Ebola og rabies er nogle af de mest kendte og frygtede infektionssygdomme hos mennesker. De er begge zoonoser, hvor mennesker kan blive smittet ved direkte kontakt eller bid fra dyr. Også HIV-virus, der gennem sex og blodtransfusion fører til sygdommen AIDS, og som er et stort problem i mange ulande, har sin oprindelse hos dyr, nemlig chimpansen.
Det er slet ikke noget nyt, at sygdomme smitter fra dyr til mennesker. Tværtimod har menneskehedens historie altid været dybt påvirket af sådanne alvorlige sygdomme, lige fra pesten (fra loppebid) i middelalderen til tuberkulose (fra komælk) i 1800-tallet. Også kopper menes at være kommet fra dyr, formentlig fra koen.
Vi mennesker har i vidt omfang forstået at kontrollere disse alvorlige sygdomme, blandt andet ved at pasteurisere mælken, og for koppers vedkommende er det lykkedes helt at udrydde sygdommen. Andre zoonoser er måske knap så dødelige, men stadig betydningsfulde for mennesker i den vestlige verden i dag. I Danmark har der således navnlig været udbrud med salmonella og campylobacter - problemstillinger, der har beskæftiget mange danske dyrlæger i deres arbejde med fødevarehygiejnen.
Seks ud af ti større sygdomsudbrud stammer fra dyr
Kvantitativt betyder sygdomme overført fra dyr til mennesker en hel del. Et studie publiceret i NATURE i 2008 over alvorlige infektionssygdomme i fremmarch viste således, at lidt over 60 procent af alle større sygdomsudbrud i perioden 1940 til 2004 stammede fra dyr, og at navnlig de vilde dyr – nemlig i 72 % af tilfældene – spillede en væsentlig rolle. Selvom menneskets smitsomme sygdomme ofte spredes direkte mellem mennesker, kan deres oprindelse altså føres tilbage til dyrene.
Det omtalte NATURE-studie viste, at problemet med zoonoser siden 1990’erne har været i vækst – dette kan foruden klodens overbefolkning skyldes globaliseringen og klimaforandringer, der får henholdsvis mennesker og dyr til at flytte sig mere rundt på kloden end tidligere. På den måde spredes infektionerne i dag hurtigere og mere effektivt, end de gjorde tidligere. Omvendt har vi også i dag bedre muligheder for at opspore infektionerne og behandle patienterne medicinsk, særligt her i den vestlige verden. Da de zoonotiske infektioner kan have et reservoir blandt dyrene, er det ikke nok at bekæmpe sygdommen hos mennesker. Et eksempel er borrelia-infektioner som kan begrænses ved at regulere bestandene af hjortevildt.
Aerosolbårne zoonoser
En betydelig del af infektioner angriber luftvejene og smitter via aerosoler, hvilket har vist sig at være en særdeles effektiv spredningsstrategi for særligt virus. Disse infektioner har derfor potentiale til at blive til egentlige pandemier. Hvert år opstår der således nye influenza-stammer via smitte fra dyr til mennesker, og de seneste hundrede år har influenza forårsaget hele fire pandemier, hvoraf den spanske syge i 1918-1920 var den værste med omkring 50 millioner dødsfald, og svineinfluenza-pandemien i 2009 er den seneste. Ind imellem disse to pandemier var der den asiatiske influenza i 1957 og Hongkong-influenzaen i 1968-1970, som også kostede mange menneskeliv.
| Agens | Sygdom | Spredning | Betydning |
| Bakterier | Tuberkulose (resistens) Salmonella |
Aerosoler mv. Fødevarer |
Svært at behandle med antibiotika Madforgiftninger |
| Virus | Influenza COVID-19 |
Aerosoler mv. Aerosoler mv. |
Pandemier (4 på 100 år) Igangværende pandemi |
| Prioner | Kogalskab | Fødevarer | Dødsfald blandt unge i Storbritannien |
| Parasitter | Toxoplasmose Trikiner |
Kontakt med kat Fødevarer |
Farlig for gravide/ufødte børn Trikinose (meget sjælden i Danmark i dag) |
| Svamp | Ringorm |
Direkte kontakt | Lokale hudinfektioner |
Influenza smitter som bekendt fra menneske til menneske via aerosoler, spyt og direkte kontakt, men nye stammer opstår hvert år i svin og fjerkræ i Asien, og derfor opnår vi mennesker aldrig dækkende immunitet, men har konstant brug for nye influenzavacciner. COVID-19 smitter ligeledes gennem aerosoler, omend der er diskussion af, om den er egentlig luftbåren.
COVID-19 har afstedkommet en global pandemi med indtil videre over halvanden million dødsfald globalt. SARS-CoV-2-virus opstod formodentlig i løbet af 2019 i Kina, hvor et oprindeligt virus tilknyttet flagermus via bæltedyret erhvervede sig egenskaber, der gjorde det i stand til at smitte videre til mennesker. COVID-19 begyndte derved som en zoonose, men siden er det zoonotiske aspekt droslet noget ned, da virus altovervejende smitter direkte fra menneske til menneske.
I Danmark har vi ligesom flere andre pelsproducerende lande i 2020 oplevet, at mink er blevet smittet, og at smitte fra mink tilbage til mennesker forekommer. Derved er det zoonotiske aspekt ved COVID-19 igen kommet i søgelyset og har i Danmark ført til den dramatiske aflivning af minkene på pelsdyrfarmene i slutningen af 2020. Frygten for minkene har ikke kun bestået i, at de kan smitte til mennesker, men danske myndigheder har også udtrykt frygt for, at nye og frygtede virus-varianter kunne opstå gennem virus’ passage i minkene. Betydningen heraf er dog omdiskuteret blandt eksperter.
Forskellige agens bag zoonoser
Zoonoser er ikke kun bakterier og virus, men kan også forårsages af prioner, svampe samt encellede- og flercellede parasitter. I den førnævnte NATURE-publikation fremgår det, at antibiotikaresistente bakterier udgjorde godt halvdelen ud af 335 større sygdomsudbrud blandt mennesker, mens virus og prioner tilsammen udgjorde omkring en fjerdedel af sygdomsudbruddene. Encellede parasitter udgjorde 10 procent, mens der var forholdsvis få svampe- og flercellede parasitter blandt de mange udbrud.
Resistente bakterier er globalt set et enormt problem, da det på sigt truer med at sætte os tilbage til tiden før opdagelsen af penicillin. Prioner er misfoldede proteiner, der fungerer som smitstof. Kogalskaben (bovin spongiform encephalopathy), som forårsagede dødsfald blandt briter i 1990’erne, er et eksempel på en sådan fødevareoverført og dødelig prionsygdom, der stammede fra kvæg og mindede meget om den velkendte Creutzfeldt-Jakobs sygdom hos mennesker. Toxoplasmose skyldes en encellet parasit, Toxoplasma gondii, der kan overføres fra huskatte og kattebakker og i sær rammer gravide kvinder.
Fremtidens zoonoser udgør en risiko
Der er næppe tvivl om, at vi også i fremtiden skal forvente, at nye større sygdomsudbrud og pandemier har deres ophav i dyrene. Der bliver derfor gættet på geografiske områder, hvor risikoen for opståen af nye pandemier er særlig stor. I forudsigelserne indgår både viden om tætheden af mennesker og dyr, hvor tætte dyr og mennesker lever sammen samt socioøkonomiske faktorer. Både når det gælder risikoen for, at nye zoonoser opstår i dyr samt for udviklingen af antibiotikaresistente bakterier, synes risikoen at være særlig stor i folkerige lande som Kina og Indien, hvor det også er udbredt i landområder, at man lever tæt sammen med sine dyr. Også fødevaremarkeder med levende dyr udgør en risiko. Sydøsteuropa og det sydlige Afrika udgør ligeledes, omend i lidt mindre omfang, sådanne risikoområder.
