Kim Rasmussen er en af de privatpraktiserende dyrlæger, der har stor erfaring i at tilse helårsgræssende dyr i nogle af de naturpleje- og rewildingprojekter, der allerede eksisterer. Gennem 30 år har han desuden arbejdet med zoodyr i blandt andet Knuthenborg Safaripark og driver i dag en enkeltmandspraksis. Når han går rundt mellem vildtlevende exmoorponyer og vandhuller fyldt med padder, er der meget langt til de ophedede dyrevelfærdsdebatter, der er opstået i forbindelse med de nye naturnationalparker.
- Nogle af de steder, jeg ser, er fantastisk flotte. Målet om større biodiversitet er en god ting, og jeg har stor respekt for de biologer, der gør et stort arbejde for at øge værdien. Når de med deres faglighed mener at kunne bevise, at brugen af store græsædende dyr er nødvendig i kampen for øget biodiversitet, må vi stole på dem. Som de må stole på dyrlægernes faglighed, når vi taler dyrevelfærd. Debatten mellem biologer, politikere, naturbrugere og dyrlæger er kørt op på et plan, hvor den ikke hører hjemme. Der er plads til alle, uden at det skader dyrevelfærden og kampen for biodiversitet, mener han.
Kim Rasmussen opfatter arbejdet som dyrlæge i naturprojekter som værende et helt nyt og voksende fagområde.
Kim Rasmussen er samtidig også af den holdning, at når dyrene går bag et hegn, er vi også forpligtede til at sørge for dem. Her må biologerne om nødvendigt gå lidt på kompromis i forhold til ønsket om maksimal biodiversitet, hvis det er påkrævet af hensyn til sundheden og velfærden hos kvæg, heste eller andre af de store græssere.
- Jeg er bange for, at den kompromisløse holdning hos enkelte biologer kun skader en ellers prisværdig sag, siger den erfarne dyrlæge, der længe har fulgt debatten.
Mols er ikke sammenligneligt
Kim Rasmussen oplever, at der i debatten om rewilding er lagt alt for meget vægt på Mols Laboratoriet og de, efter hans mening, helt uacceptable eksempler derfra, som har sat sindene i kog hos mange – både dyrlæger og dyrevenner.
- I Danmark vokser føden til dyrene ikke hele året, og arealerne bliver udsat for nedgnavning, i stedet for at dyrene ville vandre til bedre områder. Dyrene æder derfor i desperation de mindre sunde eller direkte skadelige fødeemner. Vi er forpligtiget til at hjælpe disse dyr, siger han.
Men samtidig advarer han også mod at sætte lighedstegn mellem Mols Laboratoriet og alle de andre naturpleje- og rewildingprojekter.
- Jeg mener, at Mols Laboratoriet er et forskningsprojekt, hvor der satses højt på dyreantal, og det er ikke sammenligneligt med de steder, jeg oplever. Der er pisket en stemning op, som ikke er nødvendig. Lad os hellere udstikke gode retningslinjer og kræve god dyrevelfærd og så lad os se, hvad vi når med disse tiltag, lyder holdningen.
Måden, hvorpå dyreholdene forvaltes på de 12-14 naturarealer, som Kim Rasmussen fra tid til anden lægger vejen forbi, varierer meget. Nogle steder tilskudsfodres dyrene slet ikke, andre steder sker det på arealet, og et sted kan dyrene flyttes til en vinterfold, hvor de om nødvendigt tilføres ekstra foder. Forklaringen på, hvorvidt tilskudsfodring er påkrævet eller ej, er ikke enkel.
- Man kan ikke sige, at en hektar kan rumme så og så mange individer. Der er forskel på heste og kvæg, og mange faktorer såsom jordens bonitet og terrænet spiller ind, siger dyrlægen.
- Derfor er man også nødt til at følge dyrene nøje, tilføjer han.
Savner bedre grundlag for huldvurdering
Kim Rasmussen oplever generelt, at de ansvarlige biologer og dyreejere er lydhøre overfor hans faglige vurderinger, hvis han mener, der bør gribes forebyggende ind og tilskudsfodres eller reduceres i bestanden. Det skete fx i år i Bøtø, hvor der er udsat konikheste.
- I år kom der føl lidt tidligt, så der måtte hopperne have ekstra foder. Der må ikke fodres på deres normale areal, og dyrene måtte lukkes ud på naboareal, hvor tilskudsfodringen foregik. Men jeg har også set dyr denne vinter, der uden ekstra foder har klaret sig lige så godt som i nogle stalde.
Kim Rasmussen medgiver, at det kan være sværere at vurdere huld på fritgående dyr, der ikke kan håndteres.
- Konikhestene på Bøtø kan jeg nogle gange snige mig til at lægge en hånd på. Ellers er der et fangsystem, og hvis enkelte er for magre, presser vi dem stille og roligt gennem fangsystemet for at mærke detaljegraden. Men med lidt øvelse kan man også vurdere det uden, mener han.
I de senere år har Kim Rasmussen ført tilsyn med fritgående kvæg og heste i 12-14 forskellige projekter på Lolland-Falster og Sjælland. Og i de projekter har der ikke været nævneværdige problemer med hverken afmagring, skader eller sygdomme. Her er det konikheste i Bøtø, der roligt føres gennem fangsystemet, så dyrlægen kan vurdere dem tæt på.
En anden vigtig faktor, der skal være på plads, for at samarbejdet mellem dyrlægen og den ansvarlige for de fritgående dyr kan fungere, er en detaljeret forvaltningsplan, hvor man foregriber de situationer, der kan opstå, siger Kim Rasmussen. Det er i det hele taget meget vigtigt, at man på forhånd nedskriver nogle retningslinjer og fører protokoller.
- Man skal ikke komme i en situation, hvor der skal diskuteres på stedet, om der skal fodres. Bureaukratiet må aldrig trække tiden til skade for dyrene, understreger han.
Han så samtidig gerne, at der blev udarbejdet nogle bedre brugbare retningslinjer for huldvurdering, som der er enighed om, og som er videnskabeligt begrundede.
- Det største problem i forhold til huld er de divergerende dyrlægefaglige opfattelser, der er af, hvornår de er for tynde. For mange lægfolk er denne »huldvurderings-disciplin« endnu sværere – og desværre ofte anledning til voldsom diskussion med brug af et helt uacceptabelt sprog. Jeg kunne også godt ønske, at Det Veterinære Sundhedsråd fik lejlighed til at udtale sig i nogle flere sager, så vi også juridisk har et klarere grundlag.
Tilstrækkeligt tilsyn?
Ifølge dyrevelfærdsloven er der i de nye naturnationalparker mulighed for at dispensere fra de gældende krav om daglige, eller for kvægets vedkommende jævnlige, tilsyn af hvert enkelt fritgående individ. I fald dispensationen opnås, vil det altså være tilstrækkeligt at tage et kig på flokken som helhed med et par dages mellemrum.
- Jeg mener ikke, at der skal være specielle regler for naturnationalparker. Om man overholder dyrevelfærdsloven, skal ikke afgøres af adressen. Men en fornuftig daglig inspektion kan godt ske på besætningsniveau, under helt veldefinerede forhold. Fx at man ser alle dyr enkeltvis gennem en kikkert på kort afstand og fra alle sider, siger Kim Rasmussen.
Han mener også, at der er tidspunkter, hvor daglige tilsyn af især heste på individniveau er særligt påkrævet – det gælder fx i folingssæsonen.
- Tilsynet bør altid være afbalanceret efter risikoen. Et eksempel er en hoppe, som oplever komplikationer ved foling. Hvorfor skal den ligge i flere dage og lide? spørger dyrlægen retorisk og fortæller, at han selv har været i en situation, hvor han har skudt en »vildtlevende« hoppe, der ikke kunne fole ved egen hjælp.
Kim Rasmussen opfatter arbejdet som dyrlæge i naturprojekter som værende et helt nyt og voksende fagområde.
- I dag specialiserer dyrlæger sig meget hurtigt. Men det her arbejde kræver en mangfoldig dyrlæge. Det er specielt at arbejde med store dyr, der ikke kan håndteres. Hvis jeg var en ung dyrlæge og kunne lide lidt »cowboyarbejde«, ville jeg kaste mig over muligheden for at gøre det her til mit fagområde.
