På en almindelig dag på Mørkeberg Universitet, som eksisterer i det fiktive univers Mørkeberg by på Aalbækø, kan man finde Dorte Bratbo Sørensen og Pernille Tveden-Nyborg i livlig diskussion med en gruppe veterinær-biomedicinstuderende, der her er indskrevet som »ph.d.-studerende«. Det hele er meget officielt – universitetet har eget logo, eget brevpapir, bibliotek og alt det, der samlet set skal give illusionen af en virkelig verden. Og det er også målet, da de studerende får ansvar for at designe deres eget forskningsforsøg og udarbejde en ansøgning til Dyreforsøgstilsynet. Denne ansøgning udformes præcis som en reel ansøgning om tilladelse til at udføre dyreforsøg. Så selvom universitetet og rammerne er opdigtede konstruktioner, er udfordringerne og læringen her helt ægte.
- Projektet er en del af den veterinære Biomedicindifferentiering og er designet til at give de studerende en oplevelse tæt på virkeligheden, hvor svaret ikke altid er givet, og spørgsmål kan opstå pludseligt.
- Det startede som en sjov idé – men se os nu, tre år senere – vores studerende arbejder engagerede i Mørkeberg og træner kompetencer, som er yderst brugbare efter endt studietid, siger Dorte Bratbo Sørensen og Pernille Tveden-Nyborg, som begge er kursusansvarlige på Biomedicindifferentieringen.
Sammen har de skabt og udviklet det fiktive, »gamificerede« læringsunivers, der rummer flere forskellige elementer og opgaver, der skal løses parallelt med kursets andre undervisningsaktiviteter. Mørkeberg universet er nemlig kun en del af Biomedicin-differentieringen, som tager sit udgangspunkt i veterinærens og dyrenes rolle i biomedicin, og blandt andet indeholder moduler om forskellige sygdomsmodeller i dyr, patologi, farmakologi, bioinformatik, forsøgsdesign og eksperimentel kirurgi.
Sammenhængende viden på tværs
Ideen om det fiktive læringsunivers på Mørkeberg Universitet opstod i starten af planlægningen af den nye veterinære studieordning, hvor hvert semester skal afsluttes med en case. Det nye krav blev katalysatoren for det innovative læringskoncept, forklarer Dorte.
- Vi så en mulighed for at tænke nyt og inkorporere forskellige elementer på tværs af fag og studieårgang, og på den måde skabe et »anker« for læringsprocessen. Vores mål var også at støtte de studerende i selvstændigt at opsøge viden og give synlighed til de mange facetter af veterinærens arbejdsopgaver.
Pernille tilføjer:
- Den oprindelige tanke var at skabe et fiktivt univers, der kunne introduceres allerede fra første semester, og udvides i løbet af uddannelsen. På den måde ville de studerende gentagende gange møde de samme patienter, og de ville kunne se og foreslå fx behandlingsstrategier og forstå dynamikken i dyresundhed og sygdomsforløb; dyreetik og myndighedsbetjening og veterinærens rolle, i takt med at deres viden blev større.
- Desværre var der ingen, der bed på ideen om et tværgående projekt gennem hele uddannelsesforløbet. Men da vi stadig syntes, at vores ide var fuld af didaktiske muligheder og desuden sjov, besluttede vi at anvende den som en del af undervisningen på Biomedicindifferentieringen, forklarer Dorte og understreger, at de studerende kommer vidt omkring i kursets struktur.
Det sker blandt andet i Mørkeberg i forbindelse med ugentlige breve fra de studerendes »ph.d.-vejleder« på Mørkeberg Universitet. Ad den vej kommer de studerende i kontakt med relevante institutioner og myndigheder og områder som lægemiddeludvikling, zoonoser, patologi og kontraktbaseret forskning. Der er sågar også et dyreinternat i Mørkeberg.
- Vi gør vores bedste for sammen at skabe et fællesskab omkring arbejdet på Mørkeberg Universitet, understøttet af de aktiviteter og opgaver, de studerende møder i forløbet, supplerer Pernille.
Guidet læring
De studerende modtager i løbet af forårssemestret i alt 10 breve (e-mails) fra deres fiktive vejleder, Professor Britty Palludan på Mørkeberg Universitet. Navnet på den fiktive vejleder vil måske hos nogen dyrlæger lede tankerne hen på Birthe Palludan; den første kvindelige dyrlæge, som i 1967 opnåede den veterinærmedicinske doktorgrad. Og det er med velberåd hu. Faktisk er næsten alle navne på personer og steder i Mørkeberg referencer til tidligere og nuværende professorer og doktorer og andre koryfæer i den veterinære historie.
Arbejdet med de mange mails fra deres ph.d.-vejleder hjælper de studerende til at udfylde et realistisk, fuldstændigt ansøgningsskema til Dyreforsøgstilsynet. Derudover har de studerende også et dokument, hvor de løbende kan notere deres overvejelser og udvidede løsningsmodeller. En e-mail fra Professor Palludan kan fx indeholde data og spørge: »Kan du gøre sådan og sådan, og derefter udfylde denne del af dit ansøgningsskema?« Skulle en studerende blive i tvivl om noget, kan de kontakte Palludans to »assistenter«, Pernille Tveden-Nyborg og Dorte Bratbo, for at få vejledning om, hvad de bør forsøge sig med, eller om de skal finde på noget selv.
Alle studerende arbejder på det samme forskningsprojekt.
- Dette er nødvendigt for at undgå kaos, da vi har brug for, at alle 36 studerende har nogenlunde ens ansøgninger om tilladelse til dyreforsøg. Dette skyldes, at de vil fungere som »Rådet for Dyreforsøg«, hvor de stiller spørgsmål til hinandens ansøgninger og vurderer hinandens arbejde, som de også selv har prøvet at udføre, fortæller Dorte Bratbo Sørensen.
Arbejdet i Mørkeberg er en guidet proces, men den giver også plads til, at studerende selvstændigt skal komme med input, forholde sig kritisk og stille spørgsmål til deres eget arbejde. Dette arbejde er tæt knyttet til de moduler, de undervises i på Biomedicindifferentieringen og holder på den måde en »rød tråd« gennem kurset. Forskellige undervisere kan også involveres i cases, hvilket giver en direkte sammenhæng under kurset.
Brevene får de studerende til at tænke ud af boksen og reelt integrere den nye viden med det, de allerede ved.
Pernille Tveden-Nyborg
- Brevene får de studerende til at tænke ud af boksen og reelt integrere den nye viden med det, de allerede ved, forklarer Pernille.
Træning af formidlingsevner
Mørkeberg skubber til grænserne for traditionel undervisning ved også at engagere de studerende gennem andre aktiviteter såsom klummeskrivning til Mørkeberg Lokalnyt, ekspertpanel-deltagelse på Mørkeberg Bibliotek og fremlægning af videnskabelige data på en poster til en videnskabelig konference.
Klummeskrivning bliver brugt fx til at styrke de studerendes evne til at skrive populærvidenskabelig kommunikation. Det vil sige, at kommunikere kompleks information klart og præcist – også til lægmand. Klummerne handler om et givent emne indenfor forsøgsdyrsvidenskaben – i alt er 36 klummer fordelt på 6 særnumre af bladet.
- Det handler ikke kun om at lære at behandle forskningsresultater og forsøgsdyr. Vi lærer også de studerende at kommunikere deres viden kort og præcist til ligesindede og til folk udenfor vores felt, understreger Dorte.
Den 1. maj blev der holdt en lille reception på Mørkeberg Bibliotek, hvor de studerende præsentere deres klummer til Mørkeberg Lokalnyt og de seks vigtigste pointer i hvert nummer, der havde forord af prominente folk inden for branchen. Klummeskrivning bliver brugt til at styrke de studerendes evne til at kommunikere kompleks information klart og præcist.
Trygt, sjovt og lærerigt
Det er nu tredje år i træk, at Mørkeberg-projektet kører. Ifølge de to kursusansvarlige kan mødet med det fiktive læringsunivers være en smule overvældende, da det adskiller sig markant fra den undervisning, som de studerende traditionelt har mødt. I Mørkeberg er der sjældent ét klart svar eller en fast facitliste, hvilket kan virke overraskende. Men ifølge Pernille og Dorte bliver den indledende, tøvende undren hurtigt omdannet til en god drivkraft, som fremmer en spørgende og opsøgende tilgang til læring.
- I Mørkeberg kan man spørge om det meste og være kreativ i sin opgaveløsning. Det er et trygt, sjovt og lærerigt sted at være. Vi engagerer os tydeligt i deres læringsproces, og vi opmuntrer dem til både at fejle og have det sjovt, mens de lærer. Dette bidrager til at skabe et tæt fællesskab og en venlig atmosfære, både når der arbejdes i plenum og i studiegrupper med hold på op til seks studerende, siger Pernille.
Målet er at balancere alvor og leg i undervisningen, hvilket skaber et miljø, hvor de studerende ikke kun modtager viden, men også deltager aktivt i skabelsen af den. Vi opfatter de studerende som kolleger; nogle yngre og lidt mindre erfarne kolleger, ganske vist – men ikke desto mindre stræber vi efter at skabe et miljø, som er kollegialt, hjælpsomt og med plads til input fra alle, siger Dorte.
- Vi tillader os at være lidt til den skøre side ind imellem, og det skaber en atmosfære, hvor det er okay at præsentere en skæv vinkel eller en alternativ løsning, så længe der kan begrundes fagligt for det. Vi kan godt have det sjovt og samtidig være seriøse omkring vores arbejde. For Biomedicindifferentieringen er en ambitiøs og ret krævende differentiering, hvor de studerende fra start til slut præsenteres for nye områder og problemstillinger, der spænder vidt. Det må gerne være udfordrende og svært, så det handler om at finde den rette balance, så motivationen til at lære drives af positive oplevelser, og jeg synes, vi finder den. De studerende reagerer virkelig positivt på denne tilgang, som forbereder dem til den virkelige verden, understreger Dorte.
Og den gode stemning smitter – og med den følger interesse og spørgelyst. Ikke kun omkring Mørkeberg-projektet, men også til de mange undervisere, både interne og udefrakommende, der alle bidrager med stort engagement og stor viden til undervisningen på Biomedicindifferentieringen og dermed også i Mørkeberg.
