Dyr er ikke blot levende, men også sansende væsener. Det har stået i vores lovgivning siden 2021, da den nye dyrevelfærdslov trådte i kraft.
Men selvom dyrene med loven respekteres som væsener med særegne oplevelser af verden, forbliver de tavse i et system, hvor man skal være menneske for at blive hørt.
- Du og jeg kan gøre vores rettigheder gældende selv. Vi kan gå til myndighederne eller til domstolene og sige, at vores rettigheder ikke er blevet respekteret. Vi har det, som man kalder retssubjektivitet. Og hvis der fx er tale om børn eller demente, så kan et andet menneske gøre deres rettigheder gældende på deres vegne. Men dyrene har ikke nogen, der har formel kompetence til at tale på deres vegne, fortæller Søren Stig Andersen.
Ved Center for Interdisciplinære Retlige Studier forsker Søren Stig Andersen blandt andet i, hvordan dyr repræsenteres i retslige sammenhænge.
Som jurist og forsker har han brugt en stor del af sin karriere på dyreret. Ved Center for Interdisciplinære Retlige Studier forsker han blandt andet i, hvordan dyr repræsenteres i retslige sammenhænge og har også sine bud på, hvordan dyrenes stemme kunne få en større plads i de danske retssale.
Retslig interesse
Det kan synes abstrakt at diskutere dyrenes formelle repræsentation i retssystemet, men i praksis gør det en reel forskel for, hvordan dyrevelfærdslovgivningen kan håndhæves, forklarer Søren Stig Andersen og kommer med et eksempel.
- Hvis du anmelder et overfald. Så har du nogle rettigheder i forhold til politiet. Du kan klage over politiets behandling af sagen, og hvis politiet eller anklagemyndigheden siger, de ikke vil rejse tiltale, så kan du klage over det til statsadvokaten. Men hvis du har anmeldt et forhold vedrørende en hest, som du har set blive vanrøgtet, så har du ikke klageret, da du formelt set ikke har nogen partsstatus. Det er ikke dig, der er offeret her, og dermed har du ikke de rettigheder, der følger af at være den forurettede, som man kalder det i juridisk sprog.
Hvad med organisationer som Dyrenes Beskyttelse eller Greenpeace? Har de ikke netop de kræfter, der kan give dyrene en stemme i et system, der ellers er forbeholdt mennesker?
I et juridiske perspektiv varetager organisationer som disse ikke dyrets interesse, men deres egen, forklarer Søren Stig Andersen.
- De kan råbe op og også anmelde ting til politiet, men de bliver ikke anset for at gøre det på dyrenes vegne. De repræsenterer ikke dyrene formelt set.
Hvorvidt dyreværnsorganisationerne kan siges at have såkaldt »retslig interesse« i sager, hvor dyrevelfærdslovgivningen potentielt er blevet brudt, er dog ikke helt afklaret, fortæller Søren Stig Andersen.
For ret beset har en dyreværnsorganisation endnu ikke forsøgt sig med at tage en sag til domstolene i dansk retshistorie. Skulle det ske en dag, ved Søren Stig Andersen godt, hvor han blandt andet ville finde sin argumentation. I dyrevelfærdslovens paragraf 57 står nemlig, at dyrevelfærdsorganisationer skal inddrages ved fastsættelse af regler.
- Så har man jo indirekte i loven anerkendt, at der er en særlig interesse for disse organisationer. Dem, der har skrevet bestemmelsen har næppe haft i tankerne, at det kunne betyde noget i forhold til adgangen til domstolene. Men det er i hvert fald et signal for lovgivere om, at man godt er klar over, at der er nogle organisationer, der har en helt særlig rolle på det her område.
Det er dog stadig usikkert, om det er nok til at give dyrevelfærdsorganisationerne den »retslige interesse«, der er nødvendig for at rejse sag ved domstolene, vurderer Søren Stig Andersen.
- Det er virkelig svært at sige. Jeg tror, det er fifty-fifty. Men det bliver spændende at se, om der er organisationer, der en dag får lyst til at afprøve, om de rent faktisk kan få adgang til domstolene.
Dyrenes manglende retspraksis
Loven står ikke alene, når de retslærde skal vurdere, hvad man må og ikke må, også i forhold til dyr. Samlingen af tidligere afgørelser bruges som et redskab til at vejlede og skabe ensartethed i retslig fortolkning, kaldet retspraksis.
Men dyrenes manglende repræsentation betyder, at der ofte ikke er en retspraksis at forholde sig til, da mange af de bekendtgørelser, der knytter sig til dyrevelfærdsloven, står uprøvede hen. Og det er et problem, mener Søren Stig Andersen.
Særligt fordi der i mange tilfælde tilsyneladende ikke er overensstemmelse mellem dyrevelfærdslovens første paragraffer, og så de bekendtgørelser, der specificerer, hvordan man må holde sine dyr.
- På den ene side har man de her ambitiøse bestemmelser, og på den anden har vi nogle bekendtgørelser, som faktisk ikke lyder, som om de kan leve op til ambitionerne.
- Men det er klart, at hvis du som svineavler fx overholder bekendtgørelsens regler, så kan man ikke klandre dig for ikke at overholde paragraf 2 og 3 i dyrevelfærdsloven. Der er det bekendtgørelsen, der trumfer dyrevelfærdsloven.
Der er det bekendtgørelsen, der trumfer dyrevelfærdsloven.
For at kunne afprøve overensstemmelsen mellem lov og bekendtgørelse, skal der være nogen, der giver en dommer anledning til det, fortæller Søren Stig Andersen.
- Man kunne lave det, man kalder en abstrakt prøvelse i jurasprog, hvor man får prøvet en bekendtgørelse og får en dommer til at se på, om bekendtgørelserne anvendes, som foreskrevet i den overordnede lov. For det skal de.
Den danske fortolkning
I Søren Stig Andersens forskning benævner han det the enforcement gap. Uoverensstemmelsen mellem ordlyden af dyrevelfærdsloven og håndhævelsen af denne.
Som jurist mener han ikke kun, at den manglende håndhævelse er et problem i nationalt regi. The enforcement gap er ligeledes et problem i forhold til Danmarks implementering af EUs direktiver på dyrevelfærdsområdet.
Nogle steder kunne man måske spørge, om Danmark overhovedet handler i overensstemmelse med direktiverne.
- Vi skraber langs bunden af, hvor lavt man kan gå efter EU-reglerne. Nogle steder kunne man måske spørge, om Danmark overhovedet handler i overensstemmelse med direktiverne, siger Søren Stig Andersen og fremhæver sit kerneeksempel på håndhævelsesproblematikken - brystbensfrakturer hos æglæggende høner.
- Man har fået fremavlet høner, som er geniale ud fra et profithensyn. Der er bare den kedelige omstændighed, at 85 % af æglæggende høner i Danmark går rundt med et eller flere brækkede brystben.
Søren Stig Andersen henviser til EU direktivet 98/58/EC, som beskriver, at avlsmetoder, »der påfører eller kan påføre de berørte dyr lidelse eller skade« ikke er tilladt. Desuden står det i direktivet, at det kun er dyr med en genotype og fænotype, som sikrer deres sundhed og velfærd, der må holdes til landbrugsformål.
Søren Stig Andersen henviser i sin forskning til studier, der indikerer, at brystbensfrakturer, også kaldet KBF (Keel Bone Fracture), er relateret til reduceret mobilitet og smerte hos hønerne1. Litteraturen viser desuden, at KBF skyldes flere faktorer hos de højtydende høner og omfatter blandt andet kropsstørrelse, ægstørrelse og manglende ossifikation af knoglerne2. Derfor mener Søren Stig Andersen, at der er grund til at være kritisk overfor den danske implementering af lovgivningen.
- Kan den danske fortolkning af den her bestemmelse virkelig være i overensstemmelse med den rigtige fortolkning af direktivet, spørger han retorisk.
For at kunne trykteste implementeringen af unionens direktiver skal man først igennem de danske domstole, forklarer han. Kan en dyrevelfærdsorganisation lykkes med at føre en sag på dyrenes vegne i Danmark, kan det derfor også betyde, at implementeringen af EUs direktiver på dyrevelfærdsområdet ses efter i sømmene.
- Vi har en mekanisme i samspillet mellem dansk ret og EU-ret, hvor danske dommere kan spørge EU-domstolen, hvordan noget skal fortolkes. En præjudiciel forelæggelse, hedder det. Så får man adgang til de danske domstole, betyder det også indirekte, at man kan få adgang til EU-domstolen, så den kan fortolke de bagvedliggende EU-regler.
Dyrenes ombudsperson
Det er ikke til at sige, om eller hvornår en dyreværnsorganisation får adgang til domstolene. Ønsker man at sikre dyrenes stemme i det danske retssystem, er der derfor behov for andre initiativer, mener Søren Stig Andersen. En løsning kunne være at oprette »dyrenes ombudsperson«, forklarer han.
- Hvis man skulle prøve at give nogen formel adgang til at repræsentere dyrenes interesse i retlig kontekst, er en model med en »dyrenes ombudsperson« nærliggende. En offentlig instans svarende til det, vi kender som Folketingets ombudsmand.
En sådan institution skulle være udelukkende finansieret af offentlige midler, for at sikre fuldstændig uafhængighed af særinteresser, påpeger Søren Stig Andersen.
Dyrenes ombudsperson skulle fungere som en vejledende instans for myndighederne og være åben for henvendelse fra både private og organisationer. En del af den »bløde magt«.
- Den skulle som udgangspunkt ikke være konfrontatorisk og skulle ikke kunne afsige domme, men være det friske sæt øjne udefra, som går i dialog med myndigheden, hvis noget ikke er, som det skal være.
Til gengæld skulle dyrenes ombudsmand have den klagemulighed, som lige nu ikke findes for de, der får afslag på anmeldte dyreværnssager, mener Søren Stig Andersen.
- Det, synes jeg, kunne være en god idé. For hvis man ikke kan blive enig med myndigheden, så ville det være godt med en mulighed for at få en instans med formel autoritet til at se på sagen. Og hvis man så har en konflikt mellem dyrenes ombudsperson og myndigheden, kan man ende med at få domstolen til at se på det og dermed også få muligheden for også at spørge EU-domstolen.
Den smukke Århuskonvention
Det er ikke kun dyr, der historisk har været tavse i retslokalet. Naturens juridiske status var i sin tid også så godt gemt for offentligheden, at det var vanskeligt at vide, hvordan den blev behandlet i store miljøspørgsmål.
Så kom Århuskonventionen i 1998. Og det er ifølge Søren Stig Andersen svært at overdrive den indflydelse, konventionen har haft siden da.
- Det har betydet ekstremt meget i forhold til miljøbeskyttelse. Blandt andet, at der har været ført rigtig mange retssager for miljøområdet.
47 primært europæiske lande og EU er tiltrådt konventionen, der er vedtaget i FN-regi. Med Århuskonventionen har offentligheden fået en særlig adgang til oplysninger og deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.
En lignende international konvention kan nu være undervejs for dyrevelfærd. Sammen med en gruppe forskerkollegaer har Søren Stig Andersen dannet netværket »Access to Justice for Animals«, som netop diskuterer, hvordan en »Århuskonventionen for dyr« kunne se ud.
- Den bagvedliggende tanke i Århuskonventionen er netop, at civilsamfundet skal spille en aktiv rolle. Og den vej til bedre beskyttelse er direkte overførbar til dyrevelfærdsområdet, siger Søren Stig Andersen.
Kritikere kan tænkes at indvende, at sådan en international aftale kræver meget ekstra arbejde for et allerede travlt Folketing. Men spørger man Søren Stig Andersen, er det ikke politikerne, der får travlt.
- Det er dét, der er så smukt i Århuskonventionen. Den kommer ikke med nye regler om miljøkrav. Den vil bare gerne sikre, at reglerne rent faktisk bliver anvendt efter hensigten.
DVT har forsøgt at få en kommentar fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen. Det har desværre ikke været muligt grundet ferie.
1 https://www.frontiersin.org/journals/veterinary-science/articles/10.3389/fvets.2018.00006/full
2 https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0032579120303424
