Annonce Banner Banner Banner

»Det var fedt at se et rigtigt slagteri og opleve tempoet og hverdagen«

Kødkontrol Studerende på andet semester af kandidaten har i år fået mulighed for at komme i praktik hos embedsdyrlægerne ved Danish Crowns slagteri i Sæby. Det blev en »øjenåbner« og gav nye perspektiver på jobmulighederne som færdiguddannet, fortæller de to studerende, der greb chancen og tog til Sæby i praktik.

Slagteri 024 © Pia Rindom
Interview

Når man som kandidatstuderende har færdiggjort kurset i kødkontrol, får man adgang til en række jobmuligheder på landets slagterier, da man med kursusbeviset i hånden kan arbejde som tilsynstekniker. COVID-19-pandemiens restriktioner har dog gjort det vanskeligt at gennemføre kurset her i foråret, da slagteriskolen i Roskilde har været lukket, og i udgangspunktet måtte de studerende derfor vente til sommer med at færdiggøre kurset. Hvis det altså ikke var for professor og kursusansvalig Hanne Ingmer, slagteriet i Sæby og et par ivrige dyrlægestuderende.

Som alternativ til de udskudte øvelser blev de kandidatstuderende på første år nemlig tilbudt muligheden for selv at arrangere en 4-dages praktik blandt andet i Sæby under embedsdyrlæge Camilla Drejer Mortensen. Som afslutning skulle de studerende derefter aflevere en rapport om forløbet. Kun tre studerende ud af de 40 på kurset i blok 3 valgte dog at benytte sig af muligheden, hvoraf to tog til Sæby.

Kandidatstuderende Sara W. Jepsen og Marie S. Just var sammen i praktik i Kødkontrollen i Sæby og opfordrer begge andre studerende til at gribe chancen, hvis den viser sig igen.

- Det virkede virkelig som om, de gerne ville have os der og var begejstrede over at vise os, hvad de laver. Nu ved jeg ikke, hvordan det tidligere har været i Roskilde, der har jeg jo ikke været, men jeg synes, det var fedt at se et rigtigt slagteri og opleve tempoet og hverdagen, fortæller Marie.

Embedsdyrlæge Camilla Drejer Mortensen stod for at planlægge de studerendes praktik, og hun håber at se et fremtidigt samarbejde mellem universitetet, Fødevarestyrelsen og slagterierne, så flere studerende får muligheden, også på den anden side af pandemien. Som nyuddannet var hun nemlig ikke helt klar over, hvad det ville sige at arbejde på slagteri som dyrlæge.

- Det er lidt ærgerligt, at der ikke er mere fokus på det. For jeg tror, der er mange, der har et indtryk af, at det er kedeligt at arbejde i kødkontrollen som dyrlæge. Men der er så mange forskellige aspekter i det her job. Det er bare rigtig svært at vise, medmindre man kommer ud og ser det. Det er meget komplekst og stort, så det er svært kun at forklare det, siger hun.

Erfarne dyrlæger undgår flyvende grise

I løbet af de fire dages praktik nåede Marie og Sara vidt omkring på slagteriet – og der er nok at se, fortæller Camilla. Efter et par måneder som embedsdyrlæge ved slagteriet er der stadig dele af maskineriet, som Camilla ikke er vant med og må spørge en af de over 700 ansatte på slagteriet til råds om, fortæller hun.

De to studerende blev indlogeret på et lille bed & breakfast i gåafstand til slagteriet, hvor den første dag stod på rundvisning til slagteriets forskellige afdelinger. Anden dag så de studerende, hvad kontorarbejdet indebærer fra fragtgodkendelser til tilsynstjeklister, og herefter var de to studerende
på hver deres tilsyn.

- Jeg var på et tilsyn, hvor vi skulle ned og se, om bedøveren virkede. Så vi skulle tjekke, om grisene var bedøvede, da de kom ud. Derefter var vi i stalden noget af dagen, hvor man tjekker grisene, der kommer ind. Her ser man, om de er sunde og raske, om de har brok, halter, og om chauffører og
staldpersonale behandler dem ordentligt, fortæller Marie.

På den tredje dag fulgte Marie og Sara holdet i efterkontrollen for at se de sygemærkede grise, der kommer fra stalden, og en dyrlæge forklarede med billeder om et par af de mange dyreværnssager,
han i årenes løb har arbejdet med. Her så de studerende også de grise, der i daglig tale kaldes stress-grise, som tages fra i stalden, dels fordi de ikke kan gå selv, dels fordi slagtekroppen er skadet af stressreaktionen. Et syn, som Marie ikke før havde set i patologisalen.

Slagteri 030 © Pia Rindom

- Vi fik lov til at komme med ned i efterkontrollen og se de her grise, og der kan man virkelig se, at deres muskulatur er helt hvid og bleg. Man kunne tydeligt se det, når man sammenlignede med de grise, som kørte forbi på båndet. Der var ikke så mange af dem, måske to om dagen. Men det var da spændende at se, fortæller hun.

Den sidste dag på slagteriet var der »fri leg« for de studerende til at vælge det, de helst ville se nærmere på. Men når man færdes på et slagteri med ca. 48.000 slagtninger om ugen, skal man være vaks.

- Folk flyver rundt mellem arbejdsopgaver. Der er så mange mennesker på forskellige poster, og imens kører grisene rundt på skinnerne i loftet. Dyrlægerne ved lige, hvordan de skal gå imellem dem for ikke at blive ramt af en gris, så vi løb efter dem. Man skal kigge ned for at se, at man ikke træder i noget, og kigge op, for at man ikke får en gris i hovedet, griner Sara.

De studerende nåede at se arhtritis, ikteriske grise, pneumonier, levere med ormepletter og forskellige nyrelidelser, men var alligevel overraskede over, hvor lidt patologi der egentlig var at se på grisene generelt.

- Når nu man har haft specialpatologi, hvor man er vant til, at der på bordet i patologisalen ligger en hel bunke af organer, der fejler alt muligt spændende, så tror jeg, det var lidt af en øjenåbner at se,
hvor lidt de egentlig ser derude på sådan en helt almindelig hverdag, siger Sara.

Sara W. Jepsen, Marie S. Just og Camilla Drejer Mortensen.

At følge grisen fra indgang til udgang var derfor det, der gav det største indtryk, fortæller Marie.

- At se grisen, når den kommer levende ind, og så gå ned og se den samme gris, når den hænger død. Det er meget specielt. Det var fedt at få lov til at følge den her gris hele vejen.

Der er masser af action

Praktikken har både for Marie og Sara givet nye perspektiver på fremtiden som uddannet dyrlæge, der nu godt kunne tænkes at folde sig ud på et af de danske slagterier. Hverdagen sådan et sted er i hvert fald en anden, end de troede.

- Jeg synes, det var en fed oplevelse, det har givet et rigtig godt indblik i, hvad man laver der. Folk er lidt bange for, at man laver det samme hele tiden, men det er slet ikke mit indtryk nu. Der sker mange forskellige ting, og det er slet ikke så ensformigt, som man kunne frygte, siger Marie, der skal arbejde i kødkontrollen ved Danish Crown i Blans til sommer.

Sara er enig.

- Det er mere tiltalende nu, end det var før. De var i gang hele tiden og roterer rundt på forskellige poster. Pludselig ringer telefonen, fordi der er blevet aflivet en gris ude i stalden. Så skal dyrlægen hurtigt ned til efterkontrollen og modtage den gris, når den kommer forbi. Det var meget alsidigt, synes jeg.

Camilla, som startede sit job som embedsdyrlæge hos Danish Crown i Sæby i december sidste år, er også glad for sit arbejde. Som færdiguddannet vidste hun, at hun gerne ville være et sted i »industrien«, men var ikke sikker på, hvor præcist. Selvom hun havde været i kødkontrollen ved Danish Crown i Horsens som studerende, havde hun nemlig ikke det fulde billede af, hvad det vil sige at være embedsdyrlæge på et slagteri.

- Problemet er, at når man arbejder i kødkontrollen som studerende, så har man teknikernes arbejde, og det afspejler meget lidt, hvad dyrlægerne laver, så det vidste jeg faktisk ikke.

Det var derfor en helt anden hverdag, der mødte hende i Sæby.

- Det var meget overvældende i starten, fordi det går meget stærkt på et slagteri. Der skal tages nogle hurtige beslutninger indimellem. Men relativt hurtigt vænner man sig til det, får nogle rutiner og også nogle opgaver, som man selv skal stå for, som jeg synes, er rigtig fedt. Man er aldrig alene og har altid nogen, man kan spørge, og man har meget ansvar, men det er ikke noget, man ligger søvnløs over. Det er min personlige erfaring. Så der er masser af action, men det er på en anden måde end i praksis.

Hun håber derfor, at det bliver muligt for flere dyrlægestuderende at komme i praktik i kødkontrollen på slagterierne. Selvom der ikke er aftale om en fast praktik endnu, er man meget velkommen til at kontakte kødkontrollen ved slagteriet i Sæby eller Fødevarestyrelsen for selv at arrangere praktik, fortæller hun.