jer sætter vi en ære i at have en høj faglighed, og ligesom jer vil vi gerne have en god dag på arbejdet, og ligesom jer, gerne komme hjem som hele mennesker«.
- Jeg synes, den måde, der blev talt på Facebook, var ærgerlig. Jeg var ked af, at vi ikke kunne stå sammen som en stand. I næsten alle sammenhænge har vi et godt arbejdsfællesskab, synes jeg, og når jeg så møder sådan en modstand fra nogen, som også er dyrlæger, og som jeg har kendt fra tidligere arbejdspladser og samarbejder, så gør det ondt, siger Daniel Keller, der samtidig lægger vægt på, at han ikke var ude efter tilgivelse og medlidenhed.
- Jeg kan godt forstå, at folk var chokeret over filmene og de fejl, der blev begået. Det er både jeg og mine kolleger i Fødevarestyrelsen også. Der er hverken forklaring eller undskyldning for, hvad der er sket, men det er en ekstrem svær kontekst, vi arbejder i. Vi var godt klar over de fejl, der var sket, men vi følte ikke, at det var den enkelte dyrlæges fejl, og det var det, jeg forsøgte at forklare.
Opslaget på Facebook fik mange thumbs up fra både kolleger og andre dyrlæger.
- Jeg er rigtig glad for den forståelse, opslaget forårsagede. Der kom en mere nuanceret debat bagefter. Vi behøver ikke at være enige eller uenige, men hvis vi ikke kan tale pænt indbyrdes, så går det også galt den anden vej.
Lang tids nedslidende arbejdspres
På Facebook forsøgte Daniel Keller, der er TR-suppleant i FødevareSyd, at forklare den arbejdssituation, som embedsdyrlægerne stod i.
- Da minkaflivningerne begyndte i slutningen af september, var der mange af mine kolleger, der kastede sig ind i kampen og meldte sig frivilligt. For nogle var det, fordi de gerne ville tage nogle weekender tidligt i god tid før jul. For andre var det bare fordi, de vidste, at der var en stor opgave. Men ingen havde forudset, hvordan situationen udviklede sig i ugerne frem til begyndelsen af november, hvor det stod klart, at alle mink i Danmark skulle aflives. På det tidspunkt var mange allerede meget trætte og på grænsen til, hvad de kunne holde til. Det samme gælder de kolleger, der sad med andre opgaver.
Siden begyndelsen af oktober har Daniel været afsted 6-7 gange på enten mistankebesøg eller efterkontroller i minkbesætningerne. Det værste arbejdspres er nu taget af efter de mest hektiske uger, hvor det ikke kunne gå hurtig nok med at aflive minkene i Nordjylland.
- Vi har fået lidt mere planlægning, men vi ved aldrig rigtig, om vi skal afsted. Det stresser næsten mere end arbejdspresset. De første 4 uger fik vi besked dagen før mellem kl. 17 og 24, nu ved vi det mellem klokken 14 og 16, om vi skal afsted næste dag, og så kan man forberede sig på, at man skal afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Det kan også være, at vi skal afsted i flere dage i træk. I hele sidste uge kørte jeg rundt med en pakket taske, fordi jeg ikke vidste, om jeg skulle afsted 4, 5 eller 1 dag, som det endte med, siger Daniel Keller, der almindeligvis har eksportkontroller og kontroller i grisebesætninger som primære arbejdsopgaver.
Godt klædt på til opgaven
En stor del af beredskabsopgaven med minkene handler om at have menneskelig indsigt, forklarer Daniel.
- Vi prøver at være meget forberedte, når vi tager ud til minkejerne på mistankebesøg. Vi skal være omhyggelige med at tale med dem for at finde ud af deres sindstilstand, hvor de er henne i livet og ikke mindst anerkende, at de har det rigtigt svært. For det har de. Jeg møder frustrationer, fortvivlelse og bitterhed. Men jeg har ikke mødt noget, der er rettet mod mig eller mine kolleger. Min oplevelse er, at minkejerne faktisk har det fint med, at vi er der, og de synes, at de bliver mødt på en ordentlig måde af os embedsdyrlæger – det er et andet sted, problemet kommer fra. Aflivningsbesøgene er værre, når alle mink er døde. Der har jeg mødt landmænd, der har fortalt, at de faktisk ikke har lyst til at gå ind igennem stalden, fordi det er for hårdt.
Selv om menneske-kendskab er en kompetence, der ligger ud over de faglige, føler Daniel Keller sig rimelig godt rustet til opgaven som dyrlæge. Blandt andet fordi han tidligere har en fortid i klinisk praksis og har arbejdet som underviser på Hansenberg, hvor han har støttet og rådgivet mange unge mennesker. Derudover har han efteruddannet sig inden for kommunikation og relationssamarbejde med mennesker.
- Dyrlægearbejdet er en ting, men det næstmest interessante, når vi kommer ud på kontrol, er kommunikationen. Det bedste er at lave en kontrol og få tak for en sanktion, fordi landmanden godt kan se, at der er sket en fejl og gerne vil forbedre sig.
»Vi er først færdige med arbejdet, når alle minkbesætninger i Danmark er slået ned. Der kan godt tage 1-2 måneder. Men arbejdspresset er på en helt anden måde nu. I stedet for 8 aflivningshold er vi nu nede på 2-4. Det gør også, at vi kan holde en meget mere fornuftig hverdag«, siger Daniel Keller.
God og oprigtig støtte
Daniel Keller er glad for den støtte og anerkendelse, som han og hans kolleger oplever, de har fået af ledelsen i Fødevarestyrelsen.
- Det kommer helt oppefra og hele vejen ned. Det føles oprigtigt, når vi får at vide, hvor glade og taknemmelige de faktisk er for det arbejde, vi laver, og de forsøger at skabe teamspirit, siger Daniel, der dog godt kunne have ønsket sig, at der var blevet kigget på tempoet i de mest hektiske uger.
- At der blev sagt stop – det her kan vores medarbejdere simpelhent ikke, eller det har vi faktisk ikke lov til i forhold til arbejdsmiljøregler. Jeg føler, at der blev sat et meget højt tempo, uden at man rigtig vurderede, hvor mange medarbejdere der var til at løfte opgaven. Kan vi gøre det her, uden at vi ofrer nogle medarbejdere? Vi skal også have nogle mennesker tilbage på arbejde dagen efter, i næste uge og efter jul. Og de skal gerne være mennesker, når de kommer hjem også, siger Daniel Keller og tilføjer:
- Det var lidt det, jeg forsøgte at formidle i det opslag, jeg lavede på Facebook. Hvis der er nogen, der er i tvivl om, hvad vi laver, må de gerne komme med ud at se det med egne øjne. Jeg tror, at folk vil blive overrasket over, hvor professionelle vi er, og hvor meget vi går op i vores arbejde med dyrevelfærd, men også med at overholde lovgivningen. Og dermed ikke sagt, at der ikke sker fejl, fordi det gør der jo.
Dybest set skal vi nok bare engang imellem huske hinanden på, hvad det er for en kontekst, vi arbejder i, og vi skal give plads til forskellige synspunkter uden at være fordømmende.
Og omvendt mener Daniel Keller, at dyrlæger i Fødevarestyrelsen med fordel kan tage ved lære af dyrlægekollegers arbejde i praksis.
- I den ideelle verden burde alle dyrlæger i Fødevarestyrelsen komme ud i praktik en uge hvert år eller hvert andet, fordi vi skal ud at se, hvordan det er at arbejde derude. Og hvis dyrlæger i praksis oplever, hvordan vi arbejder, tror jeg det vil skabe væsentligt bedre sammenhold og forståelse for hinanden. Dybest set skal vi nok bare engang imellem huske hinanden på, hvad det er for en kontekst, vi arbejder i, og vi skal give plads til forskellige synspunkter uden at være fordømmende.
