Dyrlægens næsten katastrofale møde med sundhedssystemet efter et kattebid

Arbejdsskade Et kattebid var tæt på at nedsætte førligheden i René Hovgaard Sørensens højre langemand på grund af et langstrakt behandlingsforløb. Hans oplevelse er en øjenåbner for de udfordringer, dyrlæger står over for ved behandling af bidskader fra dyr, og de potentielle mangler i sundhedssystemets protokoller.

IMG 7823

René Hovgaard Sørensen, Morsø Dyreklinik.

© Privat
Interview

 

- Jeg begik den fejl, at jeg ville lægge den ned, fortæller René Hovgaard Sørensen, der blev bidt i højre langemand af en desperat og meget syg kat.

- Den havde væske i lungerne – det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg ville faktisk tage et billede for at se, om der var noget i lungerne. Så da jeg lægger den ned, føler den, at den skal drukne, og den bider mig.

Han søger straks hjælp hos sin egen læge, da katten havde hakket dybt ned i fingeren lige over leddet.

- Jeg fik anvist en simpel kur med et smalspektret antibiotikum Jeg gjorde lægen opmærksom på min bekymring omkring, hvorvidt det var bredspektret nok, blandt andet fordi jeg er i behandling med et immundæmpende biologisk lægemiddel imod psoriasis. Hun forsikrede mig dog om, at det var det, man normalt brugte, og bad mig kontakte dem igen, hvis det ikke virkede som forventet. Jeg tog hjem og tænkte: »Fair nok – så må jeg prøve det«.

Vågner med røde streger op ad armene

Desværre udviklede bidskaden sig hurtigt til en alvorlig infektion.

- Min finger hævede op og blev værre og værre, og da jeg står op næste morgen, er fingeren dobbelt så tyk, og jeg havde tegn på blodforgiftning med røde streger op ad armen og en ubeskrivelig smerte, siger René Hovgaard Sørensen.

Han kontakter lægen i Aarhus, der normalt håndterer behandlingen med det biologiske lægemiddel, og bliver henvist til Thisted Sygehus.

- Undervejs til sygehuset ringer de fra infektionsmedicinsk afdeling i Aarhus og siger, at de har talt med sygehuset i Thisted og understreger, at jeg skal skynde mig, for jeg skal i hurtig behandling.

Jeg havde tegn på blodforgiftning med røde streger op ad armen og en ubeskrivelig smerte.

Men efter ankomsten til sygehuset måtte Rene vente i flere timer på behandling, til trods for at han var blevet henvist til hurtig behandling.

- Jeg endte med at vente i 5 timer, før jeg kom ind.

På det tidspunkt havde de røde streger bredt sig længere op ad dyrlægens arm, og lægen kunne godt se, at den var helt gal, og at der skulle andet antibiotika til.

- Jeg kan ikke huske, hvad han ville give mig, men mit held var, at bag ham stod en helt ung læge, som sandsynligvis stadig var i turnus. Og da lægen har sagt, at vi skal gøre det her, så siger den unge læge: »Jeg tror, vi skal gøre noget andet«, for han har set Rigshospitalets protokol.

Situationen eskalerede yderligere, da sygehuset manglede den nødvendige medicin til behandling af infektionen i fingeren.

- De starter mig derfor op på noget andet, imens de forsøger at få fat på medicinen.

Det lykkedes senere på dagen for sygehuset at få fat i den rigtige medicin i tabletform, hvorefter René kan starte behandlingen.

- Og det ender med, at jeg bliver indlagt på kirurgisk afdeling og ligger der i tre dage, hvor jeg spiser tabletterne.

Bylden, der gjorde det hele værre

Der kommer styr på blodforgiftningen, men i fingeren udvikler der sig samtidig en byld med helt tydelig gult pus under overfladen.

- Jeg skal ikke gøre mig klog på mennesker, men som dyrlæge har jeg stor erfaring med infektion og i særdeleshed med bidskader hos dyr, så jeg foreslår, at der prikkes hul på bylden, og at fingeren bades i sæbevand. Og der var lægerne meget belærende og sagde, at det gjorde man absolut ikke mere, og det med sæbevand var en gammeldags behandling. I dag bruger man saltvand, sagde de.

Bylden bliver større og større, og det ender med, at lægerne beslutter, at Renés finger skal opereres.

- De ville åbne fingeren, fordi de var bange for, at betændelsen lå langs senerne i fingeren.

En gang mere er heldet med René, da en ældre læge, der normalt ikke var tilknyttet afdelingen, kommer på stuegang aftenen før operationen. Han ser bylden og udbryder spontant: »Hvorfor er den ikke spaltet?«.

- I første omgang sker der ikke videre, men lægen kommer tilbage lidt senere på aftenen, hvor jeg forklarer, at jeg ikke mente, at det var nødvendigt at operere. Han kommer tilbage efter en halv time med en god stor nål og en lille bøtte med sæbevand i, og så spalter vi bylden i fællesskab for nedrullede gardiner, og dagen efter var alting fint, og jeg kunne tage hjem uden operation.

Spild af ressourcer

Fingeren har det godt i dag. 14 dage efter hospitalsindlæggelsen var den fit for fight. Det er dog med en vis undren, at René Hovgaard Sørensen ser tilbage på forløbet og den uvidenhed, han flere gange har oplevet i forbindelse med behandling af bidskader fra dyr. Det er ikke fordi, han vil gøre sig klogere.

- En gang i mellem har jeg bare fornemmelsen af, at man virkelig skal passe på ikke at trykke lægerne på deres faglighed. Som dyrlæge vil jeg rigtig gerne høre deres erfaringer, og jeg bliver ked af det, når jeg sidder med en byld i fingeren og tænker, at det eneste rigtige er at stikke hul på bylden og få betændelsen ud. Og når vi så ender med at gøre det, kan jeg sendes hjem bagefter uden operation, siger dyrlægen, der også er fortørnet over, hvor mange ressourcer, hans finger har trukket i sundhedsvæsnet på grund af forkert behandling.

- Det er fuldstændig tåbeligt, at jeg skal ligge der og blomstre for at få to tabletter to gange om dagen og oveni måske opereres.

Et udsat arbejde som dyrlæge i klinisk praksis

Klog af skade er René Hovgaard Sørensen meget bevidst om at tage alle forholdsregler, når han skal undersøge dyrene i klinikken.

- Jeg er helt klart bange for at blive bidt, og jeg er nok blevet hurtigere til at sige, at katten skal bedøves, før jeg kan foretage undersøgelsen, eller hunden skal have mundkurv på. Men det er svært, hvis det er en kritisk patient som den, der bed mig i langemanden. Den kunne jeg ikke bedøve, så ville den med stor sandsynlig være død, siger René Hovgaard Sørensen og understreger, at nogle af de skader, han har haft, har han ikke kunnet undgå, fordi dyrene har været for dårlige til sedation.

- Jeg prøver at tage mine forholdsregler, og jeg er også over mit personale en gang imellem og husker dem på ikke at tage unødige chancer i behandlingen af dyrene.