Omkring år 950 blev en rytter stedt til hvile med sin hest i en kammergrav ved Fregerslev. Da arkæologer fra Museum Skanderborg mere end 1.000 år senere begyndte at grave i området, dukkede der blandt andet et hovedtøj til en hest op af graven. Hovedtøjet var overdådigt pyntet med forgyldte bronzebeslag og havde et sølvbelagt bidsel.
Dyrlæge Maria Nørgaard var som mange andre fascineret, da hun hørte om fundet og rettede straks henvendelse til museet. Hvem var den tilsyneladende højtstående og magtfulde viking mon? Og hvordan havde udstyret set ud og virket på hans hest? Hun ville gerne bidrage til at rekonstruere hesteudstyret – og ikke mindst teste det på en levende hest. Og den idé var museet med på.
- De fleste bid, vi kender fra vikingetiden, minder meget om de trensebid, vi bruger i dag, og blev benyttet på ride- og trækheste. Men bidslet fra Fregerslev var anderledes og mere avanceret. Spørgsmålet var hvorfor, og hvilken funktion biddet havde haft på hesten. Det satte vi os for at finde ud af ved at lave et pilotstudie på min egen hest, fortæller Maria Nørgaard.
Rekonstrueret jernalderbidsel fra Illerup Ådal in situ på hestekranie fra samme fund. Om end bidslet ligger en smule skævt, ses abnorm dental slidtage at matche bidslets mundstykke. Foto Maria Nørgaard (med tilladelse af Moesgaard Museum).
Det er aldrig før sket i Danmark, at udstyr relateret til brugen af heste i fortiden på den måde er blevet testet videnskabeligt i nutiden. At det omsider er sket, skyldes en kombination af Maria Nørgaards dyrlægefaglige viden og særlige interesse for hestens historiske brug. Og hvad hun fandt ud af antyder, at hestene i vikingetiden blev brugt til mere end blot transportmidler - og at i hvert fald de højtstående vikinger kunne have brugt hesteryggen til at kæmpe eller jage fra. Nogle af Marias senere studier indikerer, at det samme har gjort sig gældende i jernalderen – det vender vi tilbage til.
Fra klassisk dressur til rejsende viking
Da Maria Nørgaard blev uddannet blandt de første hestedyrlæger i 2008, havde hun ingen anelse om, at arkæologi kunne blive et tværfagligt fokusområde i hendes karriere. Men som rytter var hun interesseret i, hvordan man trænede dressurheste tilbage i middelalderen og riddertiden.
- Jeg var især fascineret af klassisk dressur, som den opstod på den iberiske halvø. Jeg tog til Portugal, fik undervisning og mødte folk, der brugte dressuren i kombination med våbenhåndtering, forklarer hun.
Den historiske vinkel på hendes livslange rideinteresse fik hende også til at fundere over, hvordan den skandinaviske hestekultur mon havde været i jernalderen og vikingetiden.
- Samtidig med at jeg begyndte at undersøge, hvordan hesten i Danmark har være brugt som træk og pakdyr, anskaffede jeg en welsh cob. Og jeg trænede den ud over ridning også til at trække vogn, harve og tømmer, fortæller Maria Nørgaard.
Men der manglede noget, når hun ville afprøve fortidens hestekultur. For udstyret, man brugte den gang, var ikke ligefrem tilgængeligt i en rideudstyrsbutik. Hvis man vil have en hestevogn fra vikingetiden, må man bygge den selv, konkluderede dyrlægen, og hun tog derfor kontakt til Vikingelandsbyen i Albertslund for at blive en del af landsbyens arbejdende værksteder. Hun var fast besluttet på at lære de håndværk, der kunne sætte hende i stand til selv at fremstille vogne, harver og læderudstyr.
Da Maria Nørgaard havde rekonstrueret biddet fra Illerup Ådal, kunne det matches med forandringer på hestens tænder. Således kan det sandsynliggøres, at den ofrede hest havde været brugt sammen med denne særlige bidseltype. Foto Maria Nørgaard.
Det originale jernalderbidsel. Foto Maria Nørgaard.
Vikingetiden møder virkeligheden
- Håndværkerne i Vikingelandsbyen har en enorm høj faglighed og også en akademisk tilgang, hvor de forsker i de gamle teknikker, så det var en fantastisk mulighed for mig at blive frivillig medbygger. Selv om vi er uddannede inden for medicin, er dyrlæge jo også et håndværksfag – vi bruger jo vores hænder. Så det var ikke så fjernt fra min hverdag at skulle lære nyt håndværk, oplevede dyrlægen.
I 2018 samlede Maria Nørgaard en flok mennesker med samme interesse og gennemførte to vikingerejser gennem ruter i Danmark – med konik-heste som pakdyr og hendes egen welsh cob-hingst »Sokke« foran vikingevognen. Vikingevogne var aldrig tidligere blevet testet på den måde. Og for Maria Nørgaard førte rejserne til den første oplevelse af, at det kan føre ny viden med sig, når virkeligheden møder vikingetiden.
- Det havde undret arkæologerne, hvorfor man fandt så mange knækkede vognaksler fra vikingetiden. Men da vi kørte vognen gennem hulvejene i klitterne, oplevede vi samme udfordring, fordi akslerne på vikingevogne stikker lidt ud og dermed ramte hulvejens sider. Det er sandsynligt, at vejene i vikingetiden var meget lig den type vej, så måske har vi forklaringen.
Sokke bidrog til ny viden
Maria Nørgaards hingst Sokke, der fik æren af at trække vikingevognene, minder om vikingetidens heste. Så det var oplagt at lave en kopi af biddet fra Fregerslevgraven og teste det på netop ham.
Testridning af rekonstruktion af bidslet fra Fregerslev på Sokke, 10 års hingst af racen Welsh Cob. Foto Stig Pedersen.
- Samtidig var det også vigtigt, at pilotstudiet blev foretaget på en hest, jeg kendte godt. Det er jo ikke tests, som jeg synes, man kan forsvare at udføre, hvis man ikke har den veterinærfaglige indsigt og har trænet hesten selv. Og fordi jeg kender Sokke så godt, kunne jeg registrere selv de mindste ændringer i hans adfærd. Når jeg laver sådan en test, undersøger jeg selvfølgelig også hestens mundhule grundigt både før og efter, forklarer hun.
I pilotstudiet registrerede Maria Nørgaard blandt andet tøjletrækket i forhold til, hvor meget kraft der skulle bruges til at få Sokke til fx at dreje på henholdsvis trensebid, stangbid og vikingebiddet. Tøjletræksmålingerne viste, at der skulle mindst kraft til at ride med vikingebiddet.
- Vikingebiddet fra Fregerslev er principielt et trensebid, men mundstykket er udformet, så det er vinget og kan give en højere trykpåvirkning på et meget lille punkt. Ved hjælp af et hestekranie og modellervoks kunne jeg samtidig konstatere den dynamiske virkning af biddet. Når hesten løfter hovedet, påvirkes laderne med én vinge, så trykket er ekstra højt lige der. Biddet motiverer på den måde hesten til at sænke nakken. Samtidig gav det samme reaktion hos hesten som ved et stangbid. Det var således muligt med lethed at ride hesten med kun én hånd på tøjlen – selv i snævre manøvrer og højt tempo. Så det, testen har bidraget med, er at vikingeryttere med høj status havde bidsler, der gjorde det muligt at ride med én hånd på en hest med sænket hoved – og dermed ville de være i stand til at håndtere våben fra hesteryg.
Jernalderbidsel på testhesten Tyr, 11 års hingst af racen lyngshest. Foto Maria Nørgaard.
Det var ikke kun biddet fra Fregerslevgraven, Maria Nørgaard lavede en rekonstruktion af. Også den overdådigt udsmykkede trense, sadel og sadeltøj har hun rekonstrueret i samarbejde med guldsmed Niels Gunni Vase. Foto ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen.
Jernalderbid havde samme funktion
Det er ikke meget, arkæologerne ellers kan udlede om rytterkultur, hverken i jernalderen eller vikingetiden med det sparsomme ikoniske materiale der er bevaret fra dengang. Og netop derfor har de eksperimentale forsøg stor værdi. Det blev klart endnu en gang, da Maria Nørgaard blev indkaldt til at foretage osteopatologiske undersøgelser af hesteskeletter fra de store våbenofferfund fra Illerup Ådal på Moesgaard Museum.
- Vi fik en bevilling til, at jeg også kunne lave en rekonstruktion af de særligt udformede bidsler, der blev fundet sammen med hestene. Det var anderledes end Fregerslevbiddet og blev afprøvet på en jernalderlignende hingst med samme procedure. Det lignede igen et trensebid, men med en høj tungeport og bidringe med en form for skumkæde. Det strammede sammen, og porten trykkede op i ganen, når hesten løftede hovedet. Men biddet blev løst, når den sænkede hovedet.
- Vi formoder, at jernalderheste har haft korte, kraftige halse. Når de bliver ophidsede, har denne type hest en tendens til at løfte hovedet, så det er i vejen, hvis du har et spyd i hånden. Men når man red med jernalderbiddet, »forsvandt« hovedet, så der var plads foran til at kunne svinge et spyd. Hesten blev gradvist tilvænnet til biddet, og den var lynhurtig til at finde ud af, hvor det var mest behageligt at placere hovedet, forklarer Maria Nørgaard.
Detektivarbejde på knogler og tænder
Maria Nørgaard tog også kopibiddet med tilbage til museet for at afprøve det i munden på de originale skeletter. Og så spærrede zooarkæologen på Moesgaard øjnene op. For indtil da havde han ikke kunnet forklare visse forandringer på tænderne på et af skeletterne.
Som dyrlæge har man den diagnostiske tilgang, hvor man prøver sig frem på rygraden. - Den kompetence bruger jeg meget, når jeg arbejder med at levendegøre arkæologien, fortæller Maria Nørgaard. Foto Lars Clement.
- Men da vi satte biddet i netop det skelet, passede det som en legoklods. Ved at have rekonstrueret udstyret, kunne vi dermed vise, at denne hest havde været brugt sammen med denne type bidsel. Og dermed fik vi også mulighed for at knytte de osteologiske undersøgelser sammen med hestens formodede brug. Blandt andet fandt vi nogle læsioner i ryggen, som man ikke ser hos moderne heste. Måske er den blevet overbelastet af en stor rytter fra en meget ung alder, lyder et af Maria Nørgaards gæt.
Maria Nørgaard har i forbindelse med sin rekonstruktion af udstyret og afprøvningerne af det været forfatter på flere fagfællebedømte artikler.
- Responsen har været overvældende positiv i forhold til, hvor meget værdi det tværfaglige arbejde skaber. Det vækker stor interesse også i udlandet, at vi får levendegjort historien på denne her måde. Jeg synes jo også selv, at det er fantastisk at have fået lov til at bidrage til ny viden om, at vikingeryttere havde en klar hensigt med udformningen af disse særlige bidsler, der er fremragende som styretøj, hvis man samtidig skal håndtere våben.
Lige for tiden koncentrerer Maria Nørgaard sig primært om sin hestepraksis. Men snart skal hun tilbage og udføre yderligere studier af jernalderhestene og deres udstyr. Og måske lykkes det at finde en sandsynlig teori om, hvordan jernalderhesten med det specielle bid fik revner i sine ryghvirvler.
