Annonce Banner Banner Banner

Life science vækster i Østdanmark

Life science Medicon Valley Alliance, som DDD er medlem af, har i sommer udgivet en ny rapport om life science-situationen i Østdanmark og det sydlige Sverige. Her kan du få et indblik i undersøgelsens resultater i et interview med David Zepernick, leder af Medicon Valleys kommunikationsafdeling.

COLOURBOX848564
Interview

Nu er det nogle år siden, der sidst har været en undersøgelse af life science-sektor i Østdanmark og det Sydlige Sverige. Hvor meget er sektoren vokset de senere år?

- Life science-sektoren i Østdanmark og det Sydlige Sverige er en del større end hidtil antaget. Der er i dag omkring 700 virksomheder i Storkøbenhavn, som beskæftiger omkring 58.000 personer. Og indenfor de sidste fem år er de vokset med omkring 10.500 flere ansatte, hvilket gør life science-sektoren større end fx landbrug, finans- og forsikringssektoren, siger David Zepernick og fortsætter:

- Drivkraften bag beskæftigelsesvæksten i sektoren har primært været virksomhederne i Region Hovedstadens kommuner, og det ser ud til, at væksten vil fortsætte i årene fremover med nye regionale investeringer i produktionsanlæg, forskningslaboratorier og hovedsæder til en værdi af over 32 mia. kr. Så det er ikke småpenge, vi taler om.

- Investeringerne forventes at skabe yderligere 3.500 life science-jobs i det østlige Danmark. Fagfolk fra sektoren har alle en stærk tro på fremtiden, men alle er også enige om, at flere kandidater med STEM-ekspertise er en absolut nødvendighed, hvis den positive vækst i sektoren skal fortsætte. STEM står i øvrigt for Science, Technology, Engineering and Mathematics og er et nyt udtryk, der præger debatten. Virksomhederne i Øresundsregionen udtrykker alle bekymring, når det kommer til levering af ekspertise til virksomheder i det Østlige Danmark. I dag er virksomhederne afhængige af dygtige medarbejdere fra udlandet – især inden for it og digitalisering. Det viser den nye analyse fra Øresundsinstituttet, siger David Zepernick.

Manglen på faglært arbejdskraft er betydelig og betragtes som en vækstbarriere.

Undersøgelsen viser også, at over de seneste fem år, fra 2017-2021, er beskæftigelsen steget i de cirka 700 virksomheder i Østdanmark med omkring 22 procent. Der er således nu omkring 58.000 ansatte i Østdanmarks life science-virksomheder; i 2017 var der »kun« 47.700.

David Zepernick. (Foto Ida Wang).

Life science-sektoren har en afgørende rolle i dansk økonomi, oplyser Erhvervs- og Finansministeriet og alle delsektorer, det vil sige farma, biotek, medtech, CRO, CMO, ICT/healthtech og foodtech er vokset i den periode. I alt blev der skabt flest nye job inden for farma, medtech og biotek, og den største procentvise vækst i beskæftigelsen var inden for IKT/sundhedsteknologi.

Investeringer i branchen

Novo Nordisk har investeret 17 mia. kr. i at udvide sine eksisterende anlæg i Kalundborg og Hillerød, Fujifilm Diosynth Biotechnologies har investeret 6 mia. kr. i udvidelse af et anlæg i Hillerød og 1,5 mia. kr. er, hvad Chr. Hansen investerer i at bygge et anlæg i Kalundborg. Ferring har også for nyligt bygget nyt hovedsæde ved Kastrup Lufthavn. Private investeringer i virksomhedsudvidelser i det østlige Danmark er i disse år en klar trend, der præger den nuværende og forhåbentligt fremtidige udvikling i Medicon Valley.

Udvidelserne foregår primært i Københavnsområdet, i det nordlige Sjælland og i Kalundborg. Det er netop de steder, hvor størstedelen af ​​de life science-virksomheder, der er identificeret i det østlige Danmark, befinder sig. Investeringerne er således i umiddelbar nærhed af andre life science-virksomheder i klyngen. Life science-virksomheders udvidelser er både en måde at imødekomme efterspørgslen efter deres sundhedsprodukter og -tjenester og en måde at øge kontor- og laboratoriepladsen til at rumme de cirka 10.500 nye medarbejdere, der er begyndt at arbejde i sektoren.

Også Genmab har pladsproblemer. Virksomheden flytter i 2023 til sit nyopførte globale hovedkvarter i Valby/København, som kan rumme 700 medarbejdere. En anden årsag til udvidelserne er, at life science-virksomheder i regionen har investeret i og opbygget kernekompetencer inden for lægemiddelproduktion over mange år og forfinet produktionsprocesser for at have en lavere miljøbelastning, hvilket gør, at en udvidet produktionskapacitet er relevant. Et eksempel på dette er Novo Nordisk, der siden 1969 har udvidet og specialiseret sine produktionsaktiviteter i Kalundborg. Og som nu igen udvider i Kalundborg.

De mange investeringerne danner grundlag for en fortsat stigning i produktionen og dansk life science-eksport, og virksomhederne forventer at skabe cirka 3.500 nye arbejdspladser regionalt. Produktionsmedarbejdere, forskere og kontorpersonale er nogle af de jobprofiler, der er behov for, og som vil blive efterspurgt i de kommende år. Sådanne ekspertisebehov bekræftes i en række interviews lavet af Medicon Valley, forklarer David Zepernick.

- Mens life science-virksomheder investerer i og udvider deres faciliteter, oplever en række virksomheder, at der er mangel på dygtige medarbejdere, viser talrige undersøgelser. Udbuddet af ekspertise i Medicon Valley har stor betydning for, om virksomheders investeringer i de kommende år bliver en succes eller ej.

Forbedring af vækstmulighederne

Hvad skal der til for at forbedre vækstmulighederne i life science-sektoren i det østlige Danmark?

- Endnu flere fagfolk inden for Science, Technology, Engineering and Mathematics (STEM) ville forbedre life science-sektorens vækstmuligheder i det østlige Danmark; der er behov for videnskabelig og teknisk ekspertise i sektoren. Der er også behov for rekruttering af medarbejdere fra udlandet med færre bureaukratiske barrierer, viser en spørgeskemaundersøgelse, som cirka 50 virksomheder har svaret på, siger David Zepernick.

- Desuden er der behov for en velfungerende sygehussektor, en høj uddannelsesstandard, blomstrende forskningsmiljøer, gode opstartsmuligheder, branchefonde med stærke ressourcer og godt samarbejde mellem den private og offentlige sektor. Det er nogle af styrkerne forbundet med life science-sektoren i Østdanmark, viser en række interviews vi har foretaget.

- På baggrund af besvarelser af et spørgeskema og dybdeinterviews gennemført fra 2021-2022 med omkring 50 små, mellem og store life science-virksomheder i Østdanmark har Øresundsinstituttet identificeret en række generelle og konkrete indsatser, der kan styrke sektorens vækstbetingelser. Manglen på faglært arbejdskraft er betydelig og betragtes som en vækstbarriere. Konkret er der behov for flere kandidatstuderende i fagene Science, Technology, Engineering and Mathematics. Læger, dyrlæger, farmaceuter, laboratorieteknikere, kemikere, molekylærbiologer, ingeniører, produktionsteknikere og it-specialister er således nogle af de STEM-professionelle, der er vigtige for sektoren, siger David Zepernick.

Nu er life science hovedindtægtskilde i Danmark og ikke landbruget.

Ifølge Ministeriet for Videregående Uddannelser og Videnskab er STEM-optaget i Danmark faktisk steget markant de seneste fem år på alle erhvervsakademiuddannelser, erhvervsbacheloruddannelser og bacheloruddannelser. Fra 2017 til 2021 er der sket en stigning i antallet af STEM-studerende på omkring 7 procent eller cirka 1.000 personer. Til sammenligning har den generelle stigning i optaget på ikke-STEM-uddannelser været 3 procent. Optaget på STEM-uddannelser i Danmark overgår dermed optaget på alle andre videregående uddannelser. Beregninger fra Erhvervsorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv viser, at der vil være underskud på omkring 100.000 professionelle i 2030.

Arbejdskraft nu og i fremtiden

Kan vi tiltrække medarbejdere fra udlandet?

- Som det er i dag, er det meget vigtigt for sektoren at tiltrække arbejdskraft fra udlandet til at besætte de ledige stillinger i life science-området. Der er behov for at rekruttere medarbejdere fra udlandet – både fra EU og udenfor. Adskillige virksomheder efterspørger professionelle profiler med nicheekspertise, og sådanne kandidater er ikke altid nemme at finde i regionen.

Hvor er vi om 10 år?

- Ambitionerne er skyhøje både i Danmark og Sverige. Øresundregionen skal være førende i life science, og de seneste tal taler også herfor. Nu er life science hovedindtægtskilde i Danmark og ikke landbruget. Det er en meget spændende udvikling, slutter David Zepernick.

Kilder

Medicon Valley Alliance: www.mva.org

Øresundsinstituttet: www.oresundsinstituttet.dk

Dansk Erhverv: www.danskerhverv.dk

Dansk Industri: www.danskindustri.dk