Praksisnær læring gennem fællesskab, tillid og gensidighed

Kvægdifferentieringen på dyrlægeuddannelsen ved Københavns Universitet (KU SUND) har de sidste mange år tiltrukket 10-14 studerende per år. En anden kendsgerning er, at kvægpraksis syntes at have svært ved at tiltrække og fastholde nok arbejdskraft, hvilket er et udsagn, vi baserer på mundtlige tilkendegivelser fra praksisejere gennem de seneste år.

Måske har nogle nyuddannede dyrlæger svært ved at finde deres plads i overgangen fra studieliv til kvægpraksis og overvejer eller effektuerer faktisk et skifte til andre erhvervsgrene af den grund relativt hurtigt.

En af konsekvenserne synes at være, at kvægpraksis og de dyrlæger, der arbejder der - nyuddannede som erfarne - bliver trængt arbejdsmæssigt og derved personligt.

Hvem har ansvaret for at få vores fælles dyrlægeerhverv centreret omkring køer til at fungere både nu og i fremtiden? Hvem eller hvad kan hjælpe, når en nyuddannet dyrlæge har udfordringer med at være »ny«, med at have (for) travlt, med at være alene på vagt, med at føle sig usikker på både egne kompetencer og klienternes accept, med at føle sig presset af landmænd og kollegaer mod sin faglige overbevisning og på samme tid være i tvivl, om man kan eller skal spørge chefen om alt dette?

Praksis-skole set med en undervisers øjne

Dorte Bay:

Som adjunkt inden for besætningssundhed og veterinær rådgivning har jeg de sidste fire år været med til at uddanne de dyrlæger, der dimitterer. Min primære funktion har været at ruste de studerende rådgivningsfagligt, hovedsageligt i anvendt klinisk epidemiologi, til det praksisliv med rådgivning i malkekvægbesætninger, der venter efter endt uddannelse.

Ud over min nuværende forsker- og underviserrolle har jeg været 10 år i kvægpraksis. Måske derfor ser jeg det som en mulig opgave for mig at hjælpe med at gøre de første år i praksis bedre og derved øge fastholdelsen af nye kvægdyrlæger. Måske kan jeg også understøtte nyuddannede dyrlæger i at anvende og videreføre nogle af de principper og kompetencer, som de nye dyrlæger allerede kender fra undervisningen i besætningsrådgivning; kommunikation og mødefacilitering, så de kan hjælpe sig selv bedre gennem de første år. Måske kan et tiltag initieret af en person med indblik i både studieliv og praksisliv være medvirkende til, at de nyuddannede dyrlæger i kvægpraksis bedre kan se sammenhæng og mening i overgangen fra studie til virkelighed - i bevægelsen fra »ny til mere erfarene dyrlæge i kvæg-praksis«.

Min inspiration til et sådant initiativ har jeg hentet fra forskning omkring antibiotikaanvendelse [1,2], gruppelæring blandt dyrlæger [3], facilitering og empowerment gennem staldskoler [4–6] og rådgivning/kommunikation [7,8] med tanke på, at nyuddannede dyrlæger i kvægpraksis også kan have brug for at udvikle sig og lære i et trygt miljø efter endt faglig uddannelse. Jeg valgte derfor i 2021 at afprøve en ny og anderledes tilgang til dette inden for kvægpraksisverdenen.

Jeg har faciliteret møder mellem en gruppe nyuddannede dyrlæger med ansættelser i kvægpraksis for at undersøge, om og hvordan »staldskole«-principper om ligeværdig fælleslæring i et faciliteret mødeforløb kan bidrage til udvikling af deltagernes måder at håndtere hverdagens udfordringer i kvægpraksis med køer, klienter, kollegaer og ikke mindst sig selv som ny dyrlæge. Jeg har kaldt møderækken for Praksis-skole, idet forløbet baseres på de lærings- og mødeprincipper, som er anvendt i staldskoler til bl.a. salmonellabekæmpelse, antibiotikareduktion hos Thise, økologisk rådgivning mv. gennem de sidste 20 år [4].

Praksis-skoler er ikke »ERFA-grupper«. Styring og facilitering i ERFA-grupper tager normalt ikke på samme måde højde for at fremme ligeværdighed og fordeling af taletid. Praksis-skoler er heller ikke »skole« i tråd med vores almindelige opfattelse af skole over treklangen »uddannelse-undervisning-læring« og videnoverførsel fra »ekspert« til »elev«. Praksis-skole tilsigter læring gennem fællesskab, tillid og gensidighed med et fokus på at opøve evner i at lytte til de øvrige deltagere i fællesskabet, at reflektere over det hørte og først slutteligt kommentere herpå. Input kommer således ikke fra en autoritet (fx en underviser). Der er derimod tale om erfaringsdeling med ligesindede. Hver Praksis-skole afsluttes med konkrete råd tilpasset en deltagers særligt udvalgte relevante problemstillinger fra hverdagen som »ny dyrlæge i kvægpraksis«’.

Forløbet med Praksis-skole-initiativet har derfor haft flere konkrete formål:

• At deltagerne får et mødested at komme med deres mangeartede udfordringer som »nye« i praksis
• At deltagerne giver hinanden konkrete løsningsforslag til hverdagens udfordringer
• At deltagerne får og bibeholder et fagligt netværk på tværs af geografi og årgange
• At Praksis-skolen bidrager til deltagernes eftertanke om egne og andres handlemønstre fagligt og personligt
• At Praksis-skolen som initiativ virker fremmende for arbejdsglæde og fastholdelse i erhvervet.

I det følgende giver en nyuddannet kvægdyrlæge sit perspektiv på, hvordan det har været at deltage i Praksis-skole. Efterfølgende giver en uddannelsesforsker tæt på dyrlægeuddannelsen sine perspektiver på både udfordringer i forhold til rekruttering og fastholdelse i kvægpraksis, samt på selve initiativet.

Praksis-skole set med en deltagers øjne

Emma Madsen:

Den helt store fordel ved Praksis-skole for nyuddannede dyrlæger i praksis og for mig som nyuddannet dyrlæge er, at alle deltagere var og er på samme niveau. Det er typisk de samme problemstillinger og udfordringer, vi står med i dagligdagen. Man kan derfor ofte genkende hele eller dele af de problemstillinger, de andre deltagere bidrager med.

Vi har været en relativ lille og sammensluttet gruppe, hvilket har gjort, at emnerne og samtalerne til tider er blevet meget personlige. Emnerne har sjældent været af klinisk faglig karakter.

Praksis-skole-forløbet har ændret min måde at anskue problemstillinger i hverdagen på. Møderne har i høj grad været løsningsorienterede, men det har også lært mig at tænke »hvad mon de andre ville spørge mig om, hvis jeg præsenterede denne problemstilling for dem?«, eller »hvad ville jeg komme med af løsningsforslag, hvis andre præsenterede denne problemstilling for mig?«. På den måde kan man næsten nå at afholde en Praksis-skole med sig selv på køreturene mellem dagens besøg.

Udover »Aftenens problemstilling« har møderne også givet anledning til løse samtaler, erfaringsudveksling om kliniske oplevelser og sjove anekdoter, der alt sammen har bidraget til et afbræk fra en travl hverdag, samt en god mulighed for at mødes med andre mennesker uden for ens egen praksis. Det har været sociale aftener, som jeg personligt har set meget frem til hver gang.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er hårdt at begynde i praksis! Personligt tror jeg dog, at min start har været til den lette side sammenlignet med, hvad jeg kender til fra andre nyuddannede. Min kæreste er kvægdyrlæge, og assistentholdet, hvor jeg arbejder, er relativt ungt. Det betyder, at der har været mange omkring mig, med hvem jeg har kunnet dele mine frustrationer og bekymringer. Derfor er Praksis-skolen nok ikke så afgørende for, hvor længe jeg selv fortsætter i kvægpraksis. Jeg er dog ikke i tvivl om, at konceptet har potentiale til at være afgørende for andre nye dyrlæger.

Praksis-skole set med en uddannelsesforskers øjne

Camilla Kirketerp Nielsen:

Som uddannelsesforsker med interesse i de akademiske professionsorienterede uddannelser - særligt dyrlægeuddannelsen - er jeg blevet bedt om at give mit perspektiv på nogle af de udfordringer, som kvægpraksis oplever i forbindelse med rekruttering og fastholdelse, samt på Praksis-skole-initiativet, som jeg har fulgt på afstand, men i tæt dialog med initiativtager Dorte Bay.

I min tid som underviser på Universitetshospitalet for Store Husdyr, i mit ph.d.-arbejde med fokus på undervisningen i besætningsrådgivning på kandidatdelen af dyrlægeuddannelsen [9] og i min nuværende postdoc-stilling i det tværfaglige forskningsprojekt Cattle Crossroads [10] har jeg gennem etnografiske studier fulgt mange dyrlægestuderende i den sidste del af deres uddannelse. Vanskeligheder ved at rekruttere og fastholde nyuddannede dyrlæger i kvægpraksis er problemstillinger, der endnu langt fra er belyst i deres fulde kompleksitet. Jeg vil derfor her fokusere på et par udvalgte temaer, som jeg gennem mine studier i dyrlægeuddannelsen har beskæftiget mig med, og som måske kan bidrage til at nuancere problematikken.

I forhold til rekrutteringsproblemerne i kvægpraksis vil jeg sætte fokus på den gennemgående tendens til specialisering, der har præget uddannelsessystemet gennem en længere årrække, og som for dyrlægeuddannelsen blandt andet kan iagttages ved indførelsen af differentieringskurserne sidst på uddannelsen. Differentieringskurserne har betydet, at de nye dyrlæger, der har differentiering i (kvæg)besætningssundhed bør være fagligt godt rustet til at begynde et arbejdsliv i kvægpraksis.

Men hvordan ser det ud for de studerende, der har valgt en anden differentiering? Såvel fra det overordnede uddannelsesniveau som på underviserniveau lægges gennem hele dyrlægeuddannelsen stor vægt på at gøre de studerende opmærksomme på, at valget af differentiering på ingen måde udelukker en fremtidig ansættelse i en anden del af dyrlægeerhvervet. Mange studerende har imidlertid allerede meget tidligt på studiet (også tidligere end det er uddannelsesmæssigt krævet) valgt, hvilken differentiering de ønsker sig (det gælder i øvrigt også for mange af de studerende, som vælger besætningssundhed).

Hvordan de studerende henholdsvis vælger og fravælger differentiering, af hvilke årsager og med hvilke argumenter søger jeg blandt andet at belyse i mit nuværende projekt. Her vil jeg blot pege på, at de studerendes tidlige fravalg af besætningssundhed og dermed måske også kvægpraksis kan have betydning for deres udbytte af den obligatoriske undervisning relateret til produktionsdyr gennem reduceret motivation og deltagelse. Således synes fravalget af besætningssundheds-differentieringen for nogle studerende at betyde, at de under parolen: »Jeg skal noget helt andet med dyrlægeuddannelsen«, ikke engagerer sig tilstrækkeligt i den obligatoriske undervisning relateret til produktionsdyr og besætningssundhed- og rådgivning.

Om end eksamen efter endt obligatorisk undervisning på sin vis »sikrer«, at de studerende har tilegnet sig de krævede kompetencer, peger mange af de studerende, der har valgt andre differentieringer, hen mod slutningen af uddannelsen selv på, at de er usikre på – og i tvivl om, hvorvidt deres egne kompetencer rækker på produktionsdyrs- og besætningsrådgivningsområdet. Denne tvivl og usikkerhed risikerer at stå i vejen for at søge job i kvægpraksis, selvom lysten er til stede hos nogle unge dyrlæger. I så henseende kan differentieringskurserne med deres specialisering både anskues som en »gevinst« og et »potentielt tab« for kvægpraksis.

Tvivl og usikkerhed står også centralt i mit næste fokusområde. I forbindelse med observationer af undervisningen relateret til produktionsdyr og særligt gennem samtaler og interviews med de studerende står det klart, at de studerende, der står med en snarlig autorisation i hånden, glæder sig. De glæder sig til »at prøve kræfter med virkeligheden« og til at skifte mange års studieliv ud med et arbejdsliv. Samtidig står det også meget klart, at både tvivl og usikkerhed fylder meget.

I en nylig artikel har jeg sammen med kollegaer fra sygeplejerskeuddannelsen beskæftiget mig med dyrlægestuderendes oplevelse af travlhed under studiet [11]. Artiklen bekræfter en uddannelsesmæssig travlhed og viser desuden, hvordan de studerende iværksætter studiestrategier med karakter af »overlevelsesstrategier« som svar på den uddannelsesmæssige travlhed. Som sådan er travlhed ikke nyt for de studerende. Imidlertid synes de studerendes studiestrategier ikke umiddelbart at være strategier, der er virksomme i praksis. Og i mødet med praksis; patienter og klienter, hvor travlheden også er koblet til beslutningsdygtighed og handlekompetence, risikerer tvivlen og usikkerheden at overmande den nyuddannede.                  

Emmas beretning om og perspektiver på deltagelse i Praksisskole-initiativet peger på, at Praksis-skoler kan være et sted, hvor tvivl og usikkerhed kan spejles og finde udtryk. Et sted, hvor der er tid til at sætte ord på usikkerhed og tvivl – og frem for alt et sted, hvor tvivlen kan få »modstand« i positiv forstand. Hvor de uerfarne lærer at beslutte og handle trods tvivl og usikkerhed. Når Emma »afholder Praksis-skole« med sig selv mellem besætningsbesøgene, er det, efter min opfattelse, et udtryk for, at Emma er undervejs i sin professionaliseringsproces. Tvivlen kan vel kaldes »praktikerens faste følgesvend« – og det handler i min optik således ikke om, at blive tvivlen kvit, men måske snarere om at kunne »rumme og tumle« den.

Praksis-skoler i fremtiden?

Som underviser af kommende dyrlæger og forsker håbede jeg, at denne »pilot-staldskole« kunne være til inspiration ude i det danske kvæglandskab. Nogle af deltagerne i pilot-praksisskolen har, til min store glæde og med støtte fra PDAs fond, valgt at starte to nye praksisskoler op – en i det sydlige og en i det nordlige. Jeg håber, at de vil finde stor opbakning – både blandt nyuddannede, der melder sig til, men også blandt chefdyrlæger, der bakker om deres ansattes deltagelse. Tiltaget har været annonceret på sociale medier tidligere på året. Der er stadig ledige pladser i den nordlige gruppe. Hvis du er interesseret, så skriv eller ring til Mette Wilson 2226 7402.