Annonce Banner Banner Banner

Et lavere forbrug af antibiotika i svinebesætningerne kræver, at landmændene tager fat ved roden

Grise Der er ingen snuptags-løsninger, der kan reducere antibiotikaforbruget i svinebesætningerne. Problemerne skyldes blandt andet gamle staldanlæg og høj belægningsgrad, der på hver sin vis udfordrer sygdomstrykket i besætningerne, mener to svinedyrlæger, som ser, at der skal radikale ændringer til, hvis medicinforbruget skal reduceres yderligere.

Pattegrise06 © Pia Rindom
Interview

Svinedyrlægens arbejde i stalden ligger i ret faste rammer med sundhedsrådgivningsaftaler, hvor det primære hovedfokus er på at observere, diagnosticere, lægge handleplaner og på den baggrund ordinere medicin. Men det er sjældent, at dyrlægerne selv behandler med medicin, da de som oftest kun kommer i stalden én gang om måneden. Det betyder, at det er landmanden og hans medarbejdere, der selv er ansvarlige for at diagnosticere og igangsætte behandlinger efter dyrlægens anvisninger. Og det sker desværre hyppigere end ønsket ifølge nye tal fra DANMAP. Den danske svineproduktion står for cirka 76 % af det samlede veterinære forbrug af antibiotika til dyr, og fra 2019 til 2020 er forbruget målt i kilo steget med 4,5 %.

Der er umiddelbart ikke udsigt til, at kurven vender, nærmere tværtimod, siger Trine Christner Månsson, der er svinedyrlæge hos LVK og bestyrelsesmedlem i Faggruppe Svin. Hun tror, at den snarlige udfasning af zink vil medvirke til et øget medicinforbrug hos de fravænnede grise, hvis ikke der gøres en ekstra indsats derude i staldene allerede nu.

Hun peger også på, at der er en kæmpe udfordring med den kommende veterinærlægemiddelforordning, som giver nogle restriktioner, der i sidste ende kan betyde, at medicinforbruget eskalerer yderligere – blandt andet fordi dyrlæger til enhver tid skal følge lægemidlets produktresumé (SPC).

- De antibiotika, der bruges i dansk svineproduktion, bruges med udgangspunkt i den nyeste viden om behandlingslængde og dosis for at minimere resistens, og det fører ofte til kortere behandlingslængder og for nogle diagnoser også reduceret dosis i forhold til SPC på produkterne. Når EU kræver, at vi blindt skal følge SPC’et, vil det unægtelig medføre en stigning i antibiotikaforbruget i Danmark - mod både vores og landbrugets vilje, understreger Trine Christner Månsson.

Pressede stalde og gamle staldanlæg

En anden udfordring i forhold til at reducere antibiotikaforbruget er en højeffektiv produktion, som optimerer på antal mere end på kvalitet af grisene, siger John Haugegaard, der er formand for Faggruppe Svin. Det betyder, at staldene udnyttes maksimalt, hvilket gør det svært at gennemføre de nødvendige forebyggende strategier, påpeger han.

- Branchen har i årevis avlet efter større kuld. Og med stor succes. Bagsiden af medaljen er, at der fødes flere umodne og små grise, og der må laves en stor mængde ammesøer. Da soantallet sjældent er sat ned, så det kompenserer for den større produktion, betyder det, at grise flyttes rundt på måder, så de planlagte »alt ind-alt ud«-procedurer, som de fleste stalde oprindeligt er dimensioneret efter, sættes ud af kraft. Kombinationen af de forhold gør, at der sker en stor smittespredning, og især for PRRS og influenza ser vi, at mange besætninger har smitteoverførsel fra hold til hold. Det medfører også, at man fravænner nogle meget små grise, som faktisk er »gamle«, men fordi de er født meget små, er de mange gange ikke klar til at blive fravænnet på det tidspunkt, hvor det sker, og så bliver de syge. Ligeledes har mange stalde i dag helt konsekvent en fravænning af de 70-80 % hurtigst voksende grise ned til 21 dage. Når zink næste år skal ud af fravænningsfoderet, bliver der derfor brug for at lave en helt anderledes robust fravænningsgris.

Mange besætninger døjer også med, at de ikke kan få lov til at bygge nyt, og kan derfor ikke få renoveret gamle stalde. Det kan være årsag til sygdom og dermed mere brug af antibiotika, påpeger John Haugegaard, der også mener, at den store personaleudskiftning i besætningerne er en kæmpe udfordring, da ikke alle medarbejdere er lige skarpe til at spotte den syge gris.

- Så der er en masse strukturelle og grundlæggende forhold, i den måde landbruget har udviklet sig, som er medvirkende til, at det er svært at reducere antibiotikaforbruget yderligere.

Dyrlægens rolle i besætningen

- Vores primære rolle som dyrlæger er med den bedste faglige vurdering at vejlede landmanden til at styre sine sygdomsproblemer uden at bruge antibiotika. Det er først og fremmest management, fodring og at opsætte sundhedsprogrammer og lave vaccinationsstrategier. Det er de primære håndtag, vi kan dreje på, understreger John Haugegaard.

Spørgsmålet er så, hvad dyrlægerne kan gøre, når det mellem besøgene er landmanden, der træffer beslutning, om der skal behandles eller ej?

- Det er dejligt, at landmanden efterspørger vores rådgivning til at komme i mål med en antibiotikareduktion. Det er et vigtigt første skridt. Det næste er, at der også skal handles på rådgivningen. Desværre er det ofte sådan, at det hurtigt bliver et finansielt problem, fordi antibiotika er både effektivt og billigt.

Men ifølge John Haugegaard er der ingen vej udenom at rette de strukturelle problemer og få lavet programmer, som kan eliminere eller håndtere de væsentligste sygdomme, hvis antibiotikaforbruget skal ned.

- Hvis man sammenligner den svenske produktion med den danske, så bruger svenskerne kun en fjerdedel af den mængde af antibiotika, som man i Danmark bruger til grise. Og det skyldes i stor udstrækning et væsentligt lavere pres på besætningerne og – i det mindste på nogle områder – bedre styring af sundhedsprogrammer. Til gængæld koster det næsten 2 kr. mere at lave et kilo svensk kød.

Hvad kan være med til at ændre situationen?

Både Trine Christner Månsson og John Haugegaard er enige om, at hvis man virkelig skal ændre situationen, så skal der ske radikale ændringer, i den måde grise holdes på i Danmark.

- Derudover skal der arbejdes med landmændenes holdning til brug af medicin og de skal mindes om, at det ikke er en ret for dem at få udleveret medicin, men en mulighed de har under nogle helt givne forudsætninger, som fx daglig registrering af medicinforbrug osv. Det vil helt sikkert kunne flytte noget, hvis landbruget også tager et større ansvar på sig vedrørende antibiotikaforbruget, siger Trine Christner Månsson.

Hun tror desuden, at fokus på de mest antibiotikaforbrugende landmænd og dyrlæger, også vil rykke noget. Og dertil kommer håndteringen af den store udfordring med fraværet af zink.

- Vi snakker selvfølgelig allerede med landmændene om udfasningen af zink og opfordrer dem til at begynde at træne i at undvære zink, mens vi stadig har muligheden, siger Trine Christner Månsson, der blandt andet råder sine landmænd til at have fokus på:

  • Højere fravænningsalder og fravænningsvægt
  • Intensiv træning i, at pattegrisene æder foder allerede i farestalden (opblødt foder er en fordel)
  • Godt klima i fravænningsstalden – dvs. korrekt temperatur, rene og tørre stalde, god luft
  • Godt foder med mælkesyre, benzoesyre, fiberrigt, lavt på protein og letfordøjelige proteiner (fx kartoffelprotein, fiskemel)
  • Optimal vandkvalitet: Desinfektion af rør og eventuel tilsætning af syre
  • Vaccination mod E. coli.

- Mere langsigtet skal der langt mere fokus på stærke levedygtige grise i avlen. LG5 (avlsindex, som fortæller, hvor mange grise der overlever dag 5 efter fødsel) er sikkert ganske udmærket til at vise noget om soens moderegenskaber, men der bør også bygges indikatorer ind som fx, hvor mange og hvor stærke grisene er ved fravænning. Ligeledes bør der rettes fokus på avl for sundhed, supplerer John Haugegaard.

- I årevis har vi jagtet producerede grise per års-so som mål nummer ét. Det er nødt til at stoppe, hvis vi skal nå målene for antibiotikareduktion, og det skal både banker, avlsselskaber og producenter tage til efterretning, slutter John Haugegaard.