Annonce Banner Banner Banner

Regelmæssig sundhedsrådgivning kan gøre en forskel i fjerkræproduktionen

Fjerkræ Der er brug for mere regelmæssigt fokus på sundhed og velfærd i alle fjerkræbesætninger, mener Den Danske Dyrlægeforening, der konkret foreslår, at der indføres obligatorisk sundhedsrådgivning i både produktionen af slagtefjerkræ og æglæggere.

Ritzau Økohøns)

Fjerkræ og akvakultur er de eneste fødevareproducerende husdyr, der ikke er omfattet af sundhedsrådgivning. Obligatorisk sundhedsrådgivning blev også indført i minkproduktionen, hvilket var årsag til, at sundhedstilstanden hos dyrene blev forbedret til gavn for blandt andet dyrevelfærd og et lavere antibiotikaforbrug.

© Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Interview

I Danmark blev der produceret flere end 158 mio. kg. slagtekyllinger, og cirka 4,1 mio. høner lægger 81,6 mio. kg. æg. Men på trods af at det er en enorm produktion, er det kun et fåtal af uvildige rådgivere, der har regelmæssig adgang til staldene for løbende at sikre sundhedsniveauet – og dermed styrke fødevaresikkerheden og dyrevelfærden. Og det er der brug for, mener Den Danske Dyrlægeforening.

Der ses jævnligt flokafhængig høje dødeligheder blandt æglæggende høns, og i efteråret blev det også kendt, at store æg presser små høns til bristepunktet og smertefulde knoglebrud på brystbenet.

- Det er et problem, vi fortsat ved meget lidt om, men som dyrlæger ville vi formentlig have fået en ide om, at der var et problem tidligere, hvis vi kom regelmæssigt i besætningerne, siger dyrlæge Ida Thøfner, næstformand i Faggruppe Biomedicin og medlem af DDDs hovedbestyrelse.

Til dagligt forsker hun i fjerkræ på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på KU SUND, og det var her, hun og kolleger med en undersøgelse fandt ud af, at omkring 85 procent af danske æglæggende høns har brud på brystbenet.

Når man holder dyr i store flokke, er der bare en risiko for, at de bliver syge og svækkede.

Ida Thøfner

- Det er et voldsomt dyrevelfærdsproblem, og hvis jeg tager min forskningskasket på – så er det et felt, hvor der er flere faktorer, vi rigtig gerne vil undersøge, før man kan anbefale nogle ændringer. Men vi har identificeret en væsentlig risikofaktor, og det er tidspunktet for, hvornår hønsene begynder at lægge æg. Det ser ud til, at jo tidligere de bliver sat i gang med at lægge æg, jo større bliver problemet, siger Ida Thøfner.

Et løft af bundniveauet

I dag er der ikke krav om lovpligtig sundhedsrådgivning i fjerkræbesætningerne. Dyrlægen tilkaldes efter behov – og nogle gange viser det det sig at være for sent i forhold sygdom, der enten ikke er diagnosticeret eller diagnosticeret i tide med fare for, at sygdommen kan spredes ukontrollabelt.

- Alle producenter ønsker sunde og raske dyr, men små ændringer i den forkerte retning kan føre til at man måske »ser tiden an« lidt for længe, som igen måske ender i med, at man får taget aktion på ændringerne alt for sent. Det er et af de steder, hvor vi som dyrlæger kan gøre en forskel, fordi selv den bedste avler har brug for, at der kommer nogen udefra og hjælper ham med at handle i god tid. Det så vi fx i minkproduktionen, hvor der heller ikke var store problemer, men det gjorde en forskel for dyrenes sundhed og velfærd, at dyrlægerne begyndte at komme regelmæssigt i besætningerne i forbindelse med indførelsen af obligatorisk sundhedsrådgivning, siger Helle Slot, formand for DDDs Faggruppe Kvæg og andre Produktionsdyr.

Helle Slot understreger, at når den praktiserende dyrlæge kommer regelmæssigt i besætningen, betyder det, at dyrlægen får større kendskab til landmanden og dermed en bedre fornemmelse for den daglige management og for personalets evner til at spotte potentielle problemer,
inden det bliver til problemer.

- Man får et indgående kendskab til besætningen og medarbejdere, der passer dyrene. Man kan som regel tydelig se, hvis der er udskiftning i personale. Så dét, at man har et indgående kendskab til besætningen, det vil løfte bundniveauet.

Hun påpeger samtidig, at nogle virksomheder har deres egen dyrlæge ansat til at rådgive producenterne.

- Der er ingen tvivl om, at de er dygtige, men i forhold til landmanden kan det være problematisk, at dyrlægen ikke er uafhængig. Og til forskel fra den praktiserende dyrlæge, der kommer udefra, har en ansat dyrlæge kun journaliseringspligt. Der er ikke krav om, at der skal  udarbejdes besøgsrapporter.

Er der forskel på høns, køer og grise?

Salget og forbruget af kyllingekød og æg er steget gevaldigt gennem de seneste mange år, og globalt er det en tendens, der spås at vare ved – blandt andet på grund af klimaaspektet ved produktionsformen. Alene af den grund virker det derfor paradoksalt, at dyrene ikke løbende skal tilses af en dyrlæge, der kan sikre overvågning og håndtering af sundheds- og velfærdsproblemer, påpeger Helle Slot.

Fjerkræ er sammen med akvakultur de eneste fødevareproducerende husdyr, der ikke er omfattet af sundhedsrådgivning – hvilket både Helle Slot og Ida Thøfner mener kan hænge sammen med, at der er et lavt forbrug af antibiotika både til slagtekyllinger og æglæggere.

- Men årsagen kan ikke entydigt henføres til god sundhed og velfærd – det er sandsynligvis også influeret af krav fra markedet til opdræt uden brug af antibiotika for slagtekyllinger og betydningen af tilbageholdelsestider på medicinen i konsumægproduktionen. Omfanget af  underbehandling er dog helt umuligt at kvantificere, påpeger Ida Thøfner, men understreger samtidig, at syge dyr skal behandles.

- Når man holder dyr i store flokke, er der bare en risiko for, at de bliver syge og svækkede. Sygdom kan ske fra dag til dag, og selvom det er vores indtryk, at producenterne i høj grad både er omhyggelige og ret opmærksomme på de sygdomme, de skal holde øje med, så er det ikke ualmindeligt, at for at kunne stille den rigtige diagnose, så kræver det veterinær indsigt. Fx sygdomme, som ikke er anmeldepligtige, men medfører forringet produktivitet eller øget dødelighed. Her har dyrlægerne bedre forudsætninger for at få den rette diagnostik og eventuel behandling sat op i sådan nogle tilfælde.

Managementrelaterede problemer

Ida Thøfner slår også fast, at der er mange sundheds- og velfærdsproblemer, der ikke identificeres ved at måle på antibiotikaforbruget. Hun nævner blandt andet dødelighed, produktionssygdomme, subkliniske infektioner, brystbensfrakturer, fjerpilning og kannibalisme og parasitære infektioner hos æglæggere, samt lidelser i bevægeapparatet hos slagtekyllinger.

- Det er managementrelaterede problemer, som sundhedsrådgivning enten kan være med til at forebygge eller reducere væsentligt.

Ida Thøfner lægger vægt på, at dyrlægen kan gøre en forskel i de perioder, hvor der typisk er øget risiko for, at der kan opstå problemer – disse risikoperioder er afhængig af, hvilken produktionsform der er tale om. Slagtekyllinger har i mange tilfælde helt andre problemstillinger end konsumægshøner eller rugeægshøner.

- En risikoperiode kan fx være, når konsumægshøner begynder at lægge æg. Det er en risikofyldt periode på grund af det stress, der er forbundet med at gå fra at være unge til voksne.

Helle Slot supplerer:

- Vi kan se fra både kvæg, svin og mink, at sundhedsrådgivning har været med til et generelt løft i både sundhed og velfærd. Erfaringsmæssigt ved vi, at når producenter får regelmæssig veterinær rådgivning med hovedfokus på de problemer producenterne står med, vil det medføre en mærkbar effekt på avlernes håndtering af årsager til sygdom. Lige præcis derfor er kompetent og uafhængig dyrlægerådgivning en vigtig faktor i et sundt fjerkræhold.