Annonce Banner Banner Banner

Dyreværnssager hos kvæg er karakteriseret ved at omhandle kroniske læsioner lokaliseret til bevægeapparatet

Kvæg En retrospektiv undersøgelse af dyreværnssager omhandlende kvæg indsendt til Københavns Universitet i perioden 2010 til 2021 viser, at 92 % af læsionerne er kroniske, relaterer sig til bevægeapparatet og hovedparten af skaderne har en estimeret alder på adskillige uger eller mere.

C6A3791
Undersøgelse

Sektion for Patobiologi på Københavns Universitet har i de seneste år oplevet en stigning i antallet af dyreværnssager omhandlende alle slags pattedyrearter indsendt til veterinær-forensisk undersøgelse. Antallet af sager er steget fra 74 i 2018 til 134 i 2021. Tilsvarende oplyser Sekretariatet fra Det Veterinære Sundhedsråd om en stigning i antallet af behandlede dyreværnssager fra cirka 200 i 2018 til cirka 300 i 20201.

I Danmark udføres forensiske undersøgelser af veterinære patologer på Københavns Universitet. Undersøgelserne, som udelukkende kan rekvireres af myndighederne (herunder politiet og Det Veterinære Sundhedsråd) og advokater i forbindelse med retssager, er typisk foranlediget af en mistanke om en overtrædelse af Dyrevelfærdsloven2 og evt. Rådets forordning om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter3 (Fig. 1). Undersøgelser, der omfatter hele kadavere eller dele her af, har til formål at dokumentere tilstedeværelsen af patologiske forandringer, og udrede patogenesen for disses opståen samt eventuelt en ætiologi og alder.

Fig 1 (2)

Figur 1. Ko der er kørt til slagtning med en hoftelidelse. Foto: Dyrlæge Hanne Reedtz Madsen.

I efteråret 2021 blev der i forbindelse med et veterinært speciale foretaget en retrospektiv undersøgelse af arkivmaterialet vedrørende alle dyreværnssager omhandlende kvæg indsendt til Københavns Universitet i perioden 2010 til og med 2021 (Fig. 2). Formålet med undersøgelsen var at karakterisere sagerne med hensyn til patoanatomiske manifestationer og disses alder. For hver af sagerne bestod arkivmaterialet af en journal indeholdende anmeldelsen, foto- og videodokumentation, skitserede tegninger af forandringerne og en samlet attest med beskrivelse af læsionerne og patogeneser, samt hvor det var relevant, en ætiologi og en estimeret alder. I nogle tilfælde indeholdt sagsmapperne øvrigt materiale som fx formalinfikseret og paraffinindstøbt væv, histokemiske farvninger af væv og resultatet efter CT og røntgenundersøgelser.

Figur 2. Antal dyreværnssager omhandlende kvæg indsendt til Københavns Universitet i perioden 2010 til og med 2021.

Forandringer hos kvæg indsendt til undersøgelse

I perioden 2010 til 2021 blev der i alt modtaget 118 dyreværnssager omhandlende i alt 132 kreaturer (flere sager omhandlede flere dyr), hvilket svarer til omkring 9 % af alle dyr indsendt til forensisk undersøgelse i perioden. Da nogle af dyrene havde mere end én læsion, omhandlede sagerne i alt 228 læsioner.

Disse læsioner fordelte sig i 7 kategorier af læsionsformer, som anført i boksen, hvor de hyppigste læsionsformer var ledforandringer, frakturer og klovforandringer (Fig. 3 til 7). Læsionerne blev tidsmæssigt grupperet som værende akutte eller kroniske på baggrund af angivelsen i den samlede attest (Fig. 3). Der fandtes en udtalt overvægt af kroniske læsioner, idet fordelingen af akutte, kroniske og læsioner, hvor tiden ikke var oplyst i journalen, var henholdsvis 5 %, 92 % og 3 % (Fig. 3). I mere end halvdelen af sagerne (55 %) var dyret blevet transporteret til slagtning, hvilket var årsagen til anmeldelsen.

Figur 3. Oversigt over antallet af akutte læsioner, kroniske læsioner og læsioner hvor tiden ikke var oplyst i journalen fordelt på 7 læsionsformer hos 132 undersøgte kreaturer.

Figur 4 og 5. Kronisk luksation af hofteled med deformering af caput ossis femoris (4) og acetabulum (5) samt rester af et iturevet ligamentum capitis ossis femoris (pil). I forbindelse med undersøgelse af præparaterne fandtes caput ossis femoris at være dislokeret fra sin normale position i acetabulum. Peri- og intraartikulært fandtes massiv bindevævs- og knoglenydannelse.
Figur 6. Kronisk fraktur i fysislinjen i collum ossis femoris ved caput ossis femoris (COF) med pannusdannelse, fibrinaflejring og begyndende granulations- og bindevævsdannelse.
Figur 7. Sagittalt gennemsavet forben med gelatinøst udseende knoglemarv (pil: serøs fedtvævsatrofi) og forvokset klov. Hos samme dyr fandtes også serøs fedtvævsatrofi ved koronarkarrene ved hjertebasis, i nyrekapslen, omkring de distale led og langs perifere nerver.

Aldersbedømmelse af læsioner

I den forensiske veterinærpatologi spiller estimering af læsionernes alder en central rolle, uanset om dyreværnsagen er anmeldt i besætningen eller i forbindelse med slagtning4,5. I dyreværnssager anmeldt i forbindelse med transport af dyret, fx til slagtning, anvendes aldersestimatet til at kortlægge, om en læsion er opstået i besætningen, under transporten eller eventuelt på slagteriet. Derudover indikerer læsionens alder, uanset hvor sagen måtte være anmeldt, generelt graden af forsømmelse, idet læsioner med en alder på flere uger alt andet lige opfattes som skærpede i forhold til læsioner med en alder på få dage.

Ved dyrets død går alle inflammatoriske og reparatoriske processer i stå6. Således kan man ved en histopatologisk undersøgelse af vævet fra en betændelseslæsion afgøre, hvor i den inflammatoriske proces (der har et forudsigeligt forløb) den befandt sig ved dødens indtræden. Makroskopisk kan reparative forandringer erkendes i form af fx hyperplasi, knoglegranulationsvævs- og bindevævsnydannelser4,7. I øvrigt kan kendskab til væksthastigheder i normale væv, fx af tænder, horn og klove, være anvendeligt i forbindelse med aldersbedømmelse af forvoksninger.

Omfanget af de reparative forandringer og/eller normale væksthastigheder af forskellige væv anvendes til at vurdere, hvor længe tilstanden har været til stede4,8. Eksempelvis kan et etableret granulationsvæv tiltage i tykkelse med cirka 0,5 mm pr. dag, og klove vokser mellem cirka 4 og 8 mm pr. måned afhængig af dyrets alder9,10. Derudover kan atrofi af knogle- eller muskelvæv være tegn på længerevarende inaktivitet9.

Aldersbedømmelsen vanskeliggøres af, at faktorer såsom alder, ernæringstilstand, infektioner, stabilitet og vævstab kan påvirke hastigheden, hvormed fx nyt knogle- og bindevæv dannes9. Ofte er det nødvendigt at underbygge de makroskopiske fund med en histologisk undersøgelse. Dette gør sig særligt gældende tidligt i læsionsudviklingen, hvor der makroskopisk ikke kan erkendes igangværende reparative forandringer. Hos kvæg kan den tidligste fremkomst af granulationsvæv i fx sår erkendes makroskopisk fra omkring dag 6-7, hvorimod hos eksempelvis svin kan nydannet væv erkendes makroskopisk allerede efter 5 dage8,11.

Figur 8. Procentvis fordeling af antal læsioner i hver tidskategori: < 24 timer, > 24 timer - < 1 uge, 1 til 2 uger, adskillige uger, flere måneder og ikke angivet.

I den retrospektive undersøgelse var der anført aldersestimater for 198 af de 228 læsioner (Fig. 8). Som det fremgår af opgørelsen var 79 % af læsionerne i kategorien »adskillige uger« og »flere måneder«. Fælles for alle aldersestimaterne var, at de var angivet i relativt brede intervaller. Dette skyldes, at den tidsmæssige udvikling ved de specifikke læsionsformer hos kvæg ikke er tilstrækkeligt undersøgt, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er belæg for at angive læsionernes alder mere præcist.

Kroniske læsioner hos kvæg

Resultatet af denne undersøgelse bygger udelukkende på sager indsendt til forensisk undersøgelse på Københavns Universitet, og skal ikke tages som udtryk for at være repræsentativ for alle dyreværnssager omhandlende kvæg i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at 92 % af læsionerne er kroniske, og hovedparten af disse har en estimeret alder på adskillige uger eller mere. I dyreværnssagerne relaterede hovedparten af læsionerne sig til bevægeapparatet (Fig. 3). Et lignende resultat fremgår af et studie fra 2012 omhandlende læsioner hos 79 malkekøer sendt til destruktion12. Her fandt man, at netop læsioner i bevægeapparatet var den hyppigste primære aflivnings- eller dødsårsag, og at 84 % af køerne havde én eller flere læsioner i bevægeapparatet12. I studiet havde 77 % af dyrene kroniske læsioner af en varighed på mere end 2 uger.

Nærværende og studiet fra 2012 peger begge på, at der særligt ved lidelser i bevægeapparatet hos kreaturer kan være behov for en hurtigere erkendelse af, hvornår behandling er udsigtsløs og dyret bør aflives eller nødslagtes. Fremtidige studier kan derfor med fordel fokusere på at tilvejebringe mere viden om lidelser i bevægeapparatet hos kvæg med vægt på valg af tidlig aflivning eller effektiv behandling, herunder hvornår og hvordan effekten evalueres ved specifikke lidelser.