En spørgeskemaundersøgelse fra 2025 gennemført af Center for Menneske-Dyr-Psykologi ved Aalborg Universitet har for første gang systematisk kortlagt danske assistancehundes velfærd og trivsel. Undersøgelsen inkluder 156 assistancehundemodtagere samt 75 kommunale sagsbehandlere fordelt over alle fem regioner (Glintborg & Kunzendorf, 2026). En supplerende kvalitativ undersøgelse inkluderer uddybende interviews med henholdsvis 16 assistancehundemodtagere og 12 kommuner repræsenteret af sagsbehandlere.
Assistancehundemodtagere, der indgik i undersøgelsen, havde en gennemsnitsalder på 36 år og en median på tre samtidige diagnoser. De hyppigste diagnoser var angst, PTSD og autisme, tilstande der alle er kendetegnet ved særlige krav til omgivelsers forudsigelighed og til samspillet med andre levende væsener.
Denne diagnostiske kompleksitet er ikke uden betydning for vurderingen af assistancehundenes egnethed og funktion: Jo mere kompleks den psykiske funktionsnedsættelse er, jo større er kravet til hundens stabilitet, robusthed og til borgerens evne til at aflæse og reagere adækvat på hundens stresssignaler. Resultaterne tyder på, at disse sammenhænge endnu ikke har sat sig igennem i tilstrækkelig grad i bevillings- og opfølgningspraksis.
Assistancehundemodtagere viser omsorg for assistancehundene
Modtagernes egne beskrivelser tegner et billede af, at hunden har haft en stor betydning for deres situation. De fortæller blandt andet, at assistancehunden hjælper dem med at håndtere angstanfald og selvskade, giver advarsler ved forestående anfald og udgør en støtte i sociale situationer.
Undersøgelsen viser, at assistancehundemodtagere har et højt engagement i deres assistancehunds velfærd ved fx at sørge for pelspleje, regelmæssige pauser i assistancehundenes arbejde, mental stimulering, optimal vægt og forsikring af assistancehunden. Og mange modtagere beskriver direkte, hvordan deres assistancehund gør en stor forskel i deres liv: »Med hans hjælp kan jeg nu selv handle, jeg har formået at tage kørekort, og jeg stortrives«.
76 % af borgerne lufter hunden dagligt, og 56 % går tre eller flere ture om dagen. 66 % giver regelmæssige pauser, og 72 % engagerer sig i mental stimulation – heraf 82 % dagligt. Disse tal antyder, at mange borgere er engagerede og omsorgsfulde hundeejere.
Undersøgelsen påpeger dog en lang række strukturelle udfordringer på området, hvor borgere og hunde for nuværende kommer i klemme grundet manglende regulering af og tilsyn med området.
Godkendelse og certificering: En bekymrende mangel på standarder
Et af de mest alarmerende fund vedrører godkendelsespraksissen for assistancehunde. 41 % af de kommunalt bevilgede assistancehundemodtagere rapporterede, at deres hunde var godkendt som assistancehunde allerede inden, de var et år gamle, og 28 % var officielt certificeret inden for det første leveår. Dette er problematisk set i lyset af den eksisterende viden om hundes psykiske modenhed, der peger på, at hunde typisk ikke er tilstrækkeligt psykisk modne til at varetage komplekse assistanceopgaver før 18-måneders til toårsalderen.
Ydermere udgør ungdomsperioden en sensitiv periode. Fra cirka 6 til 14-månedersalderen ses ofte en frygtperiode. Hunden kan pludselig reagere negativt på ting, den tidligere var ligeglad med. Negative oplevelser i denne periode kan sætte sig hurtigt og dybt, og det er derfor vigtigt ikke at tvinge hunden igennem frygtreaktioner med hårde træningsmetoder.
Perioden fra 8 til 24 måneder er kendetegnet ved hormonelle forandringer, hjernens fortsatte modning og en gradvis løsrivelse fra den tætte tilknytning til ejer. Hunden er ikke længere hvalp, men heller ikke fuldt udvokset adfærdsmæssigt. Der foregår flere centrale processer i denne periode. Kønsmoden adfærd træder frem, og både hos hanner og tæver sker hormonelle udsving, der kan påvirke fokus, reaktivitet og social adfærd over for artsfæller. Hanner kan blive mere selektive over for andre hanner, og tæver kan opleve skindrægtighed eller løbetid.
Hjernens præfrontale kortex er ikke fuldt moden. Impulskontrol, evnen til at ignorere distraktioner og indlæring af komplekse sammenhænge modnes gradvist frem mod 2 til 3 år – tidligere hos mindre racer, senere hos store racer (Asher et al. 2020). Det betyder, at hunden kan virke, som om den har »glemt« det, den kunne tidligere, eller er »umulig«, selvom den egentlig bare har sværere ved at regulere sig under arousal (Asher et al. 2020).
Tidlig godkendelse rejser derfor tvivl om, hvor fagligt funderede de anvendte vurderingskriterier er. Dertil kommer, at blot 18 % af hundene recertificeres løbende, mens 62 % aldrig recertificeres. I fravær af gentagelseskontrol er der ingen systematisk sikring af, at en hund bevarer de kvalifikationer og den trivsel, der var forudsætningen for den oprindelige godkendelse.
Leverandørernes træning og uddannelse
Fundene vedrørende de kommunalt bevilgede assistancehundemodtageres uddannelse er ligeledes bekymrende. 66 % deltog i træningsforløb med deres assistancehund, men kun 51 % modtog undervisning i at aflæse hundesprog, og 32% modtog ingen undervisning overhovedet. Dette udgør et kritisk kvalitetsproblem: Evnen til at fortolke en assistancehunds stresssignaler er ikke blot hensigtsmæssig, den er fundamental for en etisk forsvarlig brug af hunden. Hvis borgere ikke kan genkende, om hunden er stresset, overtræt eller i mistrivsel, sættes hundens velfærd på spil under dække af et rehabiliterende formål.
Udtalelser i interviews samt fritekstbesvarelser beskriver leverandørers brug af aversive træningsmetoder. En borger beskriver bl.a., at hun ikke længere søger trænerhjælp, fordi hun ikke kan acceptere metoderne og eksemplificerer dette med en instruktion om at hive op i hunden »indtil forpoterne letter fra jorden«.
Beskrivelser af brugen af sult som motivationsfaktor, grimer (halti) og retrieverline vidner om en træningspraksis baseret på aversive metoder og tvang, hvilket står i direkte modsætning til evidensbaserede, belønningsbaserede træningsprincipper og gældende internationale anbefalinger inden for moderne dyrevelfærdsforskning.
Forskning viser konsistent, at brugen af strafbaserede træningsmetoder kompromitterer både hundens velfærd og relationen mellem hund og menneske. Vieira de Castro et al. (2020) dokumenterede i det hidtil mest omfattende empiriske studie på området, at hunde trænet med aversive metoder udviste signifikant flere
stressmarkører, forhøjede kortisolniveauer og en mere »pessimistisk« kognitiv orientering sammenlignet med hunde trænet med belønningsbaserede metoder – og at disse effekter rakte ud over selve træningssituationen. Parallelt hermed finder Vieira de Castro et al. (2019), at aversive metoder er forbundet med svagere tilknytningsmønstre mellem hund og ejer, målt ved Ainsworth Strange Situation Test, ligesom øjenkontakt – en adfærdsmæssig markør for tilknytningsstyrke – optrådte sjældnere hos hunde fra aversive træningsskoler. Casey et al. (2013) og Rooney & Cowan (2011) understøtter dette billede ved at vise, at ejere, der anvender strafbaserede metoder, i højere grad rapporterer aggression og reduceret social interaktion hos deres hunde.
For assistancehunde til mennesker med psykisk funktionsnedsættelse har disse fund særlig vægt. Udbytte af en assistancehund er i vid udstrækning funderet i en stabil, tillidsbaseret relation mellem hund og borger. En relation, der forudsætter, at hunden er tryg, forudsigelig og positivt orienteret mod sin ejer. Anvendes aversive træningsmetoder, undermineres netop dette fundament: Hundens tilknytning svækkes, dens stressniveau hæves, og dens evne til at fungere som en regulerende og tryghedsskabende faktor for borgeren reduceres tilsvarende. I yderste konsekvens kan strafbaseret træning således eliminere de centrale mekanismer, som assistancehundens effekt hviler på.
Relationen mellem borger og leverandør
Derudover rapporterer 14 % af de kommunalt bevilgede assistancehundemodtagere direkte utilfredshed med samarbejdet med leverandøren. Et tal, der kan synes lavt, men som bør ses i sammenhæng med fund fra den kvalitative undersøgelse, hvor en magtasymmetri i nogle tilfælde kendetegner relationen. Borgere, der er afhængige af leverandørens ydelser og godvilje, kan have begrænsede muligheder for at markere utilfredshed.
Økonomi og pensionering: Oversete sårbarheder
13 % af de kommunalt bevilgede assistancehundemodtagere oplever direkte økonomiske problemer i forbindelse med at have assistancehund. Borgere med psykisk funktionsnedsættelse er afhængige af offentlige ydelser med begrænset rådighedsbeløb. Veterinærbehandling, forsikringshuller og uventede udgifter kan bringe assistancehundens velfærd i fare. Hertil kommer, at kun 49 % af de selvbetalende assistancehundemodtagere ved, hvad der skal ske med hunden, når denne pensioneres, til trods for at 91 % planlægger at beholde hunden som familiehund. Pensioneringen er dermed nærmest helt overladt til den enkelte borger uden systematisk faglig støtte eller vejledning.
Adgangsbarrierer: En systemisk selvmodsigelse
39 % af kommunalt bevilgede assistancehundemodtagere rapporterer om adgangsudfordringer i hverdagen, og fritekstsvar nævner læger, hospitaler og tandlæger som konkrete problemsteder. Den samme velfærdsstat, der bevilliger assistancehunde, understøtter ikke borgernes ret til at medbringe dem. Borgerne er i stedet afhængige af den enkelte institution eller virksomheds goodwill, hvilket er en situation, der juridisk og etisk er uholdbar, og som reelt underminerer assistancehundens bevilgede formål.
Det kommunale perspektiv: Uvidenhed institueret som praksis
Kun 13 % af sagsbehandlerne føler sig klædt på til at bevilge assistancehunde, mens 64 % eksplicit svarer nej. Billedet er endnu mere alarmerende ved opfølgning: kun 14 % føler sig kvalificerede her, mens 74 % svarer nej. En sagsbehandler formulerer det rammende: »Vi famler i blinde og har ingen, vi kan læne os op af, som ved nok om hundeområdet«. Denne erkendelse fra praksis er ikke udtryk for individuel inkompetence, men for en strukturel undladelse: sagsbehandlere er sat til at træffe afgørelser om et specialiseret område uden adgang til den nødvendige faglige viden.
Denne strukturelle uvidenhed har konkrete konsekvenser. Kun 25 % af kommunerne har procedurer for situationer, hvor borgeren ikke kan passe hunden – fx ved indlæggelse – og 36 % mangler enhver plan. Endnu mere kritisk: kun 8 % har procedurer ved manglende finansiering, mens 55 % er helt uden plan. Disse tal afslører,
at hverdagsscenarier, som med rimelighed må betegnes som forudsigelige, ikke er tænkt ind i en systematisk beredskabsramme.
Problematiske situationer: Kompetencegabet er ikke marginalt
46 % af kommunerne har erfaring med problemer i relationen mellem borger og assistancehund – men kun 18 % af disse føler sig kompetente til at håndtere situationen. 22 % har erfaring med assistancehunde i mistrivsel, men kun 8 % føler sig klædt på. 44 % har erfaring med konflikter mellem leverandør og borger, med samme lave kompetencevurdering. Disse tal dokumenterer ikke et marginalt kompetencegab, der lader sig løse med lidt efteruddannelse; de afspejler en systematisk mangel på faglig infrastruktur på et område, der berører sårbare borgere og levende dyr.
Afsluttende bemærkninger
Samlet set tegner resultaterne et billede af et felt, der er organiseret mere på baggrund af velvilje og tilfældig praksis end på baggrund af internationale standarder, faglig viden, regulatorisk ansvarlighed, lovgivning og etisk refleksion. Dette er problematisk, både fordi det kan udsætte borgere med komplekse psykiske funktionsnedsættelser for unødige risici, og samtidig kan det kompromittere assistancehundes velfærd. Når hunde inddrages i sundhedsfremmende aktiviteter, forpligter det til at tage hundens velfærd alvorligt som en selvstændig etisk størrelse, hvilket endnu ikke er opnået i dansk praksis. Målet må være, at mennesker med psykiske funktionsnedsættelser og assistancehunde får et system, der faktisk er kvalitetssikret og reguleret. Det er det ikke for nuværende.
Internationale forskergrupper peger på behovet for standardiserede procedurer for udvælgelse og uddannelse af hunde og trænere, løbende supervision af brugere, uvildig veterinærfaglig involvering samt klare retningslinjer for opfølgning, og for hvornår en hund bør pensioneres. Det anbefales desuden, at assistancehunden ikke udstationeres til en bruger, inden den er psykisk moden — hvilket for flere racer vil være ved toårsalderen.
En alternativ eller supplerende tilgang, der diskuteres i forskningen, er hundeassisterede interventionsprogrammer, hvor hunde indgår i strukturerede terapeutiske, pædagogiske eller rehabiliteringsmæssige forløb under professionel supervision — frem for den individuelle assistancehundemodel.
