Velkommen til et nyt år, hvor vi kan se fremad med optimisme og handlekraft. 2024 bød på udfordringer, men også på store fremskridt, der giver os et stærkt fundament for det kommende år. Vores økonomi er stabiliseret, nye IT-systemer er implementeret, og flere forbedringer er på vej. Dette giver os mulighed for at fokusere på de vigtige opgaver, der venter.
I år lagde vi ud med en nytårskur for unge forskere. Det er en glæde at se så mange engagerede fagfolk, der brænder for vores profession, og som har masser af perspektiver på, hvad det vil sige at være dyrlæge i 2025. Netop derfor er det så bydende nødvendigt, at vores forening fortsat støtter og styrker de unge i faget – for de er fremtiden.
2025 skal byde på en nødvendig strukturændring af Den Danske Dyrlægeforening. Alle faggrupper og hovedbestyrelsen har arbejdet intensivt på dette område gennem det seneste år. Ligesom emnet har været diskuteret med medlemmer på de månedlige Zoommøder. Det kræver grundige beregninger, nøje overvejelser og brede drøftelser om de potentielle konsekvenser. Og ikke mindst villighed til forandring. Resultatet efter vores visionsmøde i marts bliver forhåbentligt, at vi står klar til at præsentere mindst to konkrete forslag til en ny struktur, der skal sikre en bæredygtig fremtid for vores forening.
Men det er afgørende, at vi får alle perspektiver med i processen. Vi planlægger derfor at invitere til en række medlemsmøder, hvor forslagene kan diskuteres åbent og konstruktivt. Den endelige beslutning skal træffes på generalforsamlingen i oktober, hvor vi sammen sætter retningen for DDDs fremtid.
DDD er en forening med stærke rødder og store ambitioner.
Strukturarbejdet er den ubetinget vigtigste opgave i år. Hvis ikke det allerede stod tindrende klart i alles bevidsthed før sidste års generalforsamling, er jeg sikker på, at det gjorde det, efter et af foreningens unge medlemmer rejste sig op og så mindeligt bad os få lavet en bæredygtig struktur, så DDD kan leve videre for dem, der har mange år tilbage i branchen.
Svaret kan aldrig være andet end et klart og rungende: Ja, det vil vi!
DDD er en forening med stærke rødder og store ambitioner. Lad os sammen sikre, at vi fortsat kan skabe værdi for alle medlemmer – nu og i fremtiden.
Godt nytår – jeg glæder mig til at forme foreningen i fællesskab med jer alle!