I lighed med forløbet i Danmark har der i Europa været stor aktivitet af højpatogen fugleinfluenzavirus (HPAI) i de sidste to sæsoner. Stort set alle europæiske lande har rapporteret fund af HPAI i både vilde fugle og tamfjerkræ. Da overvågningsprogrammerne og fjerkræpopulationerne varierer fra land til land, er det vanskeligt numerisk at sammenligne tal fra de enkelte lande, men de fleste fund i vilde fugle og de fleste udbrud har været centreret i den nordlige del af Europa, herunder specielt Danmark, Tyskland, Holland og Polen. Som det fremgår af figuren, ligger Danmark som et centralt hot spot for påvisning i vilde fugle.
I fugleinfluenzasæsonen 2020/2021 (1. oktober 2020 – 30. september 2021) var der16 udbrud med HPAI i danske besætninger, mens der pt. har været 9 udbrud med HPAI i besætninger i sæsonen 2021/2022. Der er udført genetisk karakterisering af HPAI-virus fra de fleste besætningsudbrud og af virus fra næsten 100 vilde fugle.
De genetiske analyser viser, at alle virus påvist i Danmark tilhører HPAI H5 clade 2.3.4.4b, som er den variant, der har været i Europa de senere år, og at der er et meget nært genetisk slægtskab mellem de HPAI-virus, der er påvist i de danske besætningsudbrud og vilde fugle. De HPAI-virus, der er påvist i Danmark, er også tæt beslægtet med virus fra resten af Europa. Disse har blandet gener med lavpatogene fugleinfluenzavirus i Europa/Rusland/Afrika og dannet forskellige subtyper med forskellige N-typer som N1, N5 og N8, men alle indeholder den samme variant af H-genet (clade 2.3.4.4b). Typen H5N8 dominerede i forrige sæson, mens de fleste fund i indeværende sæson er af typen H5N1. Det skal understreges, at dette virus er forskelligt fra det H5N1-virus, der har forårsaget mere end 800 humane infektioner i Asien og Mellemøsten, heraf 455 med dødelig udgang.
De genetiske analyser af virus fra de danske besætningsudbrud indikerer, at smitten drives af virus i vilde fugle, men at der i enkeltstående tilfælde kan have været tale om smitte mellem besætninger. De epidemiologiske udredninger har endvidere vist, at selv besætninger med meget høj grad af biosikkerhed er blevet ramt, og i de fleste tilfælde har det ikke været muligt at identificere, hvordan virus er kommet ind i besætningerne. Et fællestræk er dog, at mange af de ramte besætninger er beliggende i områder, hvor der færdes mange vilde fugle, specielt andefugle og gæs.
Årsagen til de mange udbrud i Danmark og resten af Europa de seneste sæsoner kendes ikke. Forskellige virusvarianter kan have forskellig virulens, værtsspektrum og smitteevne, men der foreligger pt. ikke data, der dokumenterer, at de virusvarianter, der har cirkuleret de senere år, skulle være specielt smitsomme eller virulente. I indeværende sæson er der både påvist »nye« virus og virus med stor lighed med virus fra 2020/21-sæsonen, hvilket kan betyde, at virus har persisteret i miljøet eller i lavt niveau i vilde fugle hen over sommeren.
På baggrund af vores nuværende viden er det umuligt at vurdere, om dette betyder, at vi i Europa er på vej mod en situation med årlige HPAI-epidemier eller ligefrem en enzootisk situation med konstant cirkulation af HPAI blandt vilde fugle. Under alle omstændigheder har forløbet de seneste to sæsoner haft store dyreetiske og økonomiske konsekvenser for fjerkræbranchen, hvilket formodentlig vil medføre en intensiveret diskussion om den fremtidige håndtering af HPAI i Europa.
