Ingen, der har fulgt bare lidt med i debatten om rewilding og de kommende naturnationalparker i indeværende år, kunne på forhånd være i tvivl om, at emnet er sprængfarligt. Journalist Mette Walsted Vestergaard skulle som moderator sørge for, at denne aftens debat ikke løb af sporet, og hun lod vide, at det ikke var første gang, hun stod som ordstyrer i en meningsudveksling om rewilding.
- I mine mange år på Danmarks Radio har jeg deltaget i udlændingedebatter, der var hyggeligere, konstaterede hun med glimt i øjet, inden hun formanede både paneldeltagere og publikum om at holde den gode tone.
Debattens generelle karakter og ikke mindst de interkollegiale udfordringer, der i den forbindelse er opstået dyrlæger imellem, var netop et af punkterne for aftenens program, men først ville Mette Walsted Vestergaard vide, hvordan de fem paneldeltagere forholdt sig til spørgsmålet om dyrevelfærd for vildtlevende dyr bag hegn.
Biolog Hans Henrik Bruun, der var panelets eneste medlem af den videnskabelige arbejdsgruppe vedrørende naturnationalparker i Danmark, lagde ud med at slå fast, at behovet for øget biodiversitet ikke kan diskuteres, og at der ikke er noget nyt i, at store pattedyr sættes ind som en del af de ønskede økosystemer.
- I Sydafrika lever dyrene også bag hegn, og man flytter også dyrene rundt. Men der er ingen tvivl om, at den optimale størrelse for en naturnationalpark er 30-50.000 hektar. Vi har bred konsensus i den videnskabelige arbejdsgruppe om, at jo større jo bedre. Men den rådgivning har ministeren ikke valgt at følge, forklarede han med henvisning til de nuværende planer for langt mindre arealer på helt ned til omkring 1.000 hektar.
- Der er stor forskel på at leve i det fri – frit, og at leve i det fri bag hegn, konstaterede chefdyrlæge i Københavns Zoo Carsten Grøndahl til klapsalver fra de fremmødte.
Jeg synes, vi skal tilskudsfordre så lidt som muligt, fordi det er på bekostning af alle de andre levende organismer.
Hans Henrik Bruun
Carsten Grøndahl mente dog ikke, at der burde være noget til hinder for at skabe en fantastisk forøgelse af biodiversiteten og samtidig sikre, at processen foregår på en etisk forsvarlig måde. Loven giver nemlig mulighed for både tilskudsfodring i yderste nødstilfælde og nedskæring af levende bevoksning. Men selv om naturnationalparkerne endnu ikke er en realitet, er det hans oplevelse, at man de steder, hvor der allerede er eksperimenteret med rewilding og udsætning af store græssere, kører principperne for »religiøst«.
- Jeg mener sagtens, vi kan lave en balance, der kommer til at fungere. Jeg har bare været med nogle steder, hvor »det med fodring, det bruger vi ikke her«, lød det.
Biolog Hans Henrik Brun tilbød en del af forklaringen på, hvorfor tilskudsfodring er et reelt dilemma, når målet er høj grad af biodiversitet.
- I Jægersborg Dyrehave kan vi se, at den massive tilskudsfodring har betydet, at der stort set kun er kvælstofelskende plantearter tilbage, gav han som eksempel på et scenarie, der for biologen er langt fra ønskværdigt.
Forskel på at sulte og være sulten
Dyrlæge Lene Kattrup mindede forsamlingen om, at der er stor forskel på græssere som heste og kvæg - og hjorte og elge, som er browsere.
- Heste og kvæg kan ikke bare overgå til at leve af kviste og blade, når græsset holder op med at vokse. Det er uforsvarligt at lade dem gå en hel vinter uden fodring, mente hun, og efter bifaldet at dømme var flertallet i salen tilsyneladende enige med hende.
- Dyr skal maksimalt tabe sig til normalt huld, satte Lene Kattrup sin nedre grænse for de fritgående dyr, og diskussionen om hvornår et fritgående dyr i en naturnationalpark er i en uacceptabel huldtilstand fortsatte.
Men hvornår er der, som loven siger, tale om et »yderste nødstilfælde«, der giver mulighed for tilskudsfodring, ville Mette Walsted Vestergaard vide.
- Det ved vi ikke endnu, for der er ikke oprettet en eneste naturnationalpark. Men der skal laves en beredskabsplan for hver eneste park. Jeg synes, vi skal tilskudsfordre så lidt som muligt, fordi det er på bekostning af alle de andre levende organismer, svarede biolog Hans Henrik Bruun.
Der er stor forskel på at leve i det fri – frit, og at leve i det fri bag hegn.
Carsten Grøndal
- Det er rigtigt, at vi ikke har en skala for dette, men det vil Naturstyrelsen udvikle, fortalte Carsten Jensen, tidligere formand for Den Danske Dyrlægeforening, nu sektionsleder i Fødevarestyrelsen, VeterinærNord. Han ønskede dog ikke qua sin embedsmandsfunktion at kommentere på konkrete eksempler på problemer med dyrevelfærden fra blandt andet Mols, da sagerne fortsat kører i politiets regi.
Tilbage stod, at spørgsmålet om, hvornår dyrenes huld er uacceptabelt, var noget af det, der berørte både paneldeltagere og tilhørere mest. Og nok også noget af det, der vil blive debatteret, længe efter den første naturnationalpark er en realitet. For selv inden for dyrlægestanden er der uenighed, konstaterede Mette Walsted Vestergaard.
- Vi mangler definitioner og objektive parametre, så vi kan måle på de her ting, vi diskuterer. Er de sultne, eller sulter de – noget så basalt mangler vi at definere, slog dyrlæge og formand for Federation of European Equine Veterinary Associations Mette Uldahl fast fra sin stol på tilhørerpladserne.
Dyrlæger skal bakke hinanden op
Dyrlæge Helle Slot, formand for DDDs faggruppe kvæg og andre produktionsdyr, redegjorde for, hvordan Dyrlægeforeningen længe kæmpede for at få det veterinære felt med i den videnskabelige arbejdsgruppe. Hun lagde ikke skjul på, at der undervejs fra regeringens side ikke var den store forståelse for, at dyrevelfærd skulle prioriteres.
- Vi forsøgte at indstille en kandidat, men det var der ikke interesse i. Vi endte i stedet med at blive inviteret ind i interessentgruppen, og det er vi glade for. Samtidig er der ansat en dyrlæge i Naturstyrelsen, og det er en lille sejr, sagde hun og konstaterede, at der trods alt sidder en dyrevelfærdsforsker, nemlig professor Peter Sandøe, med i den videnskabelige arbejdsgruppe samt formanden for det dyreetiske råd, Bengt Holst.
Men mens det veterinære felt ifølge Helle Slot er blevet underprioriteret i det forberedende arbejde, er det til gengæld dyrlæger, der har stået med både de faglige og personlige udfordringer i »marken«, når det gælder dyr udsat i rewilding-projekter. For det er Fødevarestyrelsen, der har tilsynspligten de steder, der kommer tættest på at danne model for de kommende naturnationalparker. Og det tilsyn har ikke været uproblematisk at udføre, fortalte Carsten Jensen med henvisning til den kritik, som hans ansatte i dyreværnsvagten er blevet udsat for under den særdeles ophedede debat, som 2021 har budt på.
- Det påvirker folk hårdt, når fagfæller angriber, og man ikke kan forsvare sig. At sidde bag en skærm og svine folk til er bare ikke i orden, sagde han med et eftertryk, der gav genlyd i salen, som kvitterede med et anerkendende bifald.
- Vi skal bakke mine folk op – ikke samle dem op, lød hans videre opfordring med henvisning til de psykiske følgevirkninger for medarbejderne. Samtidig er den meget opmærksomhed, som netop de sager har fået, også det, der gør, at Carsten Jensen ser fortrøstningsfuldt på dyrevelfærden i de
kommende naturnationalparker.
- Jeg er tryg ved det. Danskerne vil ikke acceptere, at dyr sulter bag hegn, lød hans sidste bemærkning, der samtidig var med til at runde aftenen af.
