Det er nu næsten to måneder siden, jeg tiltrådte som forperson for Den Danske Dyrlægeforening. Starten har været hektisk, men også utrolig givende. Jeg fra dag ét har mærket, hvor stor betydning, DDDs arbejde har. Den store opmærksomhed, også i medierne, viser tydeligt, at vores stemme er vigtig. Og når vi har muligheden for at blive hørt, har vi også et ansvar for at udtale os med faglighed og troværdighed.
TV2s dokumentar »Hvem passer på grisene« har hurtigt trukket os ind i debatten om dyrevelfærd. DDD tager afstand fra de metoder, der er brugt til at skaffe optagelserne – men selvom dokumentaren ikke nødvendigvis afspejler den generelle situation, er der heller ikke tale om isolerede enkelttilfælde. Derfor skal vi bruge debatten til styrke arbejdet mod bedre løsninger.
Jeg mener, at vi med udgangspunkt i vores faglighed har en særlig forpligtelse til at belyse de udfordringer, vi ser, og bidrage med konkrete og realistiske løsninger; og jeg er ikke i tvivl om, at dyrlæger gør et kæmpe stykke arbejde for at opretholde og forbedre forholdene, blandt andet i grisestaldene. Det er en af vores kerneopgaver! Fra DDD foreslår vi fx, at der stilles højere krav til uddannelse af landbrugsmedarbejdere i dyreproduktionen. Med bedre uddannelse sikrer vi det nødvendige kendskab til blandt andet håndtering af syge dyr og en klar forståelse af, hvornår dyrlægen skal tilkaldes.
God dyrevelfærd hos produktionsdyr kræver faglighed, ledelse og ansvar. Det starter og slutter hos landmanden – men skal ske i samarbejde med os dyrlæger, og den veterinære faglighed vi står for. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, når dyrevelfærdsloven og de minimumskrav, der er fastsat, ikke er gode nok. Dette ønsker vi fra foreningens side at være med til at ændre. Derudover finder jeg det problematisk, hvis der ikke gives plads til en faglig vurdering af, om velfærden reelt er god; altså om dyrene trives. Ikke bare, om der lige præcis er den plads, lovgivningen foreskriver, eller den mængde beskæftigelsesmateriale, der skal være – men også om der ud fra en faglig vurdering er tegn på stress eller mistrivsel, som kalder på handling, uanset om alle krav er overholdt.
Det lyder måske idealistisk, og jeg siger heller ikke, at det er nemt.
Det lyder måske idealistisk, og jeg siger heller ikke, at det er nemt – for det er det ikke. Men jeg mener, at vi har et fælles ansvar for, at de dyr, vi holder af forskellige årsager, har det så godt som muligt inden for de rammer, der er. Samtidig har vi et ansvar for – med udgangspunkt i vores faglige base – at skubbe til rammerne, hvis de bliver for snævre.
Vi skal stå vagt om fagligheden og sikre, at den får den plads, den fortjener – både i stalde, i kontrollen og i lovgivningen. Det er en opgave, der kræver vedholdenhed, men som vi bedst løfter i samarbejde og fællesskab.
Med det vil jeg runde året af med en stor tak til alle jer, der hver dag er med til at styrke og udvikle vores profession. Jeres engagement, erfaring og faglige indsigt er fundamentet under DDD – og det, der gør foreningen stærk.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår.
