Det var især ét specifikt opslag på Facebook, der for halvandet år siden ansporede Jesper Grud Rosenmeier til at stifte Facebookgruppen »Spørg Hestedyrlægerne«. Han var i forvejen aktiv på det sociale medie blandt andet med en side for sin virksomhed »Hestetandklinikken«. Og så fulgte han med i flere generelle grupper for hestefolk. Grupper, hvor han ofte oplevede, at hesteejere fik direkte modproduktive svar på deres spørgsmål.
- Det opslag, der blev dråben for mig, var skrevet af en hesteejer med en hest, der efter min vurdering havde en patellaluksation. Jeg henviste til nogle videoer, som hun kunne sammenligne med, hvorefter hun meldte tilbage, at hun var overbevist om, at det var det, der var galt, fortæller Jesper Grud Rosenmeier og tilføjer:
- Senere så jeg så, at der havde været en kraniosakral terapeut inde over tråden, som nu var booket til at kigge på hesten. »Det er simpelthen løgn«, var min første tanke. For hvorfor var det ikke en dyrlæge?
Eksemplet er helt i tråd med Jesper Grud Rosenmeiers generelle indtryk: På Facebook drukner det veterinærfaglige perspektiv alt for ofte i et hav af anekdoter, alternativ behandling og personlige erfaringer. Selv når en velmenende dyrlæge forsøger at pege en hesteejer i den rigtige retning.
- Derfor stod det meget klart for mig, at hvis vi skulle trænge igennem med vores viden og faglighed, så måtte vi have en gruppe, hvor ingen andre end uddannede dyrlæger havde lov til svare på de spørgsmål, der blev stillet.
Kæmpe opbakning – og dog
Jesper Grud Rosenmeier ringede derfor til sin gode veninde Bente Zink for at få en hesteejers syn på sagen.
- Bente er hesteejer, men hun er også meget interesseret i og vidende omkring det veterinærfaglige. Hun var helt med på idéen, og uden hende var gruppen aldrig blevet til noget. Det er hende, der er hovedadministrator i gruppen, og hende, der har det store overblik over spørgsmålene, forklarer han.
Og knap var gruppen oprettet, før det strømmede ind med opbakning. På under et døgn havde 99 dyrlæger sagt ja til at være blandt dem, der både kunne og ville svare på spørgsmål.
- Vi begyndte med at invitere dyrlæger i vores eget netværk, og de inviterede så videre. Det var meget overvældende, oplevede stifteren.
Da de veterinærfaglige medlemmer af gruppen var på plads, blev den åbnet for hesteejere. Også her var interessen fra første sekund så stor, at der var kø til at blive godkendt som medlem. Det tegnede alt sammen til at blive en succes. Men så modtog Jesper Grud Rosenmeier et opkald fra en kollega, han nærer stor respekt for.
- Vedkommende var bekymret over gruppen. Især over, hvilke svar der kunne ske at blive givet. Om vi ville risikere at udstille os selv. Jeg fik helt ondt i maven og overvejede, om vi skulle lukke den igen. Men de andre dyrlæger i gruppen stod fast på deres opbakning til den og syntes stadig, det var en god idé.
»Dyrlæger skal ikke lave gratis arbejde«. Og »I kommer til at tage arbejde fra kollegerne«, er blandt de andre kritikpunkter, som gruppens stifter gerne svarer igen på.
Når 100 dyrlæger slår sig sammen, er den faglige viden enorm.
- Jeg kan kun sige, at det efter min bedste overbevisning fungerer lige modsat. Ofte er vores vurdering jo, at hesten bør undersøges af en dyrlæge, selv om ejeren måske ikke selv er nået til den erkendelse. Det kan også være en hesteejer, der gerne vil bruge penge på yderligere undersøgelser, men ikke vidste, at det var en mulighed. På den måde får vi genereret mere arbejde til den samme dyrlæge. Det er godt for både hesten og standen, mener Jesper Grud Rosenmeier og understreger:
- Vi underskriver os aldrig med vores kliniknavn. Vi reklamerer for standen og for det, som dyrlægerne kan, ikke for os selv.
Skrappe regler fungerer
For at sikre en tydelig veterinærfaglig dagsorden er det kun tilladt for dyrlæger at svare på spørgsmålene i gruppen. Kommer andre til at svare i tråden, sendes de ud af gruppen til en »tænkepause«, hvorefter de kan ansøge om medlemskab igen. Af den grund skal alle spørgsmål også indeholde overskriften »Hej dyrlæger«, så det er tydeligt, at opslaget er postet i netop denne gruppe. Lige så vigtig er tonen, som blandt andet holdes med et forbud mod brugen af vrede smileys.
- Vi behøver ikke altid være enige, men vi skal være uenige på en god måde. Der er ikke en eneste dyrlæge, der på noget tidspunkt har tabt fatningen, og ud fra de tilbagemeldinger vi får, synes mange, at det er en meget behagelig gruppe at være med i.
En komplet oversigt over tilladte og »forbudte« emner har Spørg Hestedyrlægerne ikke. Men der er visse kategorier af spørgsmål, de træder varsomt med.
- Det gælder fx handelsundersøgelser, som vi ikke vil blande os i. Det gælder også fodertilskud, som der ikke findes evidens for. Vi anbefaler ikke produkter, og vi reklamerer ikke, ligesom vi heller ikke henviser til specifikke kolleger, men kan blot foreslå, at hesten tilses af en dyrlæge med særlig viden og interesse i dens problemstilling.
Vigtigst af alt, understreger Jesper Grud Rosenmeier, er gruppen ikke til akutte problemer. For hesteejeren kan for det første ikke forvente et hurtigt svar, ligesom et akut problem vil kræve en undersøgelse. Men det betyder ikke, at der ikke af og til er en hesteejer, der spørger ind til en akut syg hest.
- Som regel er der en administrator eller dyrlæge, der hurtigt svarer, at vedkommende skal have fat i en vagtdyrlæge, hvis problemet er akut. Men det giver os også mulighed for at uddanne hesteejerne i, hvornår noget er akut.
Kollegiale dilemmaer
Mange dyrlæger har oplevet at blive centrum for harsk omtale i diverse Facebookgrupper. I »Spørg Hestedyrlægerne« sker det også, at der i hesteejerens beskrivelse af et ligger en mere eller mindre direkte kritik af en fagfælle. Men det er ikke nødvendigvis problematisk, siger Jesper Grud Rosenmeier.
- Vi gør alt, hvad vi kan for ikke at udstille nogen, og jeg mindes heller ikke, at det er sket. Er noget gået skævt i praksis, kan vi redde den i gruppen med et fagligt og seriøst svar. Alternativet er, at dyrlægen bliver lynchet i en anden gruppe, uddyber han og giver et eksempel, hvor en hest blødte voldsomt ud af munden efter et tandeftersyn.
Hesteejeren var chokeret over oplevelsen og ville vide, om det var normalt.
- I den situation fik vi mulighed for at forklare, at det en sjælden gang sker, at tandraspen smutter, selv om vi selvfølgelig gør alt for at undgå det.
Andre gange oplever gruppen, at hesteejeren føler sig tabt, fordi kommunikationen mellem ejer og dyrlæge er gået skævt. Hesteejeren føler måske, at hun ikke vil forstyrre sin dyrlæge med spørgsmål, som hun burde kende svaret på. Eller har misforstået de instruktioner, hun har fået.
- Jeg tror, alle dyrlæger oplever, at hesteejerne siger: »Det er måske et dumt spørgsmål, men...«. Underforstået føler de, at de ulejliger deres dyrlæge. Men her er hele præmissen jo, at man skal spørge, og det giver os et andet udgangspunkt for at guide i den rigtige retning og give forslag til, hvad hesteejeren kan tage op med sin egen dyrlæge.
Og så er der den åbenlyse uddannelsesfaktor. Viden og gode råd kommer ud til 13.000 hesteejere på en gang.
- Vi kan se, at vores svar giver genlyd i andre grupper. Og når jeg kommer rundt til hesteejerne, giver de udtryk for, at de lærer meget af gruppen, siger Jesper Grud Rosenmeier, der selv kan skrive under på, at når 100 dyrlæger slår sig sammen, er den faglige viden enorm.
- Jeg lærer også selv noget nyt af de kolleger, der har andre interesseområder end jeg selv.
