Det står klart i Dyrlægelovens § 9, at praktiserende dyrlæger på anmodning har pligt til at hjælpe dyr i nød, men der er også fritagelser fra paragraffen.
Det fremgår tydeligt af lovteksten, at dyrlægen er fritaget, hvis vedkommende har gyldigt forfald, eller hurtig hjælp kan ydes af en anden. Gyldigt forfald kan være, hvis dyrlægen er syg, har ferie, kører i et andet praksisområde end sit eget eller ikke har vagt.
Dyrlæger er nemlig ikke forpligtet til at holde vagt. Måske hænger det ikke økonomisk sammen at have vagt, eller man prioriterer at have fri og henviser i stedet til vagtbærende kollegaer. Det er helt op til den enkelte, hvordan man indretter sig. Det er et liberalt erhverv, og man kan holde åbent og lukket, som man har lyst til. Det er anderledes end en human lægepraksis, som nogle dyreejere måske sammenligner det med.
Når dyrlægen yder hjælp til et nødstedt dyr, er det altid vigtigt at stille en diagnose. Her handler det om, at dyrlægen udviser samvittighedsfuldhed og omhu. For der kan være tale om, at dyret lider af en anmeldepligtig sygdom som led i den offentlige sygdomsbekæmpelse, eller at dyret har været udsat for uforsvarlig behandling, der i yderste konsekvens skal politianmeldes.
Dyremishandling eller vanrøgt
Udover Dyrlægelovens § 9 har dyrlæger også pligter beskrevet i Dyrevelfærdsloven § 39. Hvis dyrlægen bliver bekendt med, at et dyr ikke behandles forsvarligt, har dyrlægen pligt til at påpege det overfor ejeren. Hvis forholdene ikke bringes i orden med det samme, har dyrlægen pligt til at melde det til politiet eller i mere alvorlige tilfælde straks aflive dyret.
Hvis det er dyreejeren selv, der henvender sig, er man mere forpligtet, fordi det sker på anmodning. Hvis derimod en anden person, som ikke er ejeren, har mistanke om mishandling af et dyr og henvender sig til dyrlægen, er det en anden situation. Her er dyrlægen ikke umiddelbart forpligtet til at træde til, men kan opfordre personen til at gå til politiet og anmelde forholdet. Politiet undersøger selv forholdet og kan derefter bede dyrlægen om at undersøge eller aflive dyret.
Problemer med betaling
Et andet centralt problem er, hvis ejeren ikke kan betale regningen. Uanset hvad, har den praktiserende dyrlæge pligt til at yde den første nødvendige hjælp. Men dyrlægen er ikke forpligtet til at yde den måske mest optimale og avancerede behandling.
Dyrlægen kan altid tilbyde aflivning, og Fødevarestyrelsen har slået fast, at aflivning kategoriseres som en behandling. Det er forbundet med en meget lille udgift for klienten eller dyrlægen, hvis klienten ikke kan betale.
Dyrlægen bør oplyse på forhånd, omtrent hvad en behandling kommer til at koste. Så har man informeret ejeren, og dyrlægen er retsmæssigt meget bedre stillet til at kunne kræve sit honorar.
Det kan være en vanskelig situation, for dyreejeren er måske berørt over, at dyret er kommet til skade og ønsker den bedste behandling uden at gøre sig klart, at vedkommende ikke kan betale, hvad det koster.
Det kan måske tolkes som en mistillid til ejerens betalingsevne at oplyse prisen på forhånd, men det kan i langt de fleste tilfælde siges på en neutral måde.
Uenigheder om regningen er flere gange endt som en sag i Forbrugerklagenævnet eller som retssager i det ordinære retssystem.
Villige til at gå langt
Tilbage i 2016 (Sandøe et al.) blev der foretaget en undersøgelse vedrørende dyrlægers villighed i relation til deres pligter. Undersøgelsen var baseret på svar fra knap 200 dyrlægepraksis. En af hovedkonklusionerne var, at dyrlæger ofte er villige til at gå langt videre, end deres pligt er ifølge loven.
Det udmønter sig ved, at der hverken hos Forbrugerklagenævnet eller Det Veterinære Sundhedsråd har været sager, hvor dyrlæger har forbrudt sig mod § 9. Derimod har der hos begge instanser inden for de seneste 20 år været sager om overtrædelse af Dyrlægelovens § 8, der omhandler manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Hos Fødevarestyrelsen oplyser man, at der de seneste 15 år har været en enkelt sag med sanktionering efter § 9.
