Det var noget af en mavepuster. Ingen havde set det komme, sådan beskriver dyrlæge og videnskabelig chef Mikkel Lykke Jensen den besked, Scantox fik fra deres amerikanske ejere, Charles River, om, at virksomheden skulle lukke.
- Vi havde ordrebøgerne fyldt, overholdt vores budgetmål og var i gang med den helt store integrationsproces for at blive en del af det kæmpestore amerikanske firma. Der var store planer om vækst. For dyrlægerne var det en spændende faglig udvikling, hvor vi sad med i en global dyrlægegruppe. Her udvekslede vi erfaringer, og vi havde fokus på at sætte nye og større projekter i gang.
Men folkene bag Charles River mente ikke, at Scantox var et passende strategisk match. Scantox’ primære arbejdsområde er toksikologiske vurderinger af lægemidler i den prækliniske fase blandt andet i form af de lovgivningsmæssige påkrævede dyreforsøg.
- Man kan kun gisne om, hvad der ligger bag. Der er 1.000 ting, man kan spekulere i. Vi er en lille virksomhed, der især arbejder med minigrise. Det er der ikke så mange, der gør, så måske vurderede man, at vores arbejde er for nichepræget.
Det prækliniske miljø bevæger sig i retning af få gigantiske spillere.
Uanset motivet bag ønsket om at lukke Scantox har det været en frustrerende proces for Mikkel Lykke Jensen og hans kollegaer.
- Alle medarbejdere blev sagt op, og vi gik i gang med at afvikle vores igangværende studier med afrapportering, endelige rapporter og sikring af data. Det tager alt sammen tid. Vi skal efterleve guidelines og håndtere vores data korrekt. Heldigvis har vores dyrlæger og deres kompetencer været efterspurgt. Alle, der har søgt nye udfordringer, har fået andet arbejde. Og måske er risikoen for lukning bare en del af gamet, når man er en del af en større virksomhed i denne her branche.
Jagten på investorer
Dagen efter den varslede lukning havde Mikkel Lykke Jensen møde med en kunde i en helt anden sammenhæng. Kunden, der er fra et mindre biotekselskab, syntes, at Scantox har en berettigelse både fagligt og geografisk i et område med mange farma- og biotekvirksomheder. Kort tid efter gik processen med at forberede et salg og at finde investorer i gang.
- Vi kører i to sideløbende spor i flere måneder. Dels forbereder vi os på at lukke helt og tager afsked med kollegaer og kunder, og dels holder vi mange møder med nye, potentielle investorer for at strikke en forretningsplan sammen.
Hverken Mikkel Lykke Jensen eller hans kollegaer vidste, hvordan man sælger en virksomhed, taler med investorer eller laver en præsentation med alle de relevante økonomital.
- Vi har haft besøg af mange mænd i dyre biler og dyre jakkesæt. Det var learning-by-doing, og efterhånden blev vi bedre og bedre til det. Det har været en lærerig proces, som har givet en stor forretningsforståelse. Vi har virkelig været hele forretningen og tallene igennem, men jeg håber ikke, det er noget, vi kommer til at opleve igen foreløbig.
Det hele endte godt, for det lykkedes at komme i mål sammen med den dansk-svensk investeringsfond Impilo, der investerer på det sundhedsfaglige område. Fonden kan se muligheder i en langsigtet investering i et præklinisk brand. Nu er planen en aggressiv vækst med både flere medarbejdere og opkøb af flere virksomheder.
- Vi har måttet sige farvel til gode kollegaer og er startet igen med 60 medarbejdere. Flere har givet udtryk for, at de gerne vil tilbage til deres gamle job, hvis muligheden byder sig.
Størstedelen af dyrlægerne arbejder som forsøgsledere. De har kontakten til kunderne og udfærdiger studieprotokollerne. Når studiet er i gang, har de ansvar for at supervisere, at alt foregår som beskrevet i studiedesignet. Slutteligt skriver de den endelige rapport, hvor man skriver under på, at alle de data, der optræder i rapporten, er korrekte.
Dertil kommer en række patologer, der læser histologiske snit på alle studierne, og dyrlæger, der arbejder som afdelingsledere med ren personaleledelse. Det »klassiske« dyrlægearbejde er begrænset.
- Vi har en vagtordning, hvor vi på skift tilser dyrene, hvis en hund har klemt poten, eller en gris har fået diarré.
Fælles redningsaktion
Redningsaktionen har i høj grad været kundernes og investorernes og også medarbejdernes fortjeneste.
- Vi oplevede en kæmpe opbakning fra investorer og kunder, som syntes, at det ville være et stort tab for branchen, hvis vi ikke var på markedet. Og andre farma- og biotekvirksomheder i Danmark og i resten af Europa krydsede fingre for, at vi kunne fortsætte. Blandt medarbejderne var der en vrede og en frustration over lukningen. Vi følte ikke, at man kunne se, hvor dygtige vi er. Det skabte en fælles front, hvor vi alle bidrog. Vi lugede ukrudt og malede, så det så pænt ud, når vi fik besøg. Der var en stor velvilje til at lykkes med projektet. Så på en måde er vi kommet styrket ud af krisen, hvor ejerskiftet har reddet vores fyrre år gamle virksomhed.
Mikkel Lykke Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er en plads til en virksomhedstype som Scantox.
- Det prækliniske miljø bevæger sig i retning af få gigantiske spillere. Vi er en relativ lille virksomhed med en meget tæt kontakt til vores kunder. Vores force ligger i at servicere de små og mellemstore virksomheder, også de helt små biotekvirksomheder med 3-4 ansatte, så de ikke drukner i et stort set-up. Mange af dem har brug for den tætte kontakt og for at være meget involveret i processen. Hos os har de har mulighed for at stå ved siden af, når vi laver forsøg. Det gør mange af vores danske kunder brug af.