Gennem flere år har Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening haft en samarbejdsaftale med Dyrenes Beskyttelse om behandling og honorering for behandling af syge og tilskadekomne herreløse familiedyr og dyr fra den danske natur, som er bragt til dyrlæge af privatpersoner eller frivillige tilknyttet Dyrenes Beskyttelse. Aftalen forpligter ikke DAs medlemmer, og det er således frivilligt, om den enkelte praksis ønsker at være af en del af denne. DA anbefaler dog, at aftalen følges.
Aftalen er netop genforhandlet, og det er derfor en god anledning til at se nærmere på de etiske overvejelser, der ligger bag, når Dyrenes Beskyttelse mener, at behandling er formålstjenligt for dyret, og hvad de forventer af en behandling af tilskadekomne dyr, som indbringes ved de praktiserende dyrlæger. Alternativet er selvsagt aflivning.
Hvorfor kan aflivning være den bedste løsning for dyret?
- Beslutningen om at lade et nødstedt og tilskadekommet familiedyr behandle sker ud fra, at det skal være muligt at behandle dyret, at prognosen for fuld restitution er god, at dyret kan have en acceptabel velfærd i den periode, hvor det behandles og restituerer sig, at dyret har udsigt til en længere periode med en god dyrevelfærd efter endt behandling/restitution, siger dyreværnchef i Dyrenes Beskyttelse, Yvonne Johansen.
- Det kan undtagelsesvist være for vanskeligt for internaterne at give dyr, der er svært tilskadekomne eller påvirket af kronisk sygdom, acceptable forhold under den løbende behandling, specialiserede pleje og efterfølgende helingsperiode. Derfor vil vi nogle gange vurdere, at det vil være bedst at aflive dyret. Der er netop tale om herreløse dyr, og derfor findes der ikke en dedikeret ejer til at påtage sig det ansvar.
Prøv at give et eksempel.
- Det kan være dyr med visse kroniske sygdomme, som har udsigt til både smerte og ubehag og eventuelt flere større operationelle indgreb i resten af dyrenes levetid. Derfor vil dyr med visse kroniske sygdomme blive aflivet, idet det vurderes, at der er risiko for et liv med forringet dyrevelfærd, da det kan være vanskeligt at finde ansvarlige ejere, der vil adoptere disse dyr og som samtidig har de fornødne ressourcer til at sikre dyrene en dyrevelfærdsmæssig acceptabel fremtid.
Yvonne Johansen peger på, at de kroniske sygdomme fx kan være hjertelidelser, der påvirker dyrets velbefindende, alvorlige hudlidelser, stofskiftesygdomme, der kræver medicinering resten af dyrets levetid, alvorlig og invaliderende gigt, omfattende tandproblemer, uhelbredelige infektionssygdomme, der kan smitte raske dyr, adfærdsmæssige eller psykiske forhold og lignende. Ligeledes kan det også gælde alvorlige, akut opståede traumer såsom knoglebrug, der kræver omfattende kirurgi.
- Det vil sige, at hvis dyr med skader eller sygdomme, der kunne behandles, alligevel aflives, sker det ud fra en samlet vurdering af udsigten til et liv med god dyrevelfærd sammenholdt med, hvilke ressourcer der skal bruges på at sikre dyret et godt liv.
Nødaflivning af syge og tilskadekomne dyr
En del af Dyrenes Beskyttelses frivillige er oplært til at udføre nødaflivning af tilskadekomne dyr fra den danske natur på stedet for at skåne dyret for yderligere lidelse og unødig stress under håndtering og transport. Familiedyr bliver bragt til nærmeste dyrlæge for at blive aflivet.
Når det drejer sig om vurdering af dyr fra den danske fauna, er målet med en eventuel behandling, at dyret efter en kort behandling (og få dage på en vildtpleje) kan genudsættes i naturen og klare sig 100 % på lige fod med dyr, der aldrig har været tilskadekomne. Er der ikke udsigt til dette, skal en behandling ikke igangsættes, idet det vurderes at det ikke vil være til dyrets bedste.
- De frivillige vurderer de tilskadekomne dyr på stedet. Og hvis konklusionen er, nødaflivning er den bedste løsning for dyret, stiller de sig altid spørgsmålet, om de selv er i stand til at fortsætte og udføre nødaflivningen: »Er jeg i stand til at udføre og fuldføre nødaflivningen korrekt og forsvarligt i den pågældende situation?«. Er svaret nej, skal de frivillige straks bringe dyret til vurdering og eventuel nødaflivning hos den nærmeste dyrlæge, forklarer Yvonne Johansen.
- Det er på denne baggrund, at de fleste dyr bliver bragt til dyrlægen af vores frivillige eller privatpersoner, for at blive vurderet, behandlet eller eventuelt aflivet i henhold til samarbejdsaftalen med DA. For alvorligt tilskadekomne dyr er det nødvendigt for de frivillige at vurdere, om det er forsvarligt at flytte på/transportere dyret til aflivning, eller om dyret af dyrevelfærdsmæssige årsager udelukkende bør nødaflives på stedet. Her tænkes der fx på dyr, der ved påkørsel er så tilskadekomne, at de ikke kan flyttes fra underlaget, siger Yvonne Johansen.
Hvis dyr med skader eller sygdomme, der kunne behandles, alligevel aflives, sker det ud fra en samlet vurdering af udsigten til et liv med god dyrevelfærd sammenholdt med, hvilke ressourcer der skal bruges på at sikre dyret et godt liv.
