Mågernes skrig blander sig med den metalliske dunkelyd fra bilerne, der forlader Bornholmerfærgen denne solbeskinnede eftermiddag, hvor jeg har aftalt at mødes med Annie Zwicky på Fødevarestyrelsens kontor ved Rønnes havn. Den travle dyrlæge er netop kommet tilbage fra dagens næstsidste kontrolbesøg
og har taget sig tid til at dele sin oplevelse af, hvordan det er at være dyrlæge på Bornholm med de forskelligartede opgaver og ansvarsområder, hun har.
Selvom det kun er tre år siden, at Annie flyttede til Bornholm sammen med familien, føler hun sig efterhånden ret meget på hjemmebane. Arbejdsopgaverne adskiller sig væsentligt fra hendes tidligere beskæftigede i hestepraksis, hvor hun arbejdede i fem år, inden hun skiftede spor og fik adresse på Bornholm.
- Det var tilfældigt, at vi havnede her. Min mand fik job herovre. Til at begynde med pendlede han frem og tilbage, indtil vi besluttede at slå os ned her. Derefter var det min tur til at pendle frem og tilbage til arbejdet i Nordsjælland. Jeg tog færgen søndag aften og vendte tilbage til Bornholm torsdag aften. Det var hårdt, fortæller Annie.
Derfor var hun også ret åben for at gå i en ny retning, da muligheden bød sig i 2020, hvor hun fik ansættelse i Fødevarestyrelsens afdeling på Bornholm.
- Jeg er ansat både i Fødevare-, Veterinær- og Kødkontrollen. Det var til at begynde med et pilotprojekt, da der ikke var nok opgaver til en fuldtidsstilling i veterinærafdelingen, og så var det, at man prøvede at lave denne stilling, som er delt. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste dyrlæge i Fødevarestyrelsen med ansættelse i flere afdelinger. I Kødkontrollen har jeg tre dyrlægekolleger, hvoraf den ene er sektionsleder, og i Fødevareafdelingen har jeg to kollegaer, hvoraf den ene er dyrlæge. I Veterinærafdelingen er jeg alene på Bornholm, men hører til under VeterinærØst i Korsør.
- I begyndelsen var jeg primært på kødkontrol. Nu er det sådan, at det i teorien er to dage på fødevarer og to dage på veterinær og en dag kødkontrollen, men hvordan ugen reelt former sig, kommer i høj grad an på, hvad dagen bringer. Jeg har stor fleksibilitet til at tilrette mit arbejde. Det er faktisk kun i Kødkontrollen, hvor jeg kender min arbejdsplan en uge i forvejen.
Jeg har mange kollegaer, jeg aldrig har mødt personligt.
Blandede arbejdsopgaver
I Kødkontrollen har Annie blandt andet det levende syn, når grisene ankommer til stalden. På slagtegangen overvåger hun teknikerne og tager stikprøver af det mærkede kød for at bekræfte de korrekte sygdomskoder.
På fødevareområdet har Annie fået tildelt en række virksomheder, som løbende bliver udtrukket til kontrol. De inkluderer både detail- og engrosvirksomheder, restauranter, ølproducenter og forskellige mindre sæsonvirksomheder.
- Der er en bred vifte af lovgivning, som vi skal kende og tjekke op på – også fordi vi er en så lille enhed, siger Annie, der overtog ansvaret for virksomhederne fra en kollega, der gik på pension.
Aktuelt er kollegerne i fødevareafdelingen i gang med at omfordele virksomhederne imellem sig for at opnå en mere naturlig fordeling.
På veterinærområdet håndterer Annie opgaverne alene, bortset fra de fleste svine- og kvægkontroller, der udføres af kolleger fra Sjælland.
- Jeg kører ikke nok til, at jeg er inde i det, men i tilfælde af dyreværnssager tager jeg over. Jeg gør tit det, når der fx kommer kolleger fra Sjælland, at jeg kører med ud, ser og lærer. Sommetider er det mig, der laver opfølgningerne, for at de ikke skal ligge og rakke frem og tilbage.
- Jeg har også det levende syn af grise, kvæg og heste til eksport, og der er også nogle mælkeproducenter, jeg fører tilsyn med. Derudover er der nogle GMP’er, æglæggere og alt muligt forskelligt andet, der sorterer under veterinærafdelingen. Arbejdet indbefatter også beredskabsopgaver.
- I ’21 havde vi to udbrud af fugleinfluenza. Heldigvis var det nogle ganske små besætninger, men stadigvæk går hele beredskabsapparatet i gang med zoneinddeling og sikring af alle formaliteter.
Ikke to dage er ens
Annie trives med de mangeartede dyrlægeopgaver, men det er også sommetider udfordrende.
- Når man udfører så mange forskellige opgaver, bliver det aldrig rigtigt rutine, fordi hvis det er et år siden, jeg har gjort et eller andet, er jeg nødt til at opfriske, hvordan det nu er. Der er heldigvis mange gode livliner, jeg kan ringe til. Jeg har et stort netværk af kollegaer, jeg aldrig har mødt personligt, og det er
derfor også rart, at der nogle gange kommer kollegaer herover, som jeg kan sparre med.
- Det er lærerigt at få andre øjne på opgaverne. I de andre veterinærafdelinger specialiserer mange dyrlæger sig inden for en bestemt kategori og arbejder udelukkende med svin, kvæg eller biprodukter. Jeg er derimod nødt til at håndtere det hele. Selvfølgelig er der begrænsninger for, hvad jeg kan, og jeg kan ikke udføre avancerede specialopgaver. Men jeg kan klare uforudsete opgaver og lære af mine kollegaer. Fx var jeg i går ude og tage nogle MRSA-prøver.
- Der er ikke to dage, der er ens. Det er spændende og sjovt, men det er også nogle gange det, der er udfordringen, når man står og tænker: »Ja, det der har jeg heller aldrig prøvet«.
Med en lille enhed er det også vigtigt, at man kommer godt ud af det med hinanden og kan samarbejde, bemærker Annie.
- Vi bliver meget tætte, fordi vi kun er os tre kolleger i Fødevareafdelingen, og det synes jeg, er en stor fordel. Men det kan også være en ulempe, hvis én lægger sig syg – så mangler en tredjedel af afdelingen.
Vi har alle en forståelse for, at der bare er noget, der ikke kan lade sig gøre eller besværliggøres af, at vi er på en ø.
Ø-livet
Selv om der bor knap 40.000 mennesker på Bornholm, er det at være adskilt fra det øvrige Danmark en dimension, Annie sætter pris på.
- Bornholm har en særlig dynamik. Om sommeren er her fyldt med turister, og alt er åbent. Der er fest og farver, og så bliver det vinter, og man synes, det er lidt rart, at folk er taget hjem. Så er der fred og ro, og så hilser alle på én på gaden, fordi når man er der på det tidspunkt, så hører man til. Og den følelse har Annie også. Hun er meget glad for at bo på Bornholm, selvom der er plusser og minusser i forhold til at arbejde på en ø. Blandt andet mener hun, at den
nærhed, hun har til viden og venskaber, er et stort plus.
- Man lærer hurtigt folk at kende, og vi taler sammen på kryds og tværs. Det, synes jeg, er en fordel – der er heller ikke så langt ud til klinikkerne.
Selvom Annie nyder arbejdslivet på Bornholm, erkender hun, at hjælpen kan være længe om at komme frem i akutte situationer.
- Hvis det stormer, jamen så kan færgen ikke sejle. Potentielt set kan der opstå nogle situationer, hvor man må sige okay, det her er bare ikke sådan, man normalt gør – nu må vi håndtere det på en anden måde. Men til gengæld så tror jeg også, at i og med vi alle sammen står i den situation, jamen så giver
det også et godt samarbejde med andre instanser fx politi og Beredskabsstyrelsen. Vi kender hinanden og ved, hvem vi skal kontakte. Vi har alle en forståelse for, at der bare er noget, der ikke kan lade sig gøre eller besværliggøres af, at vi er på en ø.
Dette har Annie oplevet flere gange – fx da hun for nylig skulle sende tre store, døde svaner til Patologivagten i København.
- Svanerne skulle transporteres koldt og forholdsvis hurtigt. De kunne ikke sendes igennem Sverige, så jeg måtte arrangere en kurerpost på flyet. Men jeg havde ingen store kasser, der passede, så jeg besøgte Jem og Fix og spurgte manden: »Har du en kasse, der er stor nok til en svane – den skal være med låg?«. Han svarede: »Bliver den så ikke kvalt?«. Og så måtte jeg fortælle, at den allerede var død og skulle med flyveren.
- Vi må være kreative herovre, men normalt finder vi løsninger, slutter Annie, inden hun pakker sammen og gør sig klar til dagens sidste besøg i en kvægbesætning.
