Annonce Banner Banner Banner

Tema: Veterinæruddannelsen i 250 år

Er det tid til at »ryste posen« på dyrlægeuddannelsen?

Uddannelse Dyrlægerne er et stolt folkefærd. Den fornemmelse får man i hvert fald, når man som jeg gennem årene har interviewet adskillige af dem om karrieremål og faglighed, studietid og ambitioner til DVT. Men hvor kommer den her fælleskabelige stolthed fra? Det, der ofte gør faget til mere end en profession og nærmest en identitet.

Ku © Pia Rindom
Interview

Der er noget, de alle har tilfælles.

Arnestedet, veterinærskolen på Frederiksberg. Det fælles ophav for de danske dyrlæger, som efter min erfaring altid kun benævnes med rosende adjektiver. »Alle dyrlæger mener, at de bedste dyrlæger blev udklækket dengang, de selv tog eksamen«, husker jeg den tidligere formand for veterinærskolen, Hans Henrik Dietz, fortælle i et interview til DVT.

Da jeg sætter mig ved computeren for på bedste corona-manér at tale med to studenterrepræsentanter fra VeterinærMedicinsk Forening, er jeg derfor underbevidst indstillet på at høre en lovprisende sang gentaget. En sang om veterinærskolen, som uddannelsesdrømmen der gik i opfyldelse. Min lange liste med spørgsmål underordner sig dog hurtigt en meget mere interessant debat mellem de to studerende om forældede læringsformer, manglende fornyelse og en verden, der kalder på nye kompetencer.

De studerendes perspektiv anno 2023

Den tidligere formand for VMF og nu DDD-ansvarlige i studenterforeningen, Daniel Hjorth Lund, er ikke bange for at sætte sit navn på de mere kontroversielle standpunkter. En enkelt gang i løbet af interviewet trækker han i land og beder mig om ikke at føre hans ytring til citat, men ellers befrier han med sin direkte stil samtalen fra nogen former for tomgang.

- Jeg synes jo egentlig, at langt størstedelen på veterinærmedicin er skidegodt. Alt – bortset fra læringsmetoderne – er helt fænomenalt, lægger han slagkraftigt ud, mens hans fagfælle og kollega i VMF, Michelle Hunderup, griner lidt forsigtigt med fra sin egen computer.

Hun har for nylig overtaget formandsposten fra Daniel og bevæger sig lidt mere varsomt ud i samtalen om, hvordan veterinærskolen ser ud fra de studerendes perspektiv anno 2023, her 250 år efter sin oprettelse.

Jeg tror, der er gang i et kæmpe generationsskifte.

Daniel Hjorth Lund

Tilbageblik på en arkaisk tid

- Den måde, vi tilgår det faglige på, er ved at være forældet, konstaterer Daniel Hjorth Lund fra sit skrivebord.

- Det er efter min mening et tilbageblik på en arkaisk tid, hvor information ikke var tilgængelig på nettet, og hvor der ikke fandtes en begyndende hær af chatrobotter, der kan analysere samtlige videnskabelige artikler for dig på en brøkdel af den tid, du kan.

Kritikken handler særligt om udenadslæren som metode at tilgå viden på, forklarer den tidligere VMF-formand. En metode, der har mange års anvendelse bag sig i uddannelsessystemet, men som nu bør suppleres - eller måske helt erstattes - af andre metoder, mener Daniel Hjorth Lund.

- Det er forskellen mellem at opnå viden, forståelse og til sidst at kunne ende ud i anvendelse. Afhængig af læringsformen opnår man forskellige læringstrin, siger han og fortsætter:

- Rigtig mange af de ting vi laver i undervisningen, gør vi for at bestå en eksamen i udenadslære frem for at forstå kurset og emnet og rent faktisk blive selvtænkende dyrlæger i den anden ende.

Daniel Hjorth Lund har snart været studenterpolitisk aktiv i seks år og læner sig roligt tilbage i kontorstolen, mens han taler. Michelle Hunderup er lige begyndt. Det er tydeligt, at deres ord vægtes forskelligt, inden de får plads i samtalen, men på mange punkter er de enige.

- Eksamen bliver altoverskyggende. Folk har generelt hverken tid, lyst eller overskud til at sætte sig ind i baggrundene for stoffet og lade sig være nysgerrige på det. Jeg tror, vi allesammen har siddet med tanken: »Gud, det er da underligt. Hvorfor er det egentlig sådan her«? Men når man skal kunne 273 sygdomsprototyper til om to uger, så dropper man det. Og det er virkelig ærgerligt, istemmer Michelle Hunderup.

De, der kan drive de innovative ideer videre, er låst fast i gamle traditioner.

Michelle Hunderup

Hvem tør ryste posen?

De gamle bøger er tunge og besværlige både at bære rundt på og få omsat til nye neuronale mønstre i en studiehjerne på overarbejde. Men sådan har det jo altid været. Er det ikke et vilkår, når man vil være dyrlæge, at man må kæmpe sig slavisk gennem Königs tørre beskrivelser af anatomien?

Nej, mener VMF-formanden.

- Du bliver ikke ansat på, om du kan de her ting udenad. Så der er en eller anden afstand imellem, hvad uddannelsen siger, vi skal kunne, og hvad vi faktisk får af krav og opgaver, når vi kommer ud i arbejdslivet, siger Michelle Hunderup og fastslår:

- Vi bruger unødigt meget plads i vores hjerner på udenadslære. Det er meget vigtigere, at vi kan se en problematisk situation, når den opstår. Vurdere den og handle korrekt på den, end at vi skal stå ret og spytte dosisintervaller ud, udenad. Det er simpelthen ikke det, man bruger hverdagen på i praksis, hvor de fleste af os ender.

I stedet mener hun, at man skal øge brugen af de mange pladsbesparende teknologier, der gør det muligt for dyrlægen at bruge sin hjerne til andet end opslagsværk. Det kræver dog, at man som uddannelse tør kaste sig ud i nye måder at strukturere pensum på.

- De, der kan drive de innovative ideer videre, er låst fast i gamle traditioner. Det fylder stadig rigtig meget, at vi har en gammel skole, der hele tiden holder fast i »sådan har vi jo altid gjort«, siger VMF-formanden med en vis ærgelse i stemmen.

Når Michelle Hunderup ønsker sig en mere innovativ tilgang til læring, må det aldrig ske på bekostning af fagligheden, understreger hun. Nye måder at lære på kan godt både være velovervejede og kvalitetssikrede, men det handler også om at turde ændre for at undersøge.

- Det kunne jo være, at man skulle prøve at ryste posen, og se hvad der sker, hvis vi prøver at gøre noget andet. Måske er det bedre? Måske bare lige så godt som nu? Det kan også være, at det er helt ubrugeligt. Så må vi ændre det tilbage igen. Men det her med, at man er så bange for at ændre noget radikalt, det er virkelig frustrerende for os at stå med studenterpolitisk. For så kommer vi ikke rigtig videre.

Den almindelige praktiserende dyrlæge kommer ikke til at være så almindelig, som jeg ser det.

Daniel Hjorth Lund

Generationsskiftet

Daniel og Michelle er forskellige steder i deres 20’ere, men deler med mange af deres medstuderende betegnelsen generation Z. Overfor dem i auditorierne og rundt om bordet, når der diskuteres ny studieordning, sidder undervisere fra en anden tid, mange boomere og generation X’ere. Alle sammen populærvidenskabelige udtryk for vores generationers mangfoldighed. Men de findes, forskellene, og det er vigtigt, at vi anerkender de forskellige virkeligheder, som har formet os, mener Daniel. For generation Alpha står snart og banker på med endnu en.

- Jeg tror, der er gang i et kæmpe generationsskifte. Alle, der ikke er vokset op med en smartphone, kommer ikke rigtig til at tænke i de samme baner, som dem der altid har haft en i lommen. Min egen generation ligger nok et sted midt i mellem, men om måske otte år vil de tænke, at det er endnu mere hul i hovedet, at man skal kunne al den udenadslære. Man spørger jo bare telefonen, så har man svaret, siger Daniel Hjorth Lund.

Det handler ikke kun om dyrlægefaget, understreger han. Hvordan vi både genererer og har adgang til uoverstigelige mængder viden fra vores håndholdte supercomputere, er i gang med at forandre videnskab fundamentalt, mener han.

- Den dybdegåenhed man har været vant til før, hvor man selv har skullet gøre sig familiær med alt, inden man lavede analysen, er på vej ud. Et eksempel er, at der om corona alene blev udgivet i omegnen af 300 artikler om dagen i 2020. Hvis du skal være specialist omkring corona, har du jo ikke en jordisk chance for at læse så mange artikler hver dag. Mængden af viden, der bliver produceret, er simpelthen så stor, at det med at fordybe sig i alt omkring sit speciale er så godt som umuligt, og det bliver kun sværere med tiden.

Dyrlægen, der kan det hele

Inden den studenterpolitiske pegefinger rettes alt for stift mod den gamle landbohøjskole, er det vigtigt at understrege, at der er gang i omstruktureringer på veterinærstudiet. Den nye studieordning er undervejs på femte år og er snart klar til at give førsteårsstuderende mere sammenhæng mellem kurserne og en større forståelse for, hvorfor det er vigtigt at kende sin anatomi, når man skal til at røntgendiagnosticere.

Både for Daniel og Michelle har det at kunne sætte deres præg på en ny studieordning været en afgørende motivationsfaktor for deres studenterpolitiske arbejde, og de kan hurtigt få en aften til at gå med at diskutere fordele og ulemper ved forskellige omstrukturerende tiltag. Om dyrlægeuddannelsen skal bestå som enhedsuddannelse, er et af de store spørgsmål, og det bliver ikke helt klart, på hvilken side af den beslutning de to VMF’ere står.

- Det er en kæmpe fordel, at man har så stor en valgfrihed bagefter. På den anden side er det jo alligevel ikke sådan, at du bare kan skifte fra den ene del af dyrlægeverdenen til den anden, og i mange tilfælde er der krav om efteruddannelse. Så måske er vi alligevel der, hvor dyrlægerne ikke kan det hele karrieren igennem, siger Michelle Hunderup.

Måske er vi alligevel der, hvor dyrlægerne ikke kan det hele karrieren igennem.

Michelle Hunderup

Daniel Hjorth Lund mener grundlæggende, at enhedsuddannelsen bør bevares. Alligevel ser han et problem i, at så mange brænder ud i almen praksis og placerer en del af skylden på en uddannelse, som ikke klæder dem godt nok på til det meget specialiserede felt, de skal ud at arbejde i.

- Vi har lige nu et arbejdsmarked, hvor størstedelen af de nyuddannede dyrlæger forlader praksis efter 3-6 år, og så går de over i industrien, Fødevarestyrelsen eller noget andet, fordi de »brænder ud« i almen praksis. Det, tænker jeg, må hænge sammen med måden, vi klæder folk på under uddannelsen.

Det kan dog også handle om, at der idag er mange nye krav til dyrlægerne, mener Daniel. Udover at skulle møde kunder, der allerede har konsulteret Dr. Google hjemmefra, skal de også være dygtige forretningsfolk og pædagogiske formidlere, og så bliver det i sidste ende svært ikke at gå op i limningen.

For at holde sammen på det hele har Daniel derfor lavet sig en ny standard for, hvad dyrlægen skal kunne.

- Jeg har gået med den tanke et stykke tid, at en god dyrlæge ikke længere er en fagligt dygtig dyrlæge. En god dyrlæge er en fagligt adækvat dyrlæge, der er i stand til at formidle sin viden, stille de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter og udvikle sin viden, når det er nødvendigt.

Dyrlægernes trefoldige samfundsopgave

Det er nu 250 år siden, de første danske dyrlægestuderende fattede dissektionskniven i København. Dengang var det især hestenes betydning både for krigsførelse, som transportmiddel og i landbruget, der var behov for veterinære eksperter til. Siden da er hesten gået fra brugsdyr til sportsatlet og fritidskammerat, og dyrlægen har på samme tid fået nye samfundsopgaver. Så hvad skal de i dag, dyrlægerne? Og måske endnu vigtigere, hvad skal de i fremtiden? Daniel Hjorth Lundbryggede noget tid over det spørgsmål.

- Jeg befinder mig i sådan en trefoldighed i spørgsmålet om, hvad dyrlæger skal være fremadrettet, indleder han lidt højtideligt, så man spidser ekstra ører.

- Den ene del er at være med til at brødføde en voksende verden. Ikke nødvendigvis gennem animalsk produktion, som den ser ud idag. Men lige nu kan vi ikke kun leve af planter med den befolkningstilvækst, vi har, og derfor tror jeg, at dyrlæger i de næste 10-20 år kommer til at være en stor del af en omstilling.

- Den anden del er smittebeskyttelse. Vi hæver hele tiden populationsstørrelserne, og når det sker, er der højere smittepres og flere sygdomme. Her var corona et glimrende eksempel på, at de humane læger ikke havde de fornødne kompetencer til at varetage smitteberegningerne og de epidemiologiske overvejelser i nær samme grad, som der var behov for, og derfor trak de på dyrlægerne. Det tror jeg, at vi vil komme til at se mere af fremadrettet.

- Den tredje er den almindelige praktiserende, siger han og lader os med fingrene forstå, at »almindelige« står i citationstegn.

- For den almindelige praktiserende dyrlæge kommer ikke til at være så almindelig, som jeg ser det. Den alment praktiserende kommer til at være specialist indenfor et emne og arbejde i sammenslutning med andre specialister, der også er mega gode til den ene ting, de laver.

Michelle nikker til dele af det trefoldige svar. Hun er dog ikke så overbevist om, at det er dyrlægerne, der skal varetage fremtidens humane pandemiudbrud.

- Vi er jo farvede af, hvad vi hver især har af interesser. Men jeg tror ikke, det er smittebeskyttelse, der vil beskæftige størstedelen af de uddannede dyrlæger, og jeg ved heller ikke, om jeg synes, at det er dyrlæger, der skal have det overordnede ansvar for de humane perspektiver på smittebeskyttelse. Måske er det kompetencerne hos de humane læger, der skal forbedres på dette område, set i bagklogskabens lys af coronapandemien?

- Jeg tror til gengæld, det vil fylde meget mere, at folk i endnu højere grad vil se deres kæledyr som familiemedlemmer i fremtiden, og at vi derfor kommer til at spille en kæmpe rolle som dyrlæger. Der kommer til at være rigtigt store krav til, hvad en almindelig dyrlæge skal kunne, spår Michelle Hunderup.

Den grønne dyrlæge

I marts gav endnu en dyster rapport fra FNs klimapanel verden besked om planetens tilstand. Konsekvenserne af fortsatte udledninger af klimagasser ser dystre ud, og skal vi mindske risikoen for ekstremt vejr, fødevaremangel og klimaflygtninge i millionantal, skal alle tænke omstilling ind i deres fremtidsbilleder.

På dyrlægestudiet er det dog vanskeligt at få plads til nye kurser i grøn omstilling. Og måske er det heller ikke her, de skal være, siger Michelle Hunderup.

- Jeg ved ikke, om jeg synes, det er vores overordnede ansvar. Det skulle i så fald være i landbrugsregi, og der sidder nogle andre virkeligt dygtige mennesker til at rådgive landmanden i de her spørgsmål.

På One Health-differentieringen har Daniel Hjorth Lund for nylig afsluttet et 4-ugers kursus i bæredygtighed med Liza Rosenbaum Nielsen som kursusansvarlig. Spørger man ham, er alle, der har med dansk husdyrbrug at gøre, forpligtede til at tænke grønt.

- Hvis du arbejder i det danske husdyrbrug og ikke tænker på nogen former for bæredygtig omstilling, så skal du finde et andet sted at være. Det er kort og kontant det, jeg har at sige til det.

Grundlæggende omfatter behovet for omstilling dog alle faggrupper og dyrlæger af enhver art, mener Daniel, og vender tilbage til den nye studieordning.

- Uanset hvad du vil arbejde med, kommer det til at se radikalt anderledes ud om 50 år. Det er derfor, det er så vigtigt for mig, at vi ikke går efter en slavisk udenadslære, men at vi har en form for uddannelse til selvlære. Der skal være fokus på den kritiske tankegang og evnen til selv at opsøge sin rolle som markedet skifter.

Læser arbejdsgiverne mon med?

Det kan være risikabelt at gøre sig klar i spyttet, når man om kort tid skal stå til regnskab overfor en arbejdsgiver, der måske også har læst DVT for nyligt. Michelle væver derfor lidt, da jeg spørger ind til hendes ønsker for den arbejdsplads, der venter forude.

- Man skal måske vægte sine ord ret nøje, tøver hun.

- Nej, det synes jeg faktisk ikke, vi skal, Michelle, bryder den garvede foreningsmand ind.

- Jeg synes, vi skal sige ærligt, hvad vi godt vil have, opfordrer Daniel.

Efter en kort pause retter Michelle sig op i stolen.  

- Jeg kunne godt tænke mig at arbejde et sted, hvor man var med hinanden rundt  og diskuterede de ting, man oplevede, for at blive klogere og for at arbejde sammen som et team. At der er plads til forbedring, men også rum til at lave fejl. At man ikke skal gå med en skam over at have lavet noget, der var forkert.

Daniel følger op.

- Jeg håber, at min fremtidige arbejdsgiver ikke forventer en 80 timers-arbejdsuge. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne se mig selv arbejde så meget, men man bliver ofte mødt med en forventning om det. »Det gjorde jeg, dengang jeg lige var færdiguddannet«, og så er det som om, det skal man gøre. Der synes jeg, der skal være plads til, at tingene er anderledes i dag, end de var dengang praksisejerne blev uddannet.