Annonce Banner Banner Banner

Værdiansættelse af goodwill

Klinisk praksis Når dyrlæger står over for beslutningen om at købe eller sælge en praksis, spiller goodwill en afgørende rolle i transaktionen. Goodwilludvalget under Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (DA) er en central instans i denne proces. Her kan du få et indblik i udvalgets metode og kriterier for at fastsætte goodwill.

Shutterstock 1887063994 © Shutterstock
Interview

Et salg af en dyrlægepraksis omfatter ofte tre hovedkomponenter: Værdien af fast ejendom eller lejemål, klinikkens/hospitalets løsøre og den skabte goodwill.

Goodwilludvalget under DA spiller en essentiel rolle i værdiansættelsen af goodwill i dyrlægepraksis. Dette arbejde er med til at sikre en retfærdig værdiansættelse, som både købere og sælgere kan bruge som et solidt grundlag i deres forhandlinger.

Goodwill beregnes blandt andet i situationer, hvor en dyrlæge ønsker at gå på pension, købe sig ind i en praksis, eller ved selskabsdannelse, hvor der kræves en værdiansættelse til skattevæsenet. Desuden ønsker nogle praksisser en regelmæssig vurdering af deres goodwill for at kende deres indre værdi.

Dyrlæge Andreas Eriksen, der er formand for Goodwilludvalget, forklarer, at der også er mange dyrlæger, der bare søger rådgivning.

- Der er mange telefonsamtaler med dyrlæger, hvor vi drøfter forskellige muligheder for en handel eller fx selskabsdannelse, og jeg fortæller, hvordan vi beregner goodwill. Disse samtaler er meget givende og hjælper os med at forstå dyrlægernes behov og forventninger bedre, fortæller Andreas Eriksen.

Goodwilludvalget inkluderer også dyrlæge Kenneth Engelund Lassen.

Proces og vurdering

Goodwilludvalgets vurderingsproces er grundig og baseret på objektive tal fra praksissens regnskaber (se boks). Når materialet modtages, gennemgår udvalget det for at sikre, at det er fyldestgørende og i orden. Eventuelle spørgsmål rettes tilbage til revisorer eller den interne part. Kenneth Engelund Lassen og Andreas Eriksen laver hver deres vurdering og sammenholder dem i et telefonmøde.

I deres vurderinger ser de på udviklingen over de seneste tre år, praksissens størrelse, beliggenhed og potentiale, samt faglig struktur og rådgivningsaftaler, hvilket alt sammen påvirker vurderingsprocenten.

Men den faktor, der har allerstørst betydning for vurderingen, er antallet af dyrlæger.

- Hvis vi kigger på alle de forskellige faktorer, der indgår i beregningen, så er antal dyrlæger den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på goodwillvurdering, og derfor beder vi om, at antal dyrlæger bliver angivet med to decimaler, forklarer Andreas Eriksen.

Vurderingsprocenten er det eneste tal, som Goodwilludvalget fastsætter. Alle de andre tal er objektive tal, der kommer fra en praksis revisor.

- Har du en positiv økonomisk udvikling i praksis, trækker det goodwill op. Har den en stagnerende eller nedadgående udvikling, trækker det ned. Har du en lille enmandspraksis, der ligger i syvende kartoffelrække, trækker det naturligvis ned sammenlignet med en gruppepraksis eller en større praksis, der ligger centralt. Det kan også være noget med uudnyttet potentiale eller den faglige struktur – har ejerne eller de ansatte ekstra uddannelser, påvirker det også værdien positivt.

- Er det en landpraksis med rådgivningsaftaler, er det noget, der også trækker i den rigtige retning ligeså vel som at man på dyrehospitalet mange steder har en aftale om fast indbetaling og aftale med klienterne. Det er et sammensurium af alt det, som spiller ind på størrelsen af vurderingsprocenten, som vi på vores telefonmøde bliver enige om, forklarer Andreas Eriksen.

Mange års erfaring

Goodwilludvalgets model har været anvendt siden midten af 90'erne.

- Der er masser af erfaring i den, og den har fungeret rigtig godt. Selvfølgelig er den blevet revideret også med revisors støtte med mellemrum, men modellen er som sådan den samme, der har kørt i alle årene, påpeger Andreas Eriksen.

Som et fast element opsøger udvalget hvert år feedback fra praksisser, som har fået vurderet goodwill.

- Vi kontakter den pågældende praksis et år efter og beder om at få prisen på handlen. På den måde nivellerer vi vores egen vurdering. Hvis det viser sig, at vores vurderinger har ligget for højt, justerer vi vurderingsprocenten. Omvendt, hvis vurderingerne har været for lave, tilpasser vi dem derefter.

Andreas Eriksen understreger, at den årlige feedback fra praksisser, der har handlet til de vurderede priser, hjælper med at justere vurderingsprocenten og sikre, at den afspejler markedsrealiteten. Dette giver en god sikkerhed for de praksisser, der får lavet en vurdering.

Et grundlag for en forhandling

Spørgsmålet er så, om de rammer salgsprisen?

- Det svinger fra år til år. I nogle tilfælde rammer vi salgsprisen spot on, men der kan også være specielle forhold, som gør, at prisen afviger. Hvis der er gode udviklingsmuligheder, hvor vi måske har været mere konservative i vores vurdering, kan prisen være højere. Hvis vi ser en tendens til, at vurderingerne ligger over eller under salgsprisen, justerer vi vurderingsprocenten.

- Vores vurdering skal ses som et grundlag for forhandling og ikke en absolut værdi. Det er op til de involverede parter at acceptere eller afvige fra denne vurdering, forklarer formanden.

Der er dog nogle praksisser, hvor det står i deres kontrakter, at hvis man handler internt, så skal man følge Goodwilludvalgets vurdering.

- Nogen vil kontraktmæssigt være bundet til den værdi, vi ansætter, men i de fleste tilfælde er det vores bud på en praksis. Folk kan bruge det som et forhandlingsgrundlag eller vælge at se, om de kan få en højere pris.

Generel tilfredshed med vurderinger

Andreas Eriksen har været formand for udvalget siden 2006 og har gennem årene haft mange gode samtaler med dyrlægekolleger.

- Selvfølgelig er det altid dejligt at få lavet nogle vurderinger. Men alle telefonsamtalerne er også gode – jeg synes, de er givende, forhåbentligt også for dem, der ringer. Vi oplever generel tilfredshed, og selvfølgelig får vi også kritik indimellem – men vi arbejder altid for at gøre vores bedste for at give retfærdige og præcise vurderinger, der afspejler den reelle værdi af en praksis, understreger formanden.

Kapitalfonde og kæder har deres egne måder at vurdere goodwill på. Det er derfor udelukkende praktiserende dyrlæger, der ejer deres egen virksomhed, som benytter udvalgets ordning. Fra 2006 til 2023 har udvalget i snit vurderet mellem 12 og 15 praksisser årligt.