Annonce Banner Banner Banner

Dybden i det, du ser, når alting er lige skarpt

Karriere Efter en lang karriere på KU SUND skiftede lektor og veterinær patolog Ole Lerberg Nielsen i 2019 patologisalen ud med livet som embedsdyrlæge på Grønland. Her er alting tæt på – selv i det store perspektiv.

Ole Lerberg Nielsen Ov © Privat
Interview

Er man et menneske med blik for detaljen og kan man lade sig opsluge af kontraster, former og farver, er der i hvert fald to interesseområder, som kan forenes i denne visuelle kompetence. Det ene skal opleves gennem et mikroskop, det andet fra et skib i de grønlandske fjorde.

Ole Lerberg Nielsen synes at være sådan et menneske. I hvert fald betages han af naturens billedlige udtryk, både som embedsdyrlæge på Grønland og som patolog med mange års forskningserfaring indenfor histopatologien.

Tilbage i begyndelsen af 1980’erne vendte Ole tilbage til universitetet efter fire år i praksis for at genoptage studierne indenfor den veterinære patologi, som han også gennem dyrlægestudiet havde haft en særlig interesse for.

- Jeg kunne godt lide det visuelle i det. Det var det, der var baggrunden. Man farver jo med alle mulige farver. Det er faktisk ret underholdende at se på. Du kan lave trichromfarvning eller pentachromfarvning, hvor du kombinerer alle mulige farver – grøn, blå, rød, magenta, sort eller brun måske. Når du synes, det er interessant, kan du slet ikke lade være med at se på det.

De histologiske snit kan ikke stå alene, men må sættes ind i en større sammenhæng, og som en anden detektiv må patologen få brikkerne til at passe.

- Når man sætter sig ned og begynder at kigge på det – det lyder måske lidt prætentiøst, men altså – der opstår en eller anden historie, som i første omgang er todimensionel. Du ser til den ene og til den anden side, men dybden kan du ikke se. Så skal du ligesom konstruere en historie ud fra det, du ser, koblet med resten af din undersøgelse - hvordan var det her at kigge på makroskopisk? Var der noget med de her dyr? Døde de alle pludseligt, eller kom det sådan drypvist? Spørger Ole retorisk.

Tilbage til sektionssalen

I 1980’erne, da Ole arbejdede som praktiserende dyrlæge ved forskellige klinikker med blandet praksis på sydsjælland, var det bureaukratiske greb om de arbejdssøgende danskere et lidt andet, end det er i dag. Det gav Ole muligheden for at opsige sit job for at begynde en forskerkarriere indenfor den veterinære patologi.

3 Grønland

Fjordisen ud for Uummannaq, Storøen i baggrunden. På vej med snescooter og anhænger-slæde til tilsynsopgave i Saattut.

- Dengang kunne jeg samtidig med min arbejdsløshedsunderstøttelse tage nogle kurser i immunologi under forudsætning af, at jeg ikke tog mere end 15 ECTS pr. halvår. De var ikke særligt emsige med, om man havde gjort for meget eller for lidt. Jeg tog derfor kontakt til Erik Brummerstedt, der var professor på det tidspunkt, og så fik jeg arbejde som timelønnet hjælpelærer og senere kandidatstipendium med treårig aflønning, som svarede til det ph.d.-projekt, jeg havde skitseret. Og så startede jeg egentlig der.

Projektet skulle komme til at handle om reumatoid arthritis hos hunde. De autoimmune sygdomme tiltalte med deres mulighed for diagnostik gennem specialfarvninger af histologiske snit den spirrende patolog. Reumatoid arhtritis syntes derfor et oplagt emne og tilbage var derfor kun at finde de dyr, der skulle undersøges for sygdommen.

- Udgangspunktet var, at dem så man da nogle stykker af om året. Men da det kom til stykket, så man jo aldrig én, griner Ole og fortsætter:

- Til gengæld udviklede jeg nogle tests for reumafaktor, som er et antistof, der kan måles i serum. I dette tilfælde reagerer reumafaktor med kroppens egne immunoglobuliner, hvilket kan lyde underligt. Hvis du kan måle reumafaktorerne, er det udtryk for, at denne reaktion foregår, og hos mennesker med diagnosen reumatoid arthritis vil 70 procent være positive. Så det tænkte jeg, at man kunne forsøge at teste i hunde, og det kunne man så.

Værdien af forskning

Bladrer man igennem de mange veterinærpatologiske projekter, Ole har arbejdet med gennem årene, er der nok at tage af. Projekterne er mangeartede, men hans hovedfokus har været indenfor de inflammatoriske immunreaktioner hos dyr, specielt hos grise, hvor han blandt andet har arbejdet med translationel forskning.

Ved et af projekterne var han med til at udvikle radioaktive tracere til diagnostik af osteomyelitis i en grisemodel. På den bedøvede gris kunne den ene tracer testes efter den anden for til sidst at sammenligne, hvilken af dem der bedst kunne identificere sygdommen. Metoden, kaldet PET for »positron emission tomography«, gjorde det blandt andet muligt at se forskel på inflammation og infektion, fortæller Ole. Projektet viste sig dog ikke at være uden logistiske udfordringer.

- Vi skulle bruge et radiokemisk laboratorie, som de havde i Århus, og forsøgsdyrsfaciliteter og scannere, som både var i Århus og i Ålborg. Nogel af grisene blev derfor inficeret i Århus, scannet her og derefter kørt til Ålborg, og også skannet der. Det var ofte noget med at blive til klokken 3 om natten, og det var kun fordi, folk var så engagerede, at det kunne lade sig gøre, fortæller han.

Det kræver særlige forudsætninger at kunne arbejde med radioaktivt materiale, og Ole beskriver de nødvendige bygninger og maskiner som imponerende. Som patolog bestod hans del i at karakterisere læsionerne, der hvor der var ophobning af tracere, men der skulle arbejdes hurtigt, forklarer han.

- Der er en cyklotron, der skal producere radioaktive isotoper. Så sidder man med handsker på, mens det hele skal foregå meget hurtigt og inde bag blyplader, hvor traceren produceres. Der er jo en henfaldstid, så man skal nå at bruge den her tracer, inden det hele er dampet af.

Ole sammen med dyrlægekollegaen Sanne Wennerberg, der gennem 12 år har arbejdet som embedsdyrlæge på skiftende lokaliteter i Grønland.

Grisen anvendes ofte som dyremodel på baggrund af sammenlignelige forhold vedrørende anatomi, fysiologi, genetik og størrelse, og Ole har arbejdet en del med disse projekter gennem årene. Et aspekt af arbejdet med dyremodeller banker dog jævnligt på hos den efterhånden garvede forsker.

- Der har været meget mere fokus på dyrevelfærd gennem de senere år, og det synes jeg, er godt. Det har været nødvendigt og en læring for mange, at det faktisk også er et væsentligt element. Det kan godt være, at du kan vise en masse med din model, men hvis de her grise lider for meget, er det simpelthen et »no go«. Værdien skal jo måles i forhold til den belastning, vi udsætter dyrene for i de her modeller, siger Ole.

Underviserrollen

Ole er altid velforberedt, også til et interview, der skal handle om ham selv. Da vi når til spørgsmålet om rollen om underviser, hiver han derfor »Universitetets pædagogik« frem fra bogreolen.

- Det er en rigtig god bog faktisk, smiler han og bladrer gennem de 500 sider for at finde det sted, han ønsker at fremhæve.

- Der er et afsnit, der hedder underviserrollen, som beskriver fem forskellige roller, man går igennem fra man starter, til man er rigtig dygtig. Jeg tror, at jeg kan genkende mig selv i dem alle - også i den sidste, hvor man er blevet okay til tingene, indskyder han beskedent.

Det er tydeligt, at han kerer sig om de studerendes udbytte og beriges, når hans måde at formidle patologien på virker.

- Jeg kan godt forstå skuespillere, når de står på en scene. De kan jo dirigere og manipulere med publikums følelser. Det kan vi ikke på samme måde, men jeg tror godt, jeg kan forstå den der følelse, de kan få, når undervisningssituationen lige rammer hovedet på sømmet.

- Kan man få de studerende til at interagere med forskellige aktiverende undervisningsformer, er det fantastisk! Problemet er, at pensum nærmest altid er uendeligt.

Som Ole siger, er der ikke noget pensum på patologi. Der er uendeligt meget tilgængeligt stof, man kan sætte sig ind i, og som alt sammen kan være relevant for den kommende dyrlæge. Mødet med patologi kan derfor godt være lidt af en mundfuld.

- Pludselig står de studerende med et enormt læs af sygdomme og mærkelige beskrivelser i en bog. Her må man som underviser forsøge at skære igennem og systematisere for dem, så de kan overskue det, mener Ole.

En lomme til Grønland

Fra sektionssal, auditorier og centrum af København til midnatssol, smeltevandsvandfald og et solbeskinnet Nuuk. I sommeren 2018 tog Ole og hans hustru Karin afsted til Grønland, hvor Karin havde fået et vikariat som sygeplejerske i Sisimiut. Ole kunne tage sit arbejde med over sommeren, hvor der alligevel ikke var nogen undervisning, og så var der kun tilbage at tage afsted.

Karin havde i 80’erne arbejdet som skibssygeplejerske op og ned langs kysten på et af de to skibe, der fragtede patienter mellem bygd og sygehus, og havde siden talt meget godt om Grønland. Rejsen skulle derfor som udgangspunkt være et kortere gensyn med øen og ikke den livsomlægning, det endte med at blive. Den sommer skulle dog ende med at få en særlig betydning, og omstændighederne i dyrlægen og sygeplejerskens liv skulle vise sig at give rum til mere permanent forandring for de to. Året efter besøget begyndte de derfor at undersøge mulighederne for at gøre øen til deres nye hjem.

Kødkontrol Af Lam, Blødning Efter Hundebid

Kødkontrol af lam, blødning efter hundebid.

© Privat

- Børnene var store, vi havde ingen børnebørn, og vores forældre er døde, desværre. Så der var lidt en lomme, som gjorde det muligt at prøve at komme herop lidt mere permanent. Det springende punkt var, om jeg kunne få arbejde, fortæller Ole.

Som narkosesygeplejerske kan man få job i Nuuk, hvis man vil. Dyrlægejob er der lidt færre af, men de findes også, og efter at have holdt lidt øje med joblandskabet over en tid søgte Ole ansættelse som dyrlæge for vaccinationsprogrammet for slædehunde i Grønland og fik det.

- Det lykkedes! Så vi solgte vores hus. Det har vi senere tænkt på, at det måske var lidt... Ole trækker lidt på ordene og smilebåndet over fortidens iver.

- Men det gjorde vi altså. Og nu er vi her, konstaterer han glad.

Mange kasketter

I Grønland er der mange ting, der er anderledes, og under samtalen kommer det drypvist til ham, hvad det er, der gør verdens største ø til et særligt sted.

- En af de ting, som har overrasket mig, er afstandene. De er jo enorme, siger han.

Det er også særligt, at man som professionel ofte må bære mange forskellige kasketter. Det er noget han både ser i sit eget arbejde og blandt de folk, han samarbejder med i vaccinationsprogrammet for slædehunde.

- De folk fra kommunen, der står for programmet og uddannes til at vaccinere, chipmærke og indtaste data, det er jo de samme folk, som varetager natrenovationen, asfaltering af vejene om sommeren og snerydning om vinteren, fortæller han.

Som en af de otte ansatte embedsdyrlæger har Ole udover sit ansvar for vaccinationsprogrammet, også en del andre kasketter klar til brug i sit daglige arbejde. Som han fortæller, betyder den begrænsede befolkningsmængde og de store afstande, at myndighedslagene ikke mærkes lige så tydeligt som i Danmark.

- Allerede efter jeg kun havde været heroppe et par måneder, var jeg til møde med ministeren. Det er bare et eksempel på, at der er meget kort afstand fra nederste embedsmand og op til ministeren. Statsapparatet skal jo dække alle de her områder, men der er kun få mennesker. Derfor må man ofte arbejde på flere lag samtidigt.

De unikke slædehunde

Alene det at gå fra at være lektor og specialist på et område til at være embedsdyrlæge har været noget af en forandring, fortæller Ole. Især fordi Grønland er et land, hvor titlen som embedsdyrlæge kan omfatte en række opgaver lige fra fødevaretilsyn i detailhandlen og afholdelse af vaccinationskurser til kødkontrol på et moskusokseslagteri og udarbejdelse af en ny zoonoselovgivning. Når man drager ud til en anden by eller bygd er det derfor nødvendigt at medbringe »hele paletten«, som han siger, da man ofte skal løse mere end én opgave ad gangen.

IMG 20200314 141707 Ole

Med sine 2.670 kilometers længde og ufremkommelige terræn er Grønland et sted, hvor man som professionel ofte må bære mange forskellige kasketter, fortæller Ole Lerberg Nielsen.

© Privat

Det arbejde, han håber mest på at kunne gøre noget ved i sin tid på Grønland, er dog slædehundene. En population, der står ham nært, og som han gerne ville anvende sine evner som patolog til at hjælpe.

- Vi er jo lidt bekymrede for, om de her slædehunde vil forsvinde, siger Ole og forklarer, at selvom der findes forskellige undersøgelser, mangler der stadig viden om, hvorfor og af hvad de her hunde ofte bliver syge.

Han nævner blandt andet slædehundenes metabolisme som værende helt anderledes end andre arters, og som patolog har han et ønske om at få lov at lave en mere struktureret undersøgelse for blandt andet at afklare forhold som disse.

Med oprettelsen af et slædehundecenter kunne den slags projekter sættes i værk, og man kunne få mere klarhed over nogle af de fænomener hos hundene, der endnu ikke er blevet kortlagt videnskabeligt, fortæller Ole med forventning i stemmen.

- Meningen med et slædehundecenter ville ikke være at lave det for forskningens skyld, men for at sikre slædehundepopulationen og den levende fanger-fisker-kultur, for det kan godt være, det forsvinder, siger han.

Forhåbentlig kan sådan et center se dagens lys over den grønlandske gletsjeris en dag. Efter sigende skulle der være politiske kræfter, der arbejder i retning af en etablering, og flere forskellige aktører med mål om et center for bevaring af den grønlandske slædehund.

Imens rejser Ole rundt mellem slagterier og vaccinationskurser, og hvad det grønlandske embedsværk ellers kan finde på at kalde ham ud til. Undervejs tager patologen mikroskopet fra øjet og sluger de store perspektiver.

- Naturen er vild, siger han.

Men hvordan forstår man det, når man aldrig har været der? Han forklarer ud fra erindringen om hans sejlture i fjorden.

- Der er den her vilde, rene, klare luft, som gør, at du kan se hundrede kilometer ud i horisonten. Så det bjerg dér, lige foran dig. Det er måske tyve kilometer væk. Det er så svært at vurdere dybden i det, du ser, fordi alting er lige skarpt.