| Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. |
Det glædede mig inderligt at læse Line Heilskovs kommentar i DVT nr. 08/2024 med titlen »Nu siger jeg det«. Tak for det. Endelig en kollega, som med tydelig indignation sætter fingeren på et ømt område, som vedrører et af dyrlægernes vigtigste berøringsfelter, måske det vigtigste, nemlig forholdet til velfærden hos vores produktionsdyr. Det halter gevaldigt på området, det er alle dyrlæger formentlig klar over.
Line sætter fingeren på en række hot spots, og hun beder de praktiserende dyrlæger træde i karakter. At bede den enkelte dyrlæge tage handsken op og agere på egen hånd må dog nok betegnes som værende halsløs gerning. Det vil formentlig betyde økonomisk ruin for den, der vover at tage kampen op, og spredte tiltag vil nok ikke have den store effekt. Konflikten er oplagt.
Nej, det må være en sag for vores Dyrlægeforening, den institution, som repræsenterer os, og som udadtil tegner dyrlægestanden. Foreningen har såvel et fagligt som et moralsk ansvar. Desværre har foreningen alt for længe undladt at forholde sig til dyrevelfærdslovens § 1 og 2. På trods af, at foreningen har en særlig adkomst til at påpege uoverensstemmelser de steder, hvor det kan have effekt, det være sig over for politikere, i dagspressen eller over for brancheorganisationer.
Se nu at komme i gang. Det vil være en oplagt mulighed for at styrke respekten om dyrlægers arbejde. Hvad den enkelte dyrlæge ikke har reel mulighed for, kan foreningen løfte, uden at det skaber problemer for foreningens medlemmer. Og måske åbne for en god dialog i stalden.
Det vil i den forbindelse være helt oplagt at koble en øget dyrevelfærdsindsats til et samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Denne forenings indsats nyder stor opbakning i samfundet, og der vil givetvis kunne etableres en slagkraftig mulighed for at skabe større forståelse for at rette op på den behandling, produktionsdyrene udsættes for. Samtidig kunne vores forening sætte fokus på en række forhold, hvor vi hidtil ikke har været ret synlige, men hvor vi har overladt scenen til andre eksperter. Fx de folkesundhedsmæssige udfordringer, der knytter sig til den måde, vi holder svin på i Danmark.
Jeg nævner til slut et forhold, som jeg anser for et reelt problem, der bør arbejdes på at ændre, nemlig dyrlægestandens synlighed. Her står det tilsyneladende sløjt til. I samme nummer af DVT beklager skribenten, at det har været så svært at få en dyrlæge med i naturnationalparkernes videnskabelige arbejdsgruppe. Efter i årevis at have presset på er det omsider lykkedes. Det burde dog være helt oplagt, at en dyrlæge med forstand på dyrevelfærd straks blev inviteret med i gruppen. Men nej, den særlige ekspertise tillægger man åbenbart ikke dyrlæger. Jeg tør godt påstå, at det for 30-35 år siden ikke var gået sådan.
Synligheden bør der derfor arbejdes med, og her vil en synlig og bemærkelsesegnet indsats for dyrevelfærd være oplagt. Vi opnår større respekt og anerkendelse, og der bliver lagt mærke til os. Jeg håber, at foreningen vil tage muligheden til sig.
