Når man som embedsdyrlæge kommer ud og skal udføre velfærdskontrol i en besætning, gør man det på baggrund af sin dyrlægefaglige viden og ud fra de regler, der er. Det kan dog føre til, at man som dyrlæge oplever at blive klemt i nogle situationer.
- Dette skyldes, at ikke alle faglige problematikker, embedsdyrlægerne observerer i en besætning, nødvendigvis kan sanktioneres inden for rammerne af lovgivningen. Hvis loven siger, at der skal være et bestemt antal kvadratmeter per gris, så er det, hvad der skal være. Embedsdyrlægen kan ikke stille krav om mere, selvom det fagligt set måske kunne give bedre velfærd, forklarer formand for DDDs Faggruppe Dyresundhed og Fødevaresikkerhed, Mette Gantzhorn, og tilføjer:
- Embedsdyrlægerne skal navigere mellem, hvad de som fagpersoner ved er bedst for dyrene, og hvad loven giver dem mulighed for at handle på. Det er en balancegang, og det kan være frustrerende, fordi loven ofte er fastsat ud fra kompromisser, der ikke altid afspejler den bedste faglige praksis. De kan fx kontrollere, om der er beskæftigelsesmateriale – men en pind, som vejledningen foreskriver, er ikke altid nok til at sikre grisenes trivsel. Det er her, man støder på begrænsningerne.
Hun understreger, at embedsdyrlægen, i tilfælde af tvivlsomme forhold, som ikke kan sanktioneres, kan vejlede og informere om, hvad man observerer og vurderer, men det vil altid være besætningsejerens ansvar at sikre, at dyrene bliver behandlet ordentligt.
Praktiske dilemmaer i feltet
Pressemeddelelsen nævner, at rammerne for kontrollen skal tilpasses formålet – og ikke omvendt. Kan du uddybe, hvilke konkrete rammer der bør ændres for at skabe en bedre balance mellem dyrebeskyttelse og kontrol?
- Noget af det, der gør dette komplekst, er, at en fleksibel lovgivning både kan være vanskelig at efterleve og udfordrende at kontrollere i praksis – og derfor laves der ofte enten meget konkrete regler, eller meget konkret vejledning på området, som så selvsagt også følges i forbindelse med kontrollen. Hvis man derimod kunne skabe en mere fleksibel ramme for kontrollen, kunne det måske afhjælpe nogle af de udfordringer, embedsdyrlægerne ser i dag.
- Samtidig står embedsdyrlægerne over for en juridisk kompleksitet, fordi dyrevelfærdslovgivningen er skabt for at beskytte dyrene. Men dem, der skal efterleve kravene – altså besætningsejerne – har også retssikkerhed, der skal respekteres under kontrollen. Det betyder, at kontrollen skal være retfærdig og lovmedholdelig, uden at kompromittere hverken dyrenes velfærd eller ejerens rettigheder.
Behov for rammeændringer
Ifølge Mette Gantzhorn er der brug for mere fleksibilitet og en bedre balance i lovgivningen.
- Efter min mening kunne man med fordel revurdere nogle af reglerne eller vejledningerne, så man også i kontrollen i højere grad kan adressere kompleksiteten i problematikker som fx halebid og aggressioner blandt grise. Men igen, det er en svær balance, siger Mette Gantzhorn og understreger, at det er udfordrende at udforme en lovgivning, der passer til alle situationer, men som stadig er rimelig og kan håndhæves.
- På nogle områder har man opstillet minimumskrav, fx ved at specificere, hvor mange kvadratmeter dyrene skal have, hvilket rodemateriale de skal have adgang til, og lignende. Disse minimumskrav kan man så kontrollere efter. Men der er også besætningsejere, som følger reglerne helt bogstaveligt og kun lige præcis opfylder minimumskravene – ikke en kvadratmillimeter mere. Det kan være inden for lovens rammer, men det rejser spørgsmål om, hvorvidt dyrevelfærden reelt er tilstrækkeligt sikret i praksis.
FDFs formand peger på, at hvis barren for minimumskravene bliver løftet, kunne der måske opnås bedre trivsel blandt dyrene generelt. Dog er der det dilemma, at en ændring af kravene kan have betydelige økonomiske konsekvenser for besætningsejerne, påpeger Mette Gantzhorn.
- Som fagpersoner skal vi dog holde fast i, hvad der er fagligt korrekt og bedst for dyrene. TV2-dokumentaren og medieopmærksomhed viser tydeligt, at nuværende krav ikke altid er tilstrækkelige, siger hun.
Sanktioner og bøder
En udfordring ved veterinærområdet er, at det nuværende sanktionssystem gør det svært at anvende bøder effektivt.
Det nuværende sanktionssystem gør det svært at anvende bøder effektivt.
Der er kun bødepraksis på meget få områder inden for veterinærområdet. Derfor kræver det en politianmeldelse og en efterfølgende retssag eller dom at udstede bøder for overtrædelser. FDF-formanden foreslår derfor en mere smidig bødepraksis.
- Hvis man på veterinærområdet kunne give bøder direkte, som man kan på fødevareområdet, kunne det gøre det lettere at reagere hurtigt og effektivt på overtrædelser, forklarer hun.
- De tilsynsførende skal kunne handle på komplekse problemer, hvor flere faktorer spiller ind, men det kræver, at lovgivningen understøtter en fleksibel og målrettet tilgang. Som jeg forstår det, har man i mange år forsøgt at fastsætte bødepraksis på baggrund af domspraksis på veterinærområdet. Det er dog fortsat begrænset, hvor det er lykkedes – og især på dyrevelfærdsområdet viser domspraksis sig at være både tung og langsommelig.
Faglighed og dialog som løsning
Mette Gantzhorn understreger, at man som embedsdyrlæge er nødt til at arbejde inden for de rammer, der er givet. Samtidig understreger hun, at dyrenes velfærd ultimativt er besætningsejerens ansvar, men at de praktiserende dyrlæger også har en rolle. Praktiserende dyrlæger har hyppigere gang i besætningerne og dermed bedre forudsætninger for at tage snakken med besætningsejeren om, hvad man ser, og hvor der eventuelt er behov for forbedringer nu eller på sigt.
Dyrevelfærden forbedres ikke alene ved kontrol.
Mette Gantzhorn opfordrer til en åben dialog mellem alle parter i kæden.
- Dyrevelfærden forbedres ikke alene ved kontrol. Vi skal have en dialogbaseret tilgang, hvor embedsdyrlæger, praktiserende dyrlæger og besætningsejere arbejder sammen om løsninger.
Dyrlægeforeningen har tidligere arrangeret dialogmøder og paneldebatter, men Mette Gantzhorn ser et behov for at intensivere indsatsen.
- Det handler om at skabe gensidig forståelse og respekt. Hvis vi skal lykkes, skal vi have forbedret kommunikationen mellem myndigheder, dyrlæger og landmænd. Vi skal ikke kun kigge på kontrol, men på hvordan vi gennem samarbejde og faglighed kan sikre bedre forhold for dyrene. Det er en langsigtet proces, men det er nødvendigt, hvis vi vil forbedre dyrevelfærden i Danmark, slutter Gantzhorn.
