I forbindelse med varetagelsen af det veterinære myndighedsberedskab har veterinærskolens medarbejdere gennemført en undersøgelse af havbrugsfisk i 2020 med henblik på registrering af lakselus på produktionsfiskene i netbure i de indre danske farvande.
Infektioner med lakselus er kendt for at volde problemer i lakse-havbrug i Norge, Skotland, Irland, Færøerne, Island og Canada, hvorfor infektioner med lakselus er anmeldepligtige, også her i landet.
I Danmark er alle havbrugsfisk regnbueørreder (Oncorhynchus mykiss). De er modtagelige for lakselus, selvom immunreaktionen i regnbueørredens hud adskiller sig noget fra responset i laksen.
En række miljøfaktorer (i særlig grad saltholdighed) har imidlertid betydning for, i hvilken udstrækning lakselus formerer sig. Det har vist sig afgørende for situationen i Danmark, hvor de 18 netbursproduktioner er placeret i områder med relativt lav saltholdighed, typisk under 25 promille salt. Lakselus er nemlig marine parasitiske krebsdyr (Figur 1) naturligt hjemhørende på fisk i det nordatlantiske område, hvorfor de kræver høj saltholdighed (optimalt mellem 28 og 35 promille) for at formere sig.
Speciel dansk havbrugsproduktion med braklægning
Mens infektionerne i lakseproduktionerne i fx Norge og Færøerne foregår kontinuerligt året rundt, er situationen markant anderledes i Danmark. Netbursproduktionen i danske farvande er nemlig begrænset til perioden mellem marts/april (udsætning af bure og fisk) og november/december (slagtning og optagning af bure), hvorved perioden frajanuar til marts er braklagt. Dette er en hensigtsmæssig måde at opdrætte fiskene på, idet eventuelle smitstoffer fra burene vil blive elimineret i braklægningsperioden.
Fiskene, som udsættes i burene, transporteres om foråret fra danske ferskvandsdambrug, som er helt fri for lakselus, til havburene. I marts er alle de udsatte danske havbrugsfisk derfor helt fri for lakselus, og vi har undersøgt, om man efterfølgende kan finde lakselus på fiskene. Vi har kunnet sammenholde vore observationer i 2020 med tidligere undersøgelser i årene 2007/2008, 2012/13 og 2016.
Sjældne infektioner
Generelt kan man sige, at der overhovedet ikke er registreret lakselusinfektioner i havbrug placeret syd for Kattegatområdet, mens der i enkelte år kan forekomme få individer af lakselus på havbrugsfisk i de nordligst placerede havbrug ved de højeste saltholdigheder.
I den første undersøgelse fra 2007/2008 fandtes ingen lakselus på 166 undersøgte fisk fra Storebæltsområdet, i 2012/2013 registreredes (ud af i alt 190 fisk) nogle få fisk inficeret i tre havbrug (gennemsnitligt 1,5, 2,8 og 1,0 pr inficeret fisk), i 2016 observeredes på en enkelt fisk (ud af mere end 200 undersøgte fisk) en juvenil hanlus, og i 2020 fandtes ingen af de undersøgte 170 regnbueørreder inficeret.
I ingen af undersøgelserne har man kunnet isolere kønsmodne hunner med ægstrenge fra havbrugsfiskene, hvilket antyder, at der ikke er foregået en opformering af lakselus i anlæggene i de pågældende perioder – selv i år med lus.
Hvor kommer lusene fra?
Når man i visse år kan registrere infektioner i de danske havbrug, må man spørge, hvorfra disse lus stammer? Vi har derfor gennemført en undersøgelse af de vilde laksefisk, som svømmer rundt i de danske farvande.
Med god bistand fra sportsfiskere/sportsdykkere og deres indsamlinger har vi kunnet tegne et billede af smittespredningen. De vilde laks fra blandt andet Skjern å svømmer på deres næringsvandring op i Nordatlanten, hvor de erhverver en betydelig infektion med lakselus. Når de vender tilbage til de danske åer (blandt andet Skjern å og Gudenåen) for at gyde, er de derfor inficeret med blandt andet kønsmodne hunlus, som afgiver larver til det kystnære område (Figur 2). Netop i denne del af det danske havområde forekommer en betydelig bestand af modtagelige havørreder, og de kan nemt blive inficeret i områder med høj saltholdighed (såsom Nordsøen og nordlige Kattegat).
Lusene på havørrederne kan udvikle sig til det kønsmodne stadium, og når de vandrer ind i det sydlige Kattegat og bælterne, udvides smitteområdet (Figur 3). De danske havørreder vides nemlig at foretage vandringer fra de salte områder og til områder syd for Kattegat, og på den vis vil lakselus blive spredt over store dele af det danske havmiljø.
Larver af lakselus kan desuden transporteres med havstrømme (op til 100 km), og på den vis kan de infektive lusestadier ydermere blive bragt til områder med havbrug, hvor regnbueørrederne i burene kan blive udsat for angreb (Figur 4).
I tilfælde af at der er forekommet et større indstrømning fra Nordsøen, med et ledsagende saltvandsindbrud i Kattegat, kan saltholdigheden øges lokalt, og det vil således kunne sikre overlevelse af lusene i visse perioder.
Fra vilde til opdrættede fisk
Lakselus på havbrugsfiskene forudsætter således, at vilde laksefisk spreder infektive stadier i miljøet, og dernæst vil de hydrografiske forhold i de danske farvande have betydning for, om vore havbrugsfisk bliver inficeret. Selvom havbrugsørreder i nogle år med saltvandsindbrud i opdrætsområdet kan optræde med infektioner, er der endnu ikke observationer, der tyder på, at vilde fisk kan blive inficeret med lus fra havbrugsfiskene. Det vil kræve høje og konstante saltholdigheder, som tillader, at lus på havbrugsfiskene udvikles til kønsmodenhed, og at hunnerne spreder larver til miljøet.
Nutid og fremtid
Overvågningen anviser således ikke et problem med lakselus i de danske havbrug, men det kan ikke udelukkes, at klimaændringer i fremtiden kan ændre de hydrografiske forhold i de indre danske farvande. Om det kan medføre en øget saltvandsindstrømning i de danske farvande og derved bedre muligheder for formering for lakselus, er endnu ukendt. Det kan derfor være en fordel at overvåge de danske havbrug ved prøvetagninger på slagtetidspunktet (november/december), hvor eventuelle lus har haft tid til kønsmodning, hvis forholdene ellers tillader det. Herved har lusene også opnået en størrelse, der gør detektion markant mere sikker.
I lyset af den lave forekomst af lakselus i havbrugene vil man opnå et bedre statistisk materiale for prævalens og intensitet ved at intensivere registreringen af lakselus på slagtefisk sidst i produktionsperioden frem for at undersøge havbrugsfiskene løbende tidligt på sæsonen. Herved vil man kunne overvåge et højere antal fisk og få indblik i en eventuel kønsmodning af eventuelle lakselus på fiskene.
