Vi skal huske de små sejre

Leder

Kært barn har mange navn: Agenda-setting, public affairs, lobbyisme, politisk interessevaretagelse er blot nogle af de begreber, som bruges om det arbejde, som vi og mange andre interesseorganisationer og faggrupper praktiserer, når vi forsøger at påvirke beslutninger lokalt, nationalt og internationalt. Således også i Den Danske Dyrlægeforening, hvor vi både i hovedbestyrelsen og i faggrupperne arbejder tæt sammen med vores fællessekretariat for at få indflydelse og skabe synlighed omkring DDDs forskelligartede mærkesager. Som det veterinærfaglige fællesskab vi tilsammen udgør, er det på den store klinge en vigtig målsætning, at vi stiller vores faglighed til rådighed og sammen sikrer bedre vilkår for både dyr, mennesker og egne medlemmer. Det kan vi næppe være uenige om.

Men vejen til målet er sjældent stringent og sjældent lige ud ad landevejen. Og sommetider må vi indse, at vi trods gennemarbejdede notater, høringssvar, politikpapirer, debatindlæg, foretræde for udvalg, dialog med ministre og embedsfolk – kort sagt; et vedholdende og grundigt arbejde alligevel ikke opnår helt det resultat, som vi har sigtet mod. Det er ærgerligt og ind imellem nedslående. Men vi skal huske, at vores demokrati i høj grad bygger på, at mange interessenter og mange stemmer bliver hørt i den politiske beslutningsproces. Desværre er det ikke altid det bedste argument, som sejrer.

I de seneste måneder har debatten om naturnationalparker og biodiversiteten præget både fagpolitiske diskussioner og mediefladerne. Vi har haft drøftelser med Miljøminister Lea Wermelin, udviklet eget politikpapir og bidraget til en fælles skrivelse sammen med Landbrug & Fødevarer og Dyrenes Beskyttelse. Vi har stillet op til interview til både TV og radio om samme emne. Vi har produceret vores egen podcast, og på vores egne kanaler har vi formidlet vores ufravigelige synspunkt, at dyr bag hegn er farmede. Vi håber, at forslaget om at undtage naturnationalparkerne fra dele af Dyrevelfærdsloven trækkes tilbage – så de samme dyrevelfærdsregler vil gælde både indenfor og udenfor naturnationalparkernes hegn. Det vil tiden vise.

Vejen til målet er sjældent stringent og sjældent lige ud ad landevejen.

Tilsvarende ved vi heller ikke, om vores lobbyarbejde for at forhindre, at heste undtages fra købeloven, bærer frugt. Her har vi søgt indflydelse ved et foretræde for folketingets retsudvalg og gjort opmærksom på, at lovforslaget er højst usædvanligt og stik imod, hvad justitsministeriets eget udvalg anbefaler. Det er DDDs opfattelse, at lovforslaget hviler på en helt forkert antagelse om ligeværdighed i handel med heste, som ofte sælges af professionelle, mens købere er privatpersoner. Forslaget har været førstebehandlet og er nu sendt til udvalgsbehandling, hvilket giver os mulighed for at påvirke de enkelte ordførere!Men skulle de endelige politiske beslutninger ikke gå i vores retning, er arbejdet dog hverken ligegyldigt eller spildt. Vi er som forening indgået aktivt i processen. Vi er blevet lyttet til, og vi er blevet hørt.

Det gælder for DDD i denne – som i mange andre sammenhænge – at vi skal blive bedre til at synliggøre vores indflydelse. Markere, når vi fagligt samarbejder og styrker vores relation til andre organisationer og til medierne. Formidle, at vi skaber værdifulde relationer til embedsværket og til det politiske niveau, når vi udveksler synspunkter igennem møder, indlæg og baggrundspapirer. Det er eksempler på handlinger som skridt for skridt bidrager til at øge vores indflydelse. Det er indsatser, som vi vil bestræbe os på at synliggøre mere konsekvent i vores fælles fagblad, DVT, og i særlig grad på vores sociale platforme Twitter, LinkedIn og Facebook. Her kan vi også alle spille aktivt med og øge kendskabet til DDDs indsats og til vores fælles faglighed. Den type opbakning er også interessevaretagelse. Og eksempler på små sejre.