»Opgaven i en krise er at skabe ro«

Camilla Brasch Andersen toner frem på en Skype- forbindelse fra sit hjemmekontor - omgivet af en fyldt bogreol og hvide vægge. Hendes webcam er dagligt på overarbejde med videomøder og samtaler, og det er selv nu, mere end et år inde i coronapandemien stadig relativt nyt for hende at passe sit job på den måde. For mens de fleste administrative medarbejdere i Danmark arbejdede hjemme i 2020, havde Camilla Brasch Andersen travlt med mink og krisehåndtering på hovedkontoret i Glostrup. Men selv om hun nu er hjemsendt, er det er bestemt ikke ensbetydende med, at der er roligt i hendes enhed.

- Lige nu er vi ramt af fugleinfluenza, og det er faktisk det største udbrud nogensinde. Men det drukner helt i corona og får derfor ikke meget opmærksomhed i medierne, selv om fugleinfluenza også har et zoonotisk potentiale, indleder hun.

Camilla Brasch Andersen befinder sig godt i en stilling, hvor krisehåndtering er en del af jobbet.

- Det er ikke mig, hvis det går for meget i rundkreds, indrømmer hun med et smil.

Hun trives, når der sker noget. Når der skal træffes beslutninger, og hun kan se, at tingene bevæger sig fremad. Men erkender samtidig, at hun under indsatsen mod mink-smitte i 2020 også opdagede, at der en grænse, hvor krisehåndtering holder op med at være en kilde til energi og bliver en udmattende kamp mod tiden.

- Det var en ekstrem situation, hvor der skete ting, som jeg aldrig havde forestillet mig, vi skulle udsættes for. Vi er brugte alle sammen. Jeg ved ikke, hvordan jeg står op endnu, men jeg er glad for, jeg gør det, konstaterer hun.

Hvordan hun som kontorchef oplevede minksagen, vender vi tilbage til. For hvem er den 49-årige dyrlæge, der midt i det største smitteudbrud blandt husdyr i nyere Danmarkshistorie, skulle forsøge at bevare roen og med egne ord være et fyrtårn for sine medarbejdere?

Fra statskundskab til smådyr

Camilla Brasch Andersen blev uddannet dyrlæge i år 2000. Hun tog ikke den direkte vej ind i faget, faktisk begyndte hun i sin tid med at læse statskundskab, fordi hun gerne ville arbejde med noget administrativt.

- Men jeg savnede det naturvidenskabelige, så jeg stoppede igen og søgte ind på veterinæruddannelsen. Jeg havde kendskab til faget fra både familie og venner, og det tiltalte mig meget, at det er et fag, der handler om at finde løsninger. Det her med at finde løsninger er i øvrigt stadig en drivkraft for mig, føler hun.

I hendes første år som dyrlæge arbejdede hun i blandet praksis. Hun havde en idé om, at hun først ville have noget praktisk erfaring og dernæst bruge det til noget mere organisatorisk. Men at hun endte i Fødevarestyrelsen var lidt et tilfælde.

Min mand havde fået job i København, så vi flyttede fra Fyn, og i den forbindelse søgte jeg job i styrelsen og blev ansat i det kontor, der handlede om husdyrsygdomme.

De følgende ti år arbejdede hun med blandt andet med sagsbehandling, beredskabsplaner og øvelser, og i 2013 blev hun forfremmet til souchef i kontoret for international handel og senere til chef for samme kontor. Men i 2018 kom hun tilbage til den enhed, hun startede i – nu som kontorchef.

- Jeg havde ikke nogen store ledelsesambitioner, og det har aldrig været et mål i sig selv for mig at kravle op ad karrierestigen. Når nogen spørger mig, hvor jeg ser mig selv om fem eller ti år, kan jeg kun svare: Aner det ikke. Men jobbet skal være spændende og motiverende, ellers kan jeg ikke holde ud at gå på arbejde, smiler Camilla Brasch Andersen.

At hun finder glæde ved at have personaleledelse, lægger hun ikke skjul på. Men det er ikke magten, der motiverer hende, siger hun. Det, hun nyder mest, er at få mennesker til at trives og sørge for, at der er balance mellem arbejdsopgaver og ressourcer.

Også af den grund var 2020 et hårdt år. For kontorchefen oplevede at måtte presse sine medarbejdere mere end nogensinde før.

- Det skete ikke med min gode vilje, men fordi vi var i en ekstrem situation. Alle udviste korpsånd og forståelse for, at der var ting, der skulle løses. Men jeg er slet ikke glad for, at der er så mange, der har fået det skidt. Det er jo på en måde et nederlag for mig som leder, erkender hun, da snakken igen falder på smittebekæmpelsen i den danske minkbestand.

Selv er hun kommet helskindet igennem. Til dels, tænker hun, fordi hun er genetisk disponeret til at kunne holde til en høj stressbelastning. Men også fordi hun har en stabil og forstående base derhjemme, selv om hun ikke så ret meget til sin mand, der også er dyrlæge, og sine tre teenagebørn i 2020.

- Hvis der er flere ting i ens liv, der rokker på samme tid, kan det høje arbejdspres slet ikke lade sig gøre. Så det er også takket være dem.

Ekstrem situation

I midten af juni sad Camilla Brasch Andersen i haven hos en kollega, der holdt afskedsreception, da hendes telefon pludselig ringede. »Vi har en person, der er smittet med COVID-19, som har kontakt til en minkbesætning«, lød det i den anden ende fra en ledende medarbejder i Statens Serum Institut. Og så var hele weekenden aflyst.

- Inden for få uger havde vi startet et overvågningsprogram op og havde screenet 10 procent af besætningerne. Det formåede vi uden at have en beredskabsplan, husker hun tilbage.

Som leder havde hun ansvar for op mod 70 medarbejdere i den centrale krisestab, der hver morgen trådte sammen til briefing om den seneste udvikling. En af de vigtigste ting i forløbet var at skabe ro, erfarede Camilla Brasch Andersen.

- For det meste ligger det naturligt for mig. Men jeg har også prøvet et par gange, hvor jeg ikke udstrålede ro og så, hvordan det smittede af på hele medarbejderstaben. Det var i det hele taget afgørende, at vi i ledelsen blev stående som et fyrtårn for de andre.

Enheden oplever stadig et efterslæb på alt det, der ikke nåede at blive behandlet i 2020.

- Og der er også meget, vi ikke når i år, konstaterer Camilla Brasch Andersen.

Samtidig med, at sagsbunkerne vokser, og der er fugleinfluenza, der skal håndteres, ser Kontoret for Dyresundhed også fremad. Enheden har i samarbejde med Dansk Veterinær Konsortium iværksat en undersøgelse, der skal afklare, hvilke sygdomme med pandemisk og zoonotisk potentiale der kan risikere at ramme os i fremtiden. Hvilke sygdomme der kan blive tale om, vil kontorchefen endnu ikke løfte sløret for, men svineinfluenza vil være at finde iblandt dem, bekræfter hun.

- Jeg blev ansat, da Fødevarestyrelsen oprustede medarbejderstaben i kølvandet på det store udbrud af mund- og klovsyge i England i begyndelsen af 00’erne. Nu står vi her igen og overvejer, hvorvidt beredskabet er stort og robust nok. Kan det betale sig at have ekstra store brandbiler i garagen? Eller kan det blive dyrere at lade være? Jeg håber, at det veterinære beredskab kan blive rustet til fremtiden, og vil gøre mit for, at det kan lykkes, lover hun.