Båndformede halelæsioner hos malkekøer

Hos malkekøer forekommer med varierende hyppighed en række forskellige halelæsioner, herunder fx dermatophilosis, rat-tail syndrome, haleskab, haletråd, halebrud/-dislokationer, halespidsnekrose samt båndformede læsioner lokaliseret til huden og underliggende strukturer (1-12).

De båndformede halelæsioner er et relativt ubeskrevet fænomen hos malkekøer. De er karakteriseret ved, at læsionerne enten optræder med sårdannelse eller forekomst af båndformede, mere eller mindre hårløse, bindevævsdannelser. De båndformede halelæsioner optræder som enkelte eller parallelle bånddannelser, der går på tværs af halen, og de er lokaliseret distalt på halen og omslutter den i varierende grad. I en tysk meddelelse fra 2022 var prævalensen af disse lignende 24 % hos Tysk Holdstein-køer (1).

De båndformede læsioner er udover i den tyske undersøgelse ikke nærmere beskrevet i litteraturen, hvorfor praktisk talt alle forhold vedrørende læsionstypen, herunder ætiologi, patogenese, patoanatomisk karakterisering og betydningen er ukendt. Igennem de sidste par år har man blandt dyrlæger og landmænd primært i Nordjylland været opmærksom på de bådformede halelæsioner hos malkekøer, hvor de i nogle tilfælde har været sat i forbindelse med autoamputation af den distale del af halen. I andre tilfælde har dyrlægen været nødsaget til at amputere halerne grundet omsiggribende infektion i de båndformede sårdannelser.

På baggrund af de nordjyske iagttagelser og en fundamental interesse for læsionsforekomst hos vores huspattedyr blev et veterinært specialeprojekt igangsat. Projektet fik i 2023 en bevilling af Mælkeafgiftsfonden til at kortlægge prævalensen af båndformede halelæsioner hos malkekøer, at karakterisere disse samt at undersøge risikofaktorer for læsionernes opståen og udvikling.

Undersøgelse af båndformede halelæsioner hos malkekøer

I specialeprojektet blev der udført to delundersøgelser – en på slagteri og en i besætninger. Begge havde til formål at kortlægge prævalensen af båndformede halelæsioner hos malkekøer, beskrive de morfologiske karakteristika ved disse, samt se hvorvidt de var associeret med tilstedeværelse af halebrud/-dislokationer eller manglende halespids. I besætningerne blev forskellige risikofaktorer, herunder paritet, hyppighed for klipning af haler (hver 2-3 måned eller aldrig), tilsmudsningsscore, malkesystem, gulvtype, skrabersystem, sengehøjde, sengetype og staldtype undersøgt for evt. at kunne associeres til forekomsten af de båndformede halelæsioner. På slagteriet blev der desuden udtaget prøver af forskellige former for båndformede halelæsioner til histologisk karakterisering.

Slagteriundersøgelsen

I slagteriundersøgelsen var kriterier for inklusion af haler, at de stammede fra konventionelle, sortbrogede malkekøer. Halerne blev i forbindelse med slagteprocessen skåret fra slagtekroppen på slagtebåndet ved hudaftrækkeren. De afskårne haler blev mærket med CHR- og ko-nummer, med henblik på at fastlægge paritet og race. Ved undersøgelsen blev det noteret, om der var normal behåring af halespidsen, samt eventuel tilstedeværelse af frakturer/dislokationer på halen blev registreret. Herefter blev halerne klippet og undersøgt for båndformede læsioner, der blev karakteriseret ved sårdannelse, bindevævsdannelse og omkredsen af læsionerne i procent, samt om halespidsen manglede (sår-/arvævsdannelse uden hårvækst). Hvis en hale havde flere båndformede læsioner, blev alle karakteriseret. Alle læsionerne blev tegnet ind på en skitse af en hale, og dernæst fotograferede man halen i sin helhed og dernæst hver læsion for sig. Dette med henblik på registreringen af den nøjagtige lokalisation og karakterisering.

^{Figur 1. Fordelingen af observationer ved undersøgelse af kohale på slagteri og besætninger.}

I både slagteri- og besætningsundersøgelsen fandtes medianplaceringen af de båndformede halelæsioner at være 7 cm fra halespidsen (figurerne 2 og 3).

^{Figur 2. Typisk lokalisation af båndformet halesår hos malkekøer.}

^{Figur 3. Placeringen af båndformede sår og bindevævsdannelser på kohaler på slagteri og i besætningsundersøgelserne.}

Læsionerne fandtes oftest som enkeltvise halelæsioner (93 %), de var altid lokaliseret på den dorsale del af halen, som de omsluttede i varierende grad. På slagteriet fandtes omkredsen at variere fra 41 til 69 % af halen med et gennemsnit på 46 %. Tilsvarende fandtes et gennemsnit på ca. 50 % (varierede fra 25 % til 100 % af omkredsen) i besætningerne (figur 4).

^{Figur 4. Omkredsning af halen af båndformede sår og bindevævsdannelser på kohale på slagteri og i besætningsundersøgelserne.}

I begge undersøgelser fandtes sårdannelserne at variere i bredden (fra 0,5 cm og op til 3 cm) og dybden, fra værende overfladiske til næsten helt at gennemulcererer halen (figurerne 1, 5 og 6).

^{Figur 5. Båndformet, blødende halesår.}

Figur 6. Båndformet halesår med skorpedannelse.

Bindevævsdannelserne, der også varierede i bredden (fra 0,5 cm og op til 2,5 cm) var i alle tilfælde let hævede, var lysere og skællende, havde øget tekstur og manglede i varierende grad behåring (alopeci), hvilket også gjorde sig gældende for enderne af de amputerede haler (figurerne 7 og 8).

^{Figur 7. A, B, C og D viser variationen af båndformede bindevævsdannelser på haler af mælkekøer. Læsionerne er karakteriseret ved hårløshed, øget tekstur og fortykkelse.}

^{Figur 8. Eksempler på manglende halespidser hos malkekøer. A) Halespidsen udgøres af et blødende, granulerende sår. B) Halespids med alopeci og arvævsdannelse.}

Ud fra den multivariable besætningsanalyse fandtes kun signifikant sammenhæng mellem forekomsten af bådformede halelæsioner og paritet, manglende halespids og madrasser i sengebåsene (figurerne 8 og 9; tabellerne 1 og 2).

^{Figur 9. Fordeling af læsionstyper på kohaler i forhold til paritet på slagteri, besætningsundersøgelserne og samlet.}

^{Tabel 1. Fordeling af variabler på besætningsniveau.}

^{Tabel 2. Fordeling af variabler på individniveau i besætningerne.}

Den histologiske undersøgelse af halesårene viste, at de alle var i heling per secundam, karakteriseret ved heling med granulationsvævsdannelse i bunden og fra siderne af sårene (figur 10).

^{Figur 10. Histologisk snit af båndformet halesår. I og omkring såret ses tab af hårfolikler og kirtler. A) Epitelial hyperplasi. B) Nekrotisk væv og suppuration. G) Granulationvæv.}

De båndformede bindevævsdannelser var karakteriserede ved massive bindevævsnydannelse i dermis og subkutis, hvor der var tab af hårfollikler og kirtler. Områderne var dækket af en hyperkeratorisk epidermis med rete pegdannelse (figurerne 11 og 12).

^{Figur 11. Histologisk snit af båndformet bindevævsdannelse med nydannet granulationsvæv og overliggende epitelial hyperplasi.}

^{Figur 12. Histologisk snit af båndformet bindevævsdannelse. Der ses udtalt hyperkeratose med underliggende rete-peg dannelse. I dermis og subkutis ses arvævsdannelse med nedsat antal hårfolikler og kirtler.}   

Opsummering, diskussion og afsluttende bemærkninger

Prævalensen af båndformede halelæsioner hos malkekøer i besætningerne var 25 %, med en variation fra 18 % til 40 % besætningerne imellem. Tilsvarende var prævalensen på slagteriet 23 %, hvilket gav en gennemsnitlig prævalens i de to delundersøgelser på 24 %. Dette fund er i overensstemmelse med prævalensen af lignende halelæsioner fundet i en tysk undersøgelse, hvor den også var 24 % (1).

Medianplaceringen af de båndformede halelæsioner var 7 cm fra halespidsen og optrådte i form af to læsionstyper, enten som sår eller i form af bindevævsdannelser. Begge læsionstyper forekom altid på dorsalsiden af halen, var oftest til stede som enkeltvise læsioner (93 %), og de omsluttede halen helt eller i varierende grad. Der fandtes en signifikant sammenhæng mellem forekomsten af de båndformede halelæsioner og paritet, manglende halespids og madrasser i sengebåsene.

I begge undersøgelser fandtes det, at der var en højere forekomst af de båndformede halelæsioner ved højere paritet, hvilket også er i overensstemmelse med den tyske undersøgelse (1). I sig selv er dette ikke overraskende, da ældre køer har haft en længere risikoperiode. Dette er et forhold, der også gør sig gældende ved en række andre lidelser (14). Dog kunne det være relevant også at undersøge yngre dyr, da der i undersøgelserne fandtes flere køer i 1. paritet, som havde båndformede bindevævsnydannelser, hvilket også var tilfældet i det tyske studie (1). Dette kunne tyde på, at årsagsforholdene allerede er til stede på et tidligere tidspunkt i dyrenes liv, end hvad der var muligt at udrede grundet inklusionskriterierne i de udførte undersøgelser.

Det formodes, at de båndformede halesår kan være årsag til autoamputation af den distale del af halen, da der i undersøgelserne fandtes enkelte tilfælde af fuldt omkransende og dybdegående båndformede halesår, hvor halespidsen kun hang fast i en lille mængde bløddelsvæv. Desuden blev der fundet flere haler med læsioner forenelige med en tidligere autoamputation.

Det er dog vigtigt at notere sig, at andre ætiologier fx tråd og andre traumatiske skader kan give samme makroskopiske udseende af halespidsen, og at enhver manglende halespids derfor ikke nødvendigvis er et resultat af autoamputation som følge af tidligere forekomst af båndformede halelæsioner. Uanset ætiologien bag den manglende halespids, har disse dyr lavere risiko for tilstedeværelsen af båndformede halelæsioner.

I forhold til besætningsfaktorer fandtes kun sengetypen som værende signifikant i den multivariable analyse. Dyr, der opstaldes med madrasser i sengebåsen er i umiddelbart større risiko for at udvikle båndformede halelæsioner end dyr, der opstaldes med sand i sengebåsene, men effekten af besætning og madras er dog konfunderede. Sammenhængen ses også i forbindelse med andre slags læsioner, fordi madrasser ikke er absorberende og kan udvikle en ru overflade, som fører til huderosioner og evt. sårdannelse.

I projekteringen af undersøgelserne opstillede vi to hypoteser om sammenhængen mellem halebrud/-dislokationer og forekomsten af båndformede halelæsioner:

1. Halebrud/-dislokationer kompromitterer karforsyningen til halen, hvilket kan forårsage lokal trombose og evt. iskæmiske nekrose.
2. Medarbejdernes håndtering af dyrene kan medfører begge læsionstyper, og at hårdheden af deres håndtering kunne ses på prævalensen af halebrud/-dislokationer (2, 8).

Der fandtes dog ingen sammenhæng mellem de båndformede halelæsioner og halebrud/-dislokationer. Selvom halebrud/-dislokationer ikke er relateret til halelæsionerne, er der stadig tale om et væsentligt velfærdsproblem. Prævalensen af halebrud/-luksationer på slagteriet var 16 %, mens den i besætningerne varierede fra 0-18,5 % med et gennemsnit på 10 %. Dette understøtter teorien om, at halebrud/-dislokationer er et besætningsproblem og påført ved for hårdhændet håndtering af dyrene (2, 8, 12).

Om end det udførte specialestudie har klarlagt en række hidtil ukendte forhold omkring de båndformede halelæsioner hos malkekøer, så er det evident, at der skal udføres yderligere undersøgelser for at kunne udrede de ætiologiske og patogenetiske mekanismer, der ligger til grund for opståen og udvikling af disse meget udbredte og karakteristiske halelæsioner hos malkekøer. I en tysk undersøgelse er der ikke fundet en genetisk baggrund for læsionernes opståen (15), men med den karakteristiske segmentering af læsionerne, i nogle tilfælde med parallelle læsioner på samme hale, er det nærliggende at tro, at den segmenterede blodforsyning i halen (16) kunne tillægges en patogenetisk betydning.

Da forskellige halelæsioner, herunder de båndformede halelæsioner og halebrud/-dislokationer, er et dyrevelfærdsproblem, kunne man i Danmark med fordel implementere et halescoringssystem, som det er foreslået i både New Zealand (17) og Tyskland (18). Lignende systemer kunne anvendes ved praktiserende dyrlægers velfærdsbesøg og dermed sætte fokus på området – »halelæsioner hos kreaturer«. 

De involverede besætninger og personalet på Danish Crown, Aalborg, takkes for assistance i forbindelse med projektets gennemførsel.