- Mange hundeejere har ingen reel fornemmelse af, hvad de bruger på veterinær behandling, forklarer dyrlæge Caroline Hindborg Larsen.
Hun og hendes specialemakker, dyrlæge Julie Moth Frederiksen, analyserede i 2023 journaldata fra syv klinikker med en bred geografisk og strukturel variation – fra landklinikker til kapitalfondsejede hospitaler.
Undersøgelsen, der omfatter 17.893 regninger, analyserer udgifter for hunde, der har været tilknyttet den samme klinik gennem hele deres liv. De samlede omkostninger er opdelt i tre hovedkategorier: Basale sundhedsydelser, akutte behandlinger og kroniske sygdomme/operationer. Resultaterne viser, at udgifterne fordeler sig næsten ligeligt mellem disse tre grupper.
Professor Søren Saxmose Nielsen, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, og professor Peter Sandøe fra samme institut og fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi har vejledt specialet og har efterfølgende stået for at publicere resultaterne i en videnskabelig artikel.
Undersøgelsen er den første i verden til at bruge journaldata fremfor spørgeskemaer til at estimere udgifter på tværs af klinikker og hunderacer. Dette borger for meget pålidelige resultater, mens der i forbindelse med spørgeskemaer er en stor fejlkilde i ejernes manglende eller selektive hukommelse.
En af de mest bemærkelsesværdige konklusioner er, at median livstidsomkostningerne for en hund ligger på 20.880 kroner over 10 år – svarende til 2.088 kroner årligt, men med en stor spredning, hvor de 5 % dyreste over 10 år koster over 58.000 kroner. Mange ville forvente, at de største udgifter opstod mod slutningen af hundens liv, men undersøgelsen viser en nogenlunde ligelig fordeling over livet.
Race spiller en rolle
Ser man på ned over tallene, er det tydeligt at race spiller en rolle i forhold til de forventede udgifter, selv om der ikke var nok hunde med i undersøgelsen til at lave statistiske sammenligninger af udgifterne for specifikke racer.
Nogle racer som fransk bulldog ser ud til at have høje udgifter på grund af hyppige vejrtrækningsproblemer og operationer. Men noget af det mest overraskende var, at Labrador retriever også lå blandt de dyrere racer, særligt på grund af antallet af konsultationer. Labradorerne havde ofte behov for udredning og behandling af allergier, hvilket inkluderede allergimedicin. Derudover var der mange tilfælde af cancer og tumorer, som krævede både fjernelse og opfølgende behandlinger.
Noget af det mest overraskende var, at Labrador retriever også lå blandt de dyrere racer.
Derimod var det umiddelbart de små hunderacer, som generelt krævede færre udgifter. Disse hunde kom typisk til dyrlægen for rutinebehandlinger som vaccinationer, men der var ikke samme fokus på fx tandhygiejne.
Blandt de billigste racer så ud til at være dansk-svensk gårdhund og Jack Russell-terrier, hvor ejerne ofte kun opsøgte dyrlægen sjældent.
- Vi så fx en hund, der kun blev tilset af en dyrlæge hvert tredje år, fortæller Caroline Hindborg Larsen, men bemærker samtidig, at selv sunde racer som fx Jack Russell-terrier og dansk-svensk gårdhund kan have oversete problemer.
- Deres tandstatus afslører en anden historie. Mange af disse hunde har problemer med tænderne, hvilket betyder, at deres overordnede sundhed måske ikke er så god, som det ellers ser ud.
Tandsundhed har dog først fået større fokus inden for de seneste år.
- Tidligere var det ikke noget, man prioriterede højt, og det afspejler sig i, at mange af disse hunde ikke har fået deres tænder tjekket eller behandlet regelmæssigt, som de burde, påpeger Julie Moth Frederiksen.
Geografiske forskelle mellem by og land
En anden vigtig observation er forskellene mellem klinikker i byområder og landdistrikter.
- Landklinikkerne i studiet var generelt billigere, men de henviser ofte komplekse behandlinger til større hospitaler, hvor man typisk har adgang til mere avanceret udstyr og specialister, hvilket afspejles i priserne, siger Søren Saxmose Nielsen, der også peger på, at der er en tydelig tendens til, at folks forventninger til behandling af deres kæledyr stiger, og det skaber visse udfordringer.
Peter Sandøe supplerer:
- Der er markante demografiske forskelle i, hvordan folk reagerer på alvorlige sygdomme hos deres kæledyr. Ude på landet er det mere almindeligt, at folk accepterer at sige farvel til hunden, når den bliver alvorligt syg. I byerne derimod er der større tilbøjelighed til at gå videre med krævende og kostbare behandlinger som kemoterapi. Denne forskel afspejler forskellige forventninger
og holdninger til, hvor langt man skal gå for at behandle sine kæledyr.
Forsikring gør også en forskel
Julie Moth Frederiksen bemærker, at der med tiden har været stigende tendens til henvisninger, hvilket muligvis hænger sammen med, at flere ejere vælger at forsikre deres kæledyr.
- Forsikringer gør det lettere for ejere at sige: »Okay, vi tager knæoperationen til 25.000 kr. i stedet for at vælge aflivning«, forklarer hun.
På landklinikker så man en varieret praksis. Nogle klinikker henviste sjældent patienter, mens andre var mere tilbøjelige til at gøre det. Caroline Hindborg Larsen påpeger dog, at forsikringer ofte kun dækker op til et bestemt beløb, typisk mellem 20.000 og 50.000 kr. om året.
- Når dette loft er nået, står ejeren stadig med en betydelig del af regningen, siger hun.
Det kan føre til økonomisk pres, især for ejere med begrænsede midler.
Beslutning om aflivning
Selvom økonomi sjældent nævnes direkte som årsag i journalerne, kan det være underliggende for mange beslutninger om aflivning.
- Ofte står der, at ejeren ikke ønskede at lade hunden gennemgå en bestemt behandling. Men det kan selvfølgelig også dække over økonomiske begrænsninger, forklarer Caroline.
I en international sammenhæng fremhæver Peter Sandøe en undersøgelse fra Storbritannien, hvor 70 % af de adspurgte mente, at hunde og katte har krav på samme niveau af behandling som mennesker.
- I Danmark har vi stadig en mere pragmatisk tilgang. Mange ejere accepterer, at når hundens liv når sin naturlige afslutning, er det tid til at sige farvel uden at bruge store ressourcer på behandlinger. Det handler ofte både om hundens trivsel og ejerens økonomi.
Men der er tegn på, at denne holdning er under forandring.
- Hvis vi laver denne undersøgelse igen om 10 år, vil vi måske se, at vi har nærmet os Storbritanniens tilgang, forudser Peter.
I Sverige er udviklingen allerede længere fremme, blandt andet fordi forsikringssystemerne dækker langt flere og dyrere behandlinger.
Kommunikation og klientforventninger
Undersøgelsen peger på behovet for bedre kommunikation mellem dyrlæger og ejere.
- Mange tror, at dyrlæger er meget dyrere, end de faktisk er. Men når man sammenholder det med, hvad der anbefales, hvis man skulle gøre det helt optimalt, ville beløbet jo være væsentligt højere. Der skulle fx inkluderes tandrensninger og andre forskellige behandlinger i løbet af året. Set i det lys synes jeg, at den samlede gennemsnitlige pris er utrolig lav, siger Julie Moth Frederiksen.
Groft sagt dækker 25.000 kr. det generelle behov, påpeger hun.
- Når jeg har talt med hundeejere om det, er deres første reaktion ofte: »25.000 kr.? Hold da op!« Men så forklarer vi, hvad det dækker over: Akutbehandlinger, planlagte behandlinger, årlige vaccinationer og behandling af eventuelle kroniske sygdomme. Og så bliver de ofte overraskede over, hvor meget der faktisk er inkluderet i det beløb.
Julie mener, at undersøgelsen kan hjælpe med at ændre denne opfattelse ved at give et faktuelt grundlag for dialogen.
Caroline fremhæver også potentialet i abonnementsløsninger. Hvis ejere betaler et fast beløb hver måned, kan de dække basale sundhedsydelser og få mere forudsigelighed i deres udgifter. Det skaber tryghed for ejere og en stabil indtægt for klinikkerne.
- En af de ting, vi bemærkede, var en klinik i København, hvor hundene havde tendens til at blive ældre. Klinikken havde et særligt fokus på sundhed og pleje af ældre hunde, og det var noget, de gjorde rigtig meget ud af. Denne tilgang resulterede i en ældre hundepopulation blandt deres klienter, men også i, at klinikken genererede flere indtægter. Klienterne var villige til at investere i deres kæledyrs sundhed, fordi klinikken lagde vægt på forebyggelse og behandling for at sikre hundenes trivsel i deres seniorår. Dette peger på, at en del mennesker faktisk gerne vil gøre mere for deres kæledyr – de mangler måske bare information om, hvad det kræver at sikre optimal sundhed, især når hundene bliver ældre.
Skam og økonomiske begrænsninger
Mens flere kæledyrsejere generelt bliver mere velhavende, er der stadig en betydelig gruppe mennesker, som ikke har økonomisk mulighed for at følge med i udviklingen. Og det kan skabe nogle meget ulykkelige situationer, forklarer Peter Sandøe. Han henviser til en artikel fra New York Times, der beskriver, hvordan sociale forventninger om at behandle kæledyr som familiemedlemmer kan føre til stor skyldfølelse, når ejerne ikke kan følge med økonomisk.
- Hvis man ikke gør alt for sit kæledyr, kan det føre til dårlig samvittighed og følelsen af at være et dårligt menneske, uddyber han.
Dette pres kan være særligt stærkt i familier, hvor mindre ørn eller teenagere kan sætte spørgsmålstegn ved forældrenes beslutninger.
- Hvis en forælder må indrømme, at der ikke er råd til behandling af familiens hund, kan det skabe konflikter og en følelse af skam, siger Peter Sandøe.
Denne problematik handler ikke kun om kæledyrets helbred, men også om familiens relationer og sociale dynamikker. Caroline Hindborg Larsen påpeger, at hun ofte har oplevet ejere med dårlig samvittighed over deres økonomiske begrænsninger.
- Jeg havde faktisk en ejer i går, som var dybt ulykkelig over, at de ikke kunne betale for behandling af deres hund. I sådanne situationer mener jeg, at vi dyrlæger har et vigtigt ansvar. Vi skal hjælpe med at skabe forståelse og støtte. Det handler om at sige: »Det er okay. Det er helt okay ikke at kunne behandle din hund«.
Hun påpeger, at det økonomiske perspektiv skal integreres i dyrlægers arbejde, ligesom man ser det i USA, hvor systemer til at håndtere økonomiske begrænsninger er mere udbredte.
- Samtidig er der også masser af situationer, hvor aflivning i alle tilfælde er den bedste løsning, og hvor det vil være etisk problematisk at gå videre med behandling.
Sammenligning med offentlige sundhedsudgifter
En interessant dimension af undersøgelsen er sammenligningen mellem udgifter til veterinær behandling og de offentlige sundhedsudgifter.
Hvis man ser på de offentlige sundhedsudgifter for mennesker, som ikke inkluderer tandlæge og privat sundhedsforsikring, svarer udgifterne til en medianhund til omkring 5 % af, hvad der bruges på et gennemsnitligt menneske. Denne sammenligning sætter de gennemsnitlige årlige udgifter på cirka 2.088 kroner for en hund i perspektiv.
- Det betyder, at mange hundeejere kan opfatte veterinær behandling som relativt overkommelig, især når man tager højde for det brede spektrum af behandlinger, der leveres for dette beløb. Samtidig kan det give dyrlæger et stærkt argument i dialogen med klienter, som mener, at dyrlægeydelser er urimeligt dyre, påpeger Peter Sandøe.
Afsluttende tanker
Som undersøgelsen viser, er der mange facetter af dyrlægepraksis, der påvirker både ejerne og deres kæledyr. Fra de økonomiske udfordringer til de sociale forventninger og de valg, der skal træffes i vanskelige situationer, er det tydeligt, at dyrlægearbejdet
handler om meget mere end blot behandling af dyr.
Det handler ikke kun om at behandle dyret, men også om at hjælpe ejerne med at træffe de beslutninger, der er bedst for både dem og deres kæledyr.
Peter Sandøe reflekterer over den større kontekst:
- Vi ser en udvikling, hvor kæledyr bliver en stadig tættere del af familierne. Det medfører nye forventninger til, hvad en dyrlæge skal kunne tilbyde, og samtidig stiller det os overfor svære etiske og økonomiske overvejelser.
Både Caroline Hindborg Larsen og Julie Moth Frederiksen understreger vigtigheden af åbenhed og kommunikation:
- Når vi som dyrlæger møder ejere, der kæmper med dårlig samvittighed eller økonomiske begrænsninger, skal vi kunne skabe en atmosfære, hvor de føler sig forstået og støttet. Det handler ikke kun om at behandle dyret, men også om at hjælpe ejeren med at træffe de beslutninger, der er bedst for både dem og deres kæledyr.
