Annonce Banner Banner Banner

Et magisk årsmøde er netop afsluttet - tak!

Årsmøde Tak til alle jer, der har gjort dette møde til noget helt specielt.

Leder

Til vores udstillere og sponsorer, som gør det muligt for os at samles og udveksle vigtig viden og erfaringer. Til vores dygtige foredragsholdere, der har beriget os med deres viden og ekspertise. Til vores sekretariat, der bag kulisserne har arbejdet hårdt for at få det hele til at gå op i en højere enhed og skabe de rammer, som vi sammen fyldte med magi.

Og sidst, men ikke mindst - tak til jer, vores medlemmer, uden hvem intet af dette ville være muligt. Tak for jeres store engagement i vores forening, vores fag og i vores fremtid.

Det var ikke kun lokationen, der var et nybrud ved årsmødet. Vi fik også for alvor taget hul på en af vor tids vigtigste dagsordener: Bæredygtighed. Det er et område, vi i stigende grad må tage alvorligt samt kontinuerligt omstille os til, for det berører os alle, og det er vigtigt at sikre dyrlæger en fremtrædende position i den grønne omstilling.

Sammen er vi stærke, og sammen kan vi skabe en endnu lysere fremtid for vores branche.

Fælles problemstillinger blev også debatteret ved de to politiske debatcaféer. I år var emnerne »hvordan gør DDD sig attraktiv for sine medlemmer« og »dyrevelfærd«. Formatet er en fantastisk mulighed for at mødes, udveksle synspunkter, udfordre hinanden og finde fælles løsninger på nogle af de mest presserende spørgsmål i vores branche. Det er et format, vi kommer til at bruge mere i fremtiden, så jeg håber, at endnu flere af jer vil have lyst til at deltage og derigennem have en direkte påvirkning på hovedbestyrelsens arbejde samt foreningens retning og prioriteringer.

Tak for at være blevet genvalgt som jeres formand. Jeg er ydmyg over den tillid, I har vist mig, og overfor de opgaver og udfordringer, der nu ligger foran. For nu er det tid til at trække i arbejdstøjet og arbejde hårdt for at få vores forenings økonomi på ret køl samt få givet vores foreningsstruktur et eftersyn.

Ligeledes vil jeg yde en ekstra indsats for at informere de unge, mens de stadig er studerende, om alt det, DDD kan tilbyde, som ingen anden konkurrerende fagforening kan matche. Vi er nemlig mere end blot en fagforening; vi er også en brancheorganisation.

Det betyder, at vi har mulighed for at tage hånd om dyrlæger lige fra studietiden til deres seniorår. Det gælder både i arbejdslivet og i det faglige liv. Vi er her for at støtte, vejlede og skabe en tryg ramme for vores medlemmer og deres faglighed, uanset hvor de er i deres karriere.

Lad os fortsætte med at arbejde sammen, styrket af vores fælles mål og værdier, og lad os se frem til et roligere år for DDD. Sammen er vi stærke, og sammen kan vi skabe en endnu lysere fremtid for vores branche.