Da Louise Kruse Jensen tilbage i februar blev valgt som forperson for Det Unge Akademi (DUA), fejrede hun det med et LinkedIn-post, hvor hun takkede for tilliden og kort fremlagde sin plan: Mere forskningspolitik, mere forskningsformidling og mere tværfaglighed.
Og det er faktisk præcis disse grundsten, DUA er bygget op omkring. Akademiet blev oprettet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2011 med en målsætning om at skabe en uafhængig og tværfaglig platform for unge forskere, samt at bringe forskningen tættere på samfundet.
Men hvem er DUAs nye forperson egentlig?
Louise Kruse Jensen er professor i Eksperimentel Patologi ved Københavns Universitets (KU) Institut for veterinær- og husdyrvidenskab, og hendes primære forskningsområde er kroniske protese/implantat relaterede infektioner forårsaget af bakterier. Allerede under uddannelsen vidste hun, at det ikke var den »traditionelle« dyrlægegerning, der trak i hende:
- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være dyrlæge. Under studiet fik jeg øjnene op for at en dyrlæge måske kunne være noget andet end en, der kørte rundt i gummistøvler eller havde med smådyr at gøre. Jeg syntes faktisk, det var mere spændende at forstå, hvordan en sygdom opstod og udviklede sig, og hvad mekanismerne var, end det nødvendigvis var at behandle det enkelte dyr – det åbnede mine øjne for, at det var forskningen, jeg ville.
Efter endt uddannelse brugte hun et år i en blandet landpraksis, før hun vendte tilbage til KU for at påbegynde sin ph.d. indenfor knogleinfektioner hos børn. Her gik det op for hende, at hun kunne bruge grisen som modeldyr fremfor de sædvanlige mus og rotter, hvilket gav resultater, der både var bedre og mere overførbare til mennesker.
- Efter jeg blev færdig med min ph.d. i 2013, lykkedes det mig at skaffe flere nationale og internationale forskningsbevillinger, så jeg kunne fortsætte min forskning. Forskningen udviklede sig til at handle om knogleinfektioner i relation til implantater og proteser, og det har jeg sådan set arbejdet videre med lige siden, hvilket resulterede i, at jeg i 2020 kunne indleve en doktordisputats til universitet.
- Kombinationen af medicinsk udstyr, bakterier og kroppens væv og immunrespons er blevet min forskningsgruppes hovedfokus, og vi er blandt de få i verden, der har kompetencerne til at studere det med brug af grisemodeller, fortæller den unge forsker.
Louise Kruse Jensen er en engageret fortaler for Det Unge Akademis kerneområder: Støtte til unge forskere, formidling af forskning og udformning af forskningspolitik.
God forskning kræver tværfaglighed
Når Louise Kruse Jensen fortæller om sin forskning, bliver det tydeligt, hvorfor hun passer godt ind i DUA. Hendes tilgang til forskning og tværfaglighed lægger sig nemlig tæt op ad akademiets målsætninger.
- I dag laver vi flere forskellige studier i min forskningsgruppe. Blandt andet de mere direkte anvendelsesorienterede som fx udvikling og afprøvning af nye antibakterielle overflader, test af helt nyopdagede antibiotikatyper, design af kirurgisk udstyr og udvikling af nye »polyfilla-agtige« produkter til lokal antibiotikabehandling. Men vi laver også grundforskning i, hvordan antibiotika opfører sig i sygt væv, om hvorfor inficerede celler opfører sig, som de gør, hvad der starter immunforsvaret, immunterapi og hvorfor infektioner relateret til fremmede overflader er så umådeligt svære at behandle.
Hun fortsætter:
- Tværfaglighed er helt ekstremt vigtigt. Min og min gruppes forskning går i rigtig mange retninger. Vi er en meget blandet forskningsgruppe, selvfølgelig primært af dyrlæger, men vi tæller også læger, molekylærbiologer, bioingeniører, kemikere og flere andre baggrunde. Det kræver noget at arbejde tværfagligt – man skal være meget ydmyg, når man har med andre professioner at gøre, og være åben overfor, at de har andre måder at gøre tingene på. Det er rigtig vigtigt ikke at have hierarki mellem de forskellige discipliner, hvis man skal have succes med et tværfagligt projekt – men det giver også bedre forskning.
Man skal være meget ydmyg, når man har med andre professioner at gøre.
Heldigvis er tværfaglighed noget, der falder dyrlæger meget naturligt.
- Langt mere forskning bliver multidisciplinært, og dyrlægerne har virkelig en styrke i, at de er gode til at forstå og se sammenhænge. Dyrlægerne har en god sygdomsforståelse og en evne til at se hele vejen rundt om en sygdomsproblemstilling. De har en rigtig god og bred basisuddannelse, hvilket gør dem rigtig gode til at spotte sammenhænge og hurtigt sætte sig ind i andre fagområder. Det er jo nok også derfor, at der er rigtigt mange dyrlæger, som arbejder og har stor succes indenfor biomedicinsk forskning.
Kolleger, inspiration og mulighed for at forfølge ideer
Men DUA er ikke bare et mødested til tværfaglig udvikling, det er også et kollegialt fællesskab i en branche, hvor man godt kan savne netop det.
- Forskningsmiljøet kan nogle gange godt være en kende ensomt rent kollegamæssigt, og der er det virkelig fedt at være i DUA, fordi vi alle sammen har det samme udgangspunkt. Vi har alle ønsket, ambitionen og opnåelsen af en forskerkarriere til fælles. Det Unge Akademi er et meget kollegialt netværk, og det synes jeg, virkelig er rart at have, for selvom vi forsker i noget helt forskelligt, så er vi meget samme sted og står med nogle af de samme udfordringer og bekymringer. Fx omkring at være nystartet forskningsleder og have ansat folk, eller hvordan man får tid til både at skrive fondsansøgninger og artikler ved siden af undervisning, forskning og familieliv.
Vi har alle ønsket, ambitionen og opnåelsen af en forskerkarriere til fælles.
- Derudover møder man forskere fra mange discipliner og bliver mindet om, at der er andre områder af videnskaben end lige ens eget, og at de gør tingene på helt andre måder – det synes jeg, at man bliver enormt inspireret af og lærer meget af. Jeg plejer at sige, at man ligesom ser hele videnskaben.
Det er også hovedårsagerne til, at Louise Kruse Jensen stillede op som forperson for DUA – ønsket om at give lidt igen til en organisation og et fællesskab, som havde givet hende meget.
- Fordi jeg føler, at jeg selv har fået så meget ud af at være en del af DUA, ville jeg gerne give lidt igen og lægge nogle af de arbejdstimer, det kræver at drifte en sådan organisation. Samtidig brænder jeg også selv for DUAs mærkesager: Forhold for yngre forskere, forskningsformidling og forskningspolitik.
Og specielt på to område ønsker hun at udfordre status quo i forskningsverdenen:
- Jeg synes, at det er vigtigt at arbejde for at lette processen med at komme i gang, hvis man har en god ide – specielt som yngre forsker. Jeg tror ikke, at kæmpestore bevillinger på 50-80 millioner, møntet på en bestemt person eller gruppe, i alle situationer giver mere forskning for pengene. Her synes jeg, at det skulle være meget nemmere at få en to-tre millioner som yngre forsker, så man kunne få sig en ph.d.-studerende og komme i gang med at forfølge sin ide. Det, tror jeg, ville give rigtig meget forskning for pengene og ikke mindst mange flere nybrud.
Hun afslutter:
- Jeg går også meget op i vigtigheden af vidensdiversitet eller vidensberedskab, som vi nogle gange kalder det i DUA. Det er vigtigt, at vi som samfund har en stor vidensdiversitet – det vil sige forsker bredt indenfor mange fagområder, så vi er forberedt, når vores verden udvikler sig anderledes, end vi forventede. Men mange små fagområder, inklusiv de veterinære områder, har svært ved at tiltrække forskningsfinansiering og kan ofte ikke deltage i kampen om de meget tematisk udbudte forskningsmidler. Vi skal simpelthen have bedre vilkår for at opnå forskningsstøtte til de mindre fagområder.
