Annonce Banner Banner Banner

»Jeg er nok dybt i hjertet fascineret af den »gammeldags« ide om videnskaberne som en fascination af verden omkring os«

Forskning Tilbage i september blev dyrlæge og Zoologisk Direktør ved Københavns Zoologiske have, Mads Frost Bertelsen, optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Det er i sig selv en begivenhed, men som zoo-direktøren selv påpeger, er det en anerkendelse af hele dyrlægestanden.

CGP19020
Interview

- Det glæder mig helt vildt, at man fra selskabets side anerkender veterinærmedicinen som den disciplin det er, og den kæmpestore videnskab, der ligger i vores verden og vores faglighed, siger Mads Frost Bertelsen.

Og netop fordi, det er en anerkendelse af den hjørnesten i samfundet, som den veterinære faglighed udgør, virker det også på sin plads, at Dyrlægeforeningens medlemmer får et lille kig ind i selskabets virke. For hvad er KDVS egentlig helt præcist?

Men allerførst lidt om Mads Bertelsens job som Zoologisk Direktør i Københavns Zoologiske have.

- Ja, jeg er det, der hedder »Zoologisk Direktør« - et job, jeg har overtaget efter Bengt Holst – som mange vil vide, hvem er – og det har jeg haft i to år. Før det har jeg været her som dyrlæge siden 2003, så jeg kender stedet rigtigt godt.

Og så forsker du ved siden af?

- I mit dyrlægejob var det, groft sagt, halvt forskning og halvt klinik. I det jeg laver nu, der er jeg jo ansvarlig, dels for vores veterinærafdeling, dels for vores forskningsenhed. Og jeg prøver også, i det omfang jeg har tid, selv at arbejde videre med forskningen, som jo er noget af det, jeg synes er allermest spændende.

Videnskabernes klub

Til vores læsere, som ikke er helt inde i det, hvad er KDVS?

- Groft sagt, så blev selskabet etableret midt i 1700-tallet som videnskabeligt diskussionsforum for at samle de forskellige videnskaber. Det var jo dengang, folk havde mange hatte på – det kan godt være, at det jeg laver nu, er lidt diverst, men dengang var man jo, hvis man var videnskabsmand, både fysiker, matematiker, læge og alt muligt andet på én gang. 

Men hvordan bliver man egentlig medlem af det her selskab? 

- Det sker efter en demokratisk proces, hvor alle medlemmer kan indstille nye medlemmer, og hvor man efter en række indstillings- og afstemningsrunder når frem til en god håndfuld nye medlemmer i hver klasse hvert andet år.

- Selskabet er indrettet med to klasser, og det er lidt gammeldags, for der er den humanistiske klasse og den naturvidenskabelige klasse, hvortil jeg hører. Hvert andet år er det den ene klasses tur til at optage nogen, og hvert andet år er det den anden. På lige år er det den naturvidenskabelige klasses tur, og de kan optage op til ni danske og op til seks internationale medlemmer. På de ulige år er det så den humanistiske klasses tur.

Hvad sker der så? Får man lige pludselig en mail med beskeden: Nu skal du høre: Velkommen i klubben!

- Ja lige præcis! Eller, jeg havde en ide om, at der måske foregik et eller andet. For det er jo ikke noget, man selv søger om, men jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg ville sende mit CV til dem – og der tænkte jeg da, at det var interessant, de kiggede på det. Men jeg må nok erkende, at jeg ikke tidligere har fulgt meget med i selskabets virke. Jeg vidste godt, at det eksisterede, men jeg havde ikke som sådan kigget nærmere på det. Og så havde jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, også fuldstændig glemt alt om det igen, indtil jeg pludselig fik et meget fint brev med beskeden, at jeg var optaget, og at det ville glæde selskabet at se mig til en optagelsesceremoni. 

Det lyder som en god dag – specielt når man har svedt det lidt ud, for så er det da en ekstra stor overraskelse. 

- Præcis! For det er jo heller ikke sådan noget, man kan gå og hverken forberede sig på eller planlægge, eller på anden måde lobbye for. Så det var bare enormt dejligt og festligt, da jeg fik det at vide. 

Når man så har været igennem optagelsesceremonien, hvad laver man så som medlem af selskabet?

- Primært er man en del af et interessefællesskab af folk, som interesserer sig for videnskab i den bredeste forstand, men selvfølgelig navnlig forskning, nye opdagelser osv. Så selskabet har et todelt, hvis ikke tredelt virke. Det ene er, at man har medlemsmøder hver anden uge, hvor man typisk har ét foredrag i den ene klasse, og ét i den anden, hvor man lytter til, hvad egne rækker eller inviterede talere har at sige og prøver at fremme forståelse, dialog osv. ved oplæg og foredrag. Så har man en række udvalg, der arbejder på at fremme videnskaberne i Danmark – og det er noget, jeg ikke er tilstrækkeligt inde i endnu til at kunne give et fyldestgørende referat af. Det tredje ben er, at Videnskabernes Selskab er nært forbundet med Carsbergfondet, da det er Carsbergfondet, der finansierer selskabets virke. Til gengæld vælges fondets bestyrelse af selskabets midte. Så der er en symbiose der, som går langt tilbage i tiden.

Mads Bertelsen

Mads Bertelsen er den kun tredje dyrlæge, der er blevet optaget i løbet af selskabets 280-årige eksistens.

© Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Iskerneboringer, trykkefrihed og fascination af verden

Siden du stadig er så ny i det hele og ikke har deltaget i så mange af aktiviteterne endnu, er det jo et godt tidspunkt at spørge til dine forventninger til medlemskabet? Både i forhold til hvad du personligt får ud af det, men også i forhold til, hvad du bidrager med i det?

- Når jeg kigger på, hvem der er medlemmer, og hvad der bliver lavet af aktiviteter, så tænker jeg helt egoistisk, at det er et supersuper spændende selskab at komme i. Og på det ene møde, jeg foreløbigt har deltaget i, var der to helt forskellige, men alligevel vildt interessante oplæg. Jeg må sige, at jeg nok dybt i hjertet er fascineret af den »gammeldags« ide om videnskaberne som noget, der i sin essens er en fascination af verden omkring os og af at grave sig ned i den. Jeg håber derfor, at jeg i min desværre lige lovligt travle hverdag kan finde tid til at møde op til noget af det her og høre om nogle spændende ting. Og forhåbentligt også få etableret nogle samarbejder med nogle folk, der laver noget helt andet end jeg – og som måske kunne starte nogle synergier. Det er nok helt egoistisk det, jeg håber på.

- I forhold til hvad jeg kan tilbyde, så synes jeg, at det er interessant at repræsentere et fagområde, som ikke er særligt repræsenteret i KDVS i forvejen, og jeg håber da også, at jeg på den ene eller den anden måde kan gøre opmærksom på, dels hvad veterinærvidenskaben har at byde på, dels hvad det, som jeg repræsenterer, altså den zoologiske medicin og det komparative, har at byde på. Og hvem ved, måske kan jeg med tiden gøre en forskel i et par udvalg også – det må tiden vise.

Det lyder virkelig også som et spændende selskab at komme i.

- Det er det også! Og nu refererer jeg igen til det ene møde, jeg har været til, men der var et superspændende oplæg om iskerneforskning, hvor man borer ned og analyserer små gasbobler, som har ligget i isen i tusinder af år og som repræsenterer atmosfærens sammensætning på daværende tidspunkt. Det andet oplæg handlede om trykkefriheden i tiden op til enevælden, og er altså noget, som jeg ellers aldrig har beskæftiget mig med, men den viden og entusiasme, der blev lagt for dagen, var enormt smittende. Efterfølgende var der lejlighed til at få et stykke smørrebrød og tage en snak over en sodavand, og der hørte jeg også bare enormt spændende folk sidde og fortælle, om det de laver – den slags er jo bare utroligt interessant.

Piedestaler og nåleøjer

Udover den ære, det selvfølgelig er at blive budt velkommen i selskabet, er Mads Bertelsens optagelse også lidt speciel – for på stående fod tyder det på, at han er den kun tredje dyrlæge, der er blevet optaget i løbet af selskabets 280-årige eksistens. De andre dyrlæger, vi med sikkerhed kan sige, har været medlemmer, er parasitolog Peter Nansen og forsker Torben Greve.

På spørgsmålet om hvorvidt der er flere, svarer KDVS, at der ikke er nogen officiel opgørelse over det, da den ville kræve en gennemgang af hvert enkelt medlemsprofil siden stiftelsen i 1742.

Adspurgt om dette tøver Mads Bertelsen en smule, for det er tydeligt, at snakken om hans optagelse i selskabet ikke huer ham modsat end den første del af vores samtale, der handlede mere om hans forskning og arbejde med anæstesi og komparativ fysiologi.

- Jeg vil meget nødigt, at det bliver en promovering af, at »så er jeg kommet igennem det nåleøje der«, for jeg føler mig på ingen måde mere værdig end rigtigt mange af mine superdygtige kollegaer. Derfor var jeg lidt i tvivl, da du kontaktede mig og spurgte, om du måtte skrive om det. Det er den vinkel, jeg nødigt vil have på det. Samtidig vil jeg sige – og det synes jeg godt, man kan sige her i DVT - at ligegyldigt om det er mig eller en anden, så glæder det mig helt vildt, at man fra selskabets side anerkender den disciplin, veterinærmedicinen udgør, og den kæmpestore videnskab, der ligger i vores verden og vores faglighed. 

Det er vi her fra DVT helt enige i – og vi håber, at Mads Bertelsen snart får selskab af nogle af de andre utroligt dygtige dyrlæger, der arbejder i dag.