Annonce Banner Banner Banner

Tæt på hovedbestyrelsens medlemmer: Anders Permin

Fagpolitik Hvem er de, og hvad vil de? I en portrætserie spørger vi hovedbestyrelsens medlemmer – mød denne gang Anders Permin, formand for Faggruppe Biomedicin.

COLOURBOX2502561 © Colourbox
Interview

Hvorfor er du gået ind i det politiske arbejde i Dyrlægeforeningen?

Jeg var faktisk ved at melde mig ud af DDD, da jeg ikke syntes, at jeg kunne få hjælp til de spørgsmål, jeg havde til min ansættelse indenfor life science. På det tidspunkt var jeg ansat på DHI - en konsulentvirksomhed, som udførte toksikologiske vurderinger af lægemidler mv. Jeg blev så inviteret til at give et oplæg til den daværende hovedbestyrelse om life science og de jobs, vi som dyrlæger har i life science/biomedicin. Og for at gøre en lang historie kort, så blev jeg valgt ind i HB året efter. Siden har jeg været aktiv i DDD for at sikre, at DDD også har en stemme i forhold til life science/biomedicinen.

Prøv at sætte ord på nogle af de vigtige opgaver/sager, som du gerne vil være med til ændre.

Af naturliglige årsager har DDD hidtil været en forening for klinisk ansatte indenfor  veterinærmedicinen. Men tiderne ændrer sig; der er langt færre ansat i klinisk praksis, og i dag er der nok omkring 4-500 dyrlæger ansat i forskning og udvikling på universiteter og i medicinal-, biotek-, medico- og fødevareindustrien. Derfor er det også naturligt – hvis vi vil vedblive med at være en enhedsforening – at DDD også kan bistå medlemmer, som er ansat i førnævnte områder. Derfor er en af mine mærkesager at gøre opmærksom på og prøve at kile os ind i de politiske organer, som har betydning for forskning og udvikling. Samtidig skal vi have klædt sekretariatet på til at kunne hjælpe medlemmer, som søger ansættelse i benævnte områder.

Hvilke resultater har du været medvirkende til at skabe?

Vi har fået en konkret faggruppe, som fremover skal varetage medlemmer i life science/biomedicin-området. Vi er ved at få mere styr på et årshjul med aktiviteter og arrangementer, som medlemmer har ønsket. Desværre har coronapandemien ikke været så  gavnlig for vores aktiviteter.

Du har sammen med resten af HB sat en ny kurs for DDD – hvad håber, du den nye grundfortælling kan bidrage med?

Jeg håber, at DDD fremover vil være en forening, som bredt favner alle dyrlæger.

Hvordan har det ændret dit syn på Dyrlægeforeningen, at du selv er blevet politisk aktiv?

Jeg har fået en større forståelse for, at det kan være meget svært at ændre kursen i en forening. Der er mange mennesker, som er involveret, og der er mange holdninger, som skal respekteres og tilgodeses. Det tager tid! Men med den nye grundfortælling er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden for mine medlemmer i biomedicinen.