Annonce Banner Banner Banner

Lovgivning om opdræt og hold af familiehunde på tværs af 11 lande

Hund Dyrevelfærdslovgivning udgør et vigtigt redskab til at sikre rimelige mindstekrav til opdræt, hold og pasning af dyr – navnlig i forhold til landbrugs- og forsøgsdyr. Anderledes ser det ud for familiedyrene.

Scanstockphoto Image 3082084 © Scandinavian Stockphoto
Undersøgelse

Dyrevelfærdslovgivning udgør et vigtigt redskab til at sikre rimelige mindstekrav til opdræt, hold og pasning af dyr. Når det drejer sig om landbrugs- og forsøgsdyr, har der været meget fokus på lovgivningens rolle, og der er gjort mange bestræbelser på at sammenligne og harmonisere dyrevelfærdslovgivning på tværs af lande. Derimod har der indtil nu været meget mindre opmærksomhed på lovgivningens rolle, når det drejer sig om at sikre familiedyrenes velfærd. Det vil vi forsøge at rette op på med denne artikel, hvor vi ser på lovgivning vedrørende hold af hund med fokus på dyrevelfærd i 11 lande. Artiklen skal tjene til at skabe overblik over ligheder og forskelle i reguleringen mellem de forskellige lande og delstater ultimo 2020.

Metode

For hvert land eller hver delstat har vi valgt at se på lovgivningen inden for ni områder. Disse områder er udvalgt af forfatterne til denne artikel baseret på et skøn over, hvad der direkte og indirekte har betydning for hundes velfærd. Områderne er:

»Avl«, »erhvervsmæssigt hold, opdræt og salg«, »farlige hunde«, »mærkning, registrering, forsikring og skat ved hold af hund«, »specifikke krav til pasning og rammer for hold af hund«, »hunden i det offentlige rum«, »operative indgreb og aflivning«, »import« og »herreløse hunde«.

Scanstockphoto Image 2834986 © Scandinavian Stockphoto

Vi har sammenlignet følgende lande: Australien, Danmark, England, Italien, Nederlandene, New Zealand, Norge, Sverige, Tyskland, USA og Østrig. For Tyskland og Østrig har vi ud over den overordnede føderale lovgivning også set på lovgivningen i tre delstater. I USA og Australien er meget af lovgivningen ligesom i Tyskland og i Østrig på delstatsniveau og for USAs vedkommende endda til tider på et lavere administrativt niveau, fx amts- (county) eller by-niveau. For USA har vi lavet en opsummering på tværs af delstater og amter, og hvor det er muligt, har vi angivet, hvordan lovgivningen kan variere mellem delstater og amter. For Australien har vi udvalgt en enkelt delstat, New South Wales. For England refereres der alene til Englands lovgivning; lovgivningen i Skotland, Wales, og Nordirland vil i nogle tilfælde afvige fra det her angivne.

Oplysningerne omkring de enkelte landes lovgivning stammer dels fra lovteksterne selv, dels fra informationer på relevante myndigheders hjemmesider. Endvidere kommer oplysningerne i nogle tilfælde fra andre tekster og hjemmesider, der hidrører fra fx jurister specialiseret i lovgivning vedrørende hunde. For nogle landes vedkommende har vi også indhentet information fra vejledninger udarbejdet af myndighederne. For USAs vedkommende har vi interviewet en tidligere leder af en stor amerikansk dyreværnsorganisation og en amerikansk dyrlæge, der forsker i velfærd hos hunde.

Vi tager forbehold for, at der kan være dele af lovteksterne og vejledningerne, der kan fortolkes anderledes, end det er fremlagt her, ligesom der efterfølgende kan være sket ændringer i lovgivningen. Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være en flydende grænse mellem på den ene side egentlige lovkrav og på den anden side mindre bindende anbefalinger og vejledninger fra de forskellige landes myndigheder. Dette er ikke mindst tilfældet, når man går til England og de tidligere britiske kolonier, Australien, New Zealand og USA, hvor man har retssystemer baseret på såkaldt »common law«, mens man i det kontinentale Europa bygger på såkaldt civilret. Vi tager ligeledes forbehold for, at der kan være dele af landenes lovgivning, der ikke er blevet identificeret i indsamlingen af data, og som derfor ikke er kommet med i denne fremstilling. Vores fremstilling er derfor ikke egnet som et sikkert juridisk materiale, der kan danne grundlag for konkrete dispositioner i forhold til det enkelte lands lovgivning.

Sammenligning på tværs af lande

Avl

Der er stor forskel på, hvor meget de udvalgte lande regulerer avl af hunde. I England, Italien, Nederlandene, New South Wales og Sverige regulerer loven forhold, der på individniveau har betydning for avlstævens velfærd. Der er en mindstealder for parring og en grænse på antallet af tilladte kuld pr. år. I New Zealand er der ikke lovkrav, men »best practice« (»Code of Welfare: Dogs«). I de andre lande, inklusive Danmark, er disse forhold med betydning for avlstævens velfærd ikke reguleret.

I forhold til sundhed og velfærd relateret til arvelige lidelser eller ekstreme fænotyper med tilhørende risiko for sygdom og velfærdsproblemer har flere lande en generel lovformulering om, at der ikke må avles på dyr (Norge og Østrig) eller specifikt på hunde (England, Italien, Nederlandene, Sverige og Tyskland), der har egenskaber eller defekter, der kan forventes at skabe lidelse for enten dyret selv eller dets afkom. I New Zealand har man en formulering om, at avleren i sin udvælgelse af tæve og hanhund skal gøre sit bedste for at undgå at øge risikoen for eller graden af en arvelig sygdom, og i New South Wales om, at tæve og hanhund skal være fysisk og mentalt sunde ved parring. I Danmark er der ikke en tilsvarende formulering, men i medfør af dyrevelfærdsloven har ministeren en – indtil videre uudnyttet – mulighed for at fastsætte regler om avl af familie- og hobbydyr. USA har tilsyneladende ingen lovgivning omkring avl af hunde.

I Nederlandene og Tyskland er det i forskellige fortolkningsbidrag til landenes respektive lovgivning udspecificeret, at avl på bestemte individer fra bestemte racer forbydes på grund af sundhedsmæssige problemer i disse racer. Fx skal individer fra brachycephale racer i Nederlandene opfylde bestemte kriterier for, at hundene må bruges i avl. I fortolkningen af den tyske dyreværnslov kan man finde retningslinjer for, hvilke defekter der bør udelukke hunde fra avl. Det er også angivet hvilke racer, der har problemer med disse defekter.

I Nederlandene og Tyskland er det i forskellige fortolkningsbidrag til landenes respektive lovgivning udspecificeret, at avl på bestemte individer fra bestemte racer forbydes på grund af sundhedsmæssige problemer i disse racer.

Dette lovgivningsområde kan have stor betydning for hundes velfærd, både for de involverede avlsdyr og for fremtidige generationer. Nogle lande har en meget specifik lovgivning på området, nogle lande har hensigtserklæringer, mens andre lande slet ingen regulering har.

Erhvervsmæssigt hold, opdræt og salg

Alle de undersøgte lande undtagen Nederlandene, Norge, New Zealand og Sverige har en fast nedre aldersgrænse for salg af hvalpe på otte uger (for USAs vedkommende gælder det dog kun omkring halvdelen af USAs delstater). Nederlandene afviger med en minimumsalder på syv uger, og i Sverige er der mulighed for at gøre undtagelse fra de otte uger. I Norge og New Zealand anbefales det, at hvalpen er mindst otte uger ved salg, og i New Zealand er det tillige et lovkrav, at hvalpen selv skal kunne spise, før den adskilles fra moderen.

Alle de udvalgte europæiske lande på nær Tyskland og Italien har lovgivning, der i varierende grad forbyder salg af hunde på markeder, butikker og lignende, mens der ikke er fundet regler herom i de undersøgte lande uden for Europa. I England må hunde kun sælges derfra, hvor de er født og opdrættet, og kun når køber er til stede på sælgers lokalitet. Østrigs lovgivning er den eneste, der omfatter salg af hunde over internettet, hvilket kun er tilladt, hvis man har tilladelse til erhvervsmæssigt salg af hund.

Alle de udvalgte europæiske lande på nær Sverige og Tyskland, samt New South Wales, har et krav om, at sælger skal give køber information om dyret ved salg – i de fleste tilfælde skriftligt. Dette gælder i flere lande ved salg af dyr generelt, mens der i Danmark, Italien og Østrig stilles sådanne krav specifikt for salg af hund. Den danske lovgivning har i sammenligning med de øvrige lande en meget detaljeret beskrivelse af, hvad informationen til køberen af hunden skal indeholde. I USA stilles der i omkring 20 delstater krav til sælgers videregivelse af information til køberen af en hund. I New Zealand findes der ikke et lovkrav, men blot en anbefaling om videregivelse af information ved salg af hund.

For samtlige af de udvalgte europæiske lande kræves der en tilladelse fra myndighederne til erhvervsmæssigt hold, opdræt og salg af hunde. Definitionen af »erhvervsmæssigt« varierer; i de fleste lande er antallet af hunde afgørende, men det specifikke antal varierer mellem landene, og der er også forskel på, om aktiviteter ud over salg og avl, fx træning og transport, er inkluderet. Ud over kravet om tilladelse stiller lovgivningen i de udvalgte europæiske lande også krav til størrelsen af rum og bure, fodring, luftning mv. i erhvervsmæssigt hold af hund, med de mest specifikke retningslinjer i Danmark, Sverige, Norge og Østrig.

Den danske lovgivning har i sammenligning med de øvrige lande en meget detaljeret beskrivelse af, hvad informationen til køberen af hunden skal indeholde.

I USA kræver det generelt tilladelse at sælge dyr, dog undtaget dyrehandler og avlere med under fem avlstæver. Over halvdelen af USAs delstater har også definitioner af erhvervsmæssigt hold og salg, og som for de udvalgte europæiske lande er der variation i forhold til indhold og detaljeringsgrad fra stat til stat. Hverken New Zealand eller New South Wales kræver tilladelse til salg eller avl. I New South Wales skal avler/sælger dog leve op til meget detaljerede krav omkring hold af hunde til avl eller salg.

Alle de udvalgte europæiske lande på nær Italien stiller krav til faglige kompetencer hos indehaveren af eller ansatte ved erhvervsmæssige hold, opdræt og salg af hunde. I Danmark skal myndighederne godkende uddannelser, som giver den faglige kompetence. I Nederlandene er der tilsvarende et krav om et bevis/certifikat fra en akkrediteret uddannelse. I de øvrige lande er det ikke udspecificeret, hvordan faglig kompetence bevises. New South Wales stiller krav til personalets kompetencer, men ikke til uddannelse. Lovgivningen i USA og New Zealand omfatter ikke krav til personalets kompetencer.

Generelt er dette område tæt og nogenlunde ensartet reguleret i de udvalgte europæiske lande og til dels New South Wales. USA og New Zealand skiller sig ud med ingen eller meget få retningslinjer på dette område.

»Farlige« hunde

Der er stor forskel på, hvordan de udvalgte lande lovgiver omkring forebyggelse og håndtering af hunde, der anses for farlige for deres omgivelser. Danmark, Norge og England tager udgangspunkt i, at hunde af visse racer samt blandinger, hvori disse racer indgår, anses for særligt farlige, og det er derfor i disse lande forbudt at holde, avle eller sælge sådanne hunde. Norges og Englands forbudsliste er næsten ens og rummer henholdsvis seks og fire forskellige racer, mens Danmarks forbudsliste rummer 13 racer, herunder fem, der også er forbudt i Norge. England giver som det eneste af de tre lande mulighed for, at man kan holde en forbudt hund, hvis den konkret vurderes ikke at udgøre en fare og desuden opfylder visse krav. Den optages i så fald i »index of exempted dogs«. Nederlandene og Italien har tidligere haft forbudslister, der nu er ophævet.

Scanstockphoto Image 1577690 © Scandinavian Stockphoto

I Tyskland er det forbudt at indføre hunde af fire navngivne racer. I både Tyskland og Østrig har flere delstater også lister med hunderacer, der betragtes som potentielt farlige, og som det kræver tilladelse at holde. Delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland inkluderer desuden hunde over en vis størrelse i kategorien »farlige hunde«.

I Sverige, Nederlandene og Italien er der ingen raceforbud eller racelister, men den svenske lovgivning fastslår, at det er forbudt at avle eller holde hunde, der udviser overdreven kamplyst og angriber mennesker eller andre hunde.

I USA har de fleste delstater regler vedrørende farlige hunde, men egentlige raceforbud findes ikke. Området omkring farlige hunde er samtidig i høj grad reguleret lokalt i amter eller byer, og man kan således lokalt finde forbud mod, eller særlige krav til, hold af bestemte hunderacer. I både New South Wales og New Zealand er det ligesom i Tyskland forbudt at importere hunde af visse racer.

Ud over reglerne omkring visse racer findes der i alle lande på nær Nederlandene regler, der er rettet mod hunde, der, uafhængigt af race, angriber andre hunde eller mennesker. I Danmark, Norge og England retter reglerne sig mod kontrol af hunden såsom indhegning, brug af snor og mundkurv, mærkning og registrering mv. I Tyskland, Østrig og Italien findes desuden forskellige krav om uddannelse af ejeren, og flere tyske og østrigske delstater stiller også krav til fx ejerens egnethed, pålidelighed, straffeattest og ædruelighed.

I delstaterne Slesvig-Holsten og Hamborg i Tyskland kan hunde, der er blevet erklæret »farlige« enten på baggrund af adfærd eller race (dog ikke hunde af racer på listen over »altid farlige« i Hamborg), fritages fra deres »farlige«-mærkat og deraf følgende påbud. Hund og ejer skal gennemgå en adfærdstest (Wesenstest), før en sådan fritagelse, og fritagelsen kan i nogle tilfælde være tidsbegrænset.

I flere af USAs delstater, i New Zealand og i New South Wales kan hunde blive klassificeret med forskellige grader af »farlighed«. Restriktioner og påbud er for alle de ikke-europæiske lande primært rettet mod en øget kontrol af hundene.

Ud over reglerne omkring visse racer findes der i alle lande på nær Nederlandene regler, der er rettet mod hunde, der, uafhængigt af race, angriber andre hunde eller mennesker.

I de fleste lande nævner lovgivningen aflivning som en konsekvens af nogle typer farlig adfærd. I Danmark, Norge, England og New Zealand er det angivet mere specifikt hvilken type farlig adfærd, der medfører påbud om aflivning. I USA er der ud over lovmæssig mulighed for aflivning af farlige hunde i flere delstater også mulighed for at udvise hunden fra det pågældende område. I New South Wales kan en hund kun dømmes til aflivning, hvis andre muligheder som træning eller omplacering ikke kan sikre, at hunden ikke udgør en fare. I Danmark kan en hundesagkyndig blive inddraget i vurderingen af en farlig hund, herunder om den skal aflives. Både politiet og hundens ejer kan kræve en hundesagkyndigs vurdering.

I Danmark, Norge og England er der ud over lovgivning vedrørende aflivning af hunde, der har udvist farlig adfærd, også et krav om aflivning af hunde, der tilhører en forbudt race, dog med undtagelse af de hunde i England, der er optaget på »index of exempted dogs«.

Når det kommer til området »farlige« hunde, er der, som det fremgår, store forskelle mellem landene. Det gælder især, når det kommer til raceforbud, hvor nogle lande har et absolut forbud mod en række navngivne hunderacer, mens andre lande ikke har forbud mod nogen hunderacer. Der findes også mellemformer, hvor bestemte racer er forbudt, men hvor der kan dispenseres på grundlag af en konkret vurdering.

Mærkning, registrering, forsikring og skat ved hold af hund

I forhold til lovpligtig mærkning og registrering er reguleringen i de udvalgte europæiske lande forholdsvis ensartet: Mærkning med mikrochip eller tatovering samt registrering i nationalt/regionalt register er lovpligtig i alle landene på nær Norge og nogle delstater i Tyskland. Kun Danmark, England, Nederlandene og dele af Tyskland har gjort det lovpligtigt, at hunden bærer halsbånd eller andet med ejers informationer, når den færdes i det offentlige rum. New Zealand og New South Wales stiller ligesom europæiske lande krav til mikrochip, registrering og hundeskilt, mens USA skiller sig ud ved kun at have et krav om hundelicens og halsbånd med mærkning.

Scanstockphoto Image 1542449 © Scandinavian stockphoto

Danmark og nogle delstater i Østrig og Hamborg har som de eneste af de undersøgte jurisdiktioner et lovkrav om ansvarsforsikring for alle hundeejere. Andre delstater i Tyskland samt Italien og nogle delstater i USA har et lovkrav om ansvarsforsikring for ejere af hunde, der er blevet klassificeret som »farlige« enten på baggrund af race eller adfærd.

I Nederlandene, Tyskland, Østrig og Italien er der et lovkrav om betaling af hundeskat. Dette er dog reguleret på delstats eller kommunalt plan, og ikke alle delstater/kommuner opkræver hundeskat. For flere delstater/kommuner er der en højere hundeskat for hunde, der er blevet klassificeret som »farlige«, mens der nogle steder er mulighed for en sænket afgift, hvis hund og ejer har bestået et træningskursus. I USA og New Zealand (og i New South Wales for hunde klassificeret som »farlige«) er der ligeledes en årlig afgift forbundet med at have hund.

Specifikke krav til pasning og rammer for hold af hund

Der er stor forskel på, i hvor stor udstrækning de udvalgte landes lovgivning regulerer privates hold af hund med fokus på hundenes velfærd.

Sverige, Tyskland og Østrig har den mest vidtgående lovgivning vedrørende indretning af hundens inden- og udendørs miljø. Sverige har desuden regler omkring varighed af, hvor længe hunde er alene hjemme, samt krav til luftning. Ifølge tyske medier har den tyske fødevareminister tilkendegivet, at der også i Tyskland vil komme et specifikt minimumskrav (mindst to daglige ture på samlet mindst en time) til luftning af hunde. Nederlandene, Italien og New Zealand stiller i deres respektive dyreværnslovgivning meget få og overordnede krav, mens lovgivningen i Danmark og USA og New South Wales slet ikke stiller krav til, hvordan private hundeejere holder eller aktiverer deres hunde.

På nær lovgivningen i England, Italien og USA indeholder alle de undersøgte landes lovgivning regler, som begrænser længerevarende opbinding af hunde.

I forhold til træning af hunde har alle udvalgte europæiske lande indført eller er ved at indføre forbud mod brug af smertevoldende halsbånd, herunder el-halsbånd. New South Wales har et indirekte formuleret forbud mod brug af el-halsbånd på hund, mens el-halsbånd ikke er forbudt i USA og New Zealand. Italien, Norge, Tyskland og Østrig har som de eneste af de her undersøgte lande indført forbud mod doping eller brug af præstationsfremmende stoffer for enten dyr generelt eller specifikt for hund. Disse forbud synes at tage udgangspunkt i hensynet til dyrenes velfærd.

Som det fremgår, er specifikke lovgivningsmæssige krav til pasning og rammer for hold af hund et område, hvor der er markante forskelle mellem landene, og hvor Danmark tilhører gruppen af lande, som stiller meget få krav.

Lovgivningen i Danmark og USA og New South Wales slet ikke stiller krav til, hvordan private hundeejere holder eller aktiverer deres hunde.

Hunden i det offentlige rum

I alle lande på nær England, Norge og Sverige påbyder lovgivningen, at hunde skal føres i snor eller på anden måde være under fuld kontrol, som minimum i byer eller områder med mange mennesker. I Danmark lyder formuleringen, at hunde i byer skal føres i bånd eller være i følge med en person, der har fuldt herredømme over hunden; dog er der mulighed for i den enkelte kommune at forbyde, at hunde går uden snor i bestemte områder. Flere af de andre lande har tilsvarende formuleringer om krav til snor eller »fuld kontrol«. I Danmark, i Italien samt i nogle delstater i Tyskland er der et lovmæssigt krav til snorens længde.

I Tyskland, USA og Østrig er der forskel på delstaternes lovgivning om snorepåbud. I nogle delstater skal alle hunde føres i snor i det offentlige rum; i andre delstater er det kun hunde, der er klassificeret som »farlige«, der skal føres i snor alle steder, mens hunde generelt kun skal føres i snor i byer eller områder med mange mennesker. For nogle delstater i Tyskland er det også muligt for ikke-farlige hunde at få en fritagelse fra snorepåbuddet, hvis hund og ejer har bestået en test.

Sverige, Norge og Englands lovgivning har en mere overordnet formulering om ejers ansvar for, at hunden ikke kommer ud af kontrol eller generer andre i det offentlige rum. Dog kan der både i Sverige og Norge være lokale bestemmelser omkring snorepåbud eller forbud mod at medbringe hund i bestemte områder, fx omkring legepladser, indkøbsområder mv.

I Danmark, England, Norge og USA kan ejere af hunde, der har udvist farlig adfærd, få et påbud om, at hunden skal bære mundkurv i det offentlige rum. Hunde i »index of exempted dogs« i England skal altid bære mundkurv i det offentlige rum. I Tyskland, New Zealand og New South Wales er det et lovkrav, at hunde, der er klassificeret som farlige, skal bære mundkurv i det offentlige rum. For Tyskland er unge hunde i nogle tilfælde undtaget, og i nogle delstater er det muligt at blive fritaget for mundkurvepåbuddet efter en test.

I to af de udvalgte østrigske delstater er der et krav om, at hunde generelt enten skal føres i snor eller bære mundkurv i det offentlige rum. Herudover skal alle hunde i Wien bære mundkurv på steder, hvor folk færdes tæt (fx på spisesteder, i offentlig transport mv.). Tilsvarende skal ejere af alle hunde i Italien medbringe mundkurv, som hunden kan få på efter behov, når den færdes i det offentlige rum.

Dette lovområde handler i høj grad om beskyttelse af offentligheden og ikke primært om hundens velfærd, men mange af kravene har indirekte konsekvenser for hundenes velfærd. I alle landene er det ejerens ansvar at sikre, at hunden ikke generer sine omgivelser. Men der er stor forskel på, hvor specifikke kravene er i forhold til ejerens kontrol over hunden. Særligt Østrig og Italien synes at have strengere krav til kontrol over hunden end de øvrige lande.

Operative indgreb og aflivning

Dette område vedrører krav til forskellige former for veterinær behandling af og indgreb på hunde. Området er, når man ser bort fra aflivning, meget ens reguleret på tværs af de udvalgte europæiske lande, hvilket hænger sammen med, at de alle på nær Nederlandene og England har ratificeret Europarådskonventionen om kæledyr fra 1987, der indeholder et forbud mod operative indgreb, der har til formål at ændre et kæledyrs udseende eller har andre ikke-helbredende formål, herunder halekupering, ørekupering og fjernelse af stemmebånd. Europarådskonventionen åbner dog op for at tillade indgreb, der har til formål at forhindre formering, og undtagen Norge tillader alle de undersøgte lande da også neutralisering af hund uden veterinærmedicinsk begrundelse.

I Danmark, England, Norge og USA kan ejere af hunde, der har udvist farlig adfærd, få et påbud om, at hunden skal bære mundkurv i det offentlige rum.

Danmark, England og Tyskland tillader, at bestemte arbejds- eller jagthunde kan halekuperes, idet dette for Danmarks og Tysklands vedkommende hænger sammen med, at de to lande i forbindelse med ratificeringen tog forbehold for Europarådskonventionen på dette punkt. For Danmarks vedkommende drejer det sig om fire navngivne racer. I både New Zealand og New South Wales er halekupering og ørekupering på hund forbudt, mens fjernelse af stemmebånd (debarking) er tilladt, hvis træning/adfærdsbehandling har været forsøgt. I USA er alle de her nævnte operative indgreb tilladt.

Vi har ikke kunnet identificere et generelt krav om vaccination af private hunde (bortset fra når det drejer sig om hunde, der bliver flyttet på tværs af grænser, jf. nedenfor) i nogen af de udvalgte lande.

Det er generelt tilladt at aflive uønskede hunde i alle de her undersøgte lande på nær i Italien, Nederlandene, Tyskland og Østrig, hvor det kun er tilladt, hvis der findes en såkaldt fornuftig eller lovmæssigt defineret grund, såsom uhelbredelig sygdom eller alvorlige adfærdsproblemer, der gør hunden farlig for sine omgivelser. I Nederlandene må aflivning på grund af adfærdsproblemer kun ske, hvis adfærdsproblemet vurderes ikke at kunne løses gennem træning.

I Danmark, Tyskland samt de fleste delstater i USA skal aflivningen foretages af en dyrlæge eller en anden person uddannet til dette (fx en person med jagttegn). I Danmark gælder dette krav ikke for hvalpe yngre end en uge. I Nederlandene, Østrig og Italien skal aflivning af hund foretages af en dyrlæge, og i England og New South Wales skal hunde, der holdes til avl eller salg, ligeledes aflives af en dyrlæge eller en person autoriseret til dette af dyrlægen.

Det er generelt tilladt at aflive uønskede hunde i alle de her undersøgte lande på nær i Italien, Nederlandene, Tyskland og Østrig, hvor det kun er tilladt, hvis der findes en såkaldt fornuftig eller lovmæssigt defineret grund.

Aflivning af hunde er et område, hvor der er store kontraster mellem landene. I alle lande på nær USA tages der hensyn til hundenes velfærd gennem forbud mod »kosmetiske« og andre kirurgiske indgreb, som ikke er veterinærfagligt begrundet, selv om der i nogle lande er gjort undtagelse herfra under henvisning til andre hensyn.

Import

Alle EU-lande har fælles regler omkring handel med hunde mellem EU-lande og import af hunde fra ikke-EU-lande (tredjeland), og England og Norge har tilsvarende regler: Sælger skal være registreret hos myndighederne, hunden skal være mærket (mikrochip eller tatovering), rabiesvaccineret, behandlet mod rævens dværgbændelorm og undersøgt af dyrlæge og følges af et kæledyrspas samt sundhedscertifikat. Derudover kan hunde fra tredjelande på en bestemt liste (såkaldt liste-lande) kun indføres ved udvalgte grænsekontrolposter, og der skal udfyldes dokumenter ved grænsekontrollen. Ydermere skal hunde, der importeres fra tredjelande, som ikke står på førnævnte liste (ikke-liste-land), have foretaget en antistoftest tre måneder før afrejse for at sikre, at rabiesvaccine har skabt immunitet før indførsel.

For de fleste af de udvalgte europæiske lande findes der en nedre aldersgrænse for indførsel af hvalpe, da hvalpen tidligst kan vaccineres mod rabies ved 12 uger, og da der derudover skal gå tre uger, før vaccinen betragtes som gyldig. Danmark og Østrig har lavet en undtagelse fra kravet om rabiesvaccine for unge dyr ved handel med andre EU-lande (men ikke ved import fra tredjelande) og har tilladt indførsel af hvalpe under 12 uger uden vaccination eller hvalpe mellem 12 og 16 uger, der er blevet vaccineret, men hvor der endnu ikke er gået tre uger fra vaccinationen. Sverige og Norge tillader også indførsel af unge hvalpe mellem de to lande, da de ikke har et krav om rabiesvaccination ved flytning af hunde de to lande imellem.

Danmark og Norge stiller krav om, at den, der importerer hunde, skal registreres hos myndighederne. Derudover følger det af lovgivningen i Danmark, Sverige, Norge, Nederlandene og Østrig, at hunden skal registreres efter indførsel i landet ved handel eller import.

I Norge er det ikke tilladt at importere gadehunde kommercielt til landet. Tidligere gadehunde fra udlandet kan således kun komme til Norge sammen med en ejer, og ejeren skal i så fald dokumentere, at hunden inden indførsel har boet sammen med vedkommende i minimum seks måneder.

For de lande, der har et forbud mod bestemte racer, som anses for farlige, det vil sige Danmark, England og Norge, er det forbudt at importere hunde af de racer, der er omfattet af forbuddet. I Tyskland, der ikke har et føderalt fastlagt raceforbud, er det ligeledes forbudt at indføre hunde af fire navngivne racer, selv om hunde af disse racer godt kan holdes, eventuelt med tilladelse, i landet. Tilsvarende er det også forbudt at importere, men ikke at holde, hunde af henholdsvis ni og seks forskellige racer/typer i New South Wales og New Zealand.

USA stiller krav om, at hunde ved import skal være mindst seks måneder gamle og vaccineret mod både rabies og de mest »almindelige hundesygdomme«, samt at de skal være sunde og raske. Der kræves desuden et sundhedscertifikat, og der skal søges om tilladelse før import.

Import er tæt reguleret på EU-niveau, hvor der er stort fokus på at undgå at sprede smitsomme sygdomme. USA ligger meget på linje med Europa, mens New South Wales og New Zealand stiller højere krav til import af hunde, idet disse som de eneste har et krav om karantæne for alle hunde ved ankomst til landet.

Herreløse hunde

Problemstillinger omkring herreløse hunde er forholdsvist ensartet reguleret i de udvalgte europæiske lande. På nær Italien stilles der uddannelsesmæssige krav til den ansvarlige og/eller det personale, der arbejder på internater. Krav til burstørrelse, udearealer, hygiejneforhold mv. omtales direkte i den danske, østrigske og italienske lovgivning.

I USA, New Zealand og New South Wales synes kravene til internater at være mindre omfattende, end de er i Europa. Der findes ikke krav til uddannelse af personale på internater med undtagelse af enkelte delstater i USA. Der stilles heller ingen eller kun meget overordnede krav til internatets udformning.

For de fleste af de udvalgte europæiske lande findes der en nedre aldersgrænse for indførsel af hvalpe, da hvalpen tidligst kan vaccineres mod rabies ved 12 uger, og da der derudover skal gå tre uger, før vaccinen betragtes som gyldig.

Alle lande i denne undersøgelse på nær Tyskland og England har lovmæssige krav om, hvor længe en hund skal være på et internat, før den kan videreformidles, men varigheden varierer fra 3 til 60 dage.

Lovgivningen vedrørende aflivning af hunde i de udvalgte lande gælder også for herreløse hunde, der ender på et internat.

Scanstockphoto Image 901028 © Scandinavian Stockphoto

Diskussion og konklusion

Som det fremgår af denne sammenfatning af lovgivning vedrørende hold af hund i 11 forskellige lande, er der nogle områder, der er forholdsvist ensartet reguleret i de udvalgte lande, mens der ses store forskelle i lovgivningen mellem landene på andre områder. Der synes at tegne sig nogle overordnede tendenser, som det efter vores opfattelse er værd at bide mærke i.

Specifik lovgivning omkring dyrevelfærd har traditionelt haft fokus på sikring af produktions- og forsøgsdyrs velfærd. Nærværende undersøgelse viser dog, at en række lande, ikke mindst europæiske, i stigende grad sætter fokus på via lovgivning og vejledning fra myndighederne side at stille specifikke krav rettet mod at sikre familiehundens velfærd. Det gælder på områder som opdræt, salg, mærkning og registrering og forbud mod kosmetiske operationer. Nogle europæiske lande går videre og har specifik regulering af avl (Nederlandene og Tyskland) eller af privates hold og pasning af hunde (Sverige).

Dyrevelfærdslovgivning, der er rettet specifikt mod avl, hold og pasning af hunde, kan give mere præcise anvisninger end de generelle bestemmelser, og de sender også et signal om, hvad der lægges vægt på i sikring af hundens velfærd. Omvendt kan der argumenteres for, at fx bestemmelser om, hvor ofte hunde skal luftes, som de fx findes i Sverige, kan være meget svære at håndhæve. Tilsvarende gælder lovgivning fra Nederlandene og Tyskland, der forbyder avl af hunde, hos hvilke der kan forventes en høj forekomst af arveligt betingede lidelser.

Der er for os at se ingen tvivl om, at diskussionen om, hvor specifikke krav lovgivningen skal stille i forhold til at sikre velfærden hos familiehunde, kommer til at fortsætte. I Danmark har vi allerede haft en diskussion om, hvorvidt man for at holde en hund skal have et såkaldt hundekørekort.

En anden væsentlig forskel mellem landene angår, i hvilket omfang det er tilladt at aflive hunde. Dette kan have betydning for familiehundes velfærd, for ejere og for personale på dyreklinikker og internater; men her er tydeligvis også forskellige etiske holdninger til det at aflive sunde hunde. I de fleste af de udvalgte lande er det tilladt at få en hund aflivet, hvis ejeren ikke ønsker at have den længere, eller hvis den fx er endt på et internat og ikke er egnet til adoption. Dette er imidlertid ikke tilladt i Nederlandene, Østrig, Tyskland og Italien, hvor det kun er tilladt at aflive en hund, hvis det kan begrundes ud fra fx uhelbredelig sygdom eller adfærd hos hunden, der gør den farlig for sine omgivelser.

Et yderligere område, hvor vi finder en interessant forskel i lovgivningen, vedrører salg af hunde via internettet. Her er der regulering i Østrig, men ikke i nogen af de andre undersøgte lande. Da der i mange lande, inklusive Danmark, er regulering af salg af hunde i butikker og på markeder, vil der nok i disse lande være behov for en opdatering af lovgivningen til også at omfatte den stigende handel med hunde via internettet.

Endelig finder vi det bemærkelsesværdigt, at der på tværs af landene er et fravær af krav til vaccination af private hunde, medmindre det drejer sig om vaccination mod rabies i forbindelse med flytning af hunde på tværs af grænser, hvor det primære formål synes at være beskyttelse af mennesker.