Den amerikanske Vietnam-krigsveteran admiral James Stockdale, der har lagt navn til Stockdale-paradokset, bliver fremhævet som et mønstereksempel på det mindset, som corona-tiden kalder på.
Igennem syv år var han fanget i Vietnam, hvor han var udsat for regelmæssig tortur, men kom igennem uden traumer, fordi han mestrede det umiddelbart selvmodsigende paradoks på den ene side at tro på det bedste og samtidig forberede sig på det værste.
Dem, der ikke klarede den i fængslet, var de fanger, der gjorde, som de fleste mennesker ville gøre i en så ekstrem situation. De klamrede sig til håbet om, at de var ude inden jul. Julen kom, og julen gik, men så levede de videre på et håb om at være ude inden påske. Og så blev det thanksgiving - og jul igen. De døde af et knust hjerte.
I den moderne psykologi eksisterer begrebet negativ formåen, som peger i samme retning. Det handler om evnen til at være til stede og udholde det, der er svært, uden at handle – at hvile i en lav forventning om fremtiden, gøre noget ved det, man kan gøre noget ved, men måske først og fremmest om at erkende og acceptere det, man ikke kan gøre noget ved.
Når vi møder en trussel
Psykoterapeut og coach Holger Spanggaard er en af de fagprofessionelle, der har interesseret sig for negativ formåen.
- Når vi taler om at håndtere svære udfordringer, fokuserer vi typisk på noget aktivt. Vi identificerer et problem, vi lægger en strategi, og så handler vi. Det kalder vi »positiv formåen«, og det lyder jo umiddelbart en del mere attraktivt end negativ formåen. Men selvom negativ formåen umiddelbart lyder som et negativt fænomen, kan det være netop dét, vi har brug for i en tid som coronakrisen, siger Holger Spanggaard og uddyber:
- Når vores handlerum bliver så indsnævrede, som de har været, siden landet lukkede ned sidste forår, kan der være brug for det modsatte af at handle. Det betyder ikke, at man er ligeglad eller fraværende, mens man udholder ventetiden. Man er tværtimod nærværende, vågen og sansende.
Vores psyke er svingende og har både brug for at være aktiv og på pause. Under normale omstændigheder er de fleste mennesker i stand til at veksle mellem høj aktivitet og ingen aktivitet, men når vi møder en trussel, der kommer udefra, er der en dyb drift i mennesket, der vil handle, vurderer Holger Spanggaard.
- Der er en stor tryghed i, at vi i det mindste gør noget, når vores normale verden bryder sammen. Under coronakrisen vil vi fx gerne se en handlekraftig statsminister, og jeg tror, at mundbind gør mange mennesker trygge, for så gør vi da et eller andet aktivt. Det finder vi trøst i. Det er helt essentielt for os at have en fornemmelse af, at vi har kontrol over tingene, når vi føler os truet, siger han og fortsætter:
- Stenaldermanden byggede en hule og samlede brænde ind for at klare vinteren, så det er absolut en god menneskelig egenskab, at vi ikke bare underkaster os naturens luner – lige indtil det øjeblik, hvor der rent faktisk ikke er noget at stille op, for så forsøger vi at kontrollere noget, der ligger udenfor vores kontrol, siger Holger Spanggaard.
Om at finde noget meningsfuldt
Erhvervspsykolog Susanne Dalgaard har også i coronaens første bølge fremhævede negativ formåen som en kompetence, der er brug for i tiden.
- Da Mette Frederiksen lukkede landet ned, følte vi alle, at der skete noget vildt, som vi måtte handle på. Den følelse os ret vidt. Vi hamstrede toiletpapir, dyrkede fællessang, installerede hjemmearbejdspladser og holdt online fredagsbar. Vi havde en følelse af, at vi måtte gøre noget, hvilket er både godt og skidt.
- Der er intet i vejen med at sætte mange ting i søen, men man skal være opmærksom på, at handlingerne kan fungere som en flugt fra et følelsesmæssigt ubehag, som måske forhindrer én i at træffe rationelt velovervejede beslutninger. Derfor er evnen til at turde dvæle i en følelse, som er ubehagelig, uden at handle, vigtig. Men i denne anden bølge af pandemien er vilkåret ændret, siger Susanne Dalgaard.
Hvor det gode råd sidste forår var at rumme følelsen for en stund, så handler det nu i højere grad om at finde noget meningsfuldt i de omstændigheder, der nu engang er, vurderer hun.
- I undtagelsestilstandens første fase var langt de fleste danskere overordentligt ivrige efter at vise samfundssind. Men siden er der sket rigtig meget, der har kaldt på vores samarbejdsvillighed. Vi har oplevet en engelsk og en sydafrikansk mutation, som fra den ene dag til den anden har vendt billedet og grebet ind i vores livsvilkår, bedst som vi troede, at vi var på vej tilbage til normalen.
Det er ikke længere nyt og spændende at logge på hver morgen til et teammøde på Zoom, pointerer Susanne Dalgaard.
Det er psykisk usundt at føle sig ført af en usynlig hånd, og det kan vi nemt komme til at føle lige nu.
Susanne Dalgaard,
erhvervspsykolog
- For mange mennesker er dagene kommet til at ligne hinanden til forveksling. Og vi sidder med en følelse af at være fanget af det næste, der sker, og det næste, der sker. Nu hvor undtagelsestilstanden har varet et lille år, er det gode råd snarere: Vælg det, du gør, siger Susanne Dalgaard, der i sidste uge talte med en leder, der beskrev den evige mailboks sådan her: »Jeg hader at svare på mails, og det har jeg i øvrigt altid gjort«.
- Vi diskuterede så, om det egentlig var strengt nødvendigt, at hun svarede på alle mails. Ville det være muligt i stedet at sætte halvanden time af til at ringe rundt? Mon ikke også det ville skabe større trivsel for medarbejderne, at de får en opringning? Om det virker for hende på længere sigt, vil vise sig. Men det er det, jeg mener med at vælge det, du gør.
Hvis man selv kan bestemme, om man logger på kl. 9 eller 11, så er der et lille rum for kontrol, pointerer Susanne Dalgaard.
- Den samme aktivitet kan have meget forskellig kvalitet alt efter, hvordan vi tilvælger den. Vi skal derhen, hvor vi føler, at vi på trods af nogle smalle rammer og på trods af den nært forestående fremtids uforudsigelighed er herre i eget hus. Det er psykisk usundt at føle sig ført af en usynlig hånd, og det kan vi nemt komme til at føle lige nu, hvor meget er uden for vores kontrol. Dagen kan opleves som triviel og uden mange valg. Men det er faktisk noget, vi selv vælger, og hvis vi oplever, at vi vælger selv, kan den samme aktivitet føles radikalt anderledes. Vælg derfor det, du gør. Hvis du arbejder, så vælg, at nu vil du arbejde.
60.000 tanker om dagen
En anden følgevirkning af hjemmearbejdet er, at vi ikke bliver distraheret af hverdagens impulser. Mange af os får meget tid til at tænke. Hvis man forfalder til langvarige grublerier, så nytter det ikke noget at gå en tur, som var et af de gode og virkningsfulde råd i første bølge, mener Susanne Dalgaard.
- Der er jo intet i vejen for, at man kan tage grublerierne med ud i naturen. Hvad nu, hvis det aldrig går over? Hvornår kommer vi til at møde kunderne igen? Hvad sker der, når hjælpepakkerne stopper? Derfor gælder det om at vælge et fokus, der ligger uden for ens eget hoved. Det fokus får man helt naturligt serveret ved kaffemaskinen og til frokosten, når man går normalt på arbejde. Ens kolleger og kunder sørger for, at man hele tiden bliver distraheret i grublerier. De distraktioner skal hjemsendte medarbejdere selv opfinde i øjeblikket.
Men kan man virkelig selv vælge sine tanker? Det er ikke så svært, som man skulle tro - men det kræver lidt øvelse, mener Susanne Dalgaard.
- Vi har ca. 60.000 tanker om dagen, og de popper op i et virvar og forsvinder igen. Nogle af tankerne har vi en tendens til at samle op igen og igen. »Er jeg nu god nok?«, tænker alle indimellem. Tanken opstår spontant og forsvinder også spontant igen. Men nogle af os har en tendens til at samle den op og dvæle ved den i lang tid. Hvis man samler tanker op, som man ikke kan løse eller handle på, så begynder de at køre i ring, forklarer hun.
- Det dårlige råd er, at »nu må du ikke længere tænke den tanke«. Det er ligesom, hvis du ikke må tænke på en lyserød elefant - så gør du det. Men man kan sagtens arbejde med at give bestemte tanker mindre plads. Man accepterer dem som en del af livet, men arbejder med at reducere den tid, man bruger på dem. Hvis man sidder til et Zoom-møde og får tanken, er det muligt aktivt at vælge at fylde opmærksomheden med, hvad ens kolleger siger i stedet. I det hele tager er det bedste værn mod grublerier at vende opmærksomheden mod noget, der ligger udenfor én selv, siger Susanne Dalgaard.
