Nu siger jeg det

Jeg er netop kommet hjem efter en landtur i et område, hvor jeg normalt ikke kører. Jeg passerede en nedslidt landejendom og blev slået af stanken af lort og lig.

Som dyrlæge har jeg anmeldelsespligt, hvis jeg observerer dyreværnsmæssige problemer. Jeg sænker farten og kigger ind mod gården – det er »bare« en svinefarm. Ingen grund til yderligere undersøgelse eller at kontakte den lokale sherif.

Jeg kører videre med den velkendte dårlige fornemmelse, som kommer hver gang, jeg konfronteres med den danske konventionelle svineproduktion. Jeg ser for mig de hundreder af grise, der befinder sig derinde.

Så nu siger jeg det: Det er bare ikke i orden, det der foregår i de fleste danske svine- og sostalde.

Under dække af smittebeskyttelse er det kun få mennesker, alle økonomisk afhængige af systemet, der ser denne produktion. De overbeviser sig selv og hinanden om, at alt er i orden. Men inderst inde er mange nok glade for ikke at være født som gris.

For nylig blev en dressurrytter straffet for at have givet sin hest to piskeslag, og en nyhedshistorie om mishandling af en jomfruhummer på Færøerne fik stor opmærksomhed. Men hvad med de millioner af svin og søer i Danmark? De er blevet usynlige, ignoreret af dyrlæger, ansatte, medier og politikere, der burde reagerer.

Det, jeg vil fremhæve, er: Vi dyrlæger bærer et vigtigt medansvar for, at dette system har udviklet sig til systematisk dyrplageri. Vi ved, at alt er lovligt kontrolleret, men vi er dem, der godkender det. Ingen dyrlæger ville i dag sige god for dette system, hvis det gjaldt får, heste eller hunde. Men fordi vores forgængere har sagt god for det, accepterer vi det.

Over tid er produktionen blevet mere effektiv med fokus på produktion og sundhed, men på bekostning af dyrevelfærden. Vi taler om, hvad dyret føler – om det er fri for smerte og angst, om det kan hvile på et komfortabelt leje og udfolde sine naturlige adfærdsmønstre.

Nu er det tid til, at vi dyrlæger sætter foden ned. Vi skal stoppe med at blåstemple noget, der er åbenlyst uetisk og i strid med Dyreværnsloven.

Dyreværnsloven §1: Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes mod smerte, lidelse og væsentlig ulempe.

Dyreværnsloven §2: Dyr skal huses og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Disse paragraffer er klare og enkle. At lobbyister har snoet reglerne, så den danske svineproduktion kan finde ind under dem, er et udtryk for deres evner – men vi dyrlæger skal sige fra.

Jeg plejede i sjov at sige til svineproducenter, når vi stod for at ordinere mere antibiotika: »Fjern otte grise fra stien og smid en balle halm ind morgen og aften«. Men vi vidste begge, at det var umuligt – både økonomisk og praktisk. Det siger noget om et system, hvor man skal producere en gris til en markedspris, der ikke kan sikre dyrevelfærd.

Vi burde producere en gris, der er sund og har haft et anstændigt liv, og så sælge den til det, det koster. Hvis markedet ikke kan bære det, må vi politisk ændre det, som man har gjort med burhønseæg.

I stedet indretter vi svineproduktionen efter gyllen. Det burde være omvendt – at gyllen blev håndteret efter grisenes behov.

I det nye politikpapir om dyrevelfærd fra DDD udtaler formanden: »Dyrlægerne har en central rolle i at sikre god dyrevelfærd«.

Det er alt sammen fint, men vi skal handle. Vi skal stoppe med at blåstemple det, vi ser, og nægte at udskrive antibiotika, der holder systemet kørende.

Veterinærlægemiddelforordningens artikel 107, stk. 1, beskriver krav til anvendelse af antimikrobielle lægemidler:

»Antimikrobielle lægemidler må ikke  anvendes rutinemæssigt eller for at kompensere for ringe hygiejne, mangelfuldt husdyrhold eller manglende omsorg for dyrene eller for at kompensere for dårlig forvaltning af bedriften….«

Hvis vi ikke stopper, kan vi i fremtiden blive præsenteret for anklager om ansvarsforflygtigelse , uansvarlig antibiotikaordination og medvirken til masse-mishandling af følende væsener.

Hvad skal vi gøre nu? Det er jo en kæmpe skude, der er sat i søen, og som skal vendes med en masse omkostninger til følge. Vi kan starte med at stoppe godkendelse af nyetableringer og udvidelser og langsomt udfase eksisterende anlæg. De svinesagkyndige behøver ikke frygte arbejdsløshed – vi har de kompetencer, der skal til for at udvikle systemer med fokus på dyrevelfærd fremfor effektivitet.