Forbruget af vacciner til hund og kat i Danmark gennem det seneste årti – hvor godt hænger det sammen med gældende vaccineanbefalinger?

Introduktion

Udvikling og brug af vacciner til forebyggelse af potentielt dødelige virussygdomme hos hunde, fx hundesyge, går tilbage til mellemkrigstiden (1) – og i tiden efter 2. Verdenskrig er vaccination af hunde og katte i stigende grad blevet et standardværktøj til præventiv håndtering af smitsomme sygdomme i den stadigt voksende og mere specialiserede veterinære familiedyrssektor, som har udviklet sig i hele den vestlige verden.

Frem til nullerne var det god latin blandt dyrlæger ikke alene at anbefale mindst to vaccinationer af hvalpe og killinger, men også årlige revaccinationer af voksne hunde og katte. Foruden kernevaccinerne mod hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirusdiarré til hund samt katteinfluenza og -syge til kat fremkom der en række yderligere vacciner, som kunne anvendes, baseret på en konkret vurdering af smitterisikoen hos det enkelte dyr. Det gjaldt fx mod kennelhoste, leptospirose, rabies og katteleukæmi.

I USA fremsatte American Veterinary Medical Association Council on Biologic and Therapeutic Agents i 1989 guidelines, som anbefalede årlig revaccination af alle voksne hunde og katte med kernevaccinerne (2). Denne anbefaling blev i høj grad fulgt i praksis, både i USA og i andre vestlige lande, herunder Danmark.

Fra 1995 og frem fremkom der dog kritik af denne anbefaling fra flere sider (3). Kritikken gik i første omgang på, at de hyppige revaccinationer var unødvendige, da der i stigende grad var evidens for, at immunitetens varighed for kernevaccinerne var langt større end tidligere antaget. De årlige revaccinationer blev derfor set som en unødvendig økonomisk byrde for hunde- og katteejere. Der blev også i stigende grad peget på, at de hyppige revaccinationer ikke blot var unødvendige, men potentielt kunne øge risikoen for nogle immunmedierede lidelser og forværre allerede eksisterende allergiske lidelser hos de berørte hunde og katte (4-8).

I 2006 blev der nedsat en arbejdsgruppe under verdensorganisationen for veterinærmedicin for familiedyr (World Small Animal Veterinary Association, WSAVA), som fik til opgave at udarbejde guidelines for vaccination af hunde og katte. Den første udgave af disse guidelines kom i 2007 og er siden blevet opdateret i 2010 og 2015 (9).

Arbejdsgruppen definerede en række kernevacciner, som alle hunde og katte bør få, mens andre vacciner ifølge gruppen skal gives efter behov baseret på geografi og livsstil. Siden 2010 har gruppens anbefaling været, at vacciner ikke bør gives, uden at der er behov for dem. Kernevaccinerne bør ikke gives oftere end hvert tredje år efter den 6-12 måneders booster-vaccination, som gives efter hvalpe-/killingevaccinationerne, fordi immunitetens varighed (DOI) er mangeårig og kan vare op til kæledyrets samlede levetid (10). Derimod er der en række af de andre,
ikke-kernevacciner, som kræver årlige revaccinationer for at sikre hundenes og kattenes immunitet.

De nuværende WSAVA-vaccineanbefalinger, som Faggruppe Familiedyr under Den Danske Dyrlægeforening bakker op om (11), er kort opsummeret som følger (10): Alle hunde bør vaccineres med kernevaccine (mod distemper-, adeno- og parvovirus) uanset geografisk område og andre forhold. Desuden kan der vaccineres årligt mod parainfluenzavirus, Bordetella bronchiseptica, Borrelia burgdorferi, Leptospira spp., Leishmania infantum og 3-årligt mod rabies hos relevante patienter. Alle katte bør gives kernevaccine (mod calici-, herpes- og panleukopenivirus). Desuden kan der vaccineres mod følgende agens: rabies hvert 3. år, felin leukæmivirus (FeLV) hvert 2.-3. år og Chlamydophila felis årligt til relevante patienter.

I lyset af denne udvikling i vaccineanbefalingerne er det relevant at se, hvad der i Danmark er sket med hensyn til brugen af vacciner på hund og kat gennem det seneste årti, og om det forlængede vaccineinterval afspejles i salget af kernevacciner. Desuden er det interessant at se, om der  er forskel på, hvor ofte hunde og katte bliver vaccineret.

Det er en udbredt opfattelse, også blandt forfatterne til denne artikel, at katte generelt i langt mindre grad end hunde modtager veterinær behandling, og at dette er udtryk for, at katte typisk har en lavere status end hunde. I USA findes der statistikker, som klart dokumenterer en sådan forskel. I 2016 havde cirka 38 %. af husholdningerne i USA hund og cirka 25 % kat, og mens 83 %. af hundene havde mindst et årligt besøg hos dyrlægen, var det kun 54 % af kattene, svarende til 1,5 årlige dyrlægebesøg per hund og 0,7 besøg per kat (12).

Tilsvarende statistikker findes ikke i Danmark, men forskelle i vaccineforbruget kunne være en mulig indikator på forskelle i graden af veterinær behandling, som de to arter modtager.

Det overordnede mål med dette studium er derfor at kortlægge forbruget af vacciner til hund og kat i Danmark med henblik på at undersøge: 1) Om der er sammenhæng mellem det solgte og det anbefalede antal kernevacciner, 2) om der er sket en udvikling i salget af andre vacciner, og 3) om der er forskelle på, i hvilket omfang henholdsvis hunde og katte bliver vaccineret.

Materialer og metoder

Studiet blev gennemført med basis i data over salget af vacciner i Danmark fra de relevante medicinalvirksomheder. Vaccinesalgsdata for perioden 2010 til 2019 blev stillet til rådighed af Veterinary Industry Nordic (ViNordic), som er en forening for virksomheder, der markedsfører veterinære lægemidler i de nordiske lande. Foreningens medlemmer står for cirka 95 % af markedet for medicin til dyr i Danmark. De resterende 5 % inkluderer andre aktører samt, for en mindre andels vedkommende, parallelimporteret medicin.

Data omfatter salg fra virksomhed (såkaldt sell-in data), der ikke er det samme som forbrug (repræsenteret ved salg ud af apotek, såkaldt sell-out data). Der er således en tidsmæssig forskydning, idet de solgte præparater fra virksomheden først skal over grossist og apotek, før de bliver anvendt. Der er foretaget sammenligninger af antallet af solgte doser fra producenterne samt af, hvilke patogener der sælges vacciner mod. Produkterne blev identificeret på MedicinTilDyr.dk, og den resulterende liste blev præsenteret for ViNordic (ved L. Schultz), der forestod udtræk af vaccinesalg af de identificerede produkter. Desuden identificeredes ViNordic-produkter, der var solgt i perioden 2010-2019, men som var udgået i 2020 og derfor ikke var med i kataloget online.

Det registrerede vaccinesalg fra virksomhederne for hvert produktnummer blev opsummeret i antal doser. Antallet af indikationer, som produkterne dækkede, blev ligeledes opgjort. Udviklingen i salg i forhold til specifikke indikationer blev visualiseret ved at plotte antallet af solgte doser for hver indikation, således at vacciner, der dækker flere indikationer, vil tælle flere gange i de indikationsspecifikke grafer.

Udviklingen i populationen
Udviklingen i antallet af dyr blev beregnet ud fra antallet af privatejede hunde og katte i Danmark i år 2000, jævnfør Danmarks Statistik (13). Dette var estimeret til henholdsvis 546.000 og 646.000. Udviklingen i antallet af hunde blev estimeret ud fra registreringer af nye hunde i Dansk Hunderegister (2100 København Ø), idet den årlige gennemsnitlige stigning i antallet af nye registreringer blev brugt som proxy for stigningen i antallet af hunde.

Beregningen var baseret på følgende formel:

- hvor ⁿ_ÅrX+1 og ⁿ_ÅrX var populationsstørrelserne i år X + 1 og i år x,_{Nyreg. i år X+1} var antallet af ny-registrerede i år X+1, og gennemsnitslevealder var middellevealderen, som blev sat til 10 år baseret på estimat fra kennelklubdata fra Storbritannien i 2014 (14), hvor middellevetiden var estimeret til 10,3 år. Vi rundede ned ud fra en antagelse om, at den generelle hundepopulation lever knap så lang tid som kennelklubhundene.

Tabel 1. Oversigt over vacciner og de patogener, som de er målrettet mod, samt prisfordeling.

Stigningen i antallet af katte er beregnet ud fra stigningen i antallet af husstande, jævnfør Statistikbanken (15), kombineret med en stigning i andelen af husstande med kat fra 16 pct. i 2000 til 19 pct. i 2015 (16), hvor sidstnævnte stigning blev antaget at være lineær.

Maksimalt forventet vaccineforbrug

Til sammenligning af de solgte doser vacciner blev det »makismalt forventede vaccineforbrug« beregnet ud fra simplificerede vaccinationsstrategier, hvor a) 10 % af såvel hunde- som kattepopulationerne årligt modtog basisvaccination som hvalpe, unghunde, killinger eller ungkatte; b) basisvaccinationen blev foretaget med gennemsnitligt 3 doser af kernevaccinerne; c) basisvaccination med øvrige vacciner blev foretaget med gennemsnitligt 2 doser; og d) revaccination med kernevacciner til voksne hunde og katte derefter hvert 3. år og med hver af de øvrige vacciner årligt.

Disse tal blev multipliceret med den estimerede populationsstørrelse. Andelen af hvalpe/unghunde/killinger på 10 % af populationen er estimeret ud fra, at andelen af nye hunde i hunderegistret var på cirka 10 % af den samlede population årligt i perioden 2010-2019, og tilsvarende tal blev anvendt for kat. Vi valgte, at basisvaccination med kernevacciner foregik med 3 doser, da denne i princippet kan ske med både 2, 3 og 4 doser, og 3 doser forekom derfor at være et realistisk gennemsnit, mens 2 doser typisk anbefales ved basisvaccination med øvrige (ikke levende) vacciner.

Estimatet baseres på den simplificerende antagelse, at hele populationen vaccineres med alle komponenter af de øvrige vacciner, uagtet at dette vil være en overestimering, da der kræves en specifik individuel risikovurdering for disse komponenter, jævnfør anbefalingerne. Således er det beregnede vaccineforbrug for øvrige vacciner umiddelbart udtryk for det maksimalt forventede forbrug.

Resultater

Produkter og doser
Listen over vacciner og indikationer fremgår af tabel 1. Rabiesvacciner blev ikke inkluderet, da de ikke er artsspecifikke. Udviklingen i antallet af solgte vaccinedoser og de samlede antal doser på indikationsniveau er vist i figurerne 1 og 2.

Til hunde blev der solgt 152.000 doser i 2010 og 813.000 doser i 2019, altså en stigning på 435 % (figur 1). Hvis de vacciner, der alene beskytter mod Leptospira spp. ekskluderes, var stigningen i antal doser på 236 %. Der blev solgt 107.000 doser kattevaccine i 2010 og 160.000 doser vaccine i 2019 svarende til en stigning på 50 % i perioden (figur 1).

Hos hund er der sket en kraftig stigning (834 %) i øvrige vacciner, mens stigningen for kernevacciner er mindre (237 %) (figur 2). Stigningerne er for kat primært i kernevaccinerne (i absolutte tal), selvom der relativt set er sket en stigning på 322 % for de øvrige vacciner. Stigningerne for vacciner til specifikke patogener kan ses i figur 3 (hund) og figur 4 (kat), hvor stigninger for kernevaccinerne var cirka 230 %, for Bordetella bronciseptica 150 %, for parainfluenzavirus 250 % og for leptospirose 410 % (figur 3). Salget af vacciner mod alle 5 kattepatogener er ligeledes steget – cirka 45 % for kernevaccinerne og Chlamydophila felis og 37 % for FeLV.

Hunde- og kattepopulationerne
Udviklingen i katte- og hundepopulationen fremgår af tabel 2. Det estimeres, at der var cirka 610.000 hunde og 764.000 katte i Danmark i 2010 og cirka 632.000 hunde og 881.000 katte i Danmark i 2019, idet tallene for hund primært steg frem mod 2013 for at nå et plateau, mens tallene steg nogenlunde lineært for kat baseret på modellen.

Maksimalt beregnede behov versus faktiske doser solgt
Ud fra den simplificerede vaccinationsstrategi benyttet i modellen og med en antagelse om, at alle dyr vaccineres med alle øvrige vaccinekomponenter, ville dette svare til, at der i 2019 kunne være forbrugt cirka 379.000 kernevacciner til hund og 528.000 kernevacciner til kat, mens de tilsvarende samlede tal for de øvrige vacciner var 695.000 for hund og 969.000 for kat (tabel 2).

Tabel 2. Beregnet populationsstørrelse og forventet antal vaccinationer efter en simplificeret fortolkning af WSAVAs vaccinationsanbefalinger i årene 2000, 2010 og 2019. Den simplificerede vaccinationsstrategi inkluderede henholdsvis tre og to doser til basisvaccination med kernevacciner og øvrige vacciner til 10 pct. af populationerne og revaccination hvert 3. år med kernevacciner og hvert år med øvrige vacciner.

De faktiske solgte doser var 341.000 kernevacciner til hund, 150.000 kernevacciner til kat, 471.000 samlet øvrige doser til hund og 11.000 samlet øvrige doser til kat (figur 2). Dette betyder for kernevacciner, at det faktiske engrossalg svarede til det forventede for hunde, mens det kun var 28 % af det forventede for kat. For de øvrige vacciner fik hver hund i gennemsnit 68 % af det maksimalt forventede og hver kat kun 1 % af det maksimalt forventede, idet det dog skal bemærkes, at hver hund eller kat i henhold til anbefalingerne konkret skal risikovurderes med henblik på at have flere af de øvrige vacciner.

Diskussion

Der er i studieperioden 2010-2019 sket en stigning i antallet af solgte vaccinedoser for både hund og kat. Stigningen er meget kraftig for hund (>400 %), mens det er knap så udtalt for kat (cirka 50 %). Anbefalingerne for vaccination af hunde og katte er relativt enslydende med basisvaccination efterfulgt af revaccination hvert 3. år, hvad angår kernevaccinerne, som for begge arter er indikeret mod tre patogener hver. Beregningerne i den anvendte model peger på, at der hos hund overordnet set forbruges det antal kernevacciner, som vaccinationsprotokollen med vaccinationer hvert tredje år tilsiger. Med hensyn til andre vacciner til hund viser vore data, at vaccination mod leptospirose har vundet stort indpas over de sidste 10 år med bredere dækning af relevante stammer i de nyere vacciner.

Vaccinen findes både i kombination med kernevacciner og som separate vacciner. Koblingen af kernevacciner, som anbefales anvendt hvert tredje år, og vacciner mod leptospirose og parainfluenza, for hvilke der anbefales årlig anvendelse, kan give udfordringer i forhold til at individualisere vaccinationsprotokollerne og kan føre til overvaccination med kerneelementerne for produkter, hvor enkeltkomponenterne ikke findes som separate vacciner. Risikoen for bivirkninger kan potentielt stige ved en øget vaccinevolumen (mellem flere vacciner pr. dyr) og/eller antallet af patogener indgivet samtidig, og især for de små hunde (5), men der er usikkerhed forbundet med størrelsen af denne risiko.

Modsat situationen hos hund peger den anvendte model på, at der forbruges færre kernevacciner pr. kat, end en vaccinationsprotokol med vaccination hvert tredje år tilskriver, eller at kun en meget begrænset del af kattepopulationen vaccineres. Da antallet af katte er større end antallet af hunde, og vaccineanbefalingerne på kernevaccinationerne ikke er væsentlig forskellige, kunne resultaterne umiddelbart tyde på, at katte vaccineres og/eller revaccineres i langt mindre grad end hunde. Dette understøttes yderligere i den væsentlige forskel i antallet af solgte øvrige vacciner til hund og kat. Forskellene i brugen af andre vacciner kunne teoretisk også bero på forskelle i livsstil og tilhørende risikovurdering, men da det kun er 17 % af de danske katte, som er rene indekatte (16) er dette ikke en plausibel forklaring på forskellen.

Der findes en lang række udfordringer med nærværende data. Dels kan basisvaccination foregå med 1, 2 eller 3 boostere, så der det første år bruges 2, 3 eller 4 doser pr. hvalp/unghund eller killing/ungkat, mens antallet af nyvaccinerede ikke kendes. Dels er populationsstørrelserne estimeret på baggrund af ganske få datapunkter, og vaccinationsdata bygger på engrossalg som proxy for forbrug. Endvidere bygger vores simplificerede model på antagelse om, at alle dyr har et ensartet behov for at blive vaccineret med alle vacciner. Manglen på data om, hvor mange hunde og katte der faktisk bliver vaccineret og har behov for at blive vaccineret, er en af de store kilder til usikkerhed ved dette studium. Imidlertid er der ingen grund til at tro, at der går flere vacciner til spilde for den ene dyreart end for den anden, og datakvaliteten må generelt vurderes at være ensartet. Derfor er udviklingen i antallet af doser for de to arter iøjnefaldende og indikerer, at forebyggelse af sygdomme hos katten er mindre udbredt end hos hunden.

Der kan være flere forklaringer på dette. Det er velkendt, at katten kan være sværere at tage til dyrlæge for at vaccinere: Dels kan katte reagere kraftigt imod at skulle transporteres i en kasse, dels er udekatte måske ikke altid lette at indfange til formålet. Samtidig er nogle katte rene indekatte, og ejerne kan her synes, at deres behov for vaccination er mindre; men som nævnt er det kun 17 % af kattepopulationen, der er rene indekatte. Det er derfor oplagt at konkludere, at forskellene i graden af vaccination af henholdsvis hunde og katte også hænger sammen med, at katten har en lavere status end hunden.

Som det fremgår af de amerikanske tal, der blev gengivet i indledningen, er tilsvarende forskelle i veterinær behandling mellem de to arter også iagttaget andre steder. En forklaring på, hvad det er ved henholdsvis hunde og katte og deres relationer til deres ejere, som medfører den fundne lavere status, falder uden for rammerne af denne artikel.

Samlet set konkluderer vi, at salget af vacciner er steget meget kraftigt til hund og væsentligt til kat i perioden 2010-2019. Stigningen til hund skyldes især salg af vacciner, der ikke er kernevacciner, men også antallet af kernevaccinerne er steget væsentligt. For hundenes vedkommende har stigningen været så stor, at den danske hundepopulation må vurderes at være dækket efter anbefalingerne. Blandt danske katte er der derimod efter alt at dømme tale om en væsentlig undervaccination i forhold til anbefalingerne. Der er dog behov for mere detaljerede undersøgelser, som inddrager data til at beskrive både populationsstørrelser, vaccinationsstrategier og faktiske vaccinationer.

Finansiering og taksigelser

Dette studium er finansieret via Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, der er etableret og bliver drevet på grundlag af bevillinger fra Skibsreder Per Henriksen, R. og Hustrus Fond. Veterinary Industry Nordic (ViNordic) har stillet data til rådighed for studiet. Samarbejdet mellem forskerne bag dette studie og ViNordic er reguleret af en samarbejdsaftale, som sikrer den nødvendige armslængde. Lucie Schultz fra ViNordic takkes for hjælp til udtræk og håndtering af data. Tak til medlemmerne i ViNordics Companion Animals Technical Committee for nyttige kommentarer til en tidligere version af artiklen.