Annonce Banner Banner Banner

Dyr i naturnationalparker er beskyttet af dyrevelfærdsloven

Dyrevelfærd Muligheden for at give dispensationer for bestemte dyrehold i naturnationalparker betyder ikke, at dyrene er undtaget fra dyrevelfærdslovens beskyttelse.

COLOURBOX38130628 © Colourbox
Indblik

 

»Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe«. Sådan lyder dyrevelfærdslovens § 2, og så er der vel egentligt ikke brug for mere regulering.

Men alligevel er der faktisk 75 paragraffer i resten af dyrevelfærdsloven samt et utal af regler eller bekendtgørelser om mange forskellige dyrearter og situationer. Reglerne gør, at myndigheder og dyreholdere og deres rådgivere rimeligt præcist kan gennemskue gældende krav til fx staldindretning, tilsyn og fodring, så reglerne kan understøtte, at dyrene rent faktisk bliver behandlet efter lovens intention.

§ 3 i dyrevelfærdsloven

Mens § 2 sætter rammen for dyrenes retstilstand, beskriver § 3 i dyrevelfærdsloven både helt overordnet, men også ret detaljeret, de områder, man som ansvarlig for dyr skal varetage for at komme i mål med at behandle dyr forsvarligt og beskytte dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Således fastslår dyrevelfærdslovens § 3, at:

»Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer«.

Man kan sige, at hvis § 2 er målet for dyrevelfærdslovgivningen, så er § 3 midlet til at nå derhen. På den måde er § 3 hele grundlaget for alle de andre paragraffer og regler på dyrevelfærdsområdet.

Juridiske vurderinger indikerer, at hvis ikke § 3 eksisterede, ville det være meget svært at kontrollere og vurdere dyrevelfærden i Danmark, ligesom muligheden for at sanktionere og ultimativt dømme sager om overtrædelser af lovgivningen ville blive meget vanskeligere. Derfor fremstiller man normalt også § 2 og § 3 som en samlet pakke, der kort og præcist beskriver dyrevelfærdslovens mål og midler.

Betingelserne for, at Fødevarestyrelsen kan give en dispensation fra § 3, er, at dispensationen indeholder og beskriver en række krav til tilsyn, overvågning og håndtering af dyrene, så målet i § 2 nås og overholdes.

Tom Bengtsen,
Sektionschef, Fødevarestyrelsen

Mulighed for dispensation

Når sondringen mellem mål og midler i §2 og § 3 er interessant, er det fordi der i forbindelse med vedtagelsen af loven om naturnationalparker blev indført en dispensationsordning, der lægger op til, at der i forhold til dyr i sådanne parker vil kunne gives dispensation fra § 3:

»Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan for at imødekomme hensynet til natur og biodiversitet i en naturnationalpark omfattet af en tilladelse efter lov om naturbeskyttelse undtage bestemte dyrehold, der udsættes i en sådan naturnationalpark, og dyrenes afkom fra bestemmelserne i § 3 og § 9, stk. 1 og 2«.

Dette har skabt en debat om, hvorvidt denne dispensationsmulighed vil betyde, at dyr i naturnationalparker ikke vil blive beskyttet i henhold til § 2, og at muligheden for at kontrollere, sanktionere og eventuelt dømme manglende dyrevelfærd i parkerne vil blive umulig. Sagt på en anden måde, at vi ikke længere vil have midlet til at sikre målet.

Der er dog to ting, der taler for, at denne bekymring ikke bliver virkelighed:

For det første vil der ikke blive tale om at dispensere fra hele § 3. De ansvarlige myndigheder vil med udgangspunkt i forvaltningsplanerne for naturnationalparkerne kunne søge dispensation for et eller enkelte af punkterne i paragraffen. Det vil dreje sig om situationer, hvor vi ikke har taget stilling til alle de administrative, faglige, juridiske og også etiske problemstillinger, der kan opstå med hold af dyrene i naturnationalparkerne, fordi det primære fokus, at drive helårsnaturgræsning med udgangspunkt i naturens behov, er en helt ny måde at holde dyr på.

Udmøntningen er beskrevet i endnu en ny paragraf i loven om naturnationalparkers § 3:

»Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter vilkår for en dispensation efter stk. 1, herunder om krav til arealets beskaffenhed, hvilke dyr der må udsættes i naturnationalparken, tilsyn og regulering af bestanden af de udsatte dyr og deres afkom«.

Betingelserne for, at Fødevarestyrelsen kan give en dispensation fra § 3, er, at dispensationen indeholder og beskriver en række krav til tilsyn, overvågning og håndtering af dyrene, så målet i § 2 nås og overholdes. På den måde vil dispensationen typisk sætte en specifik standard for en kvalificeret løbende overvågning af huld og adfærd, systemer til både indledende vurdering af et områdes fødegrundlag og løbende overvågning af udviklingen i fødegrundlaget, samt nødberedskab, hvis vejret pludselig slår om på både kort sigt – fx kraftigt isslag – og på længere sigt, herunder en plan for det tilfælde, at der alligevel ikke er føde nok til resten af vintersæsonen.

Der skal også løbende holdes øje med både smitsomme sygdomme, parasitter og dækning af mineral- og vitaminbehov, ligesom hov- og klovproblemer, skader og utrivelighed løbende skal vurderes og håndteres. Der skal også etableres procedurer, så særligt sårbare dyr tilses oftere, om nødvendigt dagligt. Dette gælder også for drægtige dyr. Endelig skal der etableres procedurer, der skal sikre, at dyr med akutte skader eller sygdom, opdages så hurtigt som muligt og hjælpes.

En konkret vurdering

I praksis vil det være Fødevarestyrelsen, som fastsætter vilkårene for en dispensation, som fagligt og juridisk bliver baseret på en fortolkning af § 3, så den passer til de konkrete problemstillinger, der opstår med denne nye måde at holde dyr på, og som derved bliver midlet til at sikre overholdelsen af § 2 i de kommende naturnationalparker.

Pointen er, at en dispensation fra § 3 ikke stiller dyrene i naturnationalparkerne uden dyrevelfærdslovens beskyttelse, men at en dispensation træder i stedet for § 3 med specifikke krav til dyreholderne, så loven kan håndtere dyr, der lever i naturnationalparker hele året rundt.